Læsetid: 9 min.

Er Merkels CDU stadig et konservativt parti?

Ved dagens partimøde påbegynder Merkels CDU en yderst tiltrængt debat om partiets politiske fundament. Med presset fra AfD på højrefløjen ulmer nemlig en forvirret kamp om, hvad konservativ politik overhovedet er i dag, siger CDU-medlem og historieprofessor Andreas Rödder, der er med til at definere partiets position
Nogle anser den fremsormende CDU-politiker Jens Spahn som en mulig arvefølger til Merkel med sit ønske et mere højreorienteret konservativt parti – men spørgsmålet er, hvordan han vil håndtere inkludering i en ny CDU-regerimg og en lidt svær ministerpost. 

Nogle anser den fremsormende CDU-politiker Jens Spahn som en mulig arvefølger til Merkel med sit ønske et mere højreorienteret konservativt parti – men spørgsmålet er, hvordan han vil håndtere inkludering i en ny CDU-regerimg og en lidt svær ministerpost. 

Kay Nietfeld

26. februar 2018

Spørgsmålet er, om tallene talte for sig selv ved valget til den tyske Forbundsdag i september: Mens Merkels CDU/CSU gik tilbage med 8,6 procent, gik det stærkt euro- og indvandringskritiske Alternative für Deutschland frem med næsten samme stemmeandel og stormede dermed ind i det tyske parlament med i alt 12,6 procent.

Allerede på valgaftenen reagerede ledende politikere fra CDU’s sydtyske søsterparti CSU med et krav om at ’lukke højreflanken’ ud mod AfD. Siden da har der både i og uden for partiet utallige gange lydt et krav om, at det kristendemokratiske parti atter skal pleje sine konservative rødder.

En af de mest Merkel-kritiske stemmer i den debat er det blot 37-årige CDU-stjerneskud Jens Spahn, som Merkel overraskende har hentet ind som sundhedsminister i sin kommende regering. I tyske medier ses det både som et tegn på hendes svindende magt – og som et bevidst forsøg på at give Spahn en svær og ansvarsfuld post i regeringen, hvor han ikke længere kan score billige point på at kritisere, at den midtsøgende Merkel har glemt sit borgerlige bagland.

Merkels slæbetov

I hele denne situation med interne magtkampe og positioneringer i forhold til både søsterpartiet CSU og til den formentlig kommende regeringspartner i SPD er spørgsmålet om konservatismen blevet et af de centrale temaer i CDU, fortæller historieprofessor Andreas Rödder. Han er ikke bare specialist i den europæiske konservatismes historie. Han er ligeledes CDU-medlem og har bl.a. rådgivet den 45-årige Julia Klöckner, der har ledt CDU i delstaten Rheinland-Pfalz og nu står på spring til at blive landbrugsminister i Merkels kabinet.

»CDU er i dag ikke længere er et levende forum for borgerlig meningsdannelse. Partiet har et kæmpe efterslæb i forhold til at diskutere indhold og forny sit politiske program,« siger Andreas Rödder til Information op til dagens partidag i CDU i Berlin.

På partidagen skal Angela Merkel bl.a. forsvare regeringskontrakten med SPD. Samtidig skal Annegret Kramp-Karrenbauer formelt vælges som den nye generalsekretær, der skal lede debatten om et nyt grundlagsprogram for partiet. Det kan blive interessant, for et sådant program har CDU ikke udfærdiget siden 2007, fortæller Andreas Rödder.

»CDU/CSU har siden da overtaget en række positioner og emner fra De Grønne og SPD. I over et årti har Merkels regeringer arbejdet ud fra regeringskontrakter med SPD og FDP. Det har været afbalancerede kompromisprojekter, men samtidig har Merkel reageret på en række afgørende kriser. Her er truffet nogle retningsgivende beslutninger fra Merkels side, mens partiet har hængt i hendes slæbetov,« mener historieprofessoren med henvisning til især euro- og flygtningekrisen.

»Ved valget mærkede man et programmatisk vakuum i CDU. Og at vælgerne knap nok ved, hvilken kontrakt de indgår ved at stemme på partiet.«

Kohls kødgryder

I Andreas Rödders øjne handler usikkerheden om den politiske retning om hele paletten fra flygtningepolitik over Europa-politik og uddannelsespolitik til omfordelingspolitik. Men det handler i lige så høj grad om de bagvedliggende ideer, hvor ikke kun CDU, men også partier som det liberale FDP og det socialdemokratiske SPD står i en definitionskrise.

»Det er politiske ideer fra det 19. århundrede, som nu anvendes i det tidlige 21. århundrede. Derfor nytter det heller ikke meget bare at bruge etiketter som ’konservatisme’ for, hvor CDU/CSU bør gå hen,« siger Andreas Rödder som svar på Der Spiegels nylige påstand om, at etiketten ’konservativ’ efterhånden er blevet »et trylleord for en eller anden form for anti-Merkel-kurs«.

»For konservative er der ikke nogen evige værdier – konservatismen er nærmere en politisk indstilling end et indholdsmæssigt program,« mener han.

»I Tyskland er begreberne betændte, mens de engelske konservative altid har haft et blik for, at en udvikling af samfundet er uundgåelig, og at det derfor handler om at skabe den så nænsomt som muligt for borgerne,« siger Andreas Rödder.

Som et konkret eksempel nævner han, at et fremtidigt projekt for CDU bliver at skabe en ’social digitaløkonomi’ som pendant til den ’sociale markedsøkonomi’, som partiet i årtier har plæderet for.

Blå bog Andreas Rödder

Professor i nyere historie ved Mainz Universitet med forskningsspeciale inden for konservatismens historie. Rödder er medlem af CDU. Ved delstatsvalget i Rheinland-Pfalz i 2016 rådgav han bl.a. delstatens CDU-leder, Julia Klöckner, der regnes for at være en af partiets mulige fremtidige kanslerkandidater.

Både historisk og i dag er der en afgørende forskel mellem at være konservativ, traditionalistisk og reaktionær, selvom det ofte blandes sammen, mener Andreas Rödder.

»Den konservative vil skabe en mild transformation. Traditionalisten vil derimod groft sagt have, at alt forbliver, som det er, mens den reaktionære vil genindføre tidligere tiders ’fantastiske’ tilstande.«

At AfD gerne kalder sig for den eneste tilbageværende konservative politiske kraft i Tyskland, giver CDU-medlemmet derfor ikke meget for.

»Med deres miljøprofil kan man argumentere for, at De Grønne i deres kerne er de egentligt konservative i tysk politik. AfD er derimod overvejende et reaktionært parti – ved siden af konservative og liberale strømninger er der direkte antiparlamentariske og antidemokratiske strømninger.«

Den reaktionære tendens ser professoren også i dele af CDU, hvor der er en »tåget længsel« efter Helmut Kohls gode gamle dage, som han formulerer det.

»Det er en uklar projektion. Den har visse overlap med AfD, f.eks. i modstanden mod homoægteskaber eller forsvaret for en skatte- og familiepolitik, som begunstiger at holde kvinderne hjemme ved børnene og kødgryderne.«

Kampen om konservatismen

Debatten om konservatismen er ikke ny i Tyskland. Tværtimod dukker den ifølge Andreas Rödder op med nogle års mellemrum, især i CDU.

»Meningsmålinger har i årtier vist, at man ikke kan vinde valg i Tyskland ved at kalde sig konservativ. Begrebet har simpelt hen været for historisk betændt,« siger han.

»Derfor er der også opstået et hul i den politiske repræsentation og selvopfattelse for millioner af tyske borgerlige. I mine øjne er det en stor del af forklaringen på, at AfD fik et tocifret valgresultat, selvom mange af deres vælgere er skeptiske eller direkte afvisende over for AfD’s hullede politik.«

Med udpegningen af den konservativt-pragmatiske Annegret Kramp-Karrenbauer til generalsekretær har Angela Merkel antydet sin mulige efterfølger. Den nye kronprinsesse kræver en grundlæggende debat om partilinjen, men det er åbent, om det kan tilfredsstille partiets højrefløj
Læs også

Alligevel har de seneste måneders debat været et usædvanligt offensivt forsøg på at give konservatismen nye og positive konnotationer, mener professoren.

Det gælder især, da CSU-ministeren Alexander Dobrindt over et helt opslag i avisen Die Welt i januar krævede en »konservativ og borgerlig revolution« som svar på »1968’ernes venstreorienterede og elitære revolution«. Her lovede han bl.a. en mere sikker hjemstavn i et Europa, der er forankret i den kristne kultur, og han krævede et opgør med »det venstreorienterede meningsherredømme i et land med borgerligt flertal« – bl.a. i kraft af en bekæmpelse af De Grønnes ’forbudsstat’ og SPD’s ’opblæste omfordelingsstat’.

Denne debat hilser Andreas Rödder velkommen, men han indrømmer, at Dobrindts »noget uheldige bidrag« aldrig rigtig fik debatten op at ringe til CDU/CSU’s fordel.

»CSU kigger ængsteligt på valget i Bayern i efteråret og er tvunget til at positionere sig skarpt. Dobrindt ville åbenlyst provokere med sit indlæg, men han havde nok tænkt lidt for lidt over, hvad der ligger i begrebet ’konservativ revolution’ i Tyskland. Det blev brugt af de antiparlamentariske og antidemokratiske kræfter i 1920’ernes Tyskland, som sidenhen fik en stor hang til nazismen,« fortæller han.

»Det er nok årsagen til, at debatten løb ud i sandet. Desuden blandede Dobrindt også æbler og pærer, fordi det både kom til at handle om 1968’erne og om den store konstruktivistiske bølge i 1980’erne med hele den identitetspolitiske debat. Men her må man jo medgive ham, at den ekstreme sensibilitet for ligestilling og diversitet ofte har en moraliserende, nærmest repressiv tone.«

Katastrofal udgrænsning

I de seneste måneders historisk svære regeringsdannelse har der ofte været tale om ulmende oprør mod Merkel internt i CDU. Men med udpegningen af den lidt mere konservative Annegret Kramp-Karrenbauer som generalsekretær og dermed leder af fornyelsen i CDU har Merkel lukket munden på mange kritikere. Desuden har der indtil videre ikke været direkte mytteristemning – bl.a. fordi der ikke er en åbenlys efterfølger til Merkel.

Ikke desto mindre er positioneringskampen for alvor i gang. Det gælder både mellem de forskellige fløje i partiet og mellem fremtidens mulige kanslerkandidater som Julia Klöckner, som Andreas Rödder har rådgivet, og Jens Spahn, der gerne bruger en hårdtslående lov og orden-retorik for at lægge sig entydigt til højre for Merkel.

Klöckner derimod taler mere om CDU som et værdikonservativt parti, og hun fremhæver gerne det kristelige menneskebillede og en generel ideologiskepsis. At hendes udsagn ofte lyder som taget direkte ud af Andreas Rödders mund, betegner professoren som »ikke helt forkert«. Han forsvarer da også Klöckners credo om, at konservativ tækning først og fremmest er pragmatisk og ikke radikal tænkning – og at CDU skal »blive i midten af det politiske spektrum«.

Han er åben kritiker af Merkels hang til at tale om nødvendighedens politik, om det så er i forhold til euroen, energiomstillingen eller flygtningepolitik. Og han har kun hovedrysten til overs for CDU’s tackling af truslen fra højreflanken.

»Siden AfD’s grundlæggelse som et eurokritisk parti har CDU foretaget den katastrofale fejl at prøve helt at udgrænse partiet ved at erklære dem for uden for demokratisk rækkevidde. Det havde været langt klogere at se på deres emner som især euro- og indvandringsskepsis og indtage saglige positioner,« mener han.

»Udgrænsningen har lammet muligheden for at reagere afmålt på flygtningekrisen som et historisk fænomen. Desuden har Merkel i flygtningekrisen åbent sagt, at staten ikke er i stand til at beskytte sine grænser. Det er en katastrofal fejl, som medførte et fundamentalt tab af tillid til staten blandt mange borgere. Den ypperste opgave er nu at genoprette den tillid.«

Intet ryk mod højre

Ligesom Julia Klöckner har Annegret Kramp-Karrenbauer åbent nægtet at foretage det ryk mod højre, som f.eks. Jens Spahn kræver. Kramp-Karrenbauer vil derimod fortsat forene konservatismen med forskellige strømninger som liberalisme og det kristeligt-sociale, så CDU heller ikke i fremtiden blot definerer sig som et konservativt parti. Det samme gælder CDU-ministerpræsidenten i Nordrhein-Westfalen, Armin Laschet, der for nylig har udtalt, at »CDU i sin kerne ikke er konservativt – det kristelige menneskebillede står over alt andet.«

I Andreas Rödders øjne betyder hensynet til de kristelige rødder ikke, at partiet nødvendigvis er i splid med sig selv i f.eks. flygtningepolitikken.

»Kristeligt betyder jo ikke bare åbne grænser. Hvis du kigger på et stærkt katolsk land som Polen, så har de et noget andet syn på den sag. Vi har stået i en historisk krise og skal lære at balancere mellem humanitet og opretholdelse af den retsstatslige orden. Fra kanslerkontorets side har man udført en åben linje i flygtningekrisen. Den er i mellemtiden blevet ændret. Men det store problem består: At det aldrig er blevet diskuteret åbent i partiet.«

Selvom konservatismen ikke kan give hverken indholdsmæssige eller endegyldige svar, tror han på, at vaklende folkepartier som CDU og SPD kan finde deres egne politiske ben at stå på og fortsat spille en afgørende og stabil rolle i tysk politik.

»Bare på grund af Sebastian Kurz i Østrig og Emmanuel Macron i Frankrig kan man ikke sige, at nu er karismatikernes tid kommet i Europa, at det ikke længere er muligt at skabe et solidt politisk program,« siger han.

»Et tysk problem er her, at de store koalitioner udvisker de her forskelle. Både i befolkningernes øjne, men også i partiernes. Det tyder på endnu en stor koalition, men jeg vil ikke begræde det, hvis det bliver anderledes,« siger Andreas Rödder.

På spørgsmålet, om han så hellere ser en mindretalsregering under Merkel, er han ikke i tvivl:

»I så fald hælder jeg mest til et nyvalg, hvor partierne endelig positionerer sig stærkere politisk.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Hullevad
  • Torben K L Jensen
Michael Hullevad og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Det er genialt at få en ideolog - tæt på magten i CDU - i tale om noget så vigtigt som den magtkamp og strømninger der åbenlys foregår på falderebet af Merkel´s tid som verdens mest magtfulde kvinde.
Det er bare suverænt.