Analyse
Læsetid: 4 min.

#MeToo baner vejen for sejr til Kinas kvinder, men kommunistpartiet sætter grænser

Det kinesiske svar på #MeToo-kampagnen er en lille sejr for Kinas kvinder, der har fået sat fokus på et udbredt problem med seksuelle krænkelser i det kinesiske samfund. Men det er fortsat Kinas Kommunistiske Parti, der definerer den grundlæggende kamp for kvinderettigheder: Det er partiet, der bestemmer, hvor langt op i det kinesiske system kvinder kan søge retfærdighed
Seksuelle krænkelser er et omfattende problem i Kina. En større undersøgelse fra 2015 viste, at 80 procent af de adspurgte kvinder havde oplevet seksuelle krænkelser, men kun halvdelen havde fortalt om deres oplevelser.

Seksuelle krænkelser er et omfattende problem i Kina. En større undersøgelse fra 2015 viste, at 80 procent af de adspurgte kvinder havde oplevet seksuelle krænkelser, men kun halvdelen havde fortalt om deres oplevelser.

Wang Zhao

Udland
8. februar 2018

Inspireret af den internationale #MeToo-kampagne klagede den kinesiske ingeniør Luo Qianqian sammen med fem andre kvinder over deres tidligere vejleder professor Chen Xiaowu, en anerkendt forsker på Beijing University of Aeronautics and Astronautics, der for 12 år siden havde lokket hende uden for skolens område og forsøgt at have sex med hende.

Anklagerne var alvorlige, og da Luo Qianqian i november delte sin historie på Weibo, det kinesiske svar på Facebook, skabte det omgående debat med fem millioner likes og omtale i kinesiske medier.

Siden har studerende på mere end 71 universiteter iværksat kampagner, der skal gøre en ende på seksuelle krænkelser mod studerende.

Den 7. januar blev de krænkede kvinder bakket op af partiavisen Folkets Dagblad, der skrev, at ofre for seksuelle krænkelser skal støttes, hvis de står frem med deres historier. Og den 14. januar meddelte det kinesiske uddannelsesministerium, at professor Chen Xiaowu er blevet frataget sin akademiske titel på grund af anklagerne. Ministeriet vil ikke tolerere handlinger, der skader de studerende og vil se nærmere på sagen for at forebygge mod lignende hændelser i fremtiden, lød det.

Sexchikane i det kinesiske uddannelsessystem er ikke et nyt fænomen. Forrige år dokumenterede en tredjeårsstuderende på det anerkendte Beijing Normal Universitet 60 tilfælde af seksuelle krænkelser, der angiveligt var foregået på universitetet i de sidste 12 år. Og i 2014 blev en historieprofessor på Xiamen Universitet fyret efter at have tvunget flere studerende til sex uden samtykke.

Selv om den seneste fyring af professor Chen Xiaowu var en sejr for kinesiske kvinder, og det giver håb om, at kinesiske kvinder ved at deltage i debatten kan søge retfærdighed, så ændrer det ikke ved, at det fortsat er Kinas Kommunistiske Parti, der definerer rammerne for den kinesiske kvindekamp. For når unge kinesiske kvinder har haft mulighed for skabe debat om krænkende adfærd, så skyldes det, at der i forvejen er officielt fokus på emnet. Allerede sidste sommer iværksatte det officielle kinesiske kvindeforbund en kampagne mod sexchikane i det offentlige rum.

Seksuelle krænkelser er et omfattende problem i Kina. En større undersøgelse lavet af internetportalen Sina.com og det kinesiske mandeblad Nanrenzhuang i 2015 viste, at 80 procent af de 62.000 adspurgte kvinder havde oplevet seksuelle krænkelser. Men kun halvdelen af kvinderne havde fortalt om deres oplevelser. Og under fire procent havde meldt sagen til politiet.

Den manglende vilje til at anmelde krænkelserne skyldes blandt andet en hullet lovgivning, der ikke i tilstrækkelig grad beskytter den krænkede part.

Det er blandt andet tydeligt i Kinas arbejdslov. For selvom den beskytter ansatte mod diskrimination, så findes der ingen klar definition af sexchikane, og det er derfor vanskeligt for den krænkede part at føre en sag.

Ingen politisk indflydelse

Mens kinesiske kvinder har en relativ høj grad af ligestilling, både hvad angår uddannelse og adgang til arbejdsmarkedet, så ligger Kina som nummer 100 ud af 144 lande og dermed under gennemsnittet i det globale kønsulighedsindeks, der er det målbare resultat af World Economic Forum’s årlige Global Gender Gap Report. Den dårlige placering skyldes, at kinesiske kvinder har dårlige muligheder for politisk indflydelse.

Det er måske ikke i sig selv overraskende i et land med et autoritært styre, hvor alle borgere – uanset køn – har begrænsede muligheder for at deltage i politik eller i det hele taget bidrage til den offentlige debat, men det demonstrerer, at der er grænser for, hvor langt kinesiske kvinder kan gå for at presse på for forandringer.

Lige før Kvindernes Internationale Kampdag i marts 2015 blev en gruppe på fem kinesiske feminister tilbageholdt i en måned på grund af deres planer om en kreativ kampagne, der skulle sætte fokus på sexchikane i det offentlige rum. Selv om sagen mod dem senere blev droppet, havde den allerede sendt et vigtigt politisk signal om, at den kinesiske kvindekamp skal foregå inden for de rammer, som Kinas Kommunistiske Parti definerer. Det har konsekvenser at blande sig i et politisk betændt emne. To år efter anholdelsen blev en af de fem kvinder sidste år pålagt et kinesisk udrejseforbud i ti år.

Også på nettet kæmper de feministiske debattører med den politiske kontrol. Sidste år blev et af de store debatfora for unge kinesiske feminister Feministiske Stemmer lukket i en måned. Det samme skete, for den kinesisk feminist Qiqi, da hendes debatside MeToo i Kina i januar lå nummer et på listen over de mest populære sider med mere end 300 millioner læsere på Weibo.

Pludselig blev siden lukket, men QiQi lavede straks en ny side med hashtagget riskanin, der på kinesisk udtales [mi tu] og dermed er en lydefterligning af det engelske MeToo. Selv om hun med det lille tvist omgik censuren, så viser det, at Kinas feministiske aktivister skal gå langsomt frem for at sikre, at de kan fortsætte deres aktiviteter.

For Qiqi er målet ikke nået endnu. Hun håber, at hun kan være med til at samle den feministiske bevægelse. Hun ønsker, at debatsiden kan blive »en paraply, der kan dække enhver form for seksuel vold, vold i hjemmet, seksuelle krænkelser og seksuel diskrimination«, skriver QiQi på debatsiden. Det handler om »at presse på for forandring«.

Lige præcis med den udtalelse bevæger Qiqi sig fra et relativt uskyldigt opråb til kvinder om at sige fra over for mænds krænkende adfærd til en bevægelse, der skal være med til at skabe grundlæggende forandringer i det kinesiske samfund.

For selvom Luo Qianqians sagsanlæg mod professoren har vist, at partiet tager seksuelle krænkelser alvorligt, og selv om #MeToo-bevægelsen er populær blandt veluddannede kinesiske kvinder, så vil det også fremover være partiet, der bestemmer, hvor langt de kan gå i deres søgen efter retfærdighed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her