Læsetid: 8 min.

Ondskabens bureaukrati – hvordan Mosuls borgere undergravede Islamisk Stat

Del 2 – faldet. IS regerede Mosul gennem et system i to niveauer. Privilegier for brødrene, og elendighed for alle andre. Det var først, da lokalbefolkningen satte sig imod, at styret begyndte at slå revner
Irakere på flugt fra kampene mellem IS og irakiske sikkerhedsstyrker venter på at blive overflyttet til en lejr i Mosuls vestlige ende i marts 2017. I dag udkæmpes en ny form for borgerkrig i byen. En krig mellem dem, der blev i byen og led i tre år, og dem, der flygtede. Dem, der flygtede, anklager dem, der blev, for at være kollaboratører, og dem, der blev, anklager dem, der flygtede, for ikke at have ofret sig. Det fortæller den unge læge Wassan, som blev, i anden del af fortællingen om IS i Mosul.

Irakere på flugt fra kampene mellem IS og irakiske sikkerhedsstyrker venter på at blive overflyttet til en lejr i Mosuls vestlige ende i marts 2017. I dag udkæmpes en ny form for borgerkrig i byen. En krig mellem dem, der blev i byen og led i tre år, og dem, der flygtede. Dem, der flygtede, anklager dem, der blev, for at være kollaboratører, og dem, der blev, anklager dem, der flygtede, for ikke at have ofret sig. Det fortæller den unge læge Wassan, som blev, i anden del af fortællingen om IS i Mosul.

Felipe Dana

7. februar 2018

MOSUL – Den dag, IS angreb Mosul, måtte den unge læge, Wassan, spurte fra fødegangen til akutmodtagelsen på Jimhoriya-hospitalet. De civile ofre væltede ind. Wassan var nyuddannet og havde ingen erfaring med at behandle denne type af skader. Men hun gjorde, hvad hun kunne for at kompensere for sin manglende viden med entusiasme og energi.

Allerede samme aften var stuerne overfyldte, og der lå patienter overalt på hospitalets gange. Wassan ignorerede sin fars insisterende telefonopkald og blev på hospitalet hele natten.

Morgenen efter faldt bomberne tæt ved hospitalet. De fleste, både læger og patienter, maste sig ind i ambulancerne for at flygte over broen til den østlige del af byen.

Nyheden var nået frem. Guvernøren og de ledende generaler var flygtet. Det vestlige Mosul var faldet.

Wassans far ringede igen. Han ville tage familien med nordpå til Erbil i det kurdiske selvstyre. »I kan bare efterlade mit pas derhjemme og tage afsted,« svarede hun. »Jeg har svoret en ed om at hjælpe mine patienter.« Wassan lagde på og vendte tilbage til arbejdet.

Tre dage efter at de første kampe var brudt ud, ankom en gruppe mænd bevæbnet med maskinpistoler og ansigterne skjult bag tørklæder til hospitalet. Nu begyndte en ny tilværelse for Wassan og de få andre læger, der var blevet på hospitalet.

Et system i to niveauer

Som mange andre af de diwans (ministerier), IS etablerede i bestræbelserne på at forvandle deres oprør til en funktionel, bureaukratisk stat, blev Diwan al-Siha (sundhedsministeriet) drevet i to niveauer.

Der var ét sæt regler for brødrene – dem, der havde svoret troskab til IS – og et andet for awam, de almindelige mennesker.

»På hospitalerne havde vi to systemer,« fortæller Wassan. »Medlemmer af IS og deres familier fik den bedst tilgængelige behandling og fuld adgang til medicin, mens normale mennesker, awam, var tvunget til at købe deres egen.«

»Vi begyndte at foragte vores arbejde. Som læge er det meningen, at jeg skal behandle alle patienter ens, men de tvang mig til kun at behandle deres patienter. Jeg fik kvalme over mig selv.«

Trods al deres propaganda om det modsatte var IS’ udgave af en bystat hverken effektivt drevet eller ideologisk optaget af retfærdighed.

Uanset de arkaiske navne og det nye brevpapir med departementernes logoer blev Mosul drevet ud fra et sammensurium af systemer. Fra frimarkedskapitalisme til en totalitært kontrolleret økonomi. Og under det hele var det det samme hundrede år gamle – og bundrådne – irakiske bureaukrati, der herskede.

Embedsmænd fortsatte med at arkivere notater, bogføre varebeholdningen og kræve skriftlige ordrer fra overordnede, inden de foretog sig noget som helst. Folk som Wassan levede i et surrealistisk univers, hvor de formelt forblev ansat under den irakiske stat, som også udbetalte deres løn, mens de i praksis tog imod ordrer fra IS’ ledere, som tilmed krævede deres del af lønnen.

»Det geniale ved Islamisk Stat var, at de skabte en verden af modsætninger, som tilsammen arbejdede mod et overordnet mål,« siger en tidligere embedsmand. »Hvordan det helt konkret blev eksekveret i praksis var ikke væsentligt for dem.«

Ligesom embedsværket, forklarer han, var den nye elite en broget blanding af folk.

»De var en usammenhængende cocktail uden rød tråd. Der var klanledere fra provinsen, medlemmer af byens gamle, aristokratiske familier. Der var imamer og andre gejstlige. Og så var der bøllerne: udenlandske jihadister og tidligere officerer fra Saddam Husseins hær.«

»Islamisk Stat imødekom hver gruppes ønsker. Dem fra provinsen blev – helt uhørt – tildelt nye huse i Mosuls mondæne kvarterer. Udlændingene fik kvinder og magt, og officererne fik igen den autoritet, de havde tabt, da Saddam Husseins regime faldt i 2003.«

Da det dæmrede for Wassan, at Islamisk Stats regime var noget andet og værre end alt, hvad hun tidligere havde oplevet i det krigsplagede land, forsøgte hun at flygte. Men det var for sent.

Den smugler, hun havde været i kontakt med, blev anholdt, og kort efter ransagede kvindelige betjente fra hisbah (det religiøse politi) Wassans hus, konfiskerede hendes telefon og gav hende besked om, at hun blev aflyttet. Man kunne ikke bare forlade sit job, sådan som Wassan havde gjort. Efter tre dages fravær risikerede man at blive arresteret som desertør. Hun besluttede sig for at gøre oprør indefra.

Det hemmelige hospital

»Man kan lære at leve med hvad som helst. Ellers havde vi aldrig overlevet IS’ regime,« forklarer Wassan. »Vi arrangerede fester for de af vores veninder, der blev gift. Vi holdt fødselsdage og forlovelsesfester. Der var DJ’s, som spillede meget lavt. Vi prøvede for så vidt muligt at fortsætte vores gamle liv. Og engang imellem dækkede vi overvågningskameraerne på hospitalet til og holdt små fester for børnene på kræftafdelingen.«

En dag gik hun forbi et af de konditorier, der endnu ikke var lukket. Wassan spurgte efter en kage formet som en af kræftpatienternes foretrukne tegneseriefigur, Svampebob Firkant. Ejeren beklagede. Der var forbud mod at bage kage med figurer på. Det bedste, han kunne tilbyde, var en kvadratisk, gul kage.

Da hun fortæller anekdoterne, tager Wassan sin telefon frem og viser mig de billeder, hun tog til festerne. I dag er halvdelen af børnene døde, fordi de ikke fik deres medicin, fortæller hun.

Der gik ikke længe, før Wassan erkendte, at hun ikke havde andet valg end at erstatte sit passive oprør med aktiv modstand.

»Vi løb tør for medicin, allerede inden de militære sammenstød begyndte,« fortæller hun. »Så jeg begyndte at samle, hvad end jeg kunne finde, sammen derhjemme. Jeg startede et netværk af apotekere, jeg kunne stole på, og indsamlede redskaber fra læger og sygeplejersker, indtil jeg havde en fuldt udstyret operationsstue derhjemme. Jeg kunne sågar operere patienter i fuld narkose.«

Rygtet begyndte at sprede sig om det hemmelige hospital.

»Folk kom fra den anden ende af Mosul. Jeg var ved at løbe tør for medicin,« siger hun. »Jeg vidste, at der var rigeligt medicin på det store hospital, men lagerrummene blev bevogtet af IS.«

»Jeg begyndte at bruge behandlingen af deres patienter som påskud til at skaffe medicin til det hemmelige hospital. Hvis en af deres patienter havde brug for en dosis, tog jeg fem. De må have opdaget det på et tidspunkt. De forbød i hvert fald læger at komme i lageret.«

Blev man taget i at stjæle, fik man hugget hånden af. Og opdagede de, at hun drev et hospital fra sit hjem, ville hun blive sigtet for at opildne til oprør. En forseelse, der blev straffet med døden.

Begyndelsen på enden

Man kan forstå Islamisk Stat som en slags pyramidespil. Islamisk Stat måtte konstant ekspandere og generere indkomst, så de kunne belønnes deres følgere. Fundamentet under pyramidespillet begyndte at krakelere, da den irakiske stat stoppede med at udbetale løn til offentligt ansatte i Mosul.

De fleste stoppede helt med at gå på arbejde. Kun læger, ingeniører og andre grupper, IS betragtede som uundværlige, fik ordre om at møde op alligevel. Til en tiendedel af deres normale løn.

For at holde byen kørende måtte Islamisk Stat tage stadig mere opfindsomme metoder i brug for at fylde pengekasserne.

Skatterne blev hævet. Piskestraffe medførte nu også pengebøder. Blev man taget med cigaretter, røg man ikke bare i fængsel. Man skulle også betale en bøde svarende til cigaretternes sortbørsværdi. ’Energiministeriet’ kanaliserede elektricitet væk fra beboelsesområder og over til tre cementfabrikker, der kunne skabe pålidelige indtægter for bystaten. Og alle offentligt ejede biler blev konfiskeret.

Alt imens begyndte USA og dets allierede målrettet at angribe olietransporter mellem Irak og Syrien. Også luftangrebene mod selve byen tog til.

Wassans hospital blev beordret til udelukkende at behandle IS-krigere. I den tid var hendes hemmelige hjemmehospital altafgørende. Mere end et dusin spædbørn blev født på hendes spisebord. Hun smed begge sine brødre ud af deres værelser for at gøre plads til operationsstuer, og Wassans mor, en ældre sygeplejerske, trådte ind i rollen som hendes assistant.

Mosuls fald udspillede sig over mange måneder. Med få ugers mellemrum lykkedes det den irakiske hær at befri et nyt kvarter. Men IS’ bureaukrati fungerede fortsat. De indkrævede gebyrer, fordelte de mest basale fødevarer og håndhævede den strikse, religiøse lov. Få karreer fra den fremrykkende irakiske hær ledte IS’ folk efter ulovlige paraboler, der kunne opsnappe udenlandsk tv.

Så snart de irakiske soldater nåede frem til det kvarter, Wassan boede i, ilede hun over for at hente en af sine kræftpatienter. En otteårig dreng med leukæmi. I et forsøg på at redde drenges liv startede hun bilen og kørte nordpå mod Erbil. Han havde ikke fået sin medicin i tre uger, og ugen efter var han død.

Tilbage på hospitalet kunne Wassan konstatere, at alting var ved at falde fra hinanden. Medicinen var stort set forsvundet, og det meste udstyr gået i stykker. Men bureaukratiet havde overlevet. Den dag i dag noterer sygeplejerskerne stadig patienternes navne i en stor journalbog, præcis som de gjorde under Islamisk Stat. Præcis som de gjorde før, Islamisk Stat erobrede Mosul..

»Det var ikke antallet af dem, men omfanget af de rædsler, de udsatte folk for, der gav Islamisk Stat magt,« siger Azzam, en elektronik-ingeniør, der både oplevede IS’ opstigen og fald. »Til sidst gik det op for folk, at der var forbavsende få af dem. På min gade kan der ikke have været mere end et dusin. Folk spørger, hvorfor vi så ikke gjorde noget? Vi var lammede af frygt.«

Afslutningen på Islamisk Stats regime har været bittersød for Wassan. Efter adskillige forsøg på at komme til Bagdad for at færdiggøre hendes afsluttende eksamen på medicinstudiet, har hun nu fået afslag. De vil ikke anerkende hendes arbejde de seneste tre år på hospitalet i Mosul som »praktisk erfaring«.

»Ministeriet har afvist at sikkerhedsgodkende mig, fordi jeg arbejdede under Islamisk Stat,« fortæller hun. »Jeg er slået tilbage til start. Og så spørger man, hvorfor vi er vrede i Mosul? Selvfølgelig er vi vrede, når vi bliver behandlet, som om vi allesammen er Islamisk Stat.«

»Nu udkæmpes en ny form for borgerkrig i byen. En krig mellem dem, der blev i byen og led i tre år, og dem, der flygtede. De anklager os for at være kollaboratører, og vi anklager dem for ikke at have ofret sig. Vi ønsker alle, at vi kunne skrue tiden tilbage til 2014 og starte vores liv derfra. Vi kan ikke acceptere, at de seneste tre års lidelser har været nytteløse.«

© The Guardian og Information. Oversat af Mathias Sindberg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • David Zennaro
  • Jens Thaarup Nyberg
  • Per Klüver
  • Erik Karlsen
Espen Bøgh, David Zennaro, Jens Thaarup Nyberg, Per Klüver og Erik Karlsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sært som nogen ligner noget andet; "Privilegier for brødrene, og elendighed for alle andre", fra overskriften.

Helt ufrivilligt kommer jeg til at tænke på LLR og hele Venstre!