Læsetid: 8 min.

Ondskabens bureaukrati – Mosul var Islamisk Stats test for, hvordan de ville drive en by

Del 1 – begyndelsen: Det var i den irakiske by Mosul, at IS forsøgte at vise sit værd ved at omdanne sig fra et oprør til en stat. Ved siden af ​​mordene og masseterroren kørte et fungerende bureaukrati med strømlinede skraldeordninger og elmålere
Islamisk Stat-krigere rykker ind i Mosul i juni 2014. I de første dage i juni blev de nye krigere generelt modtaget godt i Mosul. I modsætning til den brutale og korrupte irakiske hær var de høflige.

Islamisk Stat-krigere rykker ind i Mosul i juni 2014. I de første dage i juni blev de nye krigere generelt modtaget godt i Mosul. I modsætning til den brutale og korrupte irakiske hær var de høflige.

Associated Press

6. februar 2018

MOSUL – Tidligt hver morgen forlod den tidligere raketforsker sit hus i Mosul.

I bussen eller til fods – han havde ikke længere råd til benzin – ringede han til venner, kiggede til sin mor eller besøgte sin søsters familie. Nogle gange gik han på jagt efter billigt brændstof eller forsøgte at skaffe sig smuglerbøger eller cigaretter. Som oftest drev han rundt uden mål – en turist i sin egen by.

Om aftenen satte han sig ved sit gamle skrivebord af træ, bøjede sig over sin notesbog og registrerede dagens forløb. Det meste af det, han skrev, var banalt: prisen på tomater, et skænderi med konen. Men han skrev også sine observationer af de usædvanlige begivenheder, der udfoldede sig i Mosul.

»Jeg bliver nødt til at leve i øjeblikket og registrere det,« lyder et indlæg fra august 2014, to måneder efter byens fald.

»Vi lever som langtidsfanger i et fængsel. Nogle af os kommer ud, efter vi har læst tonsvis af bøger, andre vil blive knust og ødelagt.«

Da han stoppede med at skrive, havde han fyldt fem bind. De er de håndskrevne dagbøger fra en by under besættelse og et rids over, hvordan Islamisk Stat forsøgte at leve op til sit navn – ved at drive en by.

Opstigningen

I de første dage i juni 2014 blev de nye krigere generelt modtaget godt i Mosul. I modsætning til den brutale og korrupte irakiske hær var de høflige. De bevogtede offentlige bygninger, forhindrede plyndringer og afmonterede de konkrete barrikader, der kvalte byen.

»Der var ikke flere bilbomber, ingen sammenstød og ingen IED’er,« skrev forskeren.

»Mosul har endelig fundet fred, de kontrollerer gaderne, og folk er ærefrygtige. De giver folk lov til at forlade Mosul, og skolerne underviser efter regeringens læseplaner.«

Der var en vis forvirring med hensyn til deres identitet. Var de revolutionære fra en sunnistamme? Ba’athist-officerer fra Saddams gamle hær? Hellige krigere som al-Qaeda? Disse forskellige grupper havde de kendt, siden den amerikanskledede invasion i 2003. I årevis havde fraktionerne kappedes om magten i Mosul og søgt legitimitet ved at føre hensynsløs byguerillakrig – først mod de amerikanske besættere, derefter de efterfølgende irakiske regeringer.

Faktisk var der nogle, der allerede fungerede som en slags skyggeregering – ved at ’beskatte’ forretningsdrivende og afpresse procenter af alle kommunale kontrakter. De, der ikke indvilligede, blev ofte kidnappet og skudt.

»Vi betalte dem en procentdel af alle kontrakter i et årti,« siger Azzam, en elektroingeniør ved energidepartementet.

»Otte procent. Chefen for vores direktorat fik et telefonopkald fra dem før hver udbudsproces. De bestemte, hvem der skulle vinde, og hvem der blev udnævnt til hvilket job. En tredjedel af alle nye ledige stillinger blev besat af dem. Ingen turde andet end at adlyde. De, der ikke betalte, blev kidnappet. Enhver statsinstitution var infiltreret, selv politiet.«

»Da Mosul faldt, kom de frem til overfladen.«

To dage efter byens fald, kom en af ​​Azzams kolleger på arbejde i en afghansk shalwar-kameez og introducerede sig som den nye supervisor for Islamisk Stat.

By-manifestet

Alle IS’ tidligere sejre blegnede i sammenligning med erobringen af Mosul, et af ​​de største nederlag i Iraks historie: tabet af dets næststørste by, 50.000 soldater og politifolk på flugt, og konfiskeringen af hundredvis tons våben, udstyr og pansrede køretøjer.

Og det var her i Mosul, IS ville forsøge sig med sin hidtil mest ambitiøse plan, grundlaget for dets krav på legitimitet: at omdanne sig fra et oprør til en stat.

En uge gammel udgav IS sit første manifest: Medina [By] Dokumentet. I arkaisk sprog belagt med tusindårsrige-referencer, lykønskede IS Mosuls indbyggere med »disse guddommelige sejre« og udstak dets centrale løfte:

Oh folk, I har forsøgt jer med alle de sekulære regimer, fra monarkiet til republikken til Safavid (Shia)-regeringen. I har forsøgt det og er blevet brændt af dets brande. Og her er vi nu i Islamisk Stats regeringstid, og i vor imam Abu Bakrs region. Og I vil se ved Allahs vilje den store forskel mellem en sekulær regering, der undertrykker og beslaglægger dets befolknings vilje og energi og sletter dets værdighed, og til vores styre, som vælger det guddommelige ord som en vej.

Dokumentet forbød cigaretter og insisterede på, at kvinder skulle forblive hjemme, men i gaderne fortsatte folk med at ryge, vandpibe-cafeer blomstrede, kvinder gik rundt uden slør, og mange af de familier, der var flygtet fra Mosul, vendte tilbage.

Medina-dokumentet var dog kun første skridt. Den såkaldte Islamiske Stat sprang ikke frem på en enkelt dag. Den ankom gradvist over omtrent to måneder via en række handlinger og bekendtgørelser – hvert nyt skridt påvirkede en ny del af samfundet, og skruede op for varmen hver gang.

På mange måder lignede IS’ projekt andre forsøg gennem tiden på at opbygge en utopisk stat, fra bolsjevikkerne til talebanerne – en køreplan for et autoritært styre. Først fremmer man en mytisk grundlæggende ideologi. Dernæst bruger man den til at rense samfund for uønskede. Gør brug af den størst mulige brutalitet for at modvirke enhver modstand. Oprethold et hensynsløst efterretningsnetværk for at få befolkningen til at angive sig selv.

Men totalitære regimer kan ikke leve af tusindårsideologi og masseterror alene. De har brug for et fungerende bureaukrati og kompetente administratorer.

IS begyndte med at gennemføre en omfattende folketælling i Mosul. Hær- og politifolk, læger, sygeplejersker, ingeniører og lærere blev alle registreret sammen med deres familier. Hver butik, fabrik og kommerciel ejendom blev opført efter dets ejeres religion og sekt.

»De kom til os og åbnede de store jord-regnskabsbøger,« fortalte en kontorist i landbrugsafdelingen mig.

»De ville vide, hvilke jorde der var ejet af kristne, sunnier eller shiaer. Vi fortalte dem, at disse dokumenter går tilbage til Osmannerriget, og at vi kun kender ejernes navne – der er ingen måde, man kan finde ud af deres religion, endsige deres sekt.«

Et gigantisk fængsel

I ægte stalinistisk stil var den første udrensning af tidligere allierede: andre oprørere. IS-krigere begyndte at tilbageholde Ba’athister og hærofficerer. Snesevis forsvandt. Ingen vendte tilbage.

En uge senere blev det arabiske bogstav ’N’ (som Nazareth) malet på boliger og forretningsfacader, der ejedes af kristne. En bekendtgørelse krævede, at kristne enten konverterede, betalte en skat eller rejste af sted uden noget. Kristne blev kropsvisiteret ved bygrænsen; nogle blev taget som gidsler eller sexslaver. (Shabak og andre muslimske minoriteter var enten flygtet eller blevet dræbt.) Et par uger senere gjorde en anden bekendtgørelse niqab obligatorisk og forbød at blande mænd og kvinder.

Da de konkrete barrierer, der var blevet fjernet fra gaderne, opstod igen og nu udgjorde en massiv mur rundt om i byen, blev Mosul i praksis et kæmpe fængsel, beklædt med bannere, der proklamerede det nye regimes slogan:

»Permanent og ekspanderende.«

Efter dets myndighed var blevet etableret, begyndte IS nu at bruge sin energi på at skabe en kommunal administration. Det afskaffede alle eksisterende regeringsstrukturer og erstattede dem med diwans eller ministerier: for sundhed, uddannelse, service, finanser, krig, retsvæsen/sikkerhed, landbrug og andre.

Hver diwan blev ledet af en emir, nogle af dem udlændinge. Over dem alle sad den sorteklædte kalif, Abu Bakr, omgivet af sit militære råd.

Strømlinede processer

Den nye administration var en hybrid: Et forsøg på at drive en moderne kommune, men ved brug af adfærd, titler, beklædning og sprog fra år 800.

»Islamisk Stat var en terrorstat, men det var også en moderne stat,« siger Azzam, elektroingeniøren.

»De klædte sig og talte, som om de levede i den tidlige tids islam, men administrativt var de fremragende og drev staten effektivt.«

Elektricitetsdepartementet, hvor Azzam arbejdede, blev underlagt et service-diwan med en ny chef: en fransk-marokkaner, hvis første træk var at strømline indsamlingen af afgifter.

»Processen med at udstede en elregning plejede at tage os næsten to måneder,« siger Azzam.

»Da IS kom, forenklede de systemet.«

Alle forretningsmæssige aktiviteter, fabrikker og butikker betalte nu et fast gebyr. I boligområder, siger Azzam, installerede IS smarte målere for at give en bestemt mængde elektricitet i løbet af måneden.

»Ingen turde lade være med at betale deres elregning, af frygt for den frygtelige straf fra hisbah (det religiøse politi, red.),« siger han. At stjæle el var tyveri: Det kunne du miste din hånd for.

Den samme strømlinede indsamlingsmetode blev brugt til skrald. Hver gade blev overdraget til en bestemt affaldssamler, som blev betalt af beboerne; IS udstedte kort med beløb, der skulle betales, og inspektører kom regelmæssigt for at kontrollere, at gaderne var rene og pengene indsamlet. Terror sørgede for, at alle betalte til tiden.

’Hvordan kan du?’

De var geniale til at komme på nye måder at generere indkomst på. Alle konfiskerede jordområder, ejendomme og fabrikker, såvel som plyndrede rigdomme, oliefelter og kvæg tilhørte Diwan al Mal – finansministeriet – som brugte det til at belønne de troende og generere indkomst i et omfattende pyramidespil.

Landbrugsjorde, der var stjålet fra religiøse minoriteter som shabakkerne og yazidierne, blev tilbudt som en dele-afgrøde investering til IS-medlemmer; kristne huse blev fordelt, og deres biler og ejendele blev bortauktioneret. Konfiskeret kvæg leverede kød til IS-krigere.

Brændstof udvundet i Syrien blev solgt til alle, som var villige til at raffinere det. Nogle beboere producerede billig benzin ved hjælp af hjemmelavede brændere, andre havde små moderne raffinaderier. Ørkenvejen mellem Irak og Syrien var fyldt med tankvognstrafik.

Handelen med våben, plyndrede arkæologiske artefakter og slave-kvinder og -piger blomstrede. Gullaschbaroner sikrede, at der kom fødevarer og brændstof så langt væk fra som Damaskus, på tværs af flere frontlinjer; moderne udstyr og medicinske forsyninger blev smuglet fra Tyrkiet.

Og ligesom i ethvert totalitært samfund bøjede flertallet af beboerne hovedet og fortsatte livet.

En dag fandt forskeren sin kone og døtre i færd med at trøste en grædende nabo, hvis mand havde protesteret over for IS på vegne af en gammel mand, der var beskyldt for at trimme sit skæg. Begge mænd blev pisket. Alle voksne mænd på gaden blev beordret til at se på. Da forskeren kom hjem, var hans søn rasende: Hvordan kan du lade disse mennesker styre dig?

I sin dagbog forsøger han at forklare.

»Folk beskylder os for ikke at forsøge at rejse væk. Min unge datter sagde, at vi alle burde flytte til Kirkuk ... måske skulle jeg have lyttet til hende. Men jeg var bange for fremtiden.«

© The Guardian og Information. Oversat af Emil Rottbøll.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • David Zennaro
  • Per Klüver
  • Jens Thaarup Nyberg
  • Svend Erik Sokkelund
  • Olaf Tehrani
Niels Duus Nielsen, David Zennaro, Per Klüver, Jens Thaarup Nyberg, Svend Erik Sokkelund og Olaf Tehrani anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thomas Tanghus

"og afmonterede de konkrete barrikader, der kvalte byen."

Mon ikke der skulle stå: "og afmonterede de betonbarrikader, der kvalte byen."?

Niels Duus Nielsen, Flemming Berger, Hans Aagaard, Per Klüver og Olaf Tehrani anbefalede denne kommentar