Baggrund
Læsetid: 2 min.

Efter Oxfam-skandalen: Også MSF-ansatte begik sexovergreb

Efter afsløringen af Oxfam-hjælpearbejderes udnyttelse af haitianske prostituerede lægger Læger Uden Grænser nu selv kortene på bordet: I 24 tilfælde er man skredet ind over for ansattes utilbørlige seksuelle adfærd. Også andre hjælpe-ngo’er har tilsvarende sager
Udland
17. februar 2018

Den internationale hjælpegruppe Læger Uden Grænser (MSF) måtte sidste år i 24 tilfælde gribe ind over for sexchikane og sexovergreb begået af ansatte i dens stab, hvilket resulterede i 19 fyringer. Det meddeler MSF selv på baggrund af den skandale om udstrakt brug af lokale prostituerede i Haiti, der har ramt den britisk baserede hjælpe-ngo, Oxfam.

MSF, der har hovedkvarter i Paris og er en af verdens største hjælpeorganisationer, oplyser i en pressemeddelelse, at man sidste år modtog 146 klager og advarsler om utilbørlig adfærd blandt ansatte. Efter interne undersøgelser blev det ifølge pressemeddelelsen afdækket, at 40 af sagerne drejede som om chikane og overgreb, og deraf havde de 24 seksuel karakter.

MSF oplyser ikke, hvem de 19 afskedigede medarbejdere var, og ej heller i hvilke lande eller afdelinger de angiveligt forbrød sig. Om det drejer sig om medicinsk personale, logistiske medarbejdere eller administrativt ansatte er således uoplyst.

MSF, der er bedst kendt for at yde lægehjælp i konfliktzoner, blev stiftet i Paris i 1971 og fik i 1999 tildelt Nobels Fredspris. Organisationen har 40.000 medarbejdere i mere end 70 lande verden over. I organisationens grudlæggelsescharter fastslås det, at MSF er sat i verden for at »tilvejebringe kvalitets-lægehjælp til mennesker, der er ofre for kriser, uanset deres race, religion eller politiske orientering«.

I charteret hedder det videre, at »medlemmer af MSF forpligter sig til at iagttage en professionel adfærdskodeks, herunder at holde sig fuldkommen uafhængige af politiske, økonomiske og religiøse magter«.

MSF udsender erklæringen, den første af sin slags, efter at Oxfam er havnet i voldsom offentlig modvind med beskyldninger om, at organisationens stab på Haiti benyttede sig af haitianske prostitueredes ydelser under hjælpeindsatsen efter det ødelæggende jordskæv i østaten i 2010. Oxfam er derudover blevet beskyldt for først at ville mørklægge hele affæren.

Ydermere hævdes det, at nogle af de haitianske sexarbejdere var mindreårige. Nyhedsmagasinet Times har afdækket, at Oxfam pressede tre ansatte mænd til at tage deres afsked og fyrede fire andre efter en intern undersøgelse af sagen.

Skandalen har foreløbig medført en Oxfam-chefs afgang og fået den britiske regering til at true med at indstille sin finansielle understøttelse af ngo’en, medmindre den viser sig i stand til at udvise »moralsk lederskab«.

Oxfam nægter alle forsøg på mørklægning, men vedkender sig, at man burde have været »mere transparent«.

Sidste weekend kunne Sunday Times afsløre, at i alt 120 hjælpearbejdere fra Storbritanniens førende hjælpegrupper er blevet anklaget for seksuelt utilbørlig adfærd inden for det seneste år. Britisk Røde Kors erkender at have haft »et mindre antal tilfælde«. Organisationen Red Barnet, som af den britiske regering støttes med 91 millioner pund i dette finansår, havde 31 sager om sexchikane mellem kolleger, som altså ikke involverede de lokale, organisationen skulle hjælpe.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Rettet 19.februar. I en tidligere version af denne artikel fremgik det ikke, at alle 31 sager om sexchikane hos Red Barnet omhandlede overgreb mellem ansatte, og altså ikke mellem ansatte og lokalbefolkning i de lande, organisationen er tilstede.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens peter hansen

Øh, læger uden grænser ?

Mary-Ann Smith McKerchar

Ja, hvem mistænker godgørende institutioner - indtil nu?