Læsetid: 4 min.

Russernes faldende folketal udfordrer regimets selvbillede

Trods det russiske regimes snak om religiøs genfødsel og særlige russiske familieværdier føder russerne færre børn, og skilsmisseraten er højere end i samtlige EU-lande. Regimets lovprisning af familien som institution følges ikke op af handling, siger sociologiprofessor
Selvom det russiske regime har gennemført en række love, der økonomisk belønner russere, der får flere børn, falder folketallet stødt. Ikke mindst pga. af en ekstremt mange skilsmisser. Dette billede er fra en fotoserie om moderne russiske fædre.

Selvom det russiske regime har gennemført en række love, der økonomisk belønner russere, der får flere børn, falder folketallet stødt. Ikke mindst pga. af en ekstremt mange skilsmisser. Dette billede er fra en fotoserie om moderne russiske fædre.

Tor Birk Trads

23. februar 2018

Ruslands befolkningsudvikling går den forkerte vej – igen. Siden Sovjetunionens fald har lave fødselsrater, høj dødelighed og udvandring betydet, at der bliver færre og færre russere, og staten har gjort hvad den kunne for at få folk til at føde flere børn med alt fra økonomiske incitamenter til italesættelsen af selve det at lave mange børn som en patriotisk pligt.

På et tidspunkt så det faktisk ud til at virke, og befolkningstallet begyndte at stige. Men nu er det årtier lange problem begyndt at bide sig selv i halen – og det udfordrer regimets fortælling om Rusland som opretholder af de traditionelle familieværdier som modsætning til Vestens dekadente forfald.

Den ortodokse kirke har i flere russiske delstater fået adgang til skoleskemaet i form af faget »grundlæggende ortodoks kultur« i fjerde klasse. Med et forbud mod »propaganda for ikketraditionel seksuel orientering blandt mindreårige« har det russiske regime reelt bandlyst homoseksualitet i det offentlige rum. I stedet hyldes konservative idealer om ægteskabet og den heteroseksuelle, børnerige familie som samfundets grundpille.

Men fødselskvotienten har stabiliseret sig på omkring 1,75 barn pr. kvinde, og da de fleste nybagte russiske forældre i dag tilhører de rekordsmå årgange fra 1990’erne, falder antallet af nyfødte støt. Det er nu det laveste i ti år, og til trods for indvandring skrumper befolkningen.

Flere demografer og embedsmænd skyder skylden på de tårnhøje russiske skilsmissetal. Med en skilsmissekoefficient på 4,2 ligger skilsmisseraten i Rusland i 2015 højere end i samtlige EU-lande.

Idealet om det ubrydelige ægteskab stikker ikke særligt dybt i russerne, mener professor i sociologi ved Higher School of Economics i Moskva, Jelena Rosjdestvenskaja.

»Over halvdelen af ægteskaber i Rusland går i opløsning. Det er et højt tal, der vidner om, at skilsmisse fortsat er del af det russiske familielandskab,« siger Rosjdestvenskaja.

Hun forklarer, at skilsmissetallet ligesom fødselskvotienten og gennemsnitsalderen for indgåelse af ægteskab er præget af stor inerti. Faktisk skyldes de fleste udsving i skilsmissestatistikken lovændringer. Således eksploderede antallet af skilsmisser i 1920’erne, da man afskaffede kirkebrylluppet og indførte borgerlige vielser. Det gjorde det relativt let at indgå og opløse ægteskab, og med tiden førte det til, at forestillingen om ægteskabet som en union for livet døde.

»Nu ser vi det interessante, som man allerede kalder den konservative omvæltning. Vi går over til traditionelle værdier, uanset at de grupper, som understøtter disse værdier – de børnerige familier, hvor kvinden helliger familien, hjemmet og ægtemanden det meste af deres tid – ikke udgør mere end seks procent,« siger Rosjdestvenskaja.

Matriarkalsk familie i en patriarkalsk stat

En af årsagerne er ifølge den russiske sociologiprofessor, at regimets lovprisning af familien som institution ikke følges op af handling.

»I sovjettiden krævede staten, at kvinden skulle arbejde fuld tid og føde børn. Denne kønskontrakt med kvinden som både arbejder og moder krævede en vis social infrastruktur og ideologi, men den leverede sovjetstaten,« forklarer Rosjdestvenskaja.

I nutidens Rusland er statens styring gledet i baggrunden.

»Infrastrukturen er nu for egen regning. Hvis vi vil have uddannelse og sundhedsydelser af høj kvalitet, så skal vi selv investere i det,« siger sociologiprofessoren.

Der findes ikke tal for, hvordan de russiske skilsmissetal er fordelt ud over socialgrupper, men der er ifølge Rosjdestvenskaja sket en klar social differentiering. Faglærte arbejdere og ansatte i serviceerhverv begynder typisk at tænke på ægteskab og børn tidligt, men kommer også tidligere i den alder, hvor der er risiko for skilsmisse. Omvendt er der i den russiske middelklasse over de seneste ti år sket en stille revolution.

»Den består i, at i de grupper, der investerer i uddannelse og bagefter i karriere, udskyder opgaven med ægteskab, partnerskab og tilsvarende børn, typisk med to-tre år,« siger Rosjdestvenskaja.

Kvinder, som træffer beslutningen om at få børn og samtidigt arbejde, har typisk gode uddannelser og forholder sig afbalanceret til ideen om ægteskab, børnetal og potentiel skilsmisse.

»Ægteskabet er ophørt med at være en hellig værdi, en livslang kontrakt. Inden for ægteskabet er værdierne ændret i retning mod kvaliteten af forholdet, kvaliteten af partnerskabet, mod værdien af intimitet. Man stiller høje krav til sine børn, til deres opdragelse og socialisering. Barnet er blevet et biografisk projekt,« forklarer Rosjdestvenskaja.

Valgflæsk

Den russiske regering introducerede sidste år nye ydelser til førstegangsfødende med en indtægt på mindre end 70 procent af den russiske middelindtægt (omkring 2.100 kroner om måneden).

Man har også gjort det lettere at optage lån for forældre til mere end to børn, og man har forlænget den såkaldte moderkapitalsordning, der blev indført i 2007. Den tildeler børn, der fødes efter første barn i søskendeflokken, en sum penge, der er øremærket udgifter i forbindelse med barnets uddannelse. Beløbet udgør i dag, hvad der svarer til 47.000 kroner, og skal række, indtil barnet bliver myndigt.

I en storby som Moskva, hvor kvadratmeterprisen ligger på 17.000 kroner, rækker beløbet dog ikke langt. Ordningen har derfor, ifølge Jelena Rosjdestvenskaja, kun haft en effekt på landet, hvor priserne for byggematerialer og byggegrunde er lave, og hvor mulighederne for at bygge om eller bygge til er større. Pengene giver således et større incitament til at få flere børn på landet.

»I byerne har den politik ikke haft nogen effekt,« vurderer Rosjdestvenskaja.

Det vil en ny lov, der sikrer lavindkomstfamilier en fast månedlig ydelse til barn nummer ét, heller ikke, vurderer hun. For problemet er ikke, at russerne ikke ønsker sig børn.

»De fleste forældre ønsker sig to børn,« forklarer Rosjdestvenskaja.

Så hvorfor skulle det påvirke fødselstallet at få penge for det første barn, som man alligevel har besluttet sig for at få? Udfordringen er dermod antallet af børn. For selv om de fleste forældre ønsker sig to børn, får de russiske kvinder i snit kun 1,7 børn.

»Så spørgsmålet er, hvad målet er med loven. Hvis man ville opnå befolkningens loyalitet frem mod det næste valg, så er det én ting. Hvis man vil opnå højere fødselsrater, så vil det næppe lykkes,« siger professoren.

Hvis Rusland vil løse sine problemer med lav befolkningstæthed og mangel på arbejdskraft, er der ifølge professoren kun én løsning: kontrolleret indvandring.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kim Folke Knudsen

Historiens ironi. Ligner det forholdene i DDR inden, at muren blev opført ? Jeg ved det ikke selv, men jeg tænker. Befolkningstilvæksten i BRD var højere end i DDR, hvor folketallet svandt ind. Præsident Vladimir Putin har sin fortid i KGB og i et langt ophold i DDR. Nu flygter de veluddannede ud af Rusland på grund af dårlig økonomi et udemokratisk og dysfunktionelt styre. Løsningen ligger lige for. Det som Mikhail Gorbatjov ikke fik fuldført må en kommende russisk Præsident tage fat på igen. Reformere Rusland - Europas største nation med så mange ressourcer og muligheder. Det russiske folk fortjener et bedre politisk lederskab end det nuværende.

Torben Lindegaard

@Jesper Gormsen

Jeg kan ikke forstå dit skema over skilsmisser.

For det første er der meningsforstyrrende slåfejl - det varede i hvert fald lidt, inden jeg forstod, at skilmissetate er lig med skilsmisserate.
Har du selv læst skemaet igennem inden du gik i gang med copy/paste ??

Og hva' Dælen betyder en skilsmisserate på 4,2 ??
Det kan vel ikke være 4,2 ægteskaber ud af 10, når over halvdelen af de russiske ægteskaber går i stykker ?? Men hva' så ??
Eller er tabellen opgjort pr. person, så 1 person kan tælle med flere gange efterhånden som ægteskab indgås og efterfølgende opløses ??

Få eventuel hjælp fra Hans V. Bischoff hvis du heller ikke fatter tabellen - eller er ude af stand til at forklare indholdet.

Kim Houmøller

Hvilken kvinde ønsker sig øvrigt en alkoholiker til ægtemand? Russiske kvinder ønsker sig en ædruelig mand, der vil forsørge hendes børn. Måske ligger der her en forklaring?

Torben Lindegaard

@Svend Vendelbo Nielsen

Det forklarer jo en del - også at mere end halvdelen af de russiske ægteskaber opløses med en divorce/marriage ratio på 52% i 2011.

Niels Duus Nielsen

Man kan ikke bare fyre en statistik af uden at forklare konteksten.

Den russiske kontekst er bl. a., at ægteskab i de sidste halvfjerds år har været en udsat institution i det russiske samfund. Manglen på mænd efter 2. verdenskrig gjorde mændene til en knap ressource, hvilket betød, at de kunne vælge og vrage mellem de mange enlige kvinder. De liberale sovjetiske skilsmisselove bidrog til, at kvinder, der stillede krav til deres mænd, blev marginaliserede, så kvindebevægelserne fik aldrig rigtig et fodfæste i Rusland. Disse to faktorer har medvirket til at fastholde russisk kultur i et paternalistisk greb.

Og så er der jo den antropologiske kendsgerning, at mennesker i lande med et udstrakt sikkerhedsnet i form af sundhedsvæsen og ældreforsorg tenderer mod at få færre børn per capita end mennesker i ulande.

At disse kendsgerninger udfordrer regimets selvbillede er sikkert rigtigt nok, blot er det lidt ligegyldigt i den store sammenhæng. Regimers selvbilleder er altid mere eller mindre udfordrede, selv den danske regering bakkes ikke 100% op af befolkningen, selv om den tydeligvis betragter sig selv som Guds gave til Danmark.