Baggrund
Læsetid: 5 min.

Schulz, Scholz og SPD kan give de europæiske reformer mild medvind

SPD’s største succes i de tyske regeringsforhandlinger var erobringen af finansministerposten, som går til Hamborgs tidligere overborgmester Olaf Scholz, mens den tidligere EU-parlamentsformand Martin Schulz bliver udenrigsminister. Med flertydige formuleringer i regeringskontrakten er det dog uvist, hvor progressivt SPD kan og vil bruge denne sejr europapolitisk, mener tyske EU-eksperter
Hamborgs tidligere overborgmester Olaf Scholz bliver Tysklands nye finansminister.

Hamborgs tidligere overborgmester Olaf Scholz bliver Tysklands nye finansminister.

Hayoung Jeon

Udland
9. februar 2018

Dagen efter de seje forhandlinger om en fortsat stor tysk regeringskoalition pegede de fleste tyske medier samstemmende på én stor overraskelse: At SPD havde held med at erobre finansministerposten fra Merkels CDU/CSU – formentlig fordi SPD står med ryggen mod muren i den forestående afstemning blandt alle partiets medlemmer om forhandlingsresultatet, hvor Merkel og CDU/CSU er lige så afhængige af udfaldet, som socialdemokraterne er.

Hvis SPD-afstemningen går igennem, vil finansministeren i fremtiden være juristen Olaf Scholz, der sad i Forbundsdagen i perioden 1998-2011, hvor han blev regnet for en del af den Schröder-tro højrefløj i partiet. Efter to år som arbejdsminister i Merkels første regering har Scholz siden 2011 været overborgmester i Hamborg, hvor han bl.a. har profileret sig på indførelse af gratis børnepasning og offentlige investeringer i byggesektoren.

Da finansministerposten har en helt central betydning for reformerne af eurozonen, som bl.a. den franske præsident Macron er fortaler for, udløste resultatet alligevel stærk kritik internt i CDU.

»Fordelingen af ministerier er en politisk fejl. Især afgivelsen af finansministeriet vil ikke ligefrem udløse en storm af bifald ved CDU-medlemmerne,« siger CDU-politikeren Christian von Stetten til den tyske tv-kanal ARD.

Modsat den afgåede finansminister Wolfgang Schäuble, som ifølge von Stetten »handlede i tysk interesse«, består nu »den fare, at der med en SPD-finansminister kommer mere SPD-europapolitik ind i det tyske finansministerium. Og det er helt sikkert ikke godt.«

Samstemmende har AfD-leder Alexander Gauland udtalt, at Macron nærmest kunne være inviteret med som minister i den ny regering, hvor »en europæisk overførselsunion praktisk talt er blevet besluttet«.

Modsatrettede signaler

I valgkampen var der meget lidt fokus på euro- og Europa-politiske emner, og emnet var heller ikke videre omstridt i regeringsforhandlingerne, hvor de væsentligste europapolitiske punkter allerede lå fast efter de indledende forhandlinger i januar.

Ikke desto mindre har især SPD’s afgående leder Martin Schulz, der er tidligere formand for Europa-Parlamentet og kommende tysk udenrigsminister, siden valget gjort en progressiv EU-politik til partiets vigtigste projekt.

Alligevel skal man ikke tolke alt for meget socialdemokratisk succes ind i, at regeringskontraktens første kapitel bærer titlen »Et nyt opbrud for Europa«, og at regeringen går ind for »et specifikt EU-budget til at skabe økonomisk stabilitet og social konvergens«, som det hedder i kontrakten.

Det mener Matthias Kullas, ekspert i europæisk økonomisk politik ved den liberale tænketank Centrum for europæisk politik (CEP) i Freiburg.

»Den kommende regering er villig til at indbetale mere til EU og fremme investeringerne i Europa. Langt hen ad vejen bekender den sig også til de planer, som EU-Kommissionen fremlagde i december om at omdanne ESM-krisefonden til en egentlig Europæisk Valutafond,« siger han med henvisning til det, der populært omtales som et eurozone-budget.

»Men for det første er der kun tale om meget overordnede linjer og ingen handlingsanvisninger. For det andet nævnes der i koalitionskontrakten intet om den euro-finansminister, som Macron og EU-Kommissionen har foreslået.«

Mest afgørende er i Matthias Kullas’ øjne de »modsatrettede signaler« i kontrakten.

»Her understreges det, at den kommende regering vil holde sig strikt til den europæiske stabilitets- og vækstpagt, der betoner, at risikoansvar for hæfte går hånd i hånd. Det ser jeg som modsatrettede udsagn, når regeringen samtidig er villig til at stille penge til rådighed til strukturreformer i andre eurolande, hvormed de altså overtager en del af risikoen for disse lande. Det ser ud til, at alle parter har fået et par ord ind, men samlet giver det ikke en konsistent europapolitik. Derfor er jeg spændt på at se det omsat.«

Fælles fodaftryk

Allerede i løbet af de seneste år har den tyske opposition bevæget sig væk fra sparetænkningen til en mere investeringsoptimistisk linje, mener Matthias Kullas’, der bl.a. henviser til Schäubles opbakning til Junckers investeringsfond.

»Man kan nedbringe gæld ved enten at spare eller ved at gøre den relativt mindre med vækst. EU-Kommissionen og den tyske regering vil med investeringsfremstødet nu åbenlyst forsøge at gå den sidste vej,« siger han.

Også internt i Tyskland lover regeringskontrakten stærke investeringer.

»Men igen står der tydeligt, at man vil holde sig i plus og fortsat reducere den tyske gæld. Her er altså heller ikke tale om et stort paradigmeskift. Det afgørende socialdemokratiske fodaftryk ser jeg derfor nærmere ved SPD’s krav om en europæisk mindsteløn og fælles sociale minimumsstandarder for hele unionen, som igen til dels står i modsætning til løftet om at styrke konkurrenceevnen.«

Mere reformoptimistisk er Josef Janning, der leder tænketanken European Council on Foregin Relations i Berlin. Han køber dog ikke Martin Schulz’ udlægning af, at Europa med en SPD-finansminister vil opleve »enden på sparepolitikken«.

»De tager klart fat i flere af Macrons ideer, men alt er formuleret og skal omsættes, så det kan sælges til den tyske offentlighed,« mener Janning.

»Der omtales bl.a. et investeringsprogram, som også er i tysk interesse, og det formuleres, at det kan være grundlaget for et senere eurozonebudget.«

I hans øjne handler det især om, at både Tyskland og EU i fremtiden vil målrette investeringerne mere effektivt mod enkelte projekter eller problemer for til gengæld at hælde færre midler i de ’globale budgetter’ som f.eks. agrarfonden, hvor der deles ud efter vandkandeprincippet.

Tung forpligtelse

Ligesom Matthias Kullas ser Josef Janning heller ikke skiftet fra Schäuble til Scholz som så afgørende, som det ofte er blevet beskrevet i den europæiske presse de sidste dage.

»Schäuble var ikke den sparepolitiske jernnæve, som han ofte udlægges som i Europa. Han var Kohls euromand og oprindeligt den, der kom med ideen om en europæisk valutafond,« siger Janning.

Han påpeger ligeledes, at mens tyskerne nok er ganske proeuropæiske, de er generelt euroskeptiske, fordi euroen har brudt den gamle vesttyske D-marks løfte om stabilitet og inflationssikring.

»Derfor er det heller ikke nødvendigvis den store svækkelse af Merkel, at SPD nu sidder på finansministerposten – måske er det ligefrem klogt. Nu skal en socialdemokratisk finansminister ud og forklare de her reformer af euroen. Det lægger en tung forpligtelse på SPD til at se på, hvad tyskerne overhovedet vil være med til – og dermed at de sørger for, at de ikke skubber de store vælgermasser over mod AfD.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Europa har været i kraftig vækst gennem mange år, men er nu gået i stå, fordi ganske få lande modarbejder hele den europæiske idé.

Dette - altså er EU i flere tempi - er vejen frem. Og det er helt nødvendigt, at Tyskland, Frankrig og visse andre lande går foran dem, som blot hænger fast på bagsmækken for at kunne køre gratis med.

På sigt vil det nok skabe nogle spændinger mellem de lande, der får mere velstand, og dem, der tumler bagefter. Og det vil også kræve en meget stor anstrengelse for vedhænget at bringe sig med op igen. Men det er den pris, som vedhænget på bære.