Læsetid: 9 min.

Det er et spørgsmål om tid, før egypterne igen gør oprør

Demokratiske fremskridt synes meget langt væk i Mellemøsten. Men presset for forandringer er ikke aftaget, tværtimod, det er kun undertrykkelsen, der er taget til, siger tænketankslederen Michele Dunne, der opfordrer Vesten til at gøre sig sine prioriteter klarere, næste gang folket rejser sig
Demonstrationerne på Tahrir-pladsen i 2013 førte til præsident Morsis fald. Morsi blev efterfølgende afsat af den nuværende præsident al-Sisi, der siden magtovertagelsen har holdt landet i et jerngreb. Men ifølge ekspert eksisterer grobunden for et nyt oprør fortsat blandt Egyptens borgere.

Demonstrationerne på Tahrir-pladsen i 2013 førte til præsident Morsis fald. Morsi blev efterfølgende afsat af den nuværende præsident al-Sisi, der siden magtovertagelsen har holdt landet i et jerngreb. Men ifølge ekspert eksisterer grobunden for et nyt oprør fortsat blandt Egyptens borgere.

Mohamed Abd El Ghany

20. februar 2018

Der var en stemning af forvirret eufori den formiddag i 2005 i herskabslejligheden med udsigt over Taalat-Harb-pladsen i det centrale Kairo, der udgjorde præsidentkandidaten Ayman Nours kampagnekontor. I hjørnet stod en ældre herre med en stortromme spændt fast på ryggen uden noget øjensynligt formål andet end at udgøre et spektakulært blikfang.

Ind ad dørene strømmede det med nye folk med beskeder eller te på bakker, mens andre stakkede valgplakater sammen i et hjørne af lejligheden, der husede kampagnen for den første demokratiske udfordrer af Egyptens livstidspræsident Hosni Mubarak.

En kampagnebil fyldt med unge entusiastiske frivillige drog højlydt af sted mod havnebyen Port Said, kun for at bryde sammen i Cairo-forstaden Heliopolis, hvorefter flokken fortsatte i en karavane af bulede taxier ud i ørknen.

De frivillige følte at alt var nyt, og alt var muligt: nok ikke at vælte systemets mand, Mubarak, men i hvert fald at udfordre systemet, som havde siddet så tungt på det hele i mange år, men på det seneste havde tilladt en lille smule opposition og reel udfordring.

Mubarak blev ikke smidt på porten i denne ombæring, faktisk blev udfordreren Ayman Nour i stedet sat i fængsel på en hurtigt sammenbikset anklage. Alligevel er det svært at overvurdere betydningen af den lille sprække i autokratiet, der opstod.

Aktivisterne fra dengang blev senere aktive i protestbevægelsen, da politiet tævede en ung blogger ihjel og efterfølgende frikendte sig selv, og de dannede rygraden i protesterne, da Mubarak i 2011 senere blev væltet under Det Arabiske Forår.

Kaotisk politisk åbning

I dag er det svært at få øje på den optimisme. De fleste, der engagerede sig dengang, er enten i fængsel, i eksil eller sørger for at holde lav profil og ikke blande sig i politik – konfronteret med en massiv forfølgelse fra det styre, der efterfølgende satte sig på magten.

Og også i Vesten er der en vis mængde af desillusion: Det demokratiske eksperiment var en fuser. Islamisterne vandt frem, revolutionen fejlede, autokraterne vendte tilbage. Videre.

Og så måske alligevel ikke. I hvert fald ikke ifølge Michele Dunne, lederen af den store og indflydelsesrige tænketank Carnegies Mellemøst-program, som for nylig var i København for at deltage i en konference arrangeret af DIIS.

Michele Dunne arbejdede som diplomat på den amerikanske ambassade i Kairo, da det egyptiske civilsamfund begyndte at spire. Det egyptiske styre var dybt afhængig af både amerikansk militærstøtte og et massivt økonomisk bloktilskud. Indtil da var der ikke kommet så mange andre modkrav end måske at holde fred med Israel og i øvrigt fungere som USA’s allierede i regionen. Men nu begyndte man faktisk at presse for reformer.

»For mig at se var det en god periode i amerikansk og vestlig udenrigspolitik og en periode, hvor man på mange måder gjorde det rigtige – bortset selvfølgelig fra interventionerne i Irak og Afghanistan. Det skabte en del spænding mellem Mubarak og Bush.

Det Muslimske Broderskab er historisk svækket efter al-Sisis militærkup i 2013. For første gang i årtier har bevægelsen ingen ledere som kan føre kampen videre mod det egyptiske regime.
Læs også

Men det skabte også nogle resultater: Mubarak indvilgede for første gang i at have direkte valg, han accepterede for første gang at have modkandidater, og Egypten havde – ikke frie – men de frieste valg i 20 år. Det, som Bush-administrationen havde i sigte, var en gradvis politisk reform. De pressede ikke på for en revolution, men for en evolution, for gradvis forandring,« siger hun.

Hendes pointe er, at det er ret svært at forestille sig, at man kan stoppe forandringerne, men at man måske kan påvirke dem. Og at forandringer vil komme, selvom de autokratiske regimer lige nu synes at have bremset dem – uanset om man taler om Syrien, hvor Bashar al-Assad i praksis har vundet krigen, eller Egypten, hvor al-Sisi har slået hårdt ned på al dissens, smidt tusindvis i fængsel og for nylig i forbindelse med udskrivelsen af valget 26-28. marts proklamerede, at han ville slå umanerlig hårdt ned på nogen former for protester, der kunne minde om, hvad der skete i 2011.

»Jeg tror ikke, bevægelsen er stoppet. Forandring kommer i bølger,« siger hun.

»I Egypten var 2004-2005 en slags bølge af politisk forandring, og så blev den knækket. I årene efter så det ud til, at det var gået i sig selv igen og havde fejlet. Og så kom 2011, og man havde en kaotisk politisk åbning frem til 2013, som så blev undertrykt meget voldsomt. Man er nødt til at se på omfanget af undertrykkelse og det meget høje niveau af vold, som det egyptiske regime var nødt til at anvende for at undertrykke de politiske krav om forandring. De var nødt til at gøre meget mere for at undertrykke kravet om forandring, end Mubarak, fordi det var stærkere. Og der kommer en ny bølge,« siger hun uden nødvendigvis at love et demokratisk tøbrud af den grund.

»Det betyder ikke, at det kommer til at foregå på samme måde. Bølgerne i 2005 og 2011 havde mange fællestræk. Mange unge, sekulære liberale, islamister. Den næste gang er det svært at se, hvilken form det kommer til at tage. Der har været så massiv repression og en massiv anvendelse af vold. Men jeg tror på, at vi lige nu kan se, at opposition i Egypten ikke er død. Der kommer en ny proces af forandring fra neden. Jeg kan bare ikke sige, hvorfra den kommer,« siger hun.

Tre faktorer bag et oprør

Baggrunden for den forudsigelse er, at de forhold, der skabte grobunden for oprøret, grundlæggende ikke er blevet bedre.

»Jeg kigger meget på indikatorer fra IMF (Valutafonden, red.) og Verdensbanken og andre, der samler data sammen: Der er ikke nogen af dem, der bliver bedre. Det økonomiske billede, demografien, staternes resultater på de mål. hvor man kan måle dem rimeligt objektivt. Ingen af dem er blevet bedre siden 2011, mange er blevet værre,« siger hun.

»For mig er der tre primære faktorer, der skaber kravet om forandring. Den første er økonomisk. Regeringerne i regionen har kontrolleret økonomien, først og fremmest energisektorerne, og brødfødt befolkningerne med det, generøst eller nærigt, for at købe politisk loyalitet. Den model bryder sammen, fordi indtægterne svinder ind. Den anden er demografien, hvor befolkningerne simpelthen vokser for hurtigt, og regeringerne ikke har opbygget økonomier, der kan understøtte særligt de mange unge. Den tredje er regeringsførelsen, den dårlige kvalitet af de offentlige sektorer; sundhedssystemer, uddannelse, den dårlige behandling af folket fra regeringerne,« siger hun

»Der er ikke noget, der tyder på, at vi er på vej mod mere stabilitet, men snarere det modsatte. Og især i de lande, der har en ung demografisk profil. De lande, der har en gennemsnitsalder under 25 år, er sandsynligvis på vej imod flere opstande. Lande som Yemen, Palæstina, Irak, Jordan og Egypten. I lande med en gennemsnitsalder over 30, f.eks. Iran og Marokko kan der også være utilfredshed, men den er som regel mindre aggressiv,« siger hun.

»Der er demografer, der kigger på Det Arabiske Forår og mener, at man kunne se præcis, hvilke lande, der ville eksplodere under foråret, og hvilke der ikke ville, og som kan se, hvor det også vil ske i fremtiden,« forklarer hun og erkender samtidig, at det er en utilfredshed, som det også er blevet meget vanskeligere at manifestere, i takt med at regimerne lukker reel opposition ned, ikke mindst i Egypten.

Her er det ganske svært at se, hvorfra et oprør skal opstå, når al form for modstand straffes så hårdt, som det bliver i øjeblikket, hvor titusindvis er smidt i fængsel, og mange er blevet slået ihjel.

»Jeg er urolig for, at modstanden kan blive mere voldelig. Der er blevet udgydt meget blod siden 2011 og 2013. Der er folk med langt kraftigere vrede og et langt mere militariseret regime i f.eks. Egypten, end vi har set tidligere. Mange folk føler desværre, at volden er deres sidste udvej. Al-Sisi talte om det for nyligt. Han advarede folk om, at hvis de prøvede at foranstalte en ny opstand, ville han slå den ned med brug af meget voldelige midler. Men hvorfor taler han om det? Det gør han naturligvis, fordi hans magt bliver udfordret i forbindelse med valget af folk i offentligheden, men nok også af folk inde i regimet, inde i militæret, hvor hans nylige fyringer af to generalstabschefer og en sikkerhedschef tyder på problemer bag kulisserne.«

Det begyndte lokalt

I Vesten synes demokratifokusset i udenrigspolitikken og udviklingsarbejdet at være svundet ind. I f.eks. Egypten har styret sat kontante begrænsninger for ngo’s arbejde og for fremmede landes støtte til dem, og fokus er skiftet fra demokrati- og rettighedsfremme til i højere grad at handle om at stoppe immigrationen, både når det kommer til støtte og til diplomati.

For Michele Dunne er det imidlertid en fejltagelse at tro, at man kan ignorere de problemer, der ligger bag immigrationen – eller for den sags skyld at tro, at de omvæltninger, der har skabt uroen i de seneste år, skyldes en slags naiv tro på demokrati.

»Det er ret vigtigt at erindre, at vi ikke påbegyndte Det Arabiske Forår i Vesten. Ja, vi var engageret i en slags demokratifremmende aktiviteter på et ret lavt niveau nogle steder. Men det var landenes befolkninger, der satte det igang, ikke os,« understreger hun.

På bogmesse i Kairo er det de færreste, der vil udtale sig om det egyptiske styre. Det er på trods af, at landets præsident i stigende grad fremstår som en autoritær og enerådig leder, der slår hårdt ned på sine politiske modstandere.
Læs også

»Spørgsmålet for os uden for regionen er, hvis vi ser folk på gaden, der kræver demokrati, ordentlige retssystemer og social retfærdighed, burde vi så ikke støtte dem? Vi gav, hvad jeg vil betegne som en meget beskeden politisk og økonomisk støtte – jeg synes endda godt, at man kan argumentere for, at vi bærer en del af ansvaret for protestbevægelsernes nederlag, fordi vi aldrig præsterede et meningsfyldt fremmøde. Vi gav meget lidt støtte til de lande, der faktisk prøvede at lave en demokratisk forandring. Vi var slet ikke generøse, vi var meget tilbageholdende. Det er ikke så enkelt, at de fejlede på grund af os, men den her narrativ om, at vi virkelig prøvede at støtte en demokratisk forandring, og så fejlede det alligevel, er simpelthen ikke rigtig,« siger hun.

»Det der så skete, var at de mere reaktionære kræfter i regionen, primært Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og Iran, som var imod forandringerne, engagerede sig langt mere økonomisk, militært og politisk, og så lykkedes det dem i de fleste tilfælde at bremse eller omgøre disse forandringer,« siger hun og nævner borgerkrigene i Libyen og Syrien som eksempler, hvor vestlige magter trak sig på afgørende tidspunkter.

»Det kom også på et meget dårligt tidspunkt for os. Vi var midt i en finansiel krise, vi var trætte og udmattede fra krigene, og vi følte, at vi var fattige, at vi ikke havde råd til at engagere os. Men jeg tror som sagt ikke, at dette er den sidste bølge af forandringer.«

– Hvordan skal vi så håndtere den næste bølge af krav om forandring – ud over selvfølgelig at vi ikke ved, hvilken form de kommer til at antage?

»Det er præcis udfordringen. Er det radikal islamisme, der kommer til at udfordre systemet, kan vi ikke rigtig støtte. Jeg mener, at det er vigtigt lige nu at arbejde med de unge under 40 år, som stadig er ivrige efter konstruktiv forandring af deres lande. Vi bør hjælpe dem med uddannelse med at udvide deres kapacitet for at spille en positiv rolle og opfordre dem til fredeligt engagement i stedet for vold eller ekstremitet. Og det er det, vi kan. Vi skabte ikke Det Arabiske Forår, og vi kommer ikke til at skabe eller stoppe fremtidige opstande. Men vi er nødt til at se på, hvad vi kan gøre for at skubbe lande, der er modtagelige, i den rigtige retning uden at blive kyniske eller støtte voldelige diktatorer, fordi vi bliver frygtsomme.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Hullevad
  • David Zennaro
  • Tommy Clausen
Michael Hullevad, David Zennaro og Tommy Clausen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Tobias Havmand

Med al respekt - også for Michele Dunne - så bør vi overlade udviklingen af Mellemøsten til Mellemøstens befolkninger, og ikke skubbe på hverken her eller dér.

Der er ikke mange eksempler på en vellykket indblanding - om nogen overhovedet ??

Jørgen M. Mollerup, Michael Hullevad og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Der skal ikke være indblanding og slet ikke mlitæret; men Europa skal vise kulør og støtte fremskrit når folket rejser sig mod undertrykkelse. Det er en opstand mod diktaturet og ikke mod Gud, hverken muslimsk eller kristen Gud. Det er ikke aktuelt.

Jørgen M. Mollerup

Hvorfor skal vestlige “eksperter” altid kloge sig på, hvad der er bedst for andre lande? De fleste eksperter lyder, som var de ansat i USAs forsvarsministerium.

I mine øjne er mennerettigheder universelle, og de skal ikke kunne gradbøjes eller indpasses i et politisk sigte.

EU giver masser af penge til et Egypten, hvor mennerettigheder er sat ud af kraft af en militær junta, der endda både får- og køber våbensystemer i bl.a. USA. Jeg syntes, der er helt i orden at give disse penge, men så må man sikre, at pengene bliver brugt på en måde, der er i overensstemmelse med formålet.

Gustav Alexander

Cementerer forfatteren ikke blot de vante borgerligt-liberale drømmerier angående demokratiet generelt og det arabiske "forår" specifikt?

Vi har i vores egne lande og i mellemøsten samt Afrika troet på "uddannelse af ungdommen" og andre vage og rimeligt ineffektive midler til demokratisering. Den ekstremistiske islamisme og tidligere tiders arabisk socialisme tog i det mindste samfundets objektive problemer seriøst; systemerne er henfaldne og korrupte, folk bliver fattigere og fællesskabets ejendom bliver til privat ejendom.

Der var aldrig et arabisk forår, fordi det arabiske forår ikke havde et revolutionært potentiale; der var intet fælles mål, ingen teori og ingen praxis - Hvordan skulle det have udformet sig anderledes og hvordan skal uddannelse biddrage til at ungdommen spiller en "mere positiv rolle"? det løser vi da ikke fattigdommen. Det har det i hvert fald ikke gjort i Afrika trods 50 års floskler om præcis de samme løsningsmodeller.

Det er vestens der ved ønsketænkning projicerer en udvikling, som ikke har fundet - eller vil finde - sted. Jeg tror at det arabiske forår nærmere var en reaktion på den hensynende og i stigende grad neoliberale neo-baathistiske "socialisme". I en tid med færre jobs og lavere lønninger kan uddannelse kun udskyde det uundgåelige, medmindre systemets økonomiske logik udfordres.

jan henrik wegener

Hvad er pointen i alt det med at man ikke skal "pådutte andre demokrati"? Nej.
Men det kan virke som en anden måde at sige det på:undertrykkelse (der) er godt. Dobbelt undertrykkelse er dobbelt så godt?