Læsetid: 4 min.

Det bliver stadig sværere at se, hvordan Rusland skal komme godt ud af Syrien

Ruslands 18 måneder lange engagementet i verdens mest komplicerede og umedgørlige krig bliver ikke den triumf, Putin håbede på. Assad er godt nok stadig ved magten, men det Syrien, han engang regerede strengt over, er totalt forandret
Både Assad og Putin ser Ghouta som nøglen til at få kontrol med Damaskus og vinde krigen – men udenfor den syriske heksekedel tænker både deres venner og fjender nu, at de to statsledere kan have forregnet sig.

Både Assad og Putin ser Ghouta som nøglen til at få kontrol med Damaskus og vinde krigen – men udenfor den syriske heksekedel tænker både deres venner og fjender nu, at de to statsledere kan have forregnet sig.

Hamza Al-Ajweh

26. februar 2018

Set fra Arif Othman’s perspektiv fra det østlige Ghoutas ruiner er den nuværende fase af krigen i Syrien lige så simpel, som den er brutal: Jo længere han holder ud i kampen mod Bashar al-Assad og diktatorens allierede, jo værre bliver det – især med russerne ved Assads side.

»Det var meningen, at vi skulle have overgivet os nu,« siger han efter en uge med de hidtil voldsomste beskydninger i Syrien de seneste tre år.

»Det gjorde vi ikke, og så blev bomberne større, flyene kom oftere, og skaderne blev voldsommere end noget, vi før har set. Alt kom fra Moskva.«

Den russisk ledede luftkrig har været helvede på jord for de lokale. Op imod 400.000 mennesker har været fanget uden udvej af Vladimir Putins luftvåben, mens syriske og iranskstøttede landtropper er rykket frem imod det største og vigtigste område, som oppositionen kontrollerer syd for Idlib.

Både Assad og Putin ser Ghouta som nøglen til at få kontrol med Damaskus og vinde krigen – men udenfor den syriske heksekedel tænker både deres venner og fjender nu, at de to statsledere kan have forregnet sig.

I snart 18 måneder har russerne interveneret i Syrien for, at Assad ikke skulle tabe kampen til de oprørsgrupper, som vandt frem i hjertet af diktatorens landområder omkring Latakia og Tartus, men det bliver efterhånden sværere og sværere at se, hvordan Rusland skal få noget ud af engagementet i verdens mest komplicerede og umedgørlige konflikt. Assad er godt nok ikke på vej til at miste sin magt, men det Syrien, han engang regerede over, er totalt forandret.

Den centrale magt i den tidligere så strengt kontrollerede politistat er flere gange blevet underløbet – først af oprørsgrupper, siden regionale spillere, som vil forme Syrien efter deres egne interesser, så snart krigen er overstået – og det flugter kun delvis med Putins egne ønsker. På begge sider er konfliktens hovedpersoner ved at drukne i alt det, de ikke så komme.

Bombardementerne i det østlige Ghouta er taget voldsomt til i denne uge og har ført til et utal af civile dræbte og sårede på behandlingsstederne i Damaskusforstaden.
Læs også

Især Putin er ved at indse, at Syrien lige nu er umuligt at kontrollere. Hans erklæring om »sejr« på en luftbase tæt ved Idlib i december er blevet efterflugt af en svimlende serie af begivenheder, som har trukket russerne endnu dybere ind i krigen. De har samtidig vist Assad-regimets totale afhængighed af udefrakommende støtte for at holde fast i sine positioner – for slet ikke at tale om at erobre nyt land.

Over hele Syrien – og i regionen som helhed – er alliancer blevet uigennemskuelige og splintret. Fra Ghouta til den tyrkiske grænse i nord. Fra Hama i vest til det olierige Deir ez-Zor i øst – hvor op imod 200 fremadstormende russiske lejesoldater den 7. februar blev dræbt i et amerikansk modangreb – er der krig om fremtidens regionale orden.

»Og vi bliver trampet ned som mus under bøflernes fødder,« siger Ayman Thaer, der er frivillig på et nødhjælpscenter i Ghouta, hvor mindst 500 mennesker den seneste uge er omkommet som følge af russiske eller syriske bomber.

»Gud forbande dem alle.«

Rusland, Iran og Tyrkiet – umage venner

»Indtil videre er Iran den eneste vinder,« siger Bassam Barabandi, en tidligere syrisk diplomat, der vendte regimet ryggen i midten af 2013.

»De opnår, hvad de vil, uden at larme for meget. Iran er glad for russisk-amerikansk konflikt, for det gør Rusland mere afhængig af Iran.«

Iran – som Rusland har samarbejdet med for at sikre, at den tilbageværende anti-Assad-oppostion ikke længere kan vinde krigen – er også til stede i Deir ez-Zor. Og russiske officerer har klaget til kollegaer i Tyrkiet over, at iranernes målsætninger i stigende grad går imod russernes egne.

En højstående tyrkisk diplomat har sagt til The Observer, at russerne især føler sig truet af Irans ambition om at opbygge en statslig struktur i Damaskus, der minder om deres egen revolutionsgarde, som stadig er den mest magtfulde institution i Teheran 40 år efter den islamiske revolution.

»Men hvordan kan de stoppe dem?« spurgte diplomaten. »Putin kommer ikke til at få det på sin måde fra nu af. Og vi kan se, at de (russerne, red.) bliver irriterede.«

Fra midten af 2016 begyndte Putin at trække Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdoğan ind i en alliance med Iran, som skulle afslutte krigen på en måde, der gavnede Assad. Alliancen var dødstødet til den opposition, Tyrkiet støttede i det nordlige Syrien. Den nye alliance kulminerede i et trilateralt møde i Sochi i november mellem Rusland, Iran og Tyrkiet, som skulle skabe den diplomatiske løsning, ingen andre hidtil havde leveret, og samtidig gøre FN’s døende forhandlingsproces overflødig. Det blev en pinlig fiasko.

Siden er diplomatiet helt kollapset, og kampene i først Idlib og siden i Ghouta bliver stadig voldsommere.

11 russiske vetoer

Tyrkiet har genfortolket sit engagement i krigen: I begyndelsen ville de af med Assad, nu vil de sørge for, at kurderne ikke kontrollerer den tyrkisk-syriske grænse.

I sidste måned sendte Tyrkiet tropper til den syriske grænseenklave Afrin for at kæmpe mod kurdiske militser. Det blev stiltiende accepteret af Rusland. Men i sidste uge blev det tilladt, at Assad-venlige styrker kom ind i Afrin for at kæmpe mod tyrkerne. Det er uklart, hvad Ruslands rolle er i denne udvikling.

Rusland – som havde store forhåbninger til, at krigen i Syrien kunne sikre Assads overlevelse og give russerne en hovedrolle i udformningen af regionen – er nu begyndt at fokusere på mere kortsigtede mål:

»Mens vi har hjulpet det syriske broderfolk, har vi testet 200 nye våben,« har formanden for den russiske Dumas forsvarskomite, Vladimir Shamanov, sagt.

Rusland har få succeser at vise frem, men deres veto i FN’s Sikkerhedsråd er stadig et potent redskab. 11 gange har de nedlagt veto om resolutioner imod Assad.

© The Guardian og Information. Oversat af Christian Bennike

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Egon Clausen
  • Michael Hullevad
Olaf Tehrani, Egon Clausen og Michael Hullevad anbefalede denne artikel

Kommentarer

Touhami Bennour

Målet for Putin i krig i Syrien var at vise styrke overfor USA. Det var den der adskiller Putin fra grundlæggere af Sovientunionen.Han har ikke regnet med at Syrien udkemper en frihedskrig. Nu sidder han i suppedassen. Ja hvordan kommer han ud, med et nederlag? Det har været et slag mellem sine styrker og USA´s, men Russere reagerede ikke, det siges at russere tabte 200 soldater

Touhami Bennour

Det er ikke en hemmelighed at konflkten i Syrien skyldes et krav fra folket om forandring i det politiske system, og har udviklet sig til rivalisering mellem supermagter. Løsningen er stadig væk det samme som det var startet. Om Diktaturet vinder eller folket og forandring vinder i Syrien. Ingen garanti til russere om noget som helst, de er agressorer.

@Touhami

De dræbte russere er med stor sandsynlighed "private contractors". Putin har næppe skulle nyde noget af officielle "feet on the ground", så ligesom USA i Irak oursourcer han krigen. Rusland har masser af veteraner, der ser muligheden for at tjene en god løn. Det giver ham en anledning til at ignorere deres tab, selvom Moskva stadigt trækker i trådene.

@Toke

Du kan nok tilføje såvel Tyrkiet som Israel til lande der vil have garantier før der kommer fred. Og for de sags skyld Libanon og Irak.

Deraf den gordiske knude....

Bjørn Pedersen

"Mens vi har hjulpet det syriske broderfolk, har vi testet 200 nye våben"

Våben-oligarkerne går kronede dage i møde.

Thomas Krogh, Claus Nielsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Det var dengang mange lande tester deres våben i Mellemøsten. det sker ikke mere. Jeg garanterer ingen syrer vil stemme for opstand før alt er undersøgt i alle detaljer således man undgår militært indblanding. Man skal ikke nedvurdere deres hukommelses evne. Konflikt er internt, det vil sige i selve Syrien, og med nabo landene skal der skabes tillids foranstalninger imellem med aftaler osv. I regionen løber allerede konfliker, så som med Israel i (Golan i Syrien) men det er noget andet.