Læsetid: 7 min.

Sydafrika har sat en plettet helgen til at genoprette ånden fra Mandela

Sydafrikas nye præsident, Cyril Ramaphosa, er landets vigtigste fagforeningsmand, forfatningens arkitekt og en kontroversiel rigmand. Håbet er, at han vil rydde op i sin forgængers korrupte praksis og genindføre ånden fra Nelson Mandela
Ramaphosa har vist store evner som taktiker og forhandler. I 1983 lykkedes det ham at splitte de sydafrikanske mineejeres samlede front og indgå en overenskomst med de tre mest profitable miner. Arbejderne fik mere end 20 procent lønforhøjelse og betydelige forbedringer af sikkerheden.

Ramaphosa har vist store evner som taktiker og forhandler. I 1983 lykkedes det ham at splitte de sydafrikanske mineejeres samlede front og indgå en overenskomst med de tre mest profitable miner. Arbejderne fik mere end 20 procent lønforhøjelse og betydelige forbedringer af sikkerheden.

MIKE HUTCHINGS

16. februar 2018

Mere end 30 år senere står scenen stadig klar for mig: I det fattige Johannesburgs beskidte jernbanekvarter, en skummel bygning, en sen aften. Jeg kravler op ad trapperne i et skummelt lys, trætte, sorte mænd på alle trapper, hvide øjenæbler lyser i sorte hoveder, opad, opad, mod et lys i et lille kontor, der er mast mindre af alle de trætte mænd langs væggene, langs arkivskabene. Der er rækkevis af trætte, sorte mænd, alle med en forespørgsel, en bøn, en besked fra en fjern mines undergrund.

Deres opmærksomhed er rettet mod en udslidt mand med telefoner under lyset. Telefoner som kimer og kimer, hans glimtende øjne, mens han rækker ud efter endnu et opkald, ser op. En lille, tæt mand, hvis skæggede ansigt afspejler imødekommenhed og viljestyrke: »Yes, Peter – you’re welcome. Sæt dig ned, lige et øjeblik.«

Det sydafrikanske minearbejderforbund, National Mineworkers Union, NUM, var i begyndelsen af 1980’erne stedet, hvor stødtropperne mod apartheidstatens monstrøse magtapparat mødtes. Formanden, Cyril Ramaphosa, var manden, der støbte troppernes kugler.

Da jeg sætter mig over for manden i lyset, er han centrum for en storm. Vi skriver september 1985, og mere end 25.000 minearbejdere har på Ramaphosas forslag indledt en strejke i fem guld- og to kulminer i Johannesburgområdet.

Men det er ikke den eneste storm derude. Jeg kom lige fra kirkeledernes march i Cape Town, der gik til Pollsmore-fængslet med krav om løsladelse af den indespærrede ANC-leder Nelson Mandela. Politiets indsatsgruppe blokerede marchen med støvler og geværkolper og skråremme, og præsterne i forreste række knælede på asfalten i bøjede hoveders bøn.

Mak schoon! brølede indsatslederen: »Gør rent!« og slagene fra de lange flodhestepiske regnede over præster og disciple; sårede, skrig og brag fra tåregasgeværer, flugt over plankeværker og parkeringspladser, geværsalver, stenkast og knust glas og hylende sirener og 32 dræbte på få dage.

Der var gået bare ét år siden Sydafrikas opposition havde indledt, hvad der skulle vise sig at blive det sidste, afgørende stormløb mod apartheid. Styret var desperat, men langt fra besejret, og det besad uhyre kræfter. Med en omfattende undtagelsestilstand havde politiet fået magt til at arrestere og fængsle vilkårligt og længe; dets vold med haglgeværer og rifler havde allerede kostet mere end 600 dræbte.

Minearbejderforbundet NUM havde samme morgen meddelt, at arbejdere på flere af minerne var blevet såret af gummikugler, haglskud, piskeslag og tåregas.

Mens jeg venter, danser op fra trappeskaktens mørke en gruppe syngende mænd. De fortæller, at de netop er blevet fyret for at deltage i strejken, efter vagtfolk forgæves har forsøgt at tvinge dem ind i elevatorerne til de underjordiske gange. »Se her,« siger en ung mand i mørket og trak ned i bukserne: »De brugte hunde.« Fra dybe sår i et aftryk af tandsæt siver fortsat lidt blod. Han vikler bandagen af et opsvulmet håndled: »Her blev jeg ramt af hagl fra politiets geværer.«

I denne aften, i denne sorte nat, var der ingen tegn, der kunne fortælle, om enden var nær. Men ingen kunne betvivle viljen til kamp.

Ramaphosa dirigerede en del af denne vilje med både mod og kløgt.

Svaghed til styrke

Sydafrikas miner symboliserede essensen af apartheid: Guld- og kulminerne genererede hovedparten af landets eksportindtægt. Oven over jorden var ejere og direktører hvide, i minegange kilometer under jorden puklede sorte arbejdere.

Årtiers del-og-hersk var systematiseret: Mere end 95 procent af de sorte arbejdere var migranter på kontrakter af et til to års varighed fra nabolande eller de ludfattige arbejdskraftsreserver langt ude på landet.

Ankommet til arbejdspladsen blev de indespærret bag pigtråd og hundepatruljer. De havde ingen kontrakt – den blev opbevaret på kontoret, hvor de oprindeligt var rekrutteret – men et pas, der nøje regulerede, hvornår de måtte forlade minen. Hvis de ikke arbejdede, mistede de adgang til bolig og mad og blev sendt hjem. At strejke var derfor en ruin.

Alligevel udbrød vilde strejker flere gange under det stærke økonomiske opsving, Sydafrika nød i slutningen af 1970’erne. I forsøget på at kontrollere og bekæmpe arbejdsnedlæggelserne blev konflikterne voldelige og langstrakte, da ledelsen ikke havde nogen at forhandle med.

Mineselskaberne fik behov for at kunne bevare roen gennem indgåelse af overenskomster, og styret var under udenlandsk pres for reformer. Sammen aftalte de i 1979 at imødekomme presset og bevare kontrollen ved at tillade fagforeninger. Det blev en strategisk åbning for kræfter, der ønskede langt mere vidtrækkende forandringer.

For eksempel en ung, sort aktivist ved navn Cyril Ramaphosa, der efter gentagne arrestationer og fængslinger afsluttede sin uddannelse som jurist i 1981. Som rådgiver for en af de nye faglige sammenslutninger fik han året efter til opgave at oprette en fagforening for minearbejdere. Tre år senere, da jeg kravlede op gennem trappeskaktens mørke, var NUM en af landets mest betydningsfulde, lovlige organisationer.

Ramaphosa havde hurtigt vist store evner som taktiker og forhandler. I 1983 var det lykkedes ham at splitte mineejernes samlede front og indgå en overenskomst med de tre mest profitable miner. Arbejderne fik mere end 20 procent lønforhøjelse og betydelige forbedringer af sikkerheden. Nu strømmede nye medlemmer til NUM. Fagforeningen kunne dermed kræve overenskomst og forbedringer på flere miner.

Ramaphosa havde imidlertid langt større og mere politiske ambitioner.

Splitte de hvide

»Ser du, Peter,« forklarede han under natlampen i september 1985. »Siden oprøret begyndte sidste år, er pengene fosset ud af Sydafrika, fordi investorerne flygter. Det er overskud fra minerne, der skal lukke hullet. Vi truer med at udvide det.«

NUM havde nøje udvalgt én guldmine som mål for sin strejkeaktion. Lønkravet var en stigning på 22 procent. En sympatistrejke på seks andre miner skulle desuden tvinge dem til overenskomster. Men lige så vigtigt for Ramaphosa – og bemærkelsesværdigt for en faglig aktion – var NUM’s krav til landets regering: Hvis den ikke hævede undtagelsestilstanden, ville NUM sætte sig i spidsen for en forbrugerboykot af de hvides butikker.

Strejkeaktionen i 1985 gav en halv sejr; kun på enkelte af minerne fik NUM overenskomst og lønstigninger på 19-22 procent. Regeringen hævede ikke undtagelsestilstanden, men katten var ude af sækken. Gennem de næste år blev boykot af hvides butikker et magtfuldt våben, der tjente samme formål som sammenkoblingen af overenskomst- og politiske krav: At drive kiler ind mellem hvide politikere, der ville stå fast på apartheid, og hvide forretningsfolk, der ikke ville betale prisen for det.

Taktikken blev afgørende. Få år senere deltog Ramaphosa i hemmelige, udenlandske kontakter med hvide forretningsfolk og efterretningstjenesten, der sammen søgte en forhandlingsløsning på konflikten om apartheid. Det ledte i 1990 til Mandelas løsladelse. Ramaphosa blev et fremtrædende medlem af Mandelas parti, African National Congress (ANC), først i Mandelas arbejdsgruppe, dernæst som hans betroede repræsentant, da grundlaget for en ny forfatning skulle forhandles.

I det stærkt mistroiske og voldelige klima lykkedes det Ramaphosa, ved sin drevne, kompromissøgende forhandlingsstil, at skabe den tillid til apartheidstyrets repræsentanter, der sikrede, at Sydafrikas vej til demokratiet blev fredelig og solid.

Vraget – men beriget

Efter Sydafrikas demokratiske valg i 1994 ventede mange sydafrikanere, at Mandelas belønning ville være at udpege Ramaphosa til sin efterfølger. Det skete ikke; i stedet pegede han på Thabo Mbeki, som blev præsident fra 1999. Da havde en skuffet Ramaphosa allerede forladt politik for i stedet at koncentrere sig om at opbygge det forretningsimperium, der har gjort ham til en af landets rigeste mænd.

Der er fortsat mange spørgsmålstegn ved denne karriere. Afsættet fik han gennem ANC’s politik til korrektion af apartheids økonomiske skævheder, kaldet BEE, Black Economic Empowerment. BEE kræver af større virksomheder, at de indsætter sorte i deres bestyrelser på direktørposter. Som et fremtrædende partimedlem med meget tæt forhold til selve toppen i ANC var Ramaphosa en mand, som mange af de største koncerner gerne knyttede tæt til deres forretning i det nye politisk-økonomiske klima.

Hans karriere har rejst spørgsmål om, hvorvidt virksomhederne dermed fik politiske fordele gennem Ramaphosas formodede mellemkomst, men ingen har nogensinde været i stand til at besvare spørgsmålene bekræftende.

Ingen har imidlertid betvivlet, at han viste sig at have lige så gode forhandlingsevner i forretningslivet, som han havde som fagforeningsleder – uanset at BEE havde lynstartet hans liv som forretningsmand. Snart havde Ramaphosa aktier i 1990’ernes største guldgrube i Afrika, mobiltelefoni, samt i de altid lukrative mine- og energiselskaber og i industri og service. Han spredte sine aktiviteter bredt og købte for eksempel i 2011 en 20-årig franchiseaftale til at drive 145 McDonald’-restauranter.

På dette tidspunkt havde Ramaphosa indledt et politisk comeback. Han støttede Jacob Zuma i at vælte Mbeki i 2007, og da Zumas magt senere vaklede, fastholdt han opbakningen og blev i 2012 belønnet med posten som ANC’s næstformand; fra 2014 også embedet som Sydafrikas vicepræsident.

Undervejs blev Ramaphosas ry alvorligt plettet, da politiet i 2012 dræbte 34 strejkende minearbejdere i byen Marikana. Som bestyrelsesmedlem i selskabet Lonrho havde han rådet myndighederne til at slå hårdt ned på den overenskomststridige strejke.

Ramaphosa har senere givet en generel undskyldning med løftet om, at affæren skulle bruges til at sikre, at noget lignende aldrig mere vil ske.

Da medlemmerne af ANC’s generalforsamling sidste år besluttede at fyre den korruptionsanklagede Zuma, skete det i fuld overbevisning om, at Ramaphosa kan føre partiet tilbage til fordums storhed og moralsk rette vej.

Det var Mandelas højre hånd, fortidens principfaste fagforeningsmand Ramaphosa, de valgte som partiets frelser. I går blev nutidens Ramaphosa, forretningsmanden med de ubesvarede spørgsmål, indsat som landets præsident.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu