Læsetid: 3 min.

Trump vil bruge 200 mia. dollar på at forbedre USA’s mangelfulde infrastruktur

Efter sidste års skattelettelser og et dyrt budgetforlig i sidste uge foreslår præsidenten, at Kongressen bevilger 200 mia. dollar over de næste ti år til at forbedre og forny transport- og kommunikationsnettet. Forslaget lider dog af nogle åbenlyse mangler
14. februar 2018

Dybe huller i vejene. Sprækker i bropiller. Utætte tunneller. Faldefærdige lufthavne. Dårlig internetforbindelse i den dybe provins. Skoler uden penge til indkøb af bøger og computere.

Listen over mangler og defekter i USA’s infrastruktur er lang og deprimerende.

I valgkampen i 2016 kaldte Donald Trump kvaliteten af amerikanske lufthavne som John F. Kennedy Airport i New York for »en pinlig affære« for landet.

Nu vil han som præsident indfri sit valgløfte om at investere massivt i en forbedring af USA’s transportnet. I sin første tale om nationens tilstand for to uger siden lovede han:

»Vi vil bygge skinnende nye veje, broer, motorveje, jernbaner og vandveje over hele vort land.«

Mandag fremlagde præsidenten sin plan. Han foreslår, at forbundsregeringen giver ti mia. dollar om året i tilskud til delstater og yderligere ti mia. dollar i risikovillig kapital for projekter, hvis udgifter for 80 procents vedkommende skal finansieres af delstater, kommuner og private investorer.

Den samlede offentlige og private investering i udbedring og fornyelse af infrastruktur beregnes til at være 1.500 mia. dollar over de næste ti år.

Det er et betydelligt mere ambitiøst projekt, end det Trumps forgænger foreslog i 2010. Under den økonomiske recession satte Barack Obama et betydeligt beløb fra sin stimulusplan til side til infrastruktur. Men han anså det ikke for tilstrækkeligt og stillede i 2010 forslag om at oprette en infrastrukturbank med et engangstilskud fra forbundsregeringen på 50 mia. dollar.

Obama-regeringens kapitalindskud i infrastrukturbanken skulle tiltrække privat kapital, der ville blive forrentet over tid. Men ideen blev aldrig til noget. Ved midtvejsvalgene i 2010 genvandt Republikanerne flertallet i Repræsentanternes Hus og droppede straks planen.

Nogle år senere afviste Republikanerne endda et forslag fra Obama på at øge forbundsstatens benzinafgift – en indtægt, der betales ind i ’Highway Trust Fund‘. Fondsmidlerne benyttes til at vedligeholde forbundsstatens motorveje og yder også tilskud til offentlig transport. Afgiften på 4,5 cent per liter benzin har været den samme siden 1993.

Siden stimulusplanens vedtagelse i 2009 har ansvaret for nye investeringer i infrastruktur således ligget på skuldrene af delstater og kommuner.

Skavankerne

Men nu ser det på papiret ud til, at Trump og hans Republikanske Parti er rede til at hoste nogle penge op. I en meddelelse til Kongressen, der ledsager den 55-sider lange infrastrukturplan, slår præsidenten øjensynligt – en for Republikanerne – ny tone an.

»Det er uacceptabelt, at vort lands infrastruktur bliver så dårligt vedligeholdt. Det skader USA’s konkurrenceevne og belaster borgernes livskvalitet. I al for lang tid har lovgiverne brugt bevillinger til infrastruktur på en ineffektiv måde, set bort fra livsvigtige behov og ladet tingene forfalde. Vi er faldet andre lande agterud,« skriver Donald Trump.

Præsidenten præciserer: »Det er ikke kun vores hensigt at udbedre veje, broer og lufthavne. Vi sigter også mod at imødegå akutte behov som renere drikkevand og spildevandssystemer …«

Infrastrukturplanen lider imidlertid af nogle fundamentale mangelfuldheder, påpeger kyndige i infrastruktur og politikere fra begge partier i Kongressen.

Den repræsenterer f.eks. en omkalfatring af en opgave, forbundsregeringen traditionelt har varetaget. Det gælder fra nedlægningen af en transkontinental jernbane i 1800-tallet til opførelsen af vandkraftværker i 1930’erne og til et landsdækkende netværk af motorveje bygget i 1950’erne og 1960’erne.

I Trump-regeringens plan lægges størstedelen af det finansielle ansvar samt prioritering og styring af projekterne over på private investorer, delstater og kommuner. Konsekvensen kan blive, at privat kapital dikterer behovet fremfor den almene interesse.

The New York Times pegede i går på, at en asfalteret vej til en luksusbebyggelse vil have en større chance for at tiltrække private investeringer end udskiftningen af vandrør med bly i en gammel industriby som Flint, Michigan, hvor filmmageren Michael Moore er født og opvokset.

En anden af planens brister er delstaters og kommuners begrænsede mulighed for at skaffe nye indtægter gennem skattestigninger. Det besværliggøres tilmed af Trumps skattereform fra 2017, der afskaffer skatteborgernes fradrag på deres føderale selvangivelse for indkomstskat indbetalt til delstaten og grundskyld til kommunen. Det kan berøve lokale myndigheder indtægter og tvinge dem til at forhøje skatter.

Det er dog muligt, at kommuner og delstater vil ty til en veludviklet finansieringsmekanisme – nemlig udstedelse af obligationer. De fleste lokale myndigheders driftsbudgetter og projekter understøttes delvist af obligationslån.

En sidste mangel ved Trumps plan er en åbenlys modstand blandt konservative republikanske lovgivere mod at øge USA’s budgetunderskud efter sidste års store skattelettelser og det nylige budgetforlig, der vil øge forbundsstatens udgifter med 500 mia. dollar over to år. Demokraterne synes til gengæld mere villige til at åbne pengepungen for forbedringer af infrastruktur.

Et muligt tværpartisk kompromis kan derfor ikke udelukkes, om end det næppe vil ske inden midtvejsvalgene i november.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

USA skylder 20.000.000.000.000 $ væk, og gælden vokser med godt 13 millioner $ i timen eller 315 $ om dagen.

Gælden svarer desuden til 10.000 $ pr. indbygger samt til at hvert barn i USA fødes med en gæld på cirka 60.000 DKK.

Gælden skabes ved, at USA sælger statsobligationer - altså gældsbeviser, og heraf skylder USA 30% af sin enorme gæld væk til Kina. Og det betyder, at Kina faktisk kan diktere USA at følge Kinas politik. Men også Japan, Sydkorea og Saudi er store kreditorer hos USA.

Denne gæld svarer til 103,2% af BNP. Det vil sige, at alle borgere i USA teoretisk skal arbejde helt gratis, - altså helt uden løn, råvarer og omkostninger i godt et år for at kunne betale enhver sit. Og dette er helt umuligt.

Til dette kommer, at Donald John Trump netop har fået kongressen til at øge gældsætninger yderligere med 5% af BNP. Hvilket gør gælden helt umulig at betale. Og hertil kommer altså 200 mia. $ til ny infrastruktur.

Sagen er, at USA snart bliver sat under administration, for mange mener, at USA går konkurs om mindre end 10 år. Og derfor bliver denne Donald John Trump snart nødt til at tale med landets kreditorer om, hvordan de mener, USA skal bruge pengene, som USA faktisk ikke har.

Al Donald John Trumps gylle om handelskrige - bl.a. mod Kina, Japan og Sydkorea, virker som om, at denne umodne voksne teenager slet ikke forholder sig til virkeligheden.

Torben K L Jensen

Japan : 250 % af BNP - Kina : 270 % af BNP - Italien : 119 % af BNP - Grækenland : 180 %
Med andre ord Gert : De fleste vestlige lande er forgældede til over skorstenen så "Her går det godt,fru kammerherreinde - her går det". Danmark har vistnok det laveste med 42 % af BNP i forhold til Super - Tyskland der har en gæld på 72 % - 12 % over den grænse de selv har sat i finanspagten.
Og vidste du Romme at de nødvendige investeringer til klimasikring udgør den samlede statsgæld i Verden så hvis den skal betales står vi i vand til halsen inden man får råd til at investere.
Har du et alternativ til mere statsgæld - Gert Romme - så får du sgu et kys på kinden.

@ Torben K L Jensen,

ja, jeg kender ganske godt landenes gældsætninger.

Men det jeg forsøgte at gøre opmærksom på, det er dette faktum, Donald John Trump ligefrem truer sine kreditorer med handelskrig.

Obama arvede denne enorme gæld, og måtte i starten af sin periode som præsident rejse til de største kreditorer for at berolige dem.

Niels Duus Nielsen

Hvis jeg har forstået det ret, er det store problem, at flere og flere lande - heriblandt Kina og Rusland - er i færd med at forlade petrodollaren som internationalt betalingsmiddel, hvorfor de mange dollars, som er i omløb i verden, til sidst kun har et sted at flyde hen, nemlig tilbage til USA, hvor de kommer fra.

Handelskrig vil kun isolere USA, den næste cykliske krise står for døren (der er gået ti år siden den sidste), og uden petrodollaren til at holde kursen nede ser det ret sort ud for USA.

En mulig løsning på dette problem er at erklære krig mod resten af verden. Det vil sætte "business as usual" ud af kraft og forhindre kreditorerne i at kræve gælden tilbagebetalt.

USA har allerede en proxykrig kørende sammen med saudierne i Yemen mod Iran, og tyrkernes stunt i Syrien kan fortolkes som bestilt arbejde, der kan give USA et påskud til ikke at trække sig ud af Syrien, men i stedet true det olieproducerende Iran, som er et af de lande, som sammen med Rusland og Kina forsøger at finde andre valutaer at anvende, når de sælger deres olie.

@Gert Romme og @Torben KL Jensen, statsgælden som % af BNP siger kun en del om størrelsen af det reelle problem.

Det er meget afgørende hvor stor en del af statsobligationerne, der ejes af indlændinge hhv. udlændinge. Den del af gælden, der ejes indenlands, er ret ligegyldig - for indlændinges opkøb af statsobligationer er faktisk det samme som frivillige skattebetalinger. og hvis indlændingene pludselig ikke vil købe obligationerne, så kan staten blot sætte skatterne op, spå er det problem løst. I fx Japans tilfælde holdels den helt overvejende del af statsgælden indenlands.

Omvendt er det langt mere alvorligt, hvis obligationerne ejes udenlands - og faktisk bør den gæld måles op mod størrelsen på (netto)eksporten og ikke BNP.