Læsetid: 9 min.

Det tyske socialdemokratis livstruende identitetskrise

Merkel og Schulz er ved at afslutte regeringsforhandlingerne, som allerede udløser stærke protester i SPD. Socialdemokraternes splittelse udstiller svagheden på hele den tyske venstrefløj, hvor der med debatten om en ’samlingsbevægelse’ tilmed står en elefant i rummet og spørger: ’Hvad er venstreorienteret politik i dag?’
Under Schulz-hypen sidste vinter antydede Martin Schulz, at SPD er ved at opgive sig selv. Han lovede i hvert fald en tilbagerulning af Schröders Agenda 2010, men han og SPD har aldrig fulgt op på løfterne, og partiets historie ligner én lang nedsmeltning.

Under Schulz-hypen sidste vinter antydede Martin Schulz, at SPD er ved at opgive sig selv. Han lovede i hvert fald en tilbagerulning af Schröders Agenda 2010, men han og SPD har aldrig fulgt op på løfterne, og partiets historie ligner én lang nedsmeltning.

CLEMENS BILAN

5. februar 2018

»Vi er (næsten) alle blevet socialdemokrater, vi har ladet forestillinger blive til selvfølgeligheder, som har defineret temaet for det socialdemokratiske århundrede: vækst, lighed, arbejde, fornuft, stat, internationalisme (…) Men i lyset af lyset af globaliseringen er det socialdemokratiske fremskridt blevet gårsdagens emne.«

Sådan har sociologen Ralf Dahrendorf beskrevet SPD’s tilstand: globaliseringsængsteligt og uden et definerende fremskridtsprojekt. En detalje er blot, at Dahrendorfs højaktuelle ord er fra 1983, hvor SPD ved det vesttyske valg godt nok trak mindre end Helmut Kohls CDU/CSU, men dog næsten 40 procent.

I dag står SPD stadig med samme kvaler, men kvantitativt er krisen eksploderet. I koalitionsforhandlingerne med Merkels CDU/CSU er den stride modvind fra deres eget bagland for alvor blæst op. Ved partidagen den 21. januar fik SPD-ledelsen kun 56 procents opbakning til overhovedet at gå videre med forhandlingerne. Resultatet skal de næsten 450.000 SPD-medlemmer snart stemme om.

Selvom GroKo-modstanden ikke er synderligt stærkt organiseret i partiet, er det ikke umuligt, at baglandet vil lade ledelsen falde, udløse nyvalg og trække SPD mod venstre.

Agenda 2010 splitter stadig

Ad begge veje virker udsigten trøstesløs: Ifølge de seneste meningsmålinger er det kun knap 18 procent af tyskerne, der ville sætte deres kryds ved SPD, hvis der var (ny)valg til Forbundsdagen i morgen – eller ca. fem procentpoint flere end Alternative für Deutschland. Omvendt er spørgsmålet, om endnu en GroKo under Merkel blot udskyder og forværrer pinen.

Dermed handler SPD’s dilemma også om, hvad venstreorienteret politik overhovedet er i dag, både i Tyskland og Europa.

Hvis man ser på SPD’s nyere historie, ligner den én lang nedsmeltning. Efter afskeden med revolutionen og selvforståelsen som socialistisk arbejdsparti i 1950’erne var der ellers tale om en usædvanlig succes for et venstreorienteret folkeparti. I sluttressernes opgangstider oplevede SPD en storhedstid med en progressiv modernisering af den tyske stat.

Den økonomiske nedtur i kølvandet på oliekrisen blev også først til SPD’s krise, da det liberale FDP væltede SPD-kansleren Helmut Schmidt i 1982, og den lange Kohl-ære begyndte i parløb med FDP og den »nationalkapitalistiske oprustning«, der skulle tæmme fagforeningerne og skabe løntilbageholdenhed.

Historien er vigtig, for allerede ved Gerhard Schröders triumf i 1998 var SPD splittet. Partiets venstrefløj omkring den tidligere kanslerkandidat Oskar Lafontaine krævede en genoprettelse af socialstaten, men Schröders linje sejrede. Finansminister Lafontaine forlod alle sine politiske poster og banede vejen for Agenda 2010-reformerne, der som det største tyske skattelettelsesprogram siden Anden Verdenskrig især er kendt for sin deregulering af arbejdsmarkedet og Hartz IV-socialhjælpen.

Lafontaines modtræk definerer stadig tysk politik i dag. I 2005 – ved Schröders undergang og Merkel-æraens begyndelse – trak han knap ti procent af stemmerne med det nyfusionerede Die Linkspartei.PDS (senere Die Linke). Et niveau, som Die Linke har holdt sig på siden da.

»Die Linkes selvopfattelse er, at de ikke bare er de sande venstreorienterede, men at SPD partout hører til det neoliberale kartel og frem for alle andre derfor skal ned med nakken.« Sådan har SPD-kender og politolog Albrecht von Lucke formuleret »tragedien på den tyske venstrefløj«, hvor SPD omvendt ser Die Linke som ikkeregeringsduelige.

Stemmeandelen til SPD ved forbundsstatsvalg siden genforeningen i 1990.

Kun langsomt værre

Set med eksport- og nationaløkonomiske briller er Schröders tredjevejspolitik ofte betegnet som en uhyre succes, som dog også har fået god hjælp af bl.a. euroens indførelse. Men for SPD har den samtidig bidraget til halveringen af partiet, der siden da – med undtagelse af årene 2009-13 – har været juniorpartner under Merkel og dermed været garant for hendes afbalancerende, midtsøgende og visionsfattige politik. 

»I forbundsdagen sidder i dag fire partier, der kan indgå koalitioner (CDU/CSU, FDP, De Grønne og SPD, red.), og som alle går ind for social sikkerhed, økologisk bæredygtighed, livskvalitet og europæisk integration. Men med småt står der i alle deres partiprogrammer, at det skal ske inden for rammerne af vækstkravene, af eksportindustriernes og middelklassens interesser,« skriver sociologen Matthias Greffrath i Le Monde Diplomatique.

Hans helt store spørgsmål lyder, om den tyske socialdemokratisme er ved at sejre sig ihjel – eller om den med GroKo’erne er ved at opgive sig selv.

Greffrath hælder til det sidste med konklusionen, at SPD ikke har nogen visioner for et bedre samfund, men kun signaliserer: ’Med os bliver det hele kun langsomt værre.’

I Schulz-hypen sidste vinter antydede Martin Schulz også, at SPD er ved at opgive sig selv. Han lovede i hvert fald en tilbagerulning af Schröders Agenda 2010, men han og SPD har aldrig fulgt op på løfterne. Til venstrefløjens ærgrelse endte formuleringerne i SPD’s valgprogram med mindre korrekturer af topskat, pensioner og ansættelsesvilkår – krav som SPD-venstrefløjen og No-GroKo-bevægelsen nu anser for at være helt opgivet i forhandlingerne med CDU/CSU.

Solidaritet – med hvem?

Det er ofte fremført, at Merkel har erobret den politiske midte, og at de store koalitioner har opløst CDU/CSU’s og især SPD’s profiler. Derfor lyder kravet i og uden for SPD ofte, at partiet atter må profilere sig med en markant mere venstreorienteret politik. Men hvad er venstreorienteret politik anno 2018? De tyske svar er famlende.

»SPD har absolut ikke bare tabt valget, fordi partiet har været i den store koalition. Det har åbenlyst også satset på de forkerte emner,« mener Die Zeits chefredaktør Giovanni di Lorenzo.

»Emnet retfærdighed er forblevet for vagt og abstrakt, især fordi en del af vælgerne ser det store optag af flygtninge som uretfærdigt.«

Som de fleste andre kommentatorer ser di Lorenzo asylpolitikken som en afgørende strid, der er ved at gøre højrepopulismen og Alternative für Deutschland til »arbejderklassens nye champion«.

»At være åben over for verden betyder i akademiske kredse at afvise fremmedfjendtlighed og nationalisme, mens det i arbejderkredse nærmere betyder at stå ubeskyttet over for den globale konkurrence,« har Die Linkes Sahra Wagenknecht formuleret skismaet.

Det citat prikker ved flere dilemmaer i SPD.

For det første viser det, at det gamle forbund mellem arbejderklassen – der ikke mere findes i ental – og de venstreliberale og intellektuelle for længst er gået under. For det andet stiller det spørgsmålstegn ved, om det socialdemokratiske løfte om solidaritet gennem omfordeling stadig virker troværdigt på et digitaliseret og globaliseret arbejdsmarked. Og for det tredje antyder det, at SPD som erklæret Europa-parti med et venstresving vil stå i et endnu stærkere dilemma:

Er de med de tysk-franske planer faktisk ved at indføre en europæisk overførselsunion? Og kan de undgå, at deres offensive ønsker om mere europæisk solidartet udlægges som et anslag mod den brede tyske befolknings tarv?

SPD’s medlemstal siden 1990. Kilder: Bundestagwahl-2017.com og info.bild.de

For meget hipster

SPD’s udenrigsminister, Sigmar Gabriel, har kondenseret dilemmaerne i spørgsmålet:

»Hvem er vi solidariske med?«

I et interview med Der Spiegel op til jul talte han åbenhjertigt om, at den nuværende krise handler om partiets overlevelse. Partiet har i sit fokus på »postmoderne emner« været alt for grønt og liberalt – og alt for lidt rødt, mener han. Eller med andre ord: for meget hipster og for lidt arbejder. Men han understreger samtidig, at han ikke kun tænker rødt i klassisk venstreorienteret forstand, men også med fokus på »hjemstavn og identitet« – altså nationalt.

Rent strategisk lyder SPD’s dilemma, at partiet i tilfælde af nyvalg er tvunget til at tage stilling til en koalition med De Grønne og Die Linke. Hvis de afviser det, peger pilen for SPD atter på en ny GroKo, og så vil vælgerne spørge sig selv, hvorfor partiets venstrefløj ville droppe Merkel og risikere nyvalg.

Dette dilemma er ikke blevet nemmere af, at Die Linke-folkene Oskar Lafontaine og hans kone Sahra Wagenknecht offentligt har luftet tanken om en venstreorienteret samlingsbevægelse i Tyskland.

»Partisystemet, sådan som det består i dag, fungerer ikke mere,« har Lafontaine udtalt til Der Spiegel med henvisning til de store koalitioner.

»Vi har brug for en nyordning. Vi har brug for en samlingsbevægelse på venstrefløjen, et slags venstreorienteret folkeparti, hvor Die Linke samt dele af De Grønne og SPD kan finde sammen.«

Lafontaine, der politisk nærmere er jæger end samler, er næppe den rigtige mand til at skabe denne bevægelse, som da også blev afvist på det allerskarpeste i Die Linkes ledelse som et »spaltningsforsøg«. SPD’s ledelse kunne tage forslaget med et skuldertræk. Men det nøgterne blik viser, at det ikke nytter meget:

Samlet sidder de tre partier p.t. kun på 38 procent af sæderne i den tyske Forbundsdag, hvormed venstrefløjen – selv hvis de mere og mere borgerlige De Grønne stadig regnes med – ikke har stået så svagt i årtier i Tyskland.

Ingen Corbyn

Med socialdemokratiernes nådesløse deroute i Italien, Grækenland, Holland og  Frankrig, virker SPD’s nedtur ikke så underlig. I en tid, hvor finans- og eurokrisen ellers har gjort sit til at legitimere kapitalismekritikken, har de været alt for midtsøgende, lyder Lafontaine-logikken, der har Mélenchons franske ’La France insoumise’-bevægelse som forbillede.

Jeremy Corbyn og hans Momentum-organisation er derimod naturlige forbilleder på venstrefløjen i SPD, hvor man taler samme sprog om mere stat, højere topskatter, højere mindstelønninger og gratis uddannelse for alle: alt det, som koalitionsforhandlinger ikke tegner til at bringe.

Sammenligningen halter dog. Både fordi Labours antiestablishmentpolitik fængede, idet partiet modsat SPD kom fra oppositionen. Og fordi det britiske flertalsvalgsystem fremmer de to største politiske partier, mens de mindre partier har fine chancer i tysk politik – f.eks. anti-SPD-partier som Die Linke.

En fortsat stor koalition regnes som den mest sandsynlige mulighed. Dermed vil den parlamentariske undtagelsestilstand med en GroKo, der historisk har styrket fløjene, fortsætte. Med blot 53 procent af sæderne i Forbundsdagen kan denne ’store’ koalition således blive historiens sidste.

Den anden mulighed advarede Martin Schulz imod ved partidagen i januar med ordene, at »et nej til en ny GroKo er et ja til nyvalg«. Underforstået: SPD risikerer at blive overhalet af AfD. SPD-ledelsen siger derimod ikke højt, at det også er muligt, at netop protestvælgerne vil belønne SPD for at droppe den teknokratiske GroKo og atter bringe kant og strid ind i midten af tysk politik.

Spørgsmålet er, om det kan hjælpe på, at »det socialdemokratiske fremskridt er blevet gårsdagens emne«, som Ralf Dahrendorfs diagnose lød i 1983: Har SPD med Schröders liberale vej og med de store koalitioner med Merkel blot udsat deres indholdsmæssige identitetskrise fra 1980’erne – og dermed den faldne tro på fremskridtet?

»Det er tragedien i den store fortælling om fremskridt, fornuft og forbedring: Af alle ideerne om fremskridt er det ene og alene fortællingen om økonomisk fremskridt, som har holdt sig i live,« skriver kulturkritikeren Georg Seeßleben om den tyske venstrefløjs krise i avisen Der Freitag.

»Alle andre ideer om fremskridt har forvandlet sig til apokalyptiske visioner.«

Skæv fordeling

Hvis det er sandt, at de utopiske kilder endegyldigt er udtørrede, og reformanstrengelser dermed er overflødige, har venstrefløjen ingen offensiv fortælling at byde på. Den må ifølge Georg Seeßleben derfor fokusere pragmatisk på mere beskedne mål som vækstkritik, bæredygtighed, solidaritet og menneskelig frihed.

Om SPD – med eller uden Martin Schulz i spidsen – kan vinde valg med de løfter, er et åbent spørgsmål. Et andet er, om Schröders arv, Agenda 2010 og lavtlønspolitikken, stadig står i vejen for SPD, som den tyske sociologiprofessor Christoph Butterwegge påpegede det over for Information i den tyske valgkamp: selv SPD's lovpligtige mindsteløn på ca. 65 kroner ligger langt under lavtvlønsdefinitionen, og hvad man kan opretholde et værdigt liv for, mener Butterwegge.

Med en femtedel af den tyske arbejdsstyrke på lavtløn og 1,8 mio. tyske arbejdstagere, der arbejder for mindre end mindstelønnen, er der tale om en lavtlønssektor, der ikke bare splitter Tyskland socialt, men som konkurrencestrategi tilmed udgør et problem for hele Europa. Dertil kommer en skæv fordeling af formuer i Tyskland, hvor de rigeste ti procent af befolkningen ejer over halvdelen, mens de nederste 50 procent besidder omkring én procent af den samlede formue.

I sit valgprogram krævede SPD, at topskatten hæves fra 42 til 45 procent. Symptomatisk for udviklingen i SPD er dette krav for længst druknet i koalitionsforhandlingerne med Merkels CDU/CSU.

At topskatten før den socialdemokratiske Gerhard Schröders reformer – altså i CDU-kansler Kohls æra – lå over 50 procent, hører her ikke bare til Tysklands historie, som Die Linke gerne minder om. Det hører også til den aktuelle krise i SPD og dermed på hele den tyske venstrefløj.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gustav Alexander
  • Torben K L Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Michael Hullevad
Gustav Alexander, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel og Michael Hullevad anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Mathias Sonne - Det her er den mest gennemarbejdede analyse af et stort europæisk socialdemokratis udfordringer jeg har set i meget lang tid - Så,Sonne - det er bare godt gået.
Jeg hepper på juso´erne.

Per Torbensen, Steffen Gliese og Gustav Alexander anbefalede denne kommentar