Analyse
Læsetid: 8 min.

USA’s vrangforestilling er, at Kina kan omvendes til vestlig kapitalisme

Præsident Trump har netop fået anbefalet tre strategier til at håndtere, at import af bl.a. kinesisk stål og aluminium skulle udgøre en amerikansk sikkerhedsrisiko. Hver især er de tre strategier ganske foruroligende for både handels- og storpolitik
Den amerikanske handelsminister, Wilbur Ross, har løftet sløret for, hvilke anbefalinger det amerikanske handelsministerium har givet præsident Trump, efter en undersøgelse konkluderede, at import af stål og aluminium udgør en trussel mod amerikansk sikkerhed.

Den amerikanske handelsminister, Wilbur Ross, har løftet sløret for, hvilke anbefalinger det amerikanske handelsministerium har givet præsident Trump, efter en undersøgelse konkluderede, at import af stål og aluminium udgør en trussel mod amerikansk sikkerhed.

Brendan Smialowski

Udland
27. februar 2018

De seneste måneder har vi været vidne til en bemærkelsesværdig hård amerikansk retorik over for Kina. I december, da Trump lancerede sin strategi for nationens sikkerhed, identificerede han Kina som en »økonomisk aggressor«. Og i løbet af januar måned forlød det lige så opsigtsvækkende, at Trump administrationen havde konkluderet, at det var en »fejltagelse«, at man i 2001 lod Kina optage i Verdenshandelsorganisationen, WTO.

Disse er blot to eksempler på en eskalering af retorikken i USA’s kritik af kinesernes statskapitalisme, som amerikanerne i stigende grad ser som et frontalangreb på den liberale økonomiske verdensorden, og på amerikanske virksomheder og jobs, især i fremstillingsindustrien.

Så hvor der i løbet af efteråret var stor usikkerhed om, hvilken kurs amerikansk handelspolitik ville tage i 2018, så er det de seneste måneder blevet stadigt mere tydeligt, at der er en handelspolitisk konfrontation i sigte.

For godt en uge siden blev det klart, hvilke tiltag den amerikanske handelsminister, Wilbur Ross, har anbefalet Trump at iværksætte. Det skete efter, at en stor undersøgelse konkluderede, at import af stål og aluminium udgør en trussel mod amerikansk sikkerhed.

Rapporten opererer med tre mulige strategier, som hver især er ganske foruroligende, både handels- og storpolitisk. De helt store spørgsmål er, om Trump vælger at gå lempeligt til værks over for stærke allierede som Canada, Japan og Tyskland og – ikke mindst – hvordan Kina vil reagere på det, som iagttagere beskriver som en handelspolitisk »krigserklæring« fra amerikanernes side, der potentielt kan »sprænge WTO i luften indefra«.

Tre muligheder

Wilbur Ross løftede for første gang sløret for, hvilke anbefalinger det amerikanske handelsministerium har givet præsident Trump i kølvandet på to såkaldte sektion 232-undersøgelser af amerikansk import af stål og aluminium.

Kort fortalt udpegede handelsministeriets rapport tre muligheder for Trump: en bred, en målrettet og en kvotebaseret strategi.

I den brede strategi indføres en toldsats på 24 pct. på al import af stål fra alle lande. Den målrettede strategi går ud på at indføre en toldsats på mindst 53 pct. på import af stål fra Kina og 11 andre lande (Brasilien, Costa Rica, Egypten, Indien, Malaysia, Korea, Rusland, Sydafrika, Thailand, Tyrkiet og Vietnam), mens alle andre lande vil få en kvote, svarende til deres eksport i 2017.

Endelig er der den rent kvotebaserede model, hvor der ikke indgår toldsatser, men derimod indføres en enslydende kvote for alle lande, svarende til 63 pct. af deres eksport i 2017.

Trump har frem til midten af april til at bestemme sig for, hvilke handelsrestriktioner han vil indføre. Men så sent som i fredags kunne Bloomberg News fortælle, at han går efter den skarpeste af de tre handelsrestriktioner. Dog med den lille finesse, at han vil gå efter en toldsats på 25 pct., angiveligt fordi det »lyder bedre« end 24 pct. Historien er henover weekenden bekræftet af flere andre amerikanske medier, om end der samtidig rapporteres om fortsatte interne kampe i Trump-administrationen.

Flere af Trumps moderate rådgivere – anført af Gary Cohn, chefen for det nationale økonomiske råd og forsvarsminister James Mattis – er imod indførelsen af told i den nationale sikkerheds navn. De gør alt, hvad de kan for at skubbe Trump i retning af den målrettede model, så han ikke lægger sig ud med sine allierede.

Undervejs i forløbet med 232-undersøgelserne har EU både ad diplomatiske kanaler og i officielle udtalelser til pressen gjort klart, at EU vil se meget alvorligt på amerikanske handelsrestriktioner på europæisk ståleksport til USA.

EU’s handelskommissær har flere gange talt om prompte gengældelse, hvis det skulle komme så vidt. Dette blev nok en gang bekræftet forleden af udtalelser fra EU-kommissionen.

Fra europæisk side har man desuden meldt ud, at det handelspolitiske samarbejde mellem USA, EU og Japan – som er i støbeskeen omkring et fælles opgør mod kinesiske statssubsidier – vil forudsætte, at USA friholder sine europæiske allierede fra toldsatser på ståleksport til USA.

Også den europæiske stålindustri har reageret i skarpe vendinger. Axel Eggert, direktør for EUROFER, stålindustriens interesseorganisation, har advaret USA mod at »sætte en handelskrig i gang« og varslet, at EUROFER vil forlange af EU-kommissionen, at der tages alle tænkelige redskaber i brug for at gengælde og beskytte europæiske interesser.

Og så i hundens år

Men selv hvis Trump vælger at friholde USA’s allierede og gå efter den mindre gruppe af lande, er der anledning til bekymring. Kina har allerede reageret på de amerikanske meldinger med advarsler om, at man ikke vil tøve med at gribe til gengældelse, hvis kinesiske interesser trues af amerikanske handelsrestriktioner.

Det var formentlig tilfældigt, at Wilbur Ross offentliggjorde rapporterne ved starten af det kinesiske nytår, hvor 2018 står i hundens tegn. Men Kinas ambassadør i USA, Cui Tiankai, greb straks analogien i en tale i Washington:

»Både i Vesten og i Østen opfattes hunde som loyale, oprigtige og tillidsfulde venner,« sagde Tiankai. »Og jeg tror, at lige præcis de dyder, er essentielle for relationen mellem vores lande.«

Efter et intermezzo om vigtigheden af »konstruktivt samarbejde«, indfandt alvoren sig igen i Tiankais kommentarer.

»Det vil være helt urealistisk at forestille sig, at Kina har til hensigt at genopfinde sig selv efter vestligt forbillede,« sagde Tiankai. Og det vil ikke ligefrem »være et udtryk for stor visdom at forsøge at fremtvinge en sådant udfald,« fortsatte han:

»Det ville være ren ønsketænkning at forestille sig, at vestlige lande skulle kunne lave en slags politisk eller kulturel ’genmodificering’ af Kinas DNA. Og det er paranoidt at frygte, at et Kina, der følger sin egen udviklingsstrategi, skulle være konfrontatorisk over for USA.«

Tværtimod vil enhver konfronterende strategi være en farlig leg med ild, uddybede Tiankai, med slet skjult reference til Trump-administrationens kraftige raslen med de handelspolitiske sabler.

Resonans i Kongressen 

Da Trump lancerede sin nationale sikkerhedsstrategi i december måned, og her altså udpegede Kina som en »økonomisk aggressor«, kommenterede flere iagttagere, at retorikken gav mindelser om Den Kolde Krig.

Men det vil være en stor fejl at se de nye toner i USA’s Kina-politik som et udtryk for en konfrontation, der er brændende ønsket og drevet af Trump selv og af et par af handelshøgene i hans regering. Om end der er uenighed om formen, er det er helt afgørende at forstå, at ønsket om et opgør med Kina har dyb resonans i Kongressen, både blandt demokrater og republikanere.

Kurt Campbell og Ely Ratner forklarer i en netop publiceret analyse i det ansete tidsskrift Foreign Affairs, at der i det politiske establishment i USA er en bred og stigende utilfredshed og frustration over årtiers amerikansk Kina-politik. Den fornemmelse, der breder sig, er, at USA’s strategi over for Kina har spillet fallit. Og den vrede og frustration flere og flere nu føler har dybe historiske rødder.

USA har altid haft store ambitioner på Kinas vegne, påpeger Campbell og Ratner. Lige fra George Marshalls fredsmission i Kina i kølvandet på 2. Verdenskrig og frem til præsident Truman under Korea-krigen og præsident Johnson under krigen med Vietnam. Her har skiftende amerikanske regeringer forestillet sig, at man kunne få Kina til at danse efter amerikansk pibe, når man mente det var i den gode sags tjeneste.

Hver gang blev forventningerne skuffet. Marshalls fredsmission slog fejl, Truman-administration mislykkedes med at tale Mao Zedong’s tropper fra at krydse Yalu-floden, ligesom det ikke lykkedes for amerikanerne under præsident Johnsons ledelse at skræmme Kina til at bringe sin involvering i Vietnam-krigen til ophør.

Støttede Kina i WTO

Lidt tættere på vores egen tid var det en central del af George W. Bushs nationale sikkerhedsstrategi at styrke de kommercielle relationer med Kina mest muligt. Og netop det rationale har nu i årtier været kernen i amerikansk Kina-politik. Det var det rationale, der motiverede, at man i 1990 indlemmede Kina i GATT systemet; at man i 2001 støttede optagelsen af Kina i WTO; at man i 2006 indstiftede en økonomisk dialog på højeste niveau; og at man under Obama forhandlede sig frem til en bilateral investeringsaftale mellem USA og Kina.

På mange måder har strategien været en succes. Kina er blevet integreret i den globale økonomi i et omfang, man næppe kunne have forstillet sig i 1990’erne. Ifølge officielle tal er varehandlen mellem USA og Kina 30-doblet fra 1986 til 2016.

Men Kinas integration i verdensøkonomien har ikke været ledsaget af den gradvise konvergens imod en form for markedsøkonomi, som USA og andre vestlige lande havde forventet.

Trods en række økonomiske reformer er Kina fortsat en statskapitalistisk økonomi i et kommunistisk samfund. Og der er ingen tegn på, at kineserne har tænkt sig at ændre kursen, hvad det angår.

Xi Jinping har understreget, at Kina tilstræber en rolle som en af den globale økonomis ledere, og at man håber, at Kinas udviklingsmodel kan blive et eksempel for andre lande.

Trumps vrangforestilling

Campbell og Ratners pointe er, at USA igennem årtier har overvurderet sin egen evne til at kunne ’omvende’ Kina. Så stor en magt har USA aldrig haft, det viser historiens utallige eksempler.

Det paradoksale er, at Trump nu går planken ud på netop vrangforestillingen om USA’s almægtighed. Trumps formodning synes at være, at man kan skræmme eller tryne Kina til at rette ind efter de principper for markedsøkonomi, som vi hylder i Vesten.

Den form for statskapitalisme, man praktiserer i Kina, er bestemt ikke noget, man skal gøre sig rosenrøde forestillinger om. Men omvendt kan det være svært at nægte kineserne retten til organisere deres økonomi, som de vil.

Under alle omstændigheder er der er ikke meget, der tyder på, at Kina er et sted, hvor man har til sinds at lade sig koste rundt med. Tværtimod.

Frygten blandt det internationale WTO-diplomati er, at amerikanske handelsrestriktioner i den nationale sikkerheds navn vil rive tæppet væk under det regelbaserede handelsregime, som det har taget årtier at bygge op.

Rufus Yerxa, tidligere vicedirektør for WTO, frygter, at andre lande hurtigt vil følge efter med tilsvarende tiltag:

»Jeg har i min tid i WTO hørt mange lande forsøge at gøre gældende, at fødevaresikkerhed skulle være et spørgsmål om national sikkerhed, og det er nemt at forestille sig, hvordan eksempelvis både finansielle serviceydelser, forbrugsgoder, landbrugsvarer og datastrømme på tværs af landegrænser hurtigt kan blive inddraget i en eskalering af toldbeskyttelser.«

Og det er ikke kun i WTO, at bekymringen er stor. Daniel Hamilton, leder af Center for Transatlantiske Relationer, advarede forleden i markante vendinger om faren for en handelskrig.

»Der er landminer derude,« sagde han. »Og uden konstruktivt samarbejde vil det kun være et spørgsmål om tid, inden en af dem detonerer.«

Og netop dér krydser vi konklusionen på Campbell og Ratners analyse: Trumps handelspolitik er konfronterende, men hverken konstruktiv eller skarp. Dette i modsætning til kineserne, som er konstruktive og skarpe i deres ageren, uden at være konfronterende.

»Udgangspunktet for en ny amerikansk Kina-politik bør være en ny form for ydmyghed«, slutter Campbell og Ratner. Fokus skal ikke være på at isolere eller omvende Kina, men på at få USA’s egne bilaterale og multilaterale samarbejder til at fungere bedst muligt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Jakob Vestergaard

Rigtig spændende og informativ artikel.

Det sidste vi har brug for er en handelskrig mellem stormagterne.

WTO er sandet til - der sker tilsyneladende ikke mere i den organisation; men vi skal slet ikke ønske os et nedbrud af det regelbaserede handelssamarbejde, som WTO indtil for nylig kunne skabe.

Idioti.

For det første har Kina lige strammet op på fremtidens ledelsesstruktur, og det blev ikke til fordel for ægte demokrati.
Og for det andet kan et land med et et-parti-system sagtens levere bred demokratisk politik, men det er faktisk ikke det, som Kina gør.

Jens Thaarup Nyberg

Gert Romme; - 14:00
Som jeg forstår den Kinesiske målsætning, at tilgodese hjemmemarked fremfor eksport, så er en centraliseret styring, om ikke ægte demokratisk, så dog nødvendig, for at mindske ulighederne.

Torben K L Jensen, Henrik Leffers og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

@ Jens Thaarup Nyberg,

Jeg ved selvfølgelig ikke, hvad det politiske mål i Kina er. Men det er da selvklart, at også hjemmemarkedet og Kinas langsigtede overlevelse indgår.

Men samtidig har Kina en anden dagsorden, som også er forenelig med ovennævnte. Det er at sætte sig på verdens beholdning af mineralske råvarer, og samtidig sikre sig goodwill rund om i verden. Det har Kina gjort helt massivt gennem de seneste 6-7 år. Og samtidig har Kina ekspanderet sine investeringer i verden - også i Europa ganske betydeligt. Hvor man dels har udlånt pengemidler og dels har investeret i landes infrastruktur tilsyneladende uden anden motivation end at opnå goodwill. Og i fredags købte Kina 10% af Daimler-Benz uden at man kan få klarhed over det langsigtede mål.

Men al dette må jo være ganske vigtigt for Kina, for de senere års voldsomme ekspansion er sket for lånte midler.

Jens J. Pedersen

For år tilbage blev det forudsagt, at vi i en periode vil eksportere arbejde til Østen og senere importere fattigdom.
Kineserne har været stratetiske på baggrund af Vestens dumhed, nemlig at lade Kineserne udføre det arbejde, som vi selv ville have kunnet, men den økonomiske strategi i Vesten har været at reducere omkostningerne i Vesten for at betale Kina/Østen for arbejdet. Nu anvender de Vestens dumhed til at investere og overtage den Vestlige industri heriblandt Volvo og Mercedes. Således går Kina den kommercielle vej til at overtage Vesten til forskel fra Putin, der stopper pengene i egen lomme og truer med EDB-isenkram eller anden isenkram.
Vi må konstatere at Vestens politikere og virksomhedsejere/-ledere har været for dumme og ufremsynede.

Henrik Leffers

Kinas økonomiske politik er grunden til, at mange millioner er kommet ud af fattigdom! -Men tilsyneladende mener alle politikkerne, at det skyldes, at de er skiftet til "kapitalisme"... Men det er Kina ikke, de har opfundet deres eget system, der tilsyneladende virker, og som i høj grad bygger på de traditionelle kinesiske værdier. Jeg ville nok have svært ved at vænne mig til det, men i forhold til, hvad der sker i vores del af verden, hvor velstanden bliver reserveret til en stadig mindre del af befolkningen, så er "den kinesiske løsning" et meget bedre alternativ, en den højre-nationale regeringer rundt om i "Vesten" indfører! Den udvikling vi ser her i "Vesten", og som oligark-ejede sociale medier i høj grad står for, har kun ført til, at stadig færre ejer en stadig større del af "vores velstand"!