Læsetid: 6 min.

En verden på afgrundens rand marcherer videre efter sikkerhedskonferencen i München

Hverken selve sikkerhedskonferencen i München eller reaktionerne på den giver anledning til optimisme. Især Mellemøsten og Rusland giver grund til bekymringer, som de splittede europæere ikke er i nærheden af at have svar på
En ting står klart efter afslutningen på den årlige sikkerhedskonference i München. Flere stormagter pønser på yderligere oprustning. Frankrig ønsker, at EU etablerer et fælles forsvar. På billedet ses belgiske soldater under en fælles europæisk militærøvelse

En ting står klart efter afslutningen på den årlige sikkerhedskonference i München. Flere stormagter pønser på yderligere oprustning. Frankrig ønsker, at EU etablerer et fælles forsvar. På billedet ses belgiske soldater under en fælles europæisk militærøvelse

Yves Herman

20. februar 2018

Der var op til weekendens Sikkerhedskonference i München (MSC) ikke ligefrem lagt i ovnen til en glædelig begivenhed. Allerede optaktsrapporten Til kanten – og tilbage? var en af de mest pessimistiske i konferencens 54-årige historie. Her blev bl.a. advaret mod »en ny atomtidsalder med flere aktører og mindre stabilitet«.

»Siden Sovjetunionens sammenbrud har der aldrig været så stor risiko for væbnede konflikter mellem supermagter som i dag,« sagde konferenceleder Wolfgang Ischinger op til konferencen – og håbede på, at årets konference kunne blive vendepunktet for en ’verden på afgrundens rand’. Det skete ikke, som avisen TAZ konstaterer i sin leder mandag.

»De fleste talere på konferencen svarede: Videre fremad. Højtstående regeringsmedlemmer og parlamentarikere fra Ankara, Tel Aviv, Washington, Ryadh, Paris, Teheran og Moskva retfærdiggjorde, benægtede eller trak på skuldrene af deres aktuelle eller seneste krige og militære indgreb samt deres oprustning. Mange af talerne truede endda mere eller mindre åbent med yderligere folkeretsstridige militære angreb.«

Tyrannerne i Teheran

Selv for åben mikrofon og trods livestream foregik der et utal af verbale konfrontationer. Ved tidligere konferencer har sådanne verbale sammenstød direkte ændret det geopolitiske billede. Det gælder f.eks. Vladimir Putins tale ved MSC i 2007, hvor han anklagede USA for at underminere den globale sikkerhed med udvidelsen af NATO – og dermed ændrede forholdet mellem Rusland og Vesten markant.

I år var der nærmere tale om mange og mindre aggressioner, hvilket passede med en konference uden den store star quality i fraværet af blandt andre Putin, Trump, Merkel og Macron. En undtagelse var dog Iran og Israel, hvor billedet af premierminister Benjamin Netanyahu, der på talerstolen vifter med et stykke metalskrot, vil gå over i historien.

»Du burde kunne genkende det. Det er dit,« siger han henvendt til den iranske udenrigsminister Javad Zarif.

»Og du kan tage et budskab med hjem til tyrannerne i Teheran: Lad være med at teste Israels beslutsomhed.«

Metalstykket kom ifølge Netanyahu fra resterne af en iransk drone, som Israel efter sigende havde skudt ned i det israelske luftrum på grænsen til Jordan i begyndelsen af februar – et symbol på den nyeste eskalation, der blandt andet har medført nedskydningen af en israelsk kampjet og bombningen af en række iranske og syriske positioner i nabolandet.

Mellemøstlig storkrig

Netanyahu leverede ligeledes en stærk kritik af den iranske atomaftale, som i hans optik udgør et »countdown til iranske atomvåben på mindre end et årti«. Den har potentialet til at blive »den største trussel for verden,« mener Netanyahu, som anklager Iran for at støtte »terroristiske aktiviteter« for at øge sin indflydelse »fra Teheran til Middelhavet«.

Med begrebet om ’appeasement-politik’ sammenlignede han direkte den iranske atomaftale med Münchenaftalen i 1938, der med strategisk eftergivenhed fra stormagterne førte til, at Sudeterlandet blev indlemmet i Nazityskland.

Den iranske udenrigsminister kaldte Netanyahus optræden for et »komisk cirkusnummer«, men han truede med »alvorlige følger«, hvis den iranske atomaftale skulle gå i vasken. Alt i alt er det svært at se konfrontationen i München som andet end endnu et tegn på, at vi for alvor bør være »bekymrede for en storkrig i Mellemøsten«, som Süddeutsche Zeitung konkluderer i sin leder.

Splittelse i NATO

Gennem hele MSC var Tyrkiet særligt i fokus, især i kraft af konflikten om de syriske kurdere, hvor en væbnet konfrontation med NATO-partneren USA ikke kan udelukkes.

Den tyrkiske ministerpræsident Binali Yildirim og udenrigsminister Mevlüt Çavuşoğlu anklagede her USA og øvrige NATO-lande for at støtte kurdiske terrorister, og de hævdede, at den tyrkiske kamp mod terrorgrupperne YPG og PYD er »præcis lige så legitim som USA’s, Ruslands og mere end 60 andre landes kamp mod terroristerne fra Islamisk Stat i Syrien og Irak«.

Striden, der kommer oven i det anstrengte forhold mellem EU og Tyrkiet, stiller grundlæggende spørgsmålstegn ved Tyrkiets binding til NATO, skriver avisen FAZ, der i en analyse hævder, at »Erdogan leger med NATO« – i sit magtspil er den tyrkiske leder endda »villig til at tage en splittelse i NATO med i købet«.

Under en militærparade i Nordkorea i april 2017 fremviste styret et ballistisk missil. Det er særligt retorikken i atomstriden mellem Nordkorea og USA, der er til debat under dette års sikkerhedskonference i München.
Læs også

Med til hele dette spil hører den tysk-tyrkiske journalist fra avisen Die Welt, Deniz Yücel, der – efter at have siddet tilbageholdt mistænkt for terror – endelig kunne forlade fængslet i fredags efter et år uden rettergang.

Den formodentligt politiske beslutning bliver i tyske medier generelt set som et tyrkisk forsøg på at hele sårene mellem Tyskland og Tyrkiet. Det understreges af, at Yildirim efterfølgende eksplicit udtrykte håb om, at det tyske udenrigsministerium vil droppe sin rejseadvarsel mod Tyrkiet, og at Forbundsdagen giver grønt lys for et samarbejde om at producere cirka tusind styk af det planlagte tysk-tyrkiske panserkøretøj Altay.

I et land med flere hundrede fængslede journalister og stadig mere vilkårlig statslig magtudøvelse ser de fleste tyske medier dog løsladelsen af Deniz Yücel som et symbolsk plaster på et kødsår.

Præventiv oprustning

Et konferencekapitel for sig var den russiske og amerikanske oprustning og modernisering af de to landes arsenaler af atomvåben. Trumps nationale sikkerhedsrådgiver, Herbert McMaster, retfærdiggjorde atter den amerikanske oprustning som en »sikkerhedsforanstaltning mod en russisk oprustning« ud fra den logik, at man kun kan tvinge fjenden til nedrustning i kraft af en overlegen position.

Modsat den logik, som MSC havde præsenteret i ekspertanalyser før konferencen, hævdede McMaster, at atomvåben med en ringere sprængkraft ikke vil sænke tærsklen for brugen af A-våben – tværtimod vil det som afskrækkelse hæve den.

Ud over en meget lav tiltro til Rusland, som McMaster åbent beskyldte for at stå bag hackerangreb under den amerikanske valgkamp, var et andet gennemgående træk ved årets konference den gentagne påpegning af udfordringen af den liberale verdensorden fra Kinas side.

Midt i sin stærke oprustning og globale økonomiske ekspansion holdt Kina sig i sin sædvanlige retorisk tilbagetrukne rolle i MSC-forummet, hvor NATO-lande historisk da også har taget pladsen i rampelyset. Det har blandt andet medført, at Kinas rolle har en fået sparsom mediedækning, hvilket formentlig passer styret i Beijing fint.

At der ikke var nogle amerikanske ministre til stede, er også blevet set som et fingerpej om USA’s mere tilbagetrukne rolle på den storpolitiske arena under Trump. Et demonstrativt statement var dog Herbert McMasters advarsel om, at »alle økonomiske og diplomatiske forbindelser med Nordkorea bør afbrydes, og såkaldte gæstearbejdere bør udvises«.

At den var møntet på Kina, behøvede han end ikke at sige direkte. Et endnu større sus gik igennem tilhørerne, da den amerikanske senator James E. Risch fra Idaho truede med et »svar af bibelske dimensioner« på atomtrusler fra Nordkorea.

Brug for Storbritannien

Midt i dette virvar af potentielle storkonflikter sad de tyske værter i en politisk lammet situation med fodslæbende regeringsdannelse. Her faldt løsladelsen af Deniz Yücel ned i den afgående udenrigsminister Sigmar Gabriels turban – ifølge Gabriel helt uden modydelser.

Også som taler brugte han succesrigt MSC til at anbefale sig som fortsat kandidat til udenrigsministerposten, selvom han er i bad standing i den interne krig med den øvrige ledelse i SPD.

Adskillige analytikere har påpeget, at Frankrig ved konferencen atter en gang har vist, at landet ikke længere er »Tysklands politiske praktikant«, og at den franske regering for alvor bestræber sig på at etablere et selvstændigt europæisk forsvar.

Fra britisk side havde premierminister Theresa May taget turen til München for at rose de britiske styrker og landets store atomarsenaler. Hermed lagde hun det dobbelte budskab, at Storbritannien trods Brexit fortsat vil se sig som en del af det europæiske samarbejde – og at resten af Europa fortsat har brug for Storbritannien.

Hvor sidste års sikkerhedskonference – den første efter valget af Trump – var præget af en skeptisk nervøsitet, var der ifølge avisen FAZ i år stadig en synlig usikkerhed over en ny verdensorden uden en »entydig politibetjent«.

Men der var også en nøgtern indrømmelse af, at Europa bør blive i stand til at indtage en »verdenspolitisk rolle«, som kommissionsformand Jean-Claude Juncker formulerede det med kravet om en større samtænkning af de europæiske hære og øgede militærbudgetter.

Hertil kørte de sædvanlige statements om, at et udbygget europæisk forsvar ikke vil optræde som konkurrent, men som supplement til NATO. Men den grundtanke, at svaret er oprustning, blev stort ikke kritiseret.

Hvordan der kommer til at se ud i Europa, er uklart. I sin afsluttende tale nævnte konferenceleder Wolfgang Ischinger, at der godt nok havde været flere visioner for udviklingen af Europa.

»Men vi har,« tilføjede han, »desværre ikke hørt noget om, hvordan disse visioner skal realiseres.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ebbe Wagner Smitt
  • Eva Schwanenflügel
  • Anders Graae
  • Michael Hullevad
  • Niels Duus Nielsen
  • Torben K L Jensen
  • Tommy Clausen
  • Toke Kåre Wagener
  • Jens Thaarup Nyberg
Ebbe Wagner Smitt, Eva Schwanenflügel, Anders Graae, Michael Hullevad, Niels Duus Nielsen, Torben K L Jensen, Tommy Clausen, Toke Kåre Wagener og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Gennemarbejdet med relevante links til de vigtigste tyske medier og fin antydning til Sigmar Gabriel´s stunt om frigivelsen af den tysk-tyrkiske journalist mod at Tyrkiet får en fabrik der skal bygge Leopard II kampvogne mens der er stor vrede i Tyskland over at netop de kampvogne bliver sat ind mod kurderne i Syrien oven i skænderierne om udenrigsministerposten i en ny GroKo.
Ikke just noget der øger tilliden til toppen i SPD - Mit gæt er er nej til en ny Grosse Koalition.
Mathias - jeg har glædet mig til dine afsluttende kommentarer fra München - Jeg blev ikke skuffet.

Torben Skov, Eva Schwanenflügel, Michael Hullevad, Niels Duus Nielsen, Tommy Clausen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Mathias Sonne

Da Jean-Claude Juncker første gang opridsede et EU-forsvarsperspektiv reagerede jeg på samme måde som Søren Søndergaard - forslaget var rent til grin.

Efterhånden kan jeg godt se, at en vis samordning af indkøb, og en vis rationalisering af antallet af våbensystemer nok vil være fornuftigt; men det bliver godt nok en lang og sej kamp for at nedlagt de nationale alliancer mellem militær, våbenindustri og politikere.

Men selvfølgelig skal man starte et sted, og så må vi se, hvor langt det kan bære.

Randi Christiansen

"Hvordan der kommer til at se ud i Europa, er uklart. I sin afsluttende tale nævnte konferenceleder Wolfgang Ischinger, at der godt nok havde været flere visioner for udviklingen af Europa.

»Men vi har,« tilføjede han, »desværre ikke hørt noget om, hvordan disse visioner skal realiseres."

Hvad gør man, når strategien er uklar? Tager en tænkepause - og imens buldres derudad blandt hedsporer, som tillades den voldeluge dagsorden, fordi visionen er grumset. Læs krishnamurtis bog 'fri for vold' som krystalklart afdækker, hvor volden kan tages i opløbet : i een selv. Når det således evnes at identificere og undgå volden i sig selv, vil den ekstroverte vold tilsvarende minimeres. Burde være grundkursus for enhver leder.