Læsetid: 4 min.

Voldtægtssagerne mod islamologen Tariq Ramadan spidser til

Det er et hårdt slag for tilhængere af såkaldt moderat islamisme, at en af dens største fortalere, Tariq Ramadan, efter fire måneders efterforskning nu er varetægtsfængslet, anklaget for to voldtægter
Tariq Ramadan har som moderat muslim været rådgiver for både Tony Blair og Europa-Parlamentet i spørgsmål om religion og integration af muslimer

Tariq Ramadan har som moderat muslim været rådgiver for både Tony Blair og Europa-Parlamentet i spørgsmål om religion og integration af muslimer

Tariq Mikkel Khan

13. februar 2018

Den kendte islamprofessor Tariq Ramadan benægter selv alt og kalder det et komplot, men voldtægtsanklagerne mod ham spidser nu så meget til, at de franske myndigheder har valgt at tilbageholde ham, mens hele tre dommere gransker den følsomme sag. 

Professoren fra Oxford University blev i oktober 2017 anklaget for to voldtægter, og i forrige uge blev han for første gang konfronteret med et af ofrene, hvis vidneudsagn tilsyneladende har været afgørende for, at Tariq Ramadan er blevet varetægtsfængslet.

Den første sag angår Henda Ayari, en tidligere salafist, der nu kæmper for kvinders frihed. Allerede i 2016 beskrev Ayari overgrebet i selvbiografien J’ai choisi d’être libre – Jeg har valgt at være fri – hvor Tariq Ramadan optræder under navnet Zoubeyr. Overgrebet skulle have fundet sted i 2012.

Dagbladene Le Monde og Le Parisien har haft adgang til den politirapport, hvor overgrebet beskrives. Fremgangsmåden synes at være den samme som i det andet tilfælde, som Tariq Ramadan beskyldes for. Det skulle være foregået i 2009. Her ønsker kvinden at forblive anonym, i medierne kaldes hun Christelle.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Se om du er enig…

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Troels Ken Pedersen
  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
  • Hans Aagaard
Troels Ken Pedersen, David Zennaro, Eva Schwanenflügel og Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Trist, hvis det er sandt - men er det?
Mange hard core islamister så ham sikkert gerne fældet.
Det må da være muligt at kortlægge mandens seksualitet - og at nå frem til sandhed her ; - (

Flemming Berger, Michael Hullevad og Henrik Rasmussen anbefalede denne kommentar

Det er relevant for "moderat islam" hvis en af dens centrale figurer bliver fjernet, og det er relevant for #metoo hvis bevægelsen nu for alvor bliver brugt som et politisk våben.

Jeg kan ikke se det relevante som andet end nyfigenhed af den slags, der kun interesserer mennesker,der læser Sex og Hor og Blidder-Bladder. Hvis anklagerne er korrekte, er det da ligegyldigt hvilken politisk observans manden er af,, det samme hvis han er uskyldig. Det eneste interessante her er, at Information muligvis medvirker til et karaktermord.

Christian De Thurah

Det er lidt sjovt med denne diskussion om “relevans”. Den husker jeg ikke fra sagerne om Weinstein & co.

Weinsteins overgreb er stadig ved at blive undersøgt, og det er stadig ikke sikkert, at han vil blive retsforfulgt.

http://www.foxnews.com/entertainment/2018/02/08/harvey-weinstein-gets-st...

Så i en retsstat burde han betragtes som uskyldig, indtil det modsatte bliver bevist. Mads Jakobsen og Christian de Thurah, går i virkelig ind for at afskaffe uskyldsformodningen indenfor retsplejen? Mener I, at folk er skyldige, indtil deres uskyld er bevist? Ligesom i middelalderen?

Godt, at jeg er gammel og snart skal dø, for mine medmennesker har tabt både forstand, anstændighed og ære.

"Mads Jakobsen og Christian de Thurah, går i virkelig ind for at afskaffe uskyldsformodningen indenfor retsplejen?"

Nej, det gør jeg ikke. Men det er ikke desto mindre allerede sket i disse sager. Tariq Ramadan måtte først tage orlov, og er nu fængslet. Lous C.K. og Kevin Spacey er bortvist fra alle deres projekter. Politikeren Patrick Brown i Canada mistede alt på bare to timer efter anklager som han hårdnakket benægtede.

Ingen af dem er dømt for noget, men straffet det blev de.

Og det er relevant.

Henrik Plaschke

Er historien om anklagerne mod Tariq Ramadan for voldtægt ”relevante”?

Vi har vist ingen klare kriterier for relevans i denne sammenhæng. Men jeg skal ikke desto mindre forsøge at give en slags svar på spørgsmålet:

Historien er i høj grad blevet relevant pga. Ramadans status i Frankrig og blandt en del muslimer i Frankrig. Af samme grund har sagen været voldsomt omdiskuteret i de franske aviser - og ikke mindst på Facebook og lignende steder.

Det handler ikke kun om, hvorvidt Ramadan er skyldig eller ej (hvilket naturligvis også er vigtigt), men derimod om, hvordan sagen er blevet italesat i det franske samfund og i forskellige grupper i dette. Affæren læses således ind i forskellige allerede eksisterende politisk-kulturelle dagsordner, men har også bidraget til at polarisere visse debatter. Ramadan er ekstremt kendt og omstridt i Frankrig, og forskellige grupper og strømninger tenderer mod at bruge sagen til deres respektive formål.

Ramadans støtter taler om et zionistisk-jødisk komplot, og ikke mindst Henda Ayari, der har trådt offentligt frem med sine anklager, er blevet sværtet til i ekstrem grad, hvad man kan følge på hendes Facebookprofil og andetsteds på Facebook.

Nogle debattører på højrefløjen forsøger at placere Ramadan som ”helten for de unge nordafrikanere fra forstæderne”. Det gælder f.eks. en artikel i dagbladet Le Figaro (vel nærmest Frankrigs udgave af Berlingske Tidende), der brugte denne formulering i en artikel den 2. november, 2017. Hertil svarede Fatma Torkhani på en blog fra en af Paris’ forstæder, at hendes helt aldeles ikke er Ramadan, men derimod Barbara Streisand! Som ung jødisk-polsk indvandrer i USA af beskedne sociale kår fik hun at vide, at hun aldrig ville kunne blive en stjerne, da hun ikke levede op til tidens skønhedsidealer (http://www.bondyblog.fr/201711061005/affaire-tariq-ramadan-le-courage-de...)! Men den købte den unge Barbara ikke, og bl.a. derfor blev hun Fatma Torkhanis – en ung kvinde af tunesisk baggrund i en parisisk forstad - forbillede! Ingen af hendes venners forbilleder er Ramadan – det er f.eks. Ronaldo og Martin Luther King, som de unge beundrer!

Andre observatører har peget på de mulige paralleller til O.J. Simpson sagen – og ikke mindst påpeget, hvorledes Ramadansagen nødigt skulle udvikle sig på tilsvarende vis. Der gælder f.eks. Abdelkrim Brahini i et indlæg Libération, 8. november, 2017.

En gruppe af antiracistiske, feministiske og muslimske kvinder fremhævede i deres bidrag (Le Monde, 7. november, 2017), dilemmaet mellem på den ene side faren for islamofobiske reaktioner fra en islamfjendsk højrefløj og på den anden side faren for, at muslimer i en forståelig reaktion mod islamofobi ender op med at forsvare Ramadan. Et dilemma denne gruppe af muslimske feminister afviser på det bestemteste. De vælger en tredje vej uafhængigt af det religiøse fællesskab og støtter således de kvinder, der anklager Ramadan, i deres ret til at anklage denne. Uanset om det så vil bruge brugt i islamofobisk øjemed. De tilføjer i øvrigt, at flere af dem selv personligt har stiftet bekendtskab med Ramadans sexisme. Bernadette Sauvaget fremhæver også i en artikel i Libération, 8. november, 2017, hvorledes en række muslimske feminister har valgt at bakke op om klagerne (altså personerne) mod Ramadan – uden naturligvis at erklære Ramadan for skyldig.

Den ægyptiske feminist Mona Eltahawy har udtrykt sig på tilsvarende vis i en artikel i New York Times: Muslim Women, Caught Between Islamophobes and ‘Our Men’, 19. November, 2017.

Så måske var historien ikke relevant i sig selv. Men det er den blevet.

Christian De Thurah

Niels Nielsen
Jeg ved ikke, hvorfra du har den ide, at jeg skulle gå ind for omvendt bevisbyrde. Det gør jeg ikke, og jeg håber ikke, at jeg har sagt/skrevet noget, der kunne tolkes sådan. Jeg undrer mig såmænd blot i al stilfærdighed over, hvordan spørgsmålet om "relevans" overhovedet opstår. En beskyldning om et kriminelt forhold som voldtægt er vel altid "relevant", uanset hvem den rettes mod.

Jeg trækker min stråmand tilbage og undskylder, og takker Henrik Plaschke for oplysningerne om Ramadans særlige rolle i den franske offentlige debat. Nu forstår jeg relevansen.

Dog vil jeg fastholde, at offentlig udhængning og karaktermord på grundlag af løse påstande bør holdes på et absolut minimum. Weinstein og Ramadan er efter al sandsynlighed skyldige i det, de bliver anklaget for, men der er en lille chance for, at de ikke er.