Læsetid: 7 min.

Zapatistbevægelsen kæmper på 24. år for et andet samfund i Mexicos bjerge

Zapatistbevægelsen begyndte som et bondeoprør i 1994. I dag tæller den 300.000 mennesker, som har etableret små bysamfund med læger, skolelærere og deres egne valutaer. Zapatisterne svarer kun sjældent på spørgsmål fra omverdenen. Dette er en af undtagelserne
Zapatister under et valgmøde til støtte for María de Jesús Patricion Martínez – også kendt som ’Marchuy’Martinez bliver den første kvinde fra et oprindeligt folk, der er kandidat ved præsidentembedeti Mexoci. Hun er ikke selv zapatist, men der er 25 millioner oprindelige folk i Mexico, og en stor del af dem støtter hendes kamp mod afskovning, minedrift og megaprojekter, som er ved at ødelægge landets natur.

Zapatister under et valgmøde til støtte for María de Jesús Patricion Martínez – også kendt som ’Marchuy’Martinez bliver den første kvinde fra et oprindeligt folk, der er kandidat ved præsidentembedeti Mexoci. Hun er ikke selv zapatist, men der er 25 millioner oprindelige folk i Mexico, og en stor del af dem støtter hendes kamp mod afskovning, minedrift og megaprojekter, som er ved at ødelægge landets natur.

Eduardo Verdugo

27. februar 2018

Café Tierrandentro i byen San Cristóbal de la Casas tilbyder et bredt udvalg af omeletter. ’Frihed’ hedder den med flest ingredienser i. ’Demokrati’-omeletten ser mest indbydende, mens ’retfærdighed’ er dyrest, sandsynligvis fordi der er ost i.

San Cristóbal ligger i det sydlige Mexico i den ludfattige Chiapas-provins. Café Tierrandentro er blot én af mange restauranter i byen, der hylder – eller lukrerer på – zapatisterne. På årets første dag i 1994 greb lokale bønder, hovedsageligt oprindelige folk, til våben og besatte San Cristóbal. Oprøret blev indledt den selv samme dag, som Mexico skrev under på Den Nordamerikanske Frihandelsaftale NAFTA.

En tredjedel af de pjaltede oprørere i Den Nationale Zapatistiske Befrielseshær var kvinder – nogle af dem i bare tæer og bevæbnet med trægeværer. De befriede fængselsindsatte, satte ild til militærbaser og overtog landbrugsområder i protest mod det, de betragtede som regeringen og de store jordejeres undertrykkelse af folket. Zapatisterne blev øjeblikkeligt udråbt til helte af den internationale venstrefløj, og bevægelsen er blevet ikonisk for oprindelige folk og politiske romantikere verden over.

24 år efter oprøret nyder restauranterne i San Cristóbal godt af det revolutionære ry. Mannequindukker iført elefanthuer står udstillet i vinduerne, og der bliver spillet revolutionær musik og solgt politiske T-shirts i baren. På væggene hænger billeder af såvel Che Guevara som subcommandante Marcos. Han er zapatisternes poetiske og piberygende politiske filosof, der førte an i de oprindelige folks oprør. Han er også manden bag de berømte ord om, at zapatisterne havde indledt »fjerde verdenskrig mod neoliberalisme og glemsel«.

Autonome landsbyer

»Zapa-turismen er en stor ting,« fortæller den unge Chamula-indianer, Manuel Heredia, som er vokset op i zapatistsamfundet. »Der kommer amerikanere, briter, italienere og alle mulige andre. Hver eneste dag kommer der sympatisører til San Cristóbal, som vil høre om alt det, der skete i 1994, og hvad der foregår nu.«

Zapatisterne har aldrig lagt våbnene fra sig. De hævder, at de i dag har kontrol over det meste af Chiapas.

»Der er 50.000 familier, næsten 300.000 mennesker, i 55 kommuner. Deres principper for ’den gode regering’ indebærer, at de bruger tid på at hjælpe fællesskabet flere dage om ugen. På at omfordele mad, hjælpe med at undervise de små og organisere,« siger Manuel Heredia.

»Zapatistbyerne er autonome,« tilføjer han. »De fleste landsbyer er placeret i bjergene eller Lacandon-skoven. Landsbyerne har lokale myndigheder med uddannelses-, sundheds- og retssystem. De er stadig fattige, men uddanner deres egne lærere og læger, og nogle af dem har endda deres egen valuta. I grove træk lader den mexicanske regering dem være i fred,« fortæller Manuel Heredia.

Zapatisterne ønsker ingen fortrop eller stærk leder. De mener, en traditionel væbnet bevægelse er udemokratisk og uholdbar, fordi den styres af en lille revolutionær elite.
Læs også

Der er ingen sightseeingbus, der kører rundt mellem de forskellige zapatistlandsbyer. Men spørger man på Tierrandentro Cafe, kan man få lov til at besøge en af zapatisternes fem caracols, de administrative hovedbyer. Den nærmeste er Ovenstic, der ligger et godt stykke oppe i bjergene to timer fra San Cristóbal. Her bliver de besøgende mødt af et stort skilt med teksten:

»Her bestemmer folket, og regeringen adlyder«.

Kort efter følger et nyt, og noget mindre, skilt med advarslen:

»Enrique, der kalder sig Geremia, foregiver at være zapatist, men er i virkeligheden en bedrager.«

Langsomt, men sikkert

For at komme ind i byen skal man først igennem et porthus. En ung mand iført elefanthue med et to-tal broderet i panden, registrerer de ankommendes navn, nationalitet og profession. Han rækker en seddel med oplysningerne ind i et lille lokale, hvor det vil blive afgjort, om man må komme ind eller ej. Det er langtfra sikkert. Efter et godt stykke tid kommer en anden maskeret mand ud for at vise os og de øvrige turister – en mexicansk læge og en italiensk lærer – rundt i byen. Han taler kun dårligt spansk.

»Ingen fotografier. Kun af bygninger,« siger han.

Besøget er kort, angiveligt på grund af skoleferien. Men der er alligevel ikke meget at se. Der bliver dyrket kaffe og frugt på nogle få tønder land. En skole med plads til 150 børn og et sundhedscenter, en butik der sælger zapatistmusik og -broderier, og et nyt forsamlingshus med scene og siddepladser til 200 mennesker. Hver eneste bygning er overmalet med revolutionær kunst, de fleste af dem med snegle, zapatisternes symbol, og paroler som »Langsomt, men sikkert« eller »Længe leve det kollektive arbejde med majs«.

Udbytterrisk kapitalisme

Det koster ikke noget at besøge byen, og de besøgende må ikke stille spørgsmål. Men aftenen forinden har zapatisternes ledere givet mig lov til at sende seks spørgsmål på mail, og mod slutningen af rundvisningen bliver jeg henvist til et lille træhus, der er dekoreret med fotografier fra oprøret i 1994. Og af Che Guevara.

Tre maskerede zapatister sidder på række ved et bord, som var det et pressemøde. Ved siden af sidder fire mænd på en bænk.

»Jeg vil besvare alle dine spørgsmål på én gang,« siger deres unge talsperson. En maskeret kvinde, som hverken vil fortælle sit navn eller oplyse, hvor hun kommer fra.

»Jeg er for ung til at huske 1994, men forskellen på dengang og nu er, at den ældre generation ikke kunne vide dengang, om vi overhovedet var i stand til at eksistere som et folk. Nu har vi en fælles identitet. Dengang var vi glemt. I dag er vi kendt af alle og enhver. I 1994 havde vi hverken hospitaler eller skoler. Det har vi i dag. Vi arbejder hårdt og har arbejdet hårdt. Alting er langt bedre nu.«

Zapatisterne er aldrig blevet besejret, fortæller hun. Til trods for at den mexicanske regering forbliver fjendtlig over for dem.

»Vi har ikke brug for regeringen. Vi benytter os ikke af den. Vi har vores egen, selvstændige regering. Der er naturligvis opstået nye problemer, men dem er vi selv ved at finde løsninger på. Det er meget bedre nu. Vi er langt flere nu, og vores organisation er stærkere. Udviklingen er sket, fordi vi besluttede at blive selvorganiserende. Vi kunne ikke fortsætte under de vilkår, vi levede under før.«

Selv om de forkaster globaliseringen, nyder zapatisterne godt af den. Bevægelsen modtager anselige donationer fra støttegrupper i USA, Storbritannien og en række europæiske lande.

»Kapitalismen er udbytterisk og slavebindende. Vi er ved at udvikle en ny form for regeringsførelse. Beslutningerne bliver truffet i fællesskab i lokalsamfundene, ikke af en centralregering,« fortæller den unge kvinde.

Hun afviser, at zapatisterne skulle have udviklet sig til en politisk kult eller have isoleret sig fra omverdenen.

»Nej. Vi er bare selvforsynende. Vi bruger e-mail og internet og opfatter os som del af en global oprørsbevægelse for oprindelige folk. Men vores børn bliver ikke sendt på universitetet. Vi underviser dem selv. Vores folk arbejder overalt efterhånden. Som lærere, bønder eller kommunikatører. På den måde arbejder vi sammen med andre zapatistgrupper og bevægelser for oprindelige folk. Men udgangspunktet for vores samfund er folket, ikke det kapitalistiske system,« forklarer hun.

»Hvorfor vi går med masker? Du bliver nødt til at forstå, at vi var forarmede og marginaliserede. Vi har ikke stadig ikke tillid til myndighederne. Selv om vi lever autonomt nu, sidder frygten stadig i os. Desuden har vi kun masker på, når der er udefrakommende til stede.«

Alliancer

»Deres frygt for at blive eksponeret er helt forståelig,« vurderer Maria, en kvinde fra 5. martskvarteret i San Cristóbal, hvor mange af de zapatistfamilier, der ikke var fra landområderne, etablerede sig efter oprøret i 1994.

»Det mexicanske militær opsøger konfrontationer. Der er stadig vilkårlige arrestationer, drab, chikane og overfald. Vi er stadig fattige. Men i forhold til, hvordan kvinder bliver behandlet, er der stor forskel på nu og dengang. Kvinder spillede en central rolle i oprøret og i dag er de ledere. Det er en grundlæggende forandring, der er sket i samfundet siden oprøret.«

Noget tyder på, at zapatisterne er klar til at spille en større rolle i mexicansk politik. Selv om de tidligere har erklæret, at de ikke vil stille op til valg på hverken statsligt eller nationalt niveau, har de rent faktisk valgt en talsperson, María de Jesús Patricion Martínez – også kendt som ’Marchuy’ – som skal varetage deres interesser til præsidentvalget i maj.

Martinez bliver den første kvinde fra et oprindeligt folk, der er kandidat ved præsidentembedet. Hun er ikke selv zapatist, men der er 25 millioner oprindelige folk i Mexico, og en stor del af dem støtter hendes kamp mod afskovning, minedrift og megaprojekter, som er ved at ødelægge landets natur.

Zapatisterne er blevet beskyldt for at splitte den traditionelle venstrefløj. Det har en af bevægelsens ledere, commandanta Hortensia, afvist.

»Verden er stor nok. Der er plads til os alle sammen. Det eneste, der ikke er plads til, er det kapitalistiske system. Det overtager alting og efterlader ikke ilt nok til, at vi andre kan trække vejret. Værst af alt så får kapitalismen aldrig nok. Det slutter aldrig. Ingen død, ødelæggelse, fortvivlelse eller elendighed er tilstrækkelig. Nej, den vil altid have mere. Mere krig, mere død, mere ødelæggelse,« har commandanta Hortensia udtalt.

Tilbage i Oventic kan zapatisttalskvinden sagtens se det ironiske i, at de deler ambitionen om at forlade frihandelsaftalen NAFTA med en mand de foragter, Donald Trump.

»Vi vidste jo udmærket, at NAFTA ville forårsage problemer. Men vi vidste ikke, at den ville forårsage ham.«

© The Guardian og Information. Oversat af Mathias Sindberg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
  • Per Klüver
  • Ervin Lazar
  • Kurt Nielsen
Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Per Klüver, Ervin Lazar og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Som situationen har udviklet sig i Mexico gennem de seneste 35-40 år, er det er muligvis umuligt at ændre noget uden massiv folkelig opbakning.

Men det er faktisk realistisk at etablere og leve i sit eget ideel-samfund. Her er det midt i Europa og EU:
https://www.tamera.org/de/