Læsetid: 6 min.

Det 21. århundrede tilhører Xi Jinping. Nu kan han blive siddende hele livet

Som ventet stemte Kinas øverste lovgivende forsamling søndag for at afskaffe tidsbegrænsningen på præsidentembedet, så Xi Jinping kan blive siddende, så længe han ønsker. Det sender et signal om, hvordan Kinas Kommunistiske Parti vil føre Kina ind i centrum af international politik.
Xi Jinpings ambition er at føre Kina ind i en ny æra med modernitet og velstand, løfte hele befolkningen ud af fattigdom og placere Kina i verdens centrum inden 2035

Xi Jinpings ambition er at føre Kina ind i en ny æra med modernitet og velstand, løfte hele befolkningen ud af fattigdom og placere Kina i verdens centrum inden 2035

Greg Baker

12. marts 2018

En næsten enstemmig lovgivende forsamling, Kinas Nationale Folkekongres, stemte søndag for at afskaffe tidsbegrænsningen på præsidentembedet, der i snart fire årtier har forhindret en gentagelse af den personkult, som prægede Mao-tidens Kina.

Det giver Xi Jinping mulighed for at blive siddende efter 2023, hvor han ellers ifølge forfatningen skulle træde tilbage.

Xi Jinpings støtter mener, at de nye vilkår for landets ledelse er nødvendige for at skabe stabilitet og kontinuitet. Xi Jinpings ambition er at føre Kina ind i en ny æra med modernitet og velstand, hvor den sidste del af befolkningen løftes ud af fattigdom, og Kina placeres i verdens centrum inden 2035.

På den 19. Partikongres i efteråret fremsatte Xi Jinping desuden ønsker om at skabe en mere effektiv partiorganisation, der kan have en ledende rolle i alle aspekter af det kinesiske samfund. Alt dette afhænger af en stærk leder.

Dette års igangværende Nationale Folkekongres markerer indledningen på Xi Jinpings anden periode som præsident. I løbet af de første fem år ved magten har Xi Jinping styrket sit parti gennem en hårdhændet kamp mod korruption i den kinesiske administration, han har centraliseret magten, øget kontrollen med kinesiske medier og slået ned på de dele af det kinesiske civilsamfund, der udfordrer partiets legitimitet.

Selvom Xi Jinping officielt har både partiets og den lovgivende forsamlings fulde opbakning til at kunne blive siddende, betyder det ikke, at der ikke er modstand mod den stigende centralisering af magten, vurderer professor ved CBS Kjeld Erik Brødsgaard, der i sin forskning beskæftiger sig indgående med Kinas Kommunistiske Partis partiorganisation.

»Der bliver både smågrinet af det og trukket på skulderen, men det kom ikke til at give sig til udslag på Folkekongressen.«

Udsigterne til, at have Xi Jinping som præsident for livet er blevet sammenlignet med Ruslands præsident Vladimir Putins anstrengelser for at blive ved magten, og Kinas første præsident, Yuan Shikai, der i 1915 udråbte sig selv som kejser, blot fire år efter at det kinesiske kejserdømme var blevet omstyrtet.

Der findes ingen fortilfælde, hvor Folkekongressen er gået imod partiets anbefalinger. Det skete heller ikke denne gang. Afstemningen var klappet af på forhånd.

Søndag blev forslaget godkendt i Folkets Store Sal. Først stemte Xi Jinping, så stemte 2.964 medlemmer af Folkekongressen. Kun to stemte imod og tre stemte blankt.

Reformæraen er slut

Kritikere ser forfatningsændringen som et opgør med kommunistpartiets anstrengelser for at sikre, at magtoverdragelse i partiets øverste ledelse sker fredeligt. Det rejser et vigtigt spørgsmål om, hvorvidt Xi Jinpings personlige magt vil tilsidesætte partistatens institutioner, siger professor i internationale studier ved University of Virginia Brantly Womack, der i sidste uge besøgte København for at give en forelæsning ved tænketanken ThinkChina på Københavns Universitet:

»Det er meget bekymrende.«

»På nogle måder repræsenterer dette træk afslutningen på Kinas reformperiode, hvor juridiske reformer og bedre vilkår for pressen har gjort op med den personkult, der karakteriserede Mao Zedongs styre,« siger Brantly Womack, der har besøgt Kina årligt siden slutningen af 1970’erne.

Læs også

Siden Kina i 1978 indledte de juridiske og økonomiske reformer, der åbnede landet for omverdenen, har der tegnet sig et mønster med øget institutionalisering af det kinesiske statsapparat. I den proces spillede tidbegrænsningen af præsidentembedet en vigtig rolle.

Afslutningen på reformæraen er et alvorligt problem for civilsamfundets rolle i den tid, der kommer, siger Brantly Womack.

»Det er ikke tydeligt, hvor stort råderum individet får til at afvige fra de statsdikterede normer.«

Internationale ambitioner

Med afstemningen søndag har Xi Jinping både partiets og den lovgivende forsamlings opbakning til at indfri sine ambitioner om at genrejse Kina som en vigtig international spiller.

Mens Donald Trump efter godt et år i Det Hvide Hus i vid udstrækning har vendt ryggen til de internationale forpligtelser, der siden Anden Verdenskrig har præget amerikansk udenrigspolitik, er Kinas præsident Xi Jinping gået målrettet efter global indflydelse.

Den kinesiske stat investerer massivt i infrastrukturprojekter, der skal koble Kina bedre sammen med Europa og Afrika, og Kina er også blevet en af de største bidragydere til FN’s budgetter og FN’s fredsbevarende styrker. Kina understreger i stigende grad sin rolle som et land, der tager ansvar for internationale problemer.

Der bliver lyttet til Kina i diskussioner om terrorbekæmpelse, klimaforandringer og ikkespredning af atomvåben. Kina synes ikke alene i færd med at overhale USA som verdens største økonomi. Kina har også voksende global indflydelse.

Det budskab understreger kinesiske statsmedier også. Som for eksempel i en video offentliggjort af det kinesiske nyhedsbureau under Folkekongressen med titlen ’Udenlandske lovgivere forventer, at Kina vil spille en større rolle i internationale anliggender’.

Kina refererer til sin økonomiske og politiske tilbagekomst på verdensscene som en »fredelig opstigning«. Fredelig i den forstand, at det ikke sker gennem krig og erobringer, siger Brantly Womack.

»Der er ikke noget tilbage at erobre.«

Det er endnu uvist, om Kinas fredelige opstigning vil være blød og baseret på et samarbejde, som alle får gavn af, eller hård og dermed udtryk for, at Kina i stigende grad vil bruge sin økonomiske magt til at øge sin indflydelse, siger Brantly Womack:

»Jeg håber bestemt, at vi vil se mere samarbejde i fremtiden.«

Selvom Kina indtil nu ikke har presset på for at eksportere det kinesiske partisystem, men tværtimod understreger, at lande med forskellige systemer kan eksistere side om side, betyder det ikke, at Kina vil undlade at få indflydelse, siger Brantly Womack:

»Kina vil måske udfordre Europa på dets grundværdier, men kun på spørgsmål, der utvivlsomt hænger sammen med Kinas egne indenrigspolitiske spørgsmål,« siger han

Især Kinas offensiv i Østeuropa har mødt bekymrede miner. For gennem det såkaldte 16+1 samarbejde går Kina uden om EU og samler 11 østeuropæiske EU-medlemslande og fem ikke EU-lande i et samarbejde om blandt andet infrastrukturprojekter.

Sidste forår nægtede Ungarn at underskrive en fælles europæisk erklæring med kritik af Kinas behandling af menneskerettighedsadvokater. Det fik siden fik flere lande til at falde fra, heriblandt Danmark.

Få måneder senere, i juni, blokerede Grækenland for første gang en fælles EU-erklæring, der skulle have rejst kritik af Kinas menneskerettighedskrænkelser i FN’s menneskerettighedsråd.

Verden i Kinas billede

I løbet af de sidste fire årtier er Kina blevet integreret i den globale økonomi og optaget i internationale organisationer. Det er sket ud fra en forventning om, at Kina med tiden ville blive mere som markedsøkonomier i Vesten. Det er ikke sket, siger Kjeld Erik Brødsgaard:

»Vi er aldrig rigtig lykkedes med at påvirke Kina i vores retning.«

»Selv om vi kan se, at Kina fylder mere og mere, så har svaret ofte været: ’Nå ja, men systemet bryder jo sammen i morgen. Økonomien er for nedadgående, og partistaten kan ikke overleve’. Kina blev aldrig rigtig taget alvorligt, men det har i dag vist sig at være både arrogant og fejlagtigt.«

– Er Kina en trussel mod vores værdier?

»Jeg vil hellere kalde det en udfordring. Det bliver i stigende grad aktuelt at gentænke hele vores opfattelse af, hvordan det internationale system fungerer, hvis vi ønsker at påvirke andre lande i vores retning.«

»Vi får ikke Kina til at ændre sig og blive ligesom os gennem et øget samarbejde, som vi går og siger til hinanden i dag. I stedet skal vi have en realistisk strategi for, hvordan vi kan have en fornuftig sameksistens.«

Kina har hidtil ikke haft en aggressiv udenrigspolitik, hvor de har forsøgt at påvirke andre lande til at blive som Kina, men har i stedet stræbt efter at undgå indblanding udefra ved selv at undlade at blande sig i andre landes indre anliggende, siger Kjeld Erik Brødsgaard.

»Men realiteten er, at uanset hvordan man vender og drejer det, vil Kina få enorm indflydelse, når det inden for få år bliver verdens største økonomi.«

På den 19. Partikongres opfordrede Xi Jinping andre udviklingslande til at tage ved lære af den kinesiske model.

»Forfatningsændringen er en understregning af, at der foregår noget andet i Kina, end vi går og forestiller os. Kina Kommunistiske Parti har sin egen agenda. Det har vi ikke den store indflydelse på,« siger Kjeld Erik Brødsgaard.

»Vi er nødt til at lade være med at bilde os selv ind, at vores system er så overlegent, at det vil sejre på langt sigt. Kina har ikke travlt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Toke Kåre Wagener
Eva Schwanenflügel og Toke Kåre Wagener anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Mose Pedersen

Kinas ledelse er ekstremt fokuserede på at sikre styrets kontinuitet. I modsætning til de fleste andre ledere studerer de historien flittigt og ved at det er når tøjlerne slippes lidt at skredet sker. De ved de står på ryggen af en tiger i fuld fart og skal bevare kontrollen. Alle erfaringer fra tidligere revolutioner overalt i verden endevendes og undersøges. Det bliver gjort grundigere og mere styret end noget andet sted i verden og i den hidtidige verdens historie. De vil sidde i mange år.

Arne Albatros Olsen

Jeg ser det for en dement præsident om 10-12 år, der ikke vil afgive magten, indtil den dag hvor han altså lige glemmer han er præsident, med mindre at han bliver væltet inden.

Torben K L Jensen

I USA kunne man i princippet vælge en præsident i mere end otte år - det sluttede med Franklin D. Rosevelt´s død i 1945.