Interview
Læsetid: 10 min.

Årsdagen for den syriske revolution: »Nu har jeg foreløbig været i det her beskyttelsesrum i 25 dage sammen med 70 andre personer«

For syv år siden i dag begyndte krigen i Syrien, da de første oprørere skrev graffiti på en husmur i Daraa. Information taler med fire syrere om deres land, deres håb og revolutionens skæbne
I dag er det syv år siden, Borgerkrigen i Syrien udbrød. Her ses en ødelagt bydel i Daraa i sommeren 2017.

I dag er det syv år siden, Borgerkrigen i Syrien udbrød. Her ses en ødelagt bydel i Daraa i sommeren 2017.

Ritzau Scanpix

Udland
15. marts 2018

»Jeg ville ønske, vi var stoppet efter første massakre«

Aza Alkhatib. Kom til Düsseldorf, Tyskland som flygtning i 2013, efter at have mistet sin mand i krigen. Flugtruten gik over Middelhavet i båd.

– Hvor var du 15. marts 2011?

»Jeg sad i min stue og så fjernsyn, og hvad jeg så, var optagelser af menneskemasser i bevægelse på gaderne i Egypten og Tunesien. Det Arabiske Forår var begyndt få måneder før, og de mennesker, jeg så, krævede de samme forandringer, som vi syrere ønskede. Hos mig vakte det store forhåbninger om en ny begyndelse i Syrien. Til at begynde med krævede vi ikke Assads afgang. Alt, hvad vi bad om, var større frihed, flere rettigheder.«

– Hvorfor valgte du selv at deltage i revolutionen? Og var det prisen værd?

»Jeg drømte samme drøm, som så mange andre syrere drømte. Om politiske og sociale forandringer, om frie valg, om en stat, der ville respektere sine borgere og anerkende deres rettigheder. Den første lokale demonstration i 2011 så jeg til fra mit køkkenvindue. Der var kampvogne på hvert gadehjørne, og da folk begyndte at gå i protestmarch, reagerede Assads hær ved at skyde med skarpt imod dem. Jeg så, hvordan de trimlede om. Det var som en scene fra en skrækfilm. Jeg husker navnene på nogle af dem, der blev dræbt. Tre store drenge, jeg kendte, mistede livet, en af dem var kun 15 år – Hamza hed han. Jeg ville ønske, vi var stoppet efter første massakre.«

– Tror du stadig på positive forandringer i Syrien?

»Jeg har svært ved at skimte håb mellem alle blodsudgydelser og ødelæggelser, men jeg har en tro på, at den næste generation en dag vender hjem og genopbygger Syrien. De lærer sig sprog og studerer ihærdigt. De uddanner sig til læger og ingeniører. De vil genopbygge mit og deres land.«

– Tager du selv tilbage til Syrien, når krigen slutter?

»Ja, det gør jeg ganske sikkert. Selv om civilisationen næsten skal genopbygges helt fra grunden, selv om der hverken er internet, elektricitet eller moderne bekvemmeligheder, og selv om der er sorg og dystre minder i alle hjem. Vi tager tilbage, selv om vi skal bo i telte og lave mad over åben ild. Vi har brug for tid til at bearbejde vores minder sammen. Hvis bare det kan ske i fred uden flere myrderier, uden flere bombardementer.«

– Hvilken leder støtter du?

»Jeg troede længe på Moaz al-Khatib, da han var forhandlingsleder på oprørernes side. Men han trak sig fra forhandlingerne for et år siden. Nu tror jeg ikke længere på nogen af dem.«

»Jeg savner at kunne gå frit rundt i byen, sidde i solen, indånde den friske luft«

Niven Hotary er 30 år og bor i Ghouta i Syrien – en forstadsregion til Damaskus, der har været under regimestyrkers belejring siden 2013. Information kommunikerer med hende via beskedtjenesten Messenger, mens hun opholder sig i et beskyttelsesrum.

– Hvor var du 15. marts 2011?

»Det husker jeg ikke nøjagtigt. Jeg husker heller ikke på hvilken præcis dato eller præcis hvor, revolutionen startede, men det er også lige meget, om det var i Damaskus eller Daraa. Hvad jeg til gengæld ved, er, at der allerede var en stille indre revolte i os alle, der går meget længere tilbage end til 15. marts 2011.«

– Hvorfor sluttede du dig til revolutionen?

»Jeg voksede op i et Syrien, hvor man måtte gå ud fra, at væggene havde ører – selv ikke i sit eget hus kunne man tillade sig at kritisere regimet. Da jeg kom på universitetet, kunne jeg se, at mange af mine medstuderende kun var blevet optaget på deres studie, fordi de havde forbindelser i regimet – og ikke på grund af deres faglige kvalifikationer. Jeg husker også, hvordan min mand blev tvunget til at stemme på Assad i 2007 ved at sætte sit fingeraftryk på stemmesedlen med blod. Og jeg husker frygtelige historier, jeg hørte fra mødre, som i årevis havde ventet på at høre nyt om deres sønner eller mænd, uden at ane, om de endnu var i live eller for længst var blevet myrdet i Assads fængsler af politiske grunde. Før 2011 var der forbud mod alle politiske aktiviteter. Selv deltagelse i møder kunne medføre tortur eller fængselsstraffe i mange år. Vi havde i årevis gode grunde til at ville af med Assads regime.«

– Kan revolutionen på en eller anden måde fortsætte, eller har Assad vundet?

»Det vigtigste lige nu er, at revolutionens fakkel ikke slukkes – det vil ikke være til at bære, hvis også næste generation skal leve i mørke og frygt. Jeg håber jo stadig på, at vi en dag får et bedre Syrien. Det er legitimt at bekæmpe korruption, det er legitimt at have ytringsfrihed. Alle revolutioner i historien har haft vanskelige faser, som Syrien har det i dag, men i sidste ende vil folket triumfere.

– Hvad savner du mest, hvad har du mest behov for?

»Jeg sidder i dækning her i Ghouta, og bliver her. Men jeg savner at kunne gå frit rundt i byen, sidde i solen, indånde den friske luft. Jeg savner at have privatliv. Jeg savner mit gamle livs faste rutiner. At sidde i min sofa eller ligge i min egen seng, imens jeg drikker kaffe. Nu har jeg foreløbig været i det her beskyttelsesrum i 25 dage sammen med 70 andre personer. Jeg ønsker ikke at blive flygtning. For mig er landsforvisning en straf. Krav om frihed er ikke en forbrydelse, der bør straffes med fordrivelse.«

– Hvilken leder støtter du?

»Jeg kan ikke få øje på nogen, jeg kan støtte. Desværre ikke.«

– Gik alle dine venner med i revolutionen, eller var der nogen, der forblev loyale over for Assad?

»I revolutionens første fase var det så at sige syrere fra alle folkegrupper, der gik på gaden for at trodse regimet. Mennesker med alle slags baggrunde, unge og gamle, fra alle samfundslag var med i protesterne – kristne, drusere, sunnier, ismailitter (en gren af shiaislam, red.), palæstinensere, kaukasere, ja selv alawitter (den sekt, Assad og hans kreds af magthavere tilhører, red.), krævede forandringer. Jeg har stadig venner fra alle sekter, nogle af dem betyder mere for mig end min familie.«

»Som så mange andre oplevede jeg selv at blive anholdt og gennemtævet«

Zalkoufar Younis er i dag syrisk flygtning, bosat i Doha i Qatar, hvortil han kom i 2011 – han er 52 år, magister i engelsk fra Damaskus Universitet, tidligere politisk fange. Information taler med ham via Skype.

– Hvor var du 15. marts 2011? Og hvordan husker du den dag?

»Jeg var i Aleppo i Syrien. Og jeg husker, at jeg følte mig splittet imellem de forhåbninger og den frygt, som opstanden vakte. Jeg følte mig også sikker på, at opstanden ville sprede sig til resten af landet og omfatte Damaskus.«

– Hvad tænkte du om revolutionen?

»At det ville blive afgørende, at den ikke blev væbnet og blodig, men jeg vidste også, at det ville kræve, at sikkerhedsstyrkerne forstod, hvor dybt syrernes ønske om fredelige forandringer stak. Vores bange anelser blev ulykkeligvis bekræftet: Det blev hurtigt tydeligt, at regimet satsede på voldelig nedkæmpelse. Frygten for voldsrepressalier sad dybt i syrerne, for det havde været metoden, lige siden Hafez Assad kom til magten. Vi huskede blodsudgydelserne i Hama, i Idlib, Aleppo og Latakia i 1982.«

– Hvorfor gik du selv med i revolutionen? Og var det prisen værd?

»Vrede spillede bestemt en rolle. Jeg blev vred over sikkerhedsstyrkernes dumhed, over deres modbydelighed og brutalitet. Som så mange andre oplevede jeg selv at blive anholdt, gennemtævet og udsat for tortur. Vi blev tilbageholdt under horrible forhold, udsat for voldsomme fysiske strabadser, og helt uden sigtelser eller rettergang. Mange mennesker blev registreret under andre navne end deres eget for at gøre det sværere for vestlige humanitære ngo’er at spore, hvad der var blevet af dem.«

– Og var det prisen værd?

»Ja, selvfølgelig. Revolutionen var og er stadig bydende nødvendig for at skabe en ny stat, der bygger på en demokratisk forfatning, og garanterer lighed for alle Syriens etniske og religiøse grupper og forbyder diskrimination. Et Syrien med retssikkerhed og tolerance.«

– Tror du virkelig, Syrien stadig har en chance for at opleve positive forandringer?

»Troen på de positive forandringer lever endnu. Men vi ved også, at de ikke kan blive til noget, så længe Assad-regimet kan holde Syrien i fangenskab. Under diktaturet var hele landet Assad-familiens private ejendom. Man kunne ikke gøre forretninger uden om Assads familie og inderkreds. De sad på alle importlicenser, på alle regeringskontrakter. Bashar al-Assads fætter, Rami Makhlouf al-Assad, var og er landets rigeste mand, ikke fordi han er en dygtig forretningsmand, men alene fordi han er præsidentens fætter. Han kontrollerer det største mobiltelefoniselskab, de regeringstro aviser, og før krigen sad han også på Syriens olie- og gasindustri.«

– Vender du hjem til Syrien, når krigen slutter?

»Jeg ville hellere end gerne vende hjem til mit fædreland, når krigen slutter, men ikke hvis det stadig er underkastet et sekterisk diktatur. Jeg vil vende hjem til et frit Syrien.«

Hvilken leder støtter du?

»Min helt er Allahs sendebud, Muhammed, og må Guds fred være med ham. Han er kilden til min tro og en ledestjerne for anerkendelse af alle mennesker, ikke kun muslimer.«

»Nationer rejser sig og nationer falder. Og tiden er bare ikke god for Syrien lige nu«

Maz Al-Wafai er 25 år og har siden 2016 boet i Victoria, Canada. Han deltog i protesterne i sin hjemby Homs i Syrien, indtil han måtte flygte i 2014. Information har talt med ham via facebooks messenger-app. Al-Wafai er i dag mentor for studerende på Lighthouse Labs coding schoo, og arbejder derudover med en platform, der skal hjælpe syriske flygtninge med at finde arbejde.

– Hvor var du 15. marts 2011?

»Jeg var i Libanon, hvor jeg studerede. Revolutionen i Syrien foregik ikke på en enkelt dag, den begyndte som en række små protester spredt over hele landet. Så begivenhederne den 15. var forventede. Der havde været tale om en vredes dag, som dybest set var en gengivelse af, hvad der skete i Egypten. På dagen fik jeg opdateringer gennem sociale medier og nyhedsmedier, der ikke var syriske, og jeg var så glad. Det her var min drøm.«

 – Deltog du i revolutionen?

»Jeg tog frem og tilbage mellem mine studier som softwareingeniør i Libanon og Syrien, hvor jeg deltog i protester i min hjemby, Homs. Når jeg tænker tilbage var det sindssygt, for chancen for at blive skudt var stor. Jo flere mennesker, der gik på gaden, desto flere blev skudt, og det fik endnu flere til at protestere. Når jeg ser på situationen nu, har vi taget et skridt tilbage – ikke fremad. 

»Da vi var midt i begivenhederne, var det det hele værd. Der var en speciel enhedsfølelse, hvor man ikke tænkte så meget på sig selv, men på fællesskabet. Det var ikke organiseret, det var meget spontant. Selv om du ikke kendte de andre på gaden, vidste du, at de havde samme mål som dig, og vi var villige til at dø for det. Jeg mistede også venner under protesterne. Jeg husker ikke en eneste protest, hvor mennesker ikke døde. Men vi var ikke bange for at miste livet – det var på en måde noget, vi så frem til.«

– Tror du på, at Syrien kan ændres til det bedre?

»Det her er verdens gang. Nationer rejser sig og nationer falder, og tiden er bare ikke god for Syrien lige nu. Så jeg tror, situationen vil ændre sig til det bedre, men jeg ved ikke hvornår. Kender man historien i denne del af verden, kan man sige, at der er fred i pauserne mellem krigene. Lige nu er jeg det modsatte af håbefuld. Inden for den nærmeste fremtid er det svært at se, at der kan ske fremskridt for nogen af konfliktens parter. Lige nu er den eneste løsning, at parterne taler sammen om folkets interesser, men det sker ikke.«

– Vil du tilbage til Syrien, når krigen er slut?

»Steder består af de mennesker, der lever der. Lige nu kender jeg ingen i Syrien udover mine forældre, resten er flygtet. Hvis jeg tager tilbage, vil jeg være en fremmed i mit eget land. Jeg ser ikke mig selv tage tilbage nu, og så længe jeg er eftersøgt, kan jeg heller ikke.«

– Hvem tror du på i dag? Hvem støtter du?

»Der er mennesker fra Syrien og Homs, som jeg er stolte af. Vi er nødt til at falde til ro, komme til fornuft og tale sammen, for det er tydeligt, at ingen vil vinde denne konflikt. Der er ingen vindere eller tabere lige nu, for vores land ligger i ruiner. Hvis der havde været en politiker, et parti eller en organisation, der gjorde noget konstruktivt, så ville vi ikke være nået til dette sted.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her