Al-Sisi fremstod som den stille dreng fra basaren, indtil han blev en brutal farao

KAIRO – Da præsident Hosni Mubarak i 2010 udpegede Abdel Fattah al-Sisi som chef for militærets efterretningstjeneste, havde kun få uden for regimets inderkreds hørt om hans eksistens. Selv blandt de nærmeste kolleger var han kendt som ’den stille general’.

Da den nye præsident Mohamed Morsi fra Det Muslimske Broderskab i 2012 udpegede al-Sisi til forsvarsminister, troede mange, at islamisterne havde fundet en sympatisør blandt generalerne til at styre landets væbnede styrker. Det samme troede Broderskabet tilsyneladende selv. Nogle åbenmundede brødre pralede uofficielt med, at al-Sisi havde svoret at have deres ryg til sidste bloddråbe.

Men de tog fejl. Og det samme gjorde stort set alle andre i Egypten.

Da al-Sisi i juli 2013 kuppede sin præsident med folkelig opbakning, projicerede samtlige politiske fraktioner igen deres egne værdier, håb, aspirationer og drømme over på ’den stille general’. Med undtagelse af Broderskabet anså de fleste egyptere al-Sisi som en frelser, der heroisk reddede nationen fra brødrenes politiske islam, som blev støttet af Qatars oliesheiker og Tyrkiets præsident Erdogan.

Kolleger fra hæren og nationalisterne mente, at al-Sisi var en ny Gamal Abdel Nasser: en ægte socialistisk, nationalistisk hærofficer, der ville genskabe respekten for hæren og Egypten ude i den arabiske verden. Mubarakisterne og landets økonomiske elite troede, at al-Sisi var en ny Mubarak, der ville genetablere status quo efter ’en falsk revolution’.

Ikke-islamisterne så al-Sisi som en islamisk reformator, der ville søge en religiøs mellemvej og skabe harmoni i efterrevolutionens dybt polariserede samfund. Den liberale fløj håbede, at al-Sisi som det yngste medlem af Egyptens Militære Råd (SCAF) forstod landets ungdom.

Men al-Sisi – født i Gamaleya distriktet i Kairos gamle by nær den historiske basar, hvor folk har et legendarisk ry for at besidde en særlig snuhed – tog fusen på hele Egypten. Ingen i landet er blevet skånet siden hans magtovertagelse.

Generaler, mubarakister, liberale, aktivister, islamister, bureaukrater, journalister, kunstnere, socialister, jihadister og selv husmødre, som har anklaget regimet for at tortere deres sønner, er blevet smidt bag tremmer.

»Egyptens højtstående generaler fra landets Øverste Militære Råd så ham engang som en lille uskyldig duksedreng, hvis eneste funktion i livet var at skrive mødereferater under rådets møder. I dag er han præsident, mens nogle af hans tidligere chefer er bag lås og slå sammen med titusinder af hans modstandere,« siger Abdullah al-Sinawi, tidligere chefredaktør og nu journalist for et af Egyptens mest respekterede dagblade, al-Shourouk.

Opvokset i en kaotisk tid

Al-Sisi er født i 1954 og opvokset i skyggen af Mamluk-sultanatets storslåede moskeer i den gamle by i Kairo. Præsidenten påstår selv, at han som barn hørte Kairos kirkeklokker og så jøderne besøge byens synagoger.

Men al-Sisis barndom foregik ikke ligefrem i en belle epoque i egyptisk historie.

Han voksede op under oberstløjtnant Gamal Abdel Nassers sovjetstøttede socialistiske militærdiktatur, som netop havde kuppet det britiskstøttede monarki. De fleste egyptere og arabere så dengang diktatoren Nasser som lederen, der ville genrejse den arabiske stolthed efter årtiers ydmygelse under kolonialismen.

Men da al-Sisi blev teenager, bankede israelerne i to omgange egypterne og araberne på plads. Første med ydmygelsen af den egyptiske hær i 1967 og så igen i 1973.

Al-Sisi har selv indrømmet, at han var knust. Efter sigende var nederlagene medvirkende årsag til, at han i starten af 1970’erne begyndte på militærakademiet.

Da al-Sisi var i 20’erne, gjorde Nassers efterfølger, præsident Anwar Sadat, op med Egyptens alliance med Sovjetunionen og placerede Egypten i den amerikanske lejr i 1970’erne.

1977 blev et begivenhedsrigt år for den færdiguddannede officer. De sovjetiske våben blev udskiftet med amerikanske, han mødte sin nuværende kone, og i Knesset i Jerusalem talte præsident Sadat om fred med ærkefjenden Israel, der blev fuldbyrdet året efter. Samme år sendte Verdensbankens og IMF’s krav om at fjerne brødsubsidierne, og hundredtusinder af vrede egyptere over hele landet gik på gaden i protest.

Præsident Sadat satte kampvogne ind og ryddede utilfredse egyptere af vejen, inden han til sidst genindførte brødsubsidierne.

I 1981 blev Sadat snigmyrdet af islamister.

I fredsperioden under præsident Mubarak fra 1981 til 2011 var tilværelsen langt mere forudsigelig for al-Sisi. Han fokuserede udelukkende på sin karriere inden for militærets bureaukrati.

Han var i USA på kursus i Pennsylvania og i England i Oxfordshire. Han blev militærattaché ved den egyptiske ambassade i Saudi-Arabien og informationschef for forsvarsministeriets sekretariat, inden han blev chef for militærets efterretningstjeneste i 2010 under Mubarak.

En nationalist med foragt for fortiden

I dag er der ikke meget tilbage af den rutineelskende bureaukrat, der holdt sig inden for rammerne.

Når al-Sisi holder taler, kan man aldrig vide, hvad den næste sætning rummer. Han bruger ikke manuskript, men improviserer ofte med sin afdæmpede stemme, som til tider eksploderer i trusler og raseri. I januar truede han dybest set egypterne med døden, hvis de agtede at starte en revolution igen.

»Jeg sværger ved Gud, folkens, I skal ikke prøve på noget, for jeg er ikke nogen politiker! Jeg er ikke nogen politiker,« advarede han med løftet pegefinger i talen, som mange egyptere har sammenlignet med taler af Libyens afdøde diktator, Muammar Gaddafi.

Siden magtovertagelsen har eksperter og egyptere kæmpet med at placere al-Sisi ideologisk, politisk og menneskeligt. Men journalisten Abdullah al-Sinawi har set tre egyptiske præsidenters storhed og fald og er rimelig sikker i sin karakteristik. 

»Kendetegnende for ham er, at han virkelig foragter mange, og stoler på få,« siger journalisten.

Al-Sinawi – en de få tilbageværende journalister i Egypten som fortsat kan tillade sig at kritisere regimet i sine skriverier uden at blive smidt bag tremmer grundet den respekt, han nyder i landet – følger også med i vestlige mediers dækning af al-Sisi.

»I Vesten sidestilles al-Sisi ofte med Hosni Mubarak, men det er en falsk sidestilling,« siger han.

»Jo, lighedstrækkene er der bestemt: en tidligere hærofficer, der kontrollerer en autokratisk stat, som efterlader meget lidt rum til det civile. Men al-Sisi er ingen Mubarak. Han foragter faktisk Mubarak, og alt det Mubarak stod for,« siger al-Sinawi.

Al-Sisi er overbevist om – siger al-Sinawi – at revolutionen i 2011 opstod, fordi Mubarak var for blød ved egypterne og karakterløs over for amerikanerne. For eksempel at Mubarak lod sig presse til demokratiske reformer og større frirum til ytringsfrihed, civilsamfundet og internationale organisationer.

»Al-Sisi bryder sig slet ikke om nogen af delene,« siger al-Sinawi. 

Men al-Sisi ser især ned på Mubarak, fordi han tillod sønnen Gamal og hans klike at dominere Egypten. Ligesom mange andre generaler mener al-Sisi, at Mubarak en dag glemte sine rødder som hærofficer, og i stedet gjorde forretningsmændene og politicheferne til Egyptens herskere.

»Hæren – som jo producerer alt fra pasta til pansrede mandskabsvogne – blev fuldstændig udkonkurreret økonomisk i 00’erne. For en patriotisk fyr som al-Sisi, der er klædt i kaki og synes, at hæren bør udgøre nationens rygrad, var det sørgeligt at være vidne til, hvordan unge slipsedrenge – som Gamal Mubarak – sad på hele landet. Kuppet gav al-Sisi en gylden mulighed for at bringe hæren tilbage i førersædet,« siger al-Sinawi.

’Kun hæren kan forvalte Egypten’

Egypten-eksperter citerer ofte den preussiske minister Friedrich von Schrötter, når de skal beskrive den egyptiske hærs rolle i samfundet: »Preussen ikke er et land med en hær, men en hær med et land«.

De, som har mødt al-Sisi, siger, at han er overbevist om hærens guddommelige pligt til at lede nationen. Kun militæret har den nødvendige disciplin til at rette op på Mubaraks misforvaltede politistat.

»Al-Sisi respekterer kun én ting, og det er hærofficerer,« siger en højtstående rådgiver for en vestlig diplomatisk mission i Kairo, der ikke kan stå frem med navn af hensyn til sit arbejde.

Kilden er ofte i kontakt med nogle af al-Sisis rådgivere gennem sit arbejde. Hun har selv mødt og talt med præsidenten ved to lejligheder og betegner ham som »utrolig høflig«.

»Jeg ved, at han kun tager råd fra hærofficererne,« siger rådgiveren.

Siden al-Sisi kom til magten, har han udpeget loyale hærofficerer og pensionerede generaler i hele embedsværket. Den egyptiske stat – den ældste, største og måske mest korrupte i Mellemøsten – har været så stor en pine for al-Sisi, at han ifølge to af de mest anerkendte Egypten-eksperter, Samuel Tadros og Eric Brown, har skabt parallelle organisationer for at bekæmpe korrupte embedsmænd.  

Mostafa Ahmed, en mellemleder der siden 2008 har arbejdet ved Egyptens Ministerium for planlægning – som nu ledes af hærofficerer – mener, at al-Sisi gør det rigtige. Der er stor forskel på de nuværende og tidligere chefers moral og arbejdsetik, siger Ahmed.

»De tidligere chefer, som vi havde i Mubarak-tiden, var nogle korrupte og dovne skiderikker. De nuværende chefer er punktlige, disciplinerede og effektive. Personligt møder min chef ofte som den første og tager hjem som den sidste. Og så ved han, hvad han taler om,« siger Ahmed.

Mange eksperter sætter dog spørgsmålstegn ved det økonomisk fornuftige i militærdiktaturets store byggeprojekter under parolen ’Den Store Egyptiske Drøm’. Hærens ingeniører bygger nye broer, asfalterer de misvedligeholdte veje, graver en ny metrolinje under hovedstaden Kairo, anlægger nye togskinner fra middelhavskysten til rødehavskysten, bygger en ny administrativ by for at aflaste hovedstadens tæt trafikerede veje, og har allerede udvidet Suezkanalen.

'Ingen tør kritisere ham'

Tusinder af politiske dissidenter er blevet dræbt under al-Sisi, mens titusinder er blevet fængslet for modstand mod regimet. Internationale menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International og Human Rights Watch siger, at ulovlige tilbageholdelser, tortur og tvivlsomme retssager er blevet dagligdag for politiske kritikere i Egypten.

Egypten-eksperterne Samuel Tadros og Eric Brown skrev i en omfattende rapport for den amerikanske tænketank Hudson Institute, at den tidligere general ikke bare besidder en stærk aversion over for demokratiet, men også politik som håndværk med dets forhandlinger og kompromiser.

Tadros og Brown mener, at magtkampen efter revolutionen mellem Egyptens politiske eliter og deres fejlslagne forsøg på at levere noget konkret til samfundet, har styrket al-Sisis tro på, at politikere kun er interesserede i at tjene deres egne interesser uden at tænke på nationen.

»I præsidentens hoved er det kun ham selv og militæret, der har nationens interesser tæt på hjertet, da kun hærofficererne er ægte nationalister, som kan beskytte Egypten. Derfor har præsident al-Sisi under sin embedsperiode haft det som mål at fjerne politik fra offentlige pladser, delegitimere parlamentet og civilsamfundet og i stedet tage monopol på den politiske diskussion,« skriver Tadros og Brown i deres rapport.

I Vesten er der heller ingen appetit på at kritisere al-Sisis menneskerettighedsbrud. En politisk rådgiver ved EU’s delegation i Egypten, som ønsker at være anonym, fordi vedkommende ikke har mandat til at udtale sig til pressen, erkender, at al-Sisi gør alle de rigtige ting for at behage Vesten.

»Han sønderbomber IS på Sinai-halvøen nær Israels grænse, holder flygtninge væk fra Europa, samarbejder med det italienske gasselskab Eni, som borer ud for kysten, og køber nu flere hangarskibe, bombefly og våben fra franskmændene end amerikanerne. EU er ikke interesseret i at presse ham,« siger rådgiveren.

'På et eller andet tidspunkt går det galt'

I modsætning til Mubarak har al-Sisi formået at spille på flere heste i udenrigspolitikken, fordi han ikke har tillid til amerikanerne, siger Michele Dunne, forsker ved tænketanken Carnegie Endowment. Al-Sisi har knyttet stærke bånd til Rusland, Kina, Indien, Saudi-Arabien og Emiraterne.

»Omvendt hviler hans indenrigspolitiske samarbejde på et snævert grundlag,« bemærker hun.

I dag er det stort set kun hæren, der står bag ham, og selv blandt generaler er der frygt for, at hærens store og synlige rolle kan få katastrofale følger, siger journalisten Abdullah al-Sinawi:

»Hæren har samme status som Gud i Egypten i øjeblikket, og det gør, at egypterne nu makker ret. Men hvad sker der, hvis økonomien synker dybere, eller staten skal reformeres, eller hvis egypterne for alvor får nok af undertrykkelsen? Hæren er landets de facto eneste velfungerende institution, men hvad står vi med, hvis hæren mister legitimiteten? Hvem bliver syndebukken?«

Der skal skabes 800.000 jobs om året til den voksende befolkning, landets uddannelsessystem er kollapset, og militant islamisme udgør et stadigt stigende problem. En fjerdedel af befolkningen er analfabeter, mens en tredjedel lever under fattigdomsgrænsen. Eksperter advarer om, at Egypten er ved at blive en fejlslagen stat.

»Forstå mig ret… Det går jo ikke. En dag vil uventede begivenheder udløse en krise, der kræver dialog, eller der kommer udfordringer, som kræver justeringer og kreativitet. En hær efterlader ikke plads til nuancer og diskussion. Den er ikke skabt til at udtænke humanistiske ideer, skabe en ny social dynamik i samfundet, eller til at reformere stater. En hær er en rigid krigsmaskine med et snævert fokus på stabilitet og sikkerhedstænkning, som aldrig kan løse et lands problemer,« siger al-Sinawi.

Under Mubarak var der en sikkerhedsventil i form af noget, der ligner ytringsfrihed og semidemokratiske valg, hvor folk kunne udtrykke deres utilfredshed. Alligevel kom revolutionen.

»Under det nuværende regime er der ingen sikkerhedsventiler. Al-Sisi er ved at skabe en kompakt dynamit, der kan eksplodere når som helst. Han er langt farligere end Mubarak, og jo hurtigere det internationale samfund indser det, desto bedre for os alle sammen,« siger al-Sinawi.