Læsetid: 6 min.

De amerikanske arbejdere bliver fattigere, fordi de amerikanske virksomheder bliver større

Hidtil har det været et mysterium, hvorfor amerikanske arbejdere har fået så små lønforhøjelser, mens økonomien er buldret derudaf. To nye forskningsrapporter peger på de tiltagende magtfulde virksomheder som en del af forklaringen
Den amerikanske økonomi vokser, og arbejdsløsheden er faldende. Men lønningerne for de amerikanske arbejder er ikke fulgt med denne positive udvikling.

Den amerikanske økonomi vokser, og arbejdsløsheden er faldende. Men lønningerne for de amerikanske arbejder er ikke fulgt med denne positive udvikling.

9. marts 2018

Da verdens aktier i begyndelsen af februar tog et ordentligt dyk, var det delvist baseret på en frygt for, at lønningerne i USA stiger for hurtigt. Hvis amerikanerne får mere i løn, kan den amerikanske centralbank blive nødt til at hæve renten for at modvirke en overophedning af økonomien, hvilket alt andet lige vil medføre, at det bliver dyrere at investere – og derfor solgte investorerne ud af deres aktier. Men frygten for lønstigninger er isoleret set overdrevet.

Sandheden er, at de amerikanske lønninger ikke er steget ret meget det sidste årti og slet ikke lige så meget, som man skulle forvente, hvis man ser på, hvor godt økonomien har klaret sig, og hvor stor manglen på arbejdskraft ser ud til at være.

Et fundamentalt mysterium blandt økonomer har været, hvordan det kan hænge sammen, at amerikansk økonomi vokser, arbejdsløsheden falder, men lønningerne ikke følger med. Flere nye forskningsrapporter forsøger at give et svar.

For at forstå forklaringerne, skal man bide mærke i ordet ’monopson’. Et monopson er monopolets tvilling. Et monopol-marked er domineret af én sælger, hvor et monopson-marked er domineret af én køber. Og det er i tiltagende grad den bedste beskrivelse af situationen i mange amerikanske stater.

Men først lidt baggrund

Arbejdernes andel af BNP i USA er faldet støt siden år 2000. Hvis man kigger på data endnu længere tilbage, er det tydeligt, at arbejderne ikke har fået en proportionel andel af produktivitets- og velstandsstigningen i USA de seneste 40 år.

Og det er blevet værre siden finanskrisen. Gennemsnitslønnen i USA er stigende, men hvis man sorterer top-20 procent fra, altså chef-lagene, ser man, at lønningerne for de resterende 80 procent af arbejdsmarkedet er faldet siden 2008.

I øjeblikket er der meget lav arbejdsløshed, og det burde betyde gode tider for lønmodtagerne. Færre arbejdsløse gør det sværere for arbejdsgivere at finde kvalificeret arbejdskraft, hvilket burde føre til lønkonkurrence og stigende lønninger. Men det er ikke sket. Kurven for udviklingen i timelønnen det seneste årti ligner ikke engang en kurve, men snarere en flad streg.

Da Information i sommer skrev om emnet, pegede kilderne på to mulige forklaringer til, at det forholder sig sådan: Dels løntrykket fra globalisering (udflytning) og den teknologiske udvikling (automatisering) og dels den simple årsag, at der fortsat kommer flere arbejdere ind på arbejdsmarkedet.

Alt sammen meget plausibelt. Men nu har vi altså fået en ny mulig forklaringsmodel: Virksomhederne har fået større magt i forhold til lønmodtagerne.

For lidt konkurrence

Forfattere bag et nyt studie har set på data for opslåede stillinger og sammenlignet dem med de modeller, som den amerikanske konkurrencestyrelse bruger til at godkende eller afvise en virksomhedsfusion, HHI-indekset kaldes det.

Et HHI-tal på mere end 2.500 betegnes som skadelig for konkurrencen. I USA er den gennemsnitlige HHI-score for arbejdsmarkedet 3.157.

Rapporten finder derudover, at virksomheder udbyder job med lavere løn i byer med en højere HHI-score: mindre konkurrence, lavere lønninger.

Et konkret eksempel kunne være en by i Pennsylvania med et stålværk og et Wallmart-indkøbscenter som eneste arbejdsgivere. Da de to ikke umiddelbart er i konkurrence om hinandens arbejdere, har man et de facto monopson-marked for efterspørgslen på arbejdskraft.

Forfatternes beregninger viser, at hvis man flytter et lokalt arbejdsmarked fra den laveste fjerdedel til den øverste fjerdedel i HHI-indekset – altså gør det mere monopsistisk – medfører det et fald i lønninger på mellem 15 og 25 procent.

Vinderen tager det meste

En endnu nyere forskningsrapport af blandt andre David Autor, automatiserings-økonom fra MIT, har kigget på firmakoncentration i seks forskellige sektorer i den amerikanske økonomi.

Deres forskning viser, at der er blevet færre virksomheder, og de tilbageværende er blevet større og mere magtfulde. I perioden fra 2007 til 2012 betyder en stigning i markedskoncentration for en given sektor på én procent et fald på 0,4 procent i arbejderens andel af sektoren produktion – altså der bliver relativt færre arbejdere.

Spørgsmålet er så, hvorfor disse virksomheder (super-star firms) har fået lov til at sætte sig så tungt på diverse sektorer i amerikansk økonomi.

Rapporterne byder sig til med forskellige svar. Et grundlæggende element i mange af forklaringerne er et winner-take-most-paradigme, der er vokset frem, efter internetgiganter som Amazon har sat sig på store dele af sektorer, der førhen var spredt ud på mange forskellige virksomheder.

Tænk på, hvad Amazon har betydet for antallet af boghandlere i amerikanske småbyer, eller hvad rejsesøgemaskiner som Kayak og Momondo har gjort for rejsebureauerne.

Disse super-star firms er ikke gullaschbaroner, men hyper-innovative virksomheder, der formår at holde konkurrenter ude ved at være bedst og komme først – eller alternativt ved at opkøbe konkurrenten.

En anden sideløbende forklaring er disse virksomheders evne til at lægge sig på tværs af anti-monopolitisk lovgivning. Scott Galloway, en hurtigsnakkende professor fra New York University, har udgivet bogen The Four (The Hidden DNA of Facebook, Amazon, Apple and Google), hvor han argumenterer for, at det er på tide at bryde disse giganter op, så markedet kan fungere igen.

Super-star-firmaernes evne til at lægge sig i vejen for sådan lovgivning bliver fremlagt som en mulig forklaring på den tiltagende markedskoncentration og de medfølgende faldende lønninger.

Pengemaskinens paradoks

Problemet er, at det er en del sværere at definere og opbryde monopsoner, end det er med monopoler.

Et monopson er sværere at pejle sig frem til, og argumentet for at bryde det op er mindre sort-hvidt for et monopoltilsyn.

Mens de øverste lag af amerikansk politik er mere fokuseret på udenlandske markeder og diverse handelsaftalers påvirkning af amerikanske lønninger, er investorer og formueforvaltere i tiltagende grad begyndt at undre sig over de manglende lønstigninger, de profitable firmaer, de forgældede amerikanere og deres manglende købekraft.

I en velfungerende økonomi burde virksomheders profit gå mod nul. Hvis en virksomhed skovler penge ind i en bestemt branche, bør eksisterende og nye virksomheder flokkes dertil, øge konkurrencen og i sidste ende drive profitgraden i jorden.

Men på trods af at amerikanske firmaer er blevet mere profitable, er der blevet færre af dem. Siden 1975 er en femtedel af de børsnoterede virksomheder forsvundet, og samtidig er profitten blevet koncentreret på færre hænder.

I 1975 tjente 100 virksomheder halvdelen af den totale virksomhedsprofit i USA. I 2015 gjorde kun 30 virksomheder det samme. De 200 virksomheder i toppen tjener i dag mere end den samlede profit for alle børsnoterede virksomheder – hvis det lyder mærkeligt, så er det fordi, at den aggregerede indkomst blandt de resterende 3.500 virksomheder er negativ; de taber penge.

Foren jer!

Iblandt de nye forskningsresultater på området er der også visse vage anbefalinger for, hvad man kan gøre ved problemet. De fordeler sig på to fløje: Bryd monopsonerne op oppefra, som det blandt andet bifaldes af Galloway, eller hvad man kan summere med et let omskrevet slogan, som vil være denne avis’ læsere velbekendt: Lønmodtagere, foren jer!

Få amerikanske lønmodtagere er medlem af en fagforening – omkring 16 millioner eller 10,7 procent af arbejdsstyrken – det er en halvering i forhold til 1980. Investoren Jonathan Tepper har kigget på sammenhængen mellem fagforeningsmedlemskab og andelen af den nationale indkomst, der går til middelklassen – og sammenhængen er slående: Hvis man tegner en graf over antallet af fagforeningsmedlemsskab og andelen af formuen, der er holdt af de ti procent rigeste, så går de i hver sin retning: Det vil sige, mens fagforeningsmedlemmer bliver færre, bliver de rigeste rigere.

En anden slående sammenhæng ser man mellem data for strejker blandt amerikanske arbejdere og vækst i lønninger. En graf over antallet af registrerede strejker og den gennemsnitlige lønudvikling danser af sted i takt over de sidste 140 år.

Det er svært at tro, at der er perfekt kausalitet mellem ovenstående data, idet en stor del af uligheden i det amerikanske samfund kan forklares med øget afkast på kapital, men mere grundlæggende har undermineringen af den amerikanske lønmodtagers rettigheder rykket ved magtforholdet mellem virksomheder og ansatte, hvilket blandt andet giver sig udslag i et stigende antal korttidsansættelser og konkurrenceklausuler for ikke-specialiserede job.

Det er svært at pege på en periode i nyere amerikanske historie, hvor så mange mennesker er blevet sat uden for et økonomisk opsving, men i kraft af at amerikanske fagforeningerne allerede er blevet svækket, er det svært at se, hvem der egentlig taler arbejdernes sag i USA.

Men måske er hjælpen på vej fra uvant kant: I en ny rapport fremhæver Goldman Sachs den pauvre lønudvikling som en mulig risiko mod fortsat vækst.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Ditlev Nissen
  • Torben K L Jensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Troels Holm
  • Poul Schou
  • Sidsel Jespersen
  • Jens Østergaard Petersen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Poul Erik Riis
  • David Zennaro
Hans Ditlev Nissen, Torben K L Jensen, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel, Troels Holm, Poul Schou, Sidsel Jespersen, Jens Østergaard Petersen, Lise Lotte Rahbek, Poul Erik Riis og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Hidtil har det været et mysterium" for økonomerne, skriver Róin.
Det største mysterium er hvordan disse alkymistiske tågehorn har kunnet score høje magtpositioner og lønninger.
Økonomer er gode til arbejde inden for et system med givet fastsat regelsæt. Her kan de analysere og endog forudsige. Derfor er de gode til at analysere regnskabel og rådgive.
Men økonomi er grundlæggende ikke en videnskab baseret på fysiske størrelser. Grundstenen i økonomi er menneskets ønsker og behov. Behovene kan i en vis grad sættes på tal, mens ønsker er metafysisk.
Fysikeren kan forstå strøm, men hvis hun også skulle forstå strømmens glæde ved at bevæge sig i en ledning, ville hun få problemer med formelapparatet.
Økonomen har det problem, men han magter ikke at erkende det.

Mikkel Kristensen, Egon Stich, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel, Karsten Aaen, Flemming Berger, Tor Brandt, Torben K L Jensen, Mogens Holme og Erik Karlsen anbefalede denne kommentar
Poul Erik Riis

Gennem liberalistiske reformer har man siden firserne kæmpet hårdt for at undergrave tendensen til inflation. Og nu undrer man sig over, hvor inflationen er blevet af!!!

Ud over de faktorer, der er nævnt i artiklen, kan man pege på, at man gennem kvantitativ lempelse har pøset penge ud til finanskapitalen i stedet for at pøse penge ud til folkemasserne, som man gjorde i den keynesianske epoke. Men også før 2008 løb inflationen på finansmarkederne markant fra løninflationen.

Fra Reagan kom til magten og frem til 2008 blev dollarkursen med vekslende styrke pumpet op af den globale strøm af kapital til USA. Dollaren er nu nede omkring 6 danske kroner og tilsvarende svag over for euroen. Det må betyde en styrkelse af de amerikanske lønmodtageres forhandlingsposition. Den vil blive yderligere styrket, hvis dollarkursen kommer endnu længere ned, og det kommer den vel, hvis resten af Verden mister lysten til at at sende kapital til forrentning i USA. Måske kan der opstå en sneboldeffekt til fordel for lønmodtagerne og til ulempe for finanskapitalen.

Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Tror nu mere det skyldes den enorme svækkelse af fagforeningerne under Ronald Reagan og Marget Thatcher i firserne - man skal bare kigge på medlemsstatistikkerne i USA over den periode.

Eva Schwanenflügel, Henrik Berlau, Per Torbensen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

God artikel: Velresearchet, relevant og med ny information i en dansk sammenhæng. Monopsonvirksomhedernes rolle for løndannelsen er er et vidt debatteret emne hos bl.a. amerikanske økonomer, men det er første gang jeg mindes at have set det omtalt i en dansk avis.

Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel, Peter Knap og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

'So ein Ding wollen wir auch haben', vrøvler den lille svindler og sender Løhde til overenskomstforhandlinger med misvisende statistik som udgangspunkt!

Mikkel Kristensen, Egon Stich og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Jens Thaarup Nyborg. Det ville være dejligt, hvis det var så enkelt som du angiver. Der er blot den kendsgerning at tage hensyn til, at kapital og merfortjeneste til lønmodtagere er vokset samtidig i det 20. århundrede.