Læsetid: 9 min.

Besværlig nabo, aggressiv storebror eller gammel fjende? Tysklands splittede forhold til Rusland er ikke i bedring

Mens Merkel og hendes nye regering entydigt bakker op om udvisningen af russiske diplomater og insisterer på sanktionerne mod Rusland, er den tyske befolkning, det tyske erhvervsliv og den tyske Forbundsdag mere splittet i forhold til EU’s store nabo mod øst. Tyske Ruslandeksperter tror ikke på en afspænding i den nye regeringsperiode, hvor socialdemokratiske SPD har lagt afstand til deres tidligere mere Ruslandvenlige linje
Efter den tyske regeringsdannelse og det russiske valg sidder Merkel og Putin atter i spidsen for de to store lande. 

Efter den tyske regeringsdannelse og det russiske valg sidder Merkel og Putin atter i spidsen for de to store lande. 

Ritzau Scanpix

31. marts 2018

»Hvorfor er russerne vort broderfolk?«

»Fordi man kan vælge sine venner, ikke sine brødre«.

Sådan lød en af de lavmælte jokes i det hedengangne DDR, et land, der var stærkt præget af de overvejende tvungne politiske og private bånd østover – og af det 20. århundredes katastrofer, som i særdeleshed havde udspillet sig i spændingsfeltet mellem Tyskland og Rusland.

I dagens Tyskland – små tre årtier efter østblokkens sammenbrud – er det genforenede Tyskland blevet Europas økonomisk førende nation og den vigtigste drivkraft i EU. Båndene mod øst er udfordrede, og i stedet for begrebet om broderfolket og Rusland som großer Bruder er begrebet Putin-Versteher fremherskende. Altså en, der i et eller andet omfang udviser forståelse for autokraten Putin og hans politik – eller ikke tager afstand fra den.

I den eskalerende diplomatiske og politiske krise mellem Vesten og Rusland står den historiske tyske ambivalens over for Rusland nu atter i fuldt flor. Det gælder helt op på lederplan, hvor det efter den tyske regeringsdannelse og det russiske valg ligger fast, at Europas største land atter regeres af Angela Merkel, der i sin skoletid i DDR vandt en pris for sine russisk-kundskaber og som stadig elsker russisk litteratur. Fast ligger det også, at verdens geografisk største land får seks år mere under Putin, der stadig taler glimrende tysk efter en række ungdomsår i Østtyskland. Som beundrer af den tyske kultur og effektivitet har han endda sendt sine døtre på tysk skole i Moskva.

Facts og formodninger

Her stopper de fælles tilbøjeligheder umiddelbart.

Ruslands intervention i Georgien, landets knægtelse af menneskerettigheder og pressefrihed, Putins rolle i Syrienkrigen og i særdeleshed den russiske annektering af Krim-halvøen og destabilisering i Østukraine har sammen med den militære oprustning og de lejlighedsvise provokationer langs NATO’s grænser lagt forholdet til Vesten på is.

I den seneste konflikt om angrebet på den tidligere agent Sergej Skripal i engelske by Salisbury med nervegassen novichok fra Sovjettiden er Merkel gået med hele vejen og har i fællesskab med USA, Storbritannien og en række øvrige EU-lande entydigt fordømt angrebet som »et overgreb på Storbritanniens suverænitet«, der »truer alles sikkerhed«. Ligesom de øvrige lande har Tyskland udvist fire russiske diplomater med sikkerhedstjenestelig baggrund.

Selv om den tyske regering står samlet, og selv om alle indicier peger på et Rusland, der ikke engang prøver at påvise sin uskyld, har reaktionen udløst protester i de øverste politiske lag i Berlin. Bl.a. fra De Grønnes udenrigsekspert Jürgen Trittin, der kritiserer »ødelæggelsen af diplomatiske samtalekanaler med Moskva« uden »holdbare beviser« på Ruslands skyld. Samme logik benytter SPD-politiker og tidligere EU-kommissær Günter Verheugen, der mener, at sanktioner bør være »baseret på facts og ikke på formodninger«.

Hver tredje tysker ønsker tættere bånd til Rusland end til USA

I en meningsmåling fra oktober 2017 så 42 procent af tyskerne tætte forbindelser til USA som vigtigere end tætte forbindelser til Rusland. 32 procent anså det derimod for vigtigere, at Tyskland har tættere bånd til Rusland end til USA.

Kilde: Körber Stiftung

Blandt kritikerne er også en række forbundsdagsmedlemmer fra især Alternative für Deutschland og Die Linke, men også højtstående politikere som Sigmar Gabriel fra SPD har siden sin afgang som udenrigsminister vakt opsigt med kritik af både Ruslandsanktionerne og af udvisningen af diplomater. En figur som FDP’s provokerende Wolfgang Kubicki har ligeledes skabt røre ved at sige, at han i forhold til Skripal-affæren »ser med stor bekymring på, at NATO atter skal bruge en fjende for at retfærdiggøre sin egen eksistens«.

Ingen illusioner

»Med vores fælles historie med Rusland, som har mange tragiske elementer, har Tyskland en særlig forpligtelse til hurtigst muligt at gå fra en følelsesbaseret eskalation hen mod en nøgtern saglighed,« mener den tidligere ministerpræsident i delstaten Brandenburg og nuværende formand for foreningen Tysk-russisk forum, Matthias Platzeck.

Over for avisen Die Welt henviser han til forbundskansler Willy Brandts østpolitik, der i 1970’erne sørgede for afspænding mellem Vesttyskland og Moskva og alligevel udgjorde endnu et skridt på Tysklands lange vej mod Vesten, som historikeren Heinrich August Winkler har kaldt det.

»Konfrontationsspiralen hjælper ikke nogen. Den forstærker bare den fare for krig, som vi i dag igen bør tale om.«

Platzecks vurdering deles et stykke hen ad vejen af de to tyske Ruslandeksperter Sarah Pagung og Stefan Meister, der tager imod Information i Tysk Selskab for Udenrigspolitik (DGAP) i tænketankens lokaler i den tidligere jugoslaviske ambassade, en bombastisk nazibygning fra 1938 i udkanten af Tiergarten i Berlin.

»Vi skal ikke gøre os nogen illusioner,« siger Sarah Pagung.

»Putin har brug for sin aggressive udenrigspolitik for at holde sin popularitet indadtil. Han skeler ikke engang til de økonomiske konsekvenser. Ikke mindst på det digitale område ser jeg Rusland som en reel fare. Men Vesten skal passe på med at indlade sig på gensidige eskalationer som i konflikten om nervegasangrebet. Det er Putins spil.«

Hun bakkes op af sin kollega Stefan Meister, der medgiver, at Vesten må give samlede svar på provokationerne.

»Men en videre eskalation vil kun styrke Putins position. Tyskland er rådvild, for egentlig har landet i årevis villet forbedre forholdet til Rusland, men vi kan ikke finde nogen opskrift over for Putins provokationer,« siger han.

I forhold til truslen påpeger han, at Rusland nok giver et billede af sig selv som en stærk, global aktør, men at landet har et BNP på størrelse med Italiens.

»De har succes med at skabe furore med beskedne midler. Når det er sagt, så taler vi om en reel konfliktoptrapning og oprustning. Og vi befinder os i en tid, hvor vi – af mange grunde – er nødt til at stå mere på egne ben og bl.a. opdatere og modernisere den tyske Forbundshær. Det må vi forklare befolkningen.«

Ubøjelig Merkel

Allerede i Ukraine-konfliktens tidligste fase indtog Angela Merkel og den daværende udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier en nøglerolle i forhandlingerne om Minsk-aftalen og de omfattende sanktioner mod Rusland.

»Jeg har siden Minsk-aftalen forgæves ventet på, at vi i det mindste opnår en våbenhvile,« sagde Merkel op til det russiske valg.

»Først må vi opleve nogle fremskridt, så kan vi tale om sanktionerne.«

Denne position har mange kritikere i Tyskland, ikke mindst af økonomiske grunde. Mens mange store tyske maskin-, bil- og kemikoncerner stadig laver gode forretninger med Rusland, lider de mindre producenter af f.eks. fødevarer under sanktionerne. Ifølge det økonomiske Institut für Weltwirtschaft bærer tyskerne næsten 40 procent af Vestens eksporttab, der alene for Tysklands vedkommende ligger på ca. 4,5 mia. kroner – om måneden.

Relativt set har det især ramt de fem østtyske delstater. Derfor har en bred politisk koalition i delstaten Thüringen i begyndelsen af året krævet en »normalisering« af forholdet til Rusland, mens de østtyske delstaters repræsentant, Sachsen-Anhalts ministerpræsident Reiner Haseloff, hævdede, at sanktionerne har været »virkningsløse«, og at »sandsynligheden for, at de kommer til at virke efter hensigten, falder dag for dag«.

Stefan Meister

Politolog og historiker, leder af Robert Bosch-Centrum for Central- og Østeuropa samt Rusland ved tænketanken DGAP. Ekspert i EU-Rusland-forhold samt russisk udenrigs-, sikkerheds- og energipolitik.

Sarah Pagung

Politolog, medarbejder ved Robert Bosch-Centrum for Central- og Østeuropa samt Rusland ved tænketanken DGAP. Ekspert i tysk-russiske forhold samt russisk udenrigs- og informationspolitik.

Selv den tidligere bayerske ministerpræsident og nuværende tyske CSU-indenrigsminister Horst Seehofer, har plejet sin kontakt til Putin og krævet en udfasning af sanktionerne. Med lignende pragmatiske briller krævede FDP’s Christian Lindner i efterårets tyske valgkamp, at Tyskland efterhånden burde acceptere Krim-annektionen som et »permanent provisorium«. Det vakte på den ene side ramaskrig ud over Tysklands grænser og internt i CDU/CSU, og det blev affejet som »et brandfarligt forsøg på at legitimere et folkeretsbrud politisk«. På den anden side ville Merkel aldrig gå med til det, mener Stefan Meister fra DGAP.

»Der er et stort pres fra de østtyske delstater. Nok er Merkel opportunist. Men hun er helt konsekvent på det her felt, hvor det også handler om folkeret og retsstatslighed. Det hænger måske sammen med hendes personlige erfaring fra DDR,« siger han.

SPD’s reality check

Stefan Meister understreger, af forbundsregeringen faktisk ikke har opbakning til sin Rusland-politik i den tyske befolkning, hvor 80 pct. godt nok mener, at Putin er en global usikkerhedsfaktor. Alligevel ønsker op mod 60 pct. af tyskerne mere samarbejde og en lempelse af sanktionerne.

Sarah Pagung kan ikke se det for sig.

»EU ville totalt tabe ansigt, hvis sanktionerne mildnes uden fremskridt i Minsk-processen. I den nye regering er der en bred konsensus om denne Rusland-politik, som også skyldes et generationsskifte i SPD,« siger Pagung.

Siden Gerhard Schröders tid har der været flere Rusland-venlige stemmer i partitoppen, men med Sigmar Gabriels afsked som udenrigsminister til fordel for Heiko Maas er det nye tider, mener hun.

»Der er en ny stemning i SPD. De gamle Rusland-tilbøjeligheder har oplevet et reality check siden sidste valg i 2013 og erfaret: Man kan ikke stole på Putin,« siger Pagung.

»Med Heiko Maas kommer der en hårdere tone over for Rusland. Han går højere op i menneskerettigheder og retsstatslighed. Han har ikke samme binding til Rusland som tidligere udenrigsministre og førende socialdemokrater. Han vil være mere saglig.«

Her er ekskansler Gerhard Schröder et kapitel for sig i både SPD’s og Tyskland-Rusland-forholdets historie. Siden 2005 har han siddet i yderst omstridte lederstillinger i Nord Stream 2-projektet under de russiske energiselskaber Gazprom og Rosneft – et projekt, som Ukraine og Polen opfatter som en geopolitisk udgrænsning og afpresning, der udstiller Tyskland benhårde energipolitiske interessepolitik, og som samtidig vil øge den tyske og europæiske afhængighed af russisk energi.

Få forbundsdagspolitikere som FDP’s Wolfgang Kubicki siger højt, at Nord Stream skaber billig forsyningssikkerhed og sørger for, at Tyskland ikke skal importere amerikansk frackinggas. Den tyske regering går derimod stille med dørene – også over for »Putins vigtigste lobbyist«, som Ukraines udenrigsminister Pavlo Klimkin for nylig har betegnet Schröder. Hans krav om sanktioner mod Schröder afviste den tyske regering med skuldertræk.

»I Tyskland høster Schröder mest hovedrysten over sit forfængelige foretagende,« kommenterer Sarah Pagung.

»Men det er sandt, at Schröder og Nord-Stream udstiller et paradoks i den tyske Rusland-politik.«

Prorussisk eller antiamerikansk

En særlig udfordring i det fremtidige tysk-russiske forhold ligger i den russiske informationskrig.

»De højre- og venstreradikale tyske netværk er lette at fange med russisk propaganda. Det øger den interne splittelse i Tyskland,« siger Sarah Pagung og nævner Pegida-bevægelsen som eksempel.

»Antiestablishment-logikken står stærkt på den nye tyske højrefløj. Den øges effektivt af bl.a. Russia Today (russisk nyhedskanal, red.), der udgiver sig for at være et bolværk mod den tyske ’løgnepresse’.«

Indenfor de parlamentariske rammer har Die Linke fra den yderste venstrefløj fået stor konkurrence fra AfD som EU-kritisk og Rusland-venligt parti. Det har bl.a. udmøntet sig i en stærkt kritiseret AfD-grupperejse til Krim i februar, hvor AfD-politikere glædede sig over den angivelige prorussiske stemning på den annekterede halvø.

At både Die Linke og især AfD står stærkere i de østtyske delstater end i de vesttyske, handler derimod langt fra kun om forholdet til Rusland, understreger Sarah Pagung.

»Det er jo heller ikke sådan, at østtyskere partout har en større nærhed til Rusland. Mange tager stærkere afstand til Rusland netop på grund af de historiske erfaringer,« siger hun.

»Men der findes ofte en nostalgi og en fascination af det autoritære på begge yderfløje, i AfD og Die Linke. Ofte handler det også om en tysk antiamerikanisme, der får et lidt diffust udtryk som prorussisk.«

Stefan Meister ser heller ingen let vej for sig det i tysk-russiske forhold. Men frem for demonstrativ eskalation kræver han en langsigtet tysk og europæisk Rusland-strategi, der ikke kun satser på Putin eller på et lille liberalt mindretal som stabiliserende magt, men derimod på en bred udvikling i et russisk samfund, der nok tænker nationalt, men som samtidig er globaliseret og spundet ind i internationale netværk.

»Helt konkret kunne vi overveje, hvordan vi kan støtte det,« siger han.

»Det handler ikke kun om penge og politik, men også om mennesker. Mere lempelige visumregler og flere udvekslingsprogrammer for unge mellem Rusland og Tyskland kunne være et sted at starte.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Skoubye
  • Michael Hullevad
  • Benny Jensen
  • Torben K L Jensen
  • Anders Graae
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Olaf Tehrani
Christian Skoubye, Michael Hullevad, Benny Jensen, Torben K L Jensen, Anders Graae, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel og Olaf Tehrani anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

"Djævlen ligger i detaljen" - Den har Mathias Sonne lige vist om det specielle "Had/kærlighedsforhold" der har hersket mellem Tyskland og Rusland siden en tysk prinsesse rejste til Rusland og blev Katherina den Store over konkurrencen mellem Stalin og Hitler der i realiteten var udgangspunktet for Hitler i 2. Verdenskrig til Willy Brandt og Gerhard Schröder. Hvad skal man med tyske TV når man har Sonne. Tak for det - Matthias.

Sarah Pagungs udtalelse "Men der findes ofte en nostalgi og en fascination af det autoritære på begge yderfløje, i AfD og Die Linke" er ude i hampen. Den minder mig om en forside i indeværende avis for måske 8 år siden, der forestillede to formummede radikale aktivister overfor hinanden. En fra højre og en fra venstre. Den slags umiddelbart ukritiske sammenligninger er forskruede og mangler lødighed. Der findes ikke nogen nævneværdig fascination af det autoritære hos Die Linke eller på den europæiske venstrefløj generelt. Der er eventuelt en håndfuld forrykte stalinister og dets lige at finde i små obskure forsamlinger, hvilket er meget langt fra den grad af antidemokratiske tendenser, der florerer på højrefløjen som f.eks. i det topstyrede Dansk Folkeparti (https://www.ugebreveta4.dk/hver-niende-dansker-flirter-med-diktaturtanke...) og åbenlyst i det relativt nye AFD, der ikke engang har gjort op med deres mere eller mindre smånazistiske brodne kar. Forskellen på de to fløje er eklatant, idet langt størstedelen af venstrefløjen netop kæmper for øget demokratisering. Den ukritiske sammenligning er ideologi i en lunken semidemokratisk tilstand, hvor staternes forvaltning langt hen ad vejen er styret af kapitalinteresser via lobbyisme og sindrig manipulation (f.eks. Cambridge Analytica), samt et røgslør for den bl.a. vestlige kryptofascisme, der byder på militær aggression og besættelse i interesseområder i udlandet suppleret af tortur i hemmelige fængsler etc. I det lys fremtræder den ukritiske sammenlignings uretmæssige og uacceptable implikationer.