Black Lives Matter, Women’s March, MeToo, March for Our Lives – men de unge skal stemme, hvis de vil forandre

17-årige Sam Zief befandt sig i bygningen for de yngste studerende på Marjory Stoneman Douglas High School, da det seks minutter lange skyderi begyndte. Han forholdt sig helt stille, sådan som han siden de yngste klasser var blevet instrueret i at gøre. Imens sms’ede han med sin 14-årige bror, Matthew, der gemte sig i klasseværelset lige ovenover.

»Er du okay?« skrev Sam.

»Det håber jeg. Men husk, jeg elsker dig,« svarerede Matthew. »Du er den bedste storebror.«

»Vi skal nok komme ud af det her. Det lover jeg,« forsikrede Sam, og Matthew spurgte, om politiet var ankommet. Hans lærer var død og sad i døråbningen.

»Ja,« svarede Sam, der samtidig var med i en gruppetekst med sine tætte basketballvenner. Deres træner blev ved med at afbryde: Har nogen set Joaquin? – trænerens søn og kaptajn på holdet. Gps-funktionen på Sams mobil viste, at Joaquin var på den anden side af skolen. Han er i sikkerhed, tænkte Sam.

Næste morgen var det Sam Ziefs 18-årsfødselsdag. Dagen begyndte med beskeden om, at gps’en havde taget fejl. Joaquin var død.

I smerte tweetede Sam sine tekstbeskeder med broren. Tweetet fik en halv million likes på bare to dage og er blevet gengivet igen og igen i de amerikanske medier, siden gerningsmanden, Nikolas Cruz, dræbte 17 personer på skolen i Parkland, Florida, for godt en måned siden.

»Det var ikke for at få opmærksomhed. Det var bare for at få opnå empati eller sympati, vil jeg tro, fordi ingen burde have sådan en samtale med nogen. En bror, en far, en søn, en ven,« fortæller Sam Zief senere New York Magazine i en længere artikel, der afdækker oplevelserne blandt den gruppe af unge, som siden har sat sig i spidsen for den sociale teenagebevægelse, der i dag kulminerer med en March for Our Lives i Washington DC for mere våbenkontrol.

Tusindvis af mennesker ventes at dukke op, ligesom endnu flere vil slutte sig til dem i større og mindre byer over hele USA og internationalt, hvor der for eksempel i Danmark er demonstration foran den amerikanske ambassade i København.

#Never Again

Men det er ikke – som New York Magazine også noterer – de familier, der har mistet eller været tættest på volden på Marjory Stoneman Douglas High School, der har begyndt bevægelsen, som marcherer under #NeverAgain.

Det er tværtimod de unge blandt drama og teaternørderne, og dem, der går fanatisk op i journalistik. Unge, der kan lide at stille sig frem, og forbruger alle typer af medier – som for eksempel Davis Hoog. Typen, som vågner op tidligt om morgenen for at tjekke Associated Press og lytter til National Public Radio i bilen, når han kører i skole. Eller Emma Gonzáles, der er leder af skolens Gay-Straight Alliance.

Begge er de blevet frontfigurer i bevægelsen mod USA’s vågenlovgivning, som allerede har manifesteret sig i en massemobilisering for godt en uge siden, hvor op mod en million studerende marcherede ud af deres klasseværelser i 17 minutter – et minut for hvert offer.

Begivenheden blev kaldt National School Walkout og var stablet på benene af folkene bag Women’s March, der trak fire millioner på gaden ved Trumps indsættelse. Men målet er det samme. Næste demonstration er planlagt den 20. april – årsdagen for skoleskyderiet på Columbine High School i 1999 – og endnu en af de nye politiske organisationer, Indivisible, der registreret over 600 deltagende skoler indtil videre.

March for Our Lives er imidlertid ikke en social bevægelse, der er kommet ud af den blå luft. Ifølge opgørelser over sociale bevægelser, som BBC refererer til, har der været 15 store demonstrationer, siden Donald Trump blev præsident. Demonstrationen denne lørdag vil være den 16.

Dernæst er det den nye borgerretsbevægelse #BlackLivesMatter, som kæmper imod politibrutalitet mod sorte amerikanere, og ikke mindst #MeToo-kampagnen, der har været med til at danne den unge generations politiske bevidsthed.

Som David Hoog udtrykker det i New York Magazine: »Når du opdrager en generation af børn ved at fortælle dem, at de er nødt til at være forberedte på et skoleskyderi, hvordan fuck skulle det ikke være med til at ændre noget.«

Desuden er der tale om en generation, der kan de sociale medier til fingerspidserne, og har  kommunikative ressourcer, som de unge på Columbine High ikke havde i 1999 – til trods for at det skoleskyderi var det første, der printede sig ind i amerikanernes bevidsthed.

16-årige Rebecca Schneid, endnu en af overleverne fra Parkland, forklarer til BBC News, at de andre bevægelser – særligt #MeToo – har hjulpet hende og hendes medstuderende til at se mulighederne for at ytre sig og presse på for politiske forandringer.

»Jeg tror aldrig, det her ville være sket, hvis det ikke havde været for det seneste års begivenheder. Vi ser #MeToo og Women’s March som vendepunkter. Ingen af de magtfulde mænd i Hollywood forventede det, der skete. Lovgiverne og National Rifle Association (NRA) forventede heller ikke, at det her ville ske,« siger Rebecca Schneid.

Splittet Washington

USA har tidligere i historien været præget af voldsomme sociale opgør, eksempelvis borgerretskampene i 1950’erne og 1960’erne og senere demonstrationerne mod Vietnamkrigen. Og i 00’erne samlede protester mod Irakkrigen millioner af amerikanere i 150 byer landet over, mens en million demonstrerede mod atomvåben i New York i 1982.

Men ifølge en af USA’s førende forskere i sociale bevægelser, Standford-professor Doug McAdam, der selv deltog i anti-Vietnam-demonstrationerne som ung, er den vrede, han ser i de nuværende sociale bevægelser, hidtil uset.

»Dengang var der også en stor splittelse i landet, og folk var vrede. Men republikanerne og demokraterne havde dog et fælles grundlag, som de kunne samarbejde ud fra. Washington har ikke tidligere været så splittet, som det er nu,« siger han til BBC og uddyber per mail over for Information. »De nye bevægelser adskiller sig desuden fra dem i 1960’erenes ’nye venstre’ på den måde, at deres vrede og frygt i varierende grader bunder i valget af Trump til præsident,« skriver han og peger på, at man af de unge, der deltager i dagens march kan karakteriseres som »anti-Trump-liberale«.

Netop på grund af den fastlåste politiske situation, er det hurtigt blevet slået fast, at bevægelsen March for Our Lives ikke vil føre til de store forandringer i amerikansk våbenlovgivning. Republikanske vælgere har i store træk ikke ændret holdning til lovstramninger, og det anses for utænkeligt, at den republikanskdominerede kongres vil indføre andet end minimale stramninger, til trods for at erhvervslivet er begyndt at reagere. Store varehuskæder som Walmart er holdt op med at sælge skydevåden til unge under 21 år, og en række firmaer har lagt afstand til NRA og giver ikke længere organisationens medlemmer rabatter.

Indtil videre er det dog mest af alt symbolske sejre.

Men det faktum, at March for Our Lives er drevet frem som et ungdomsoprør mod en voksen generation, der synes at have accepteret skoleskyderierne i årevis med apatisk forfærdelse, giver alligevel anledning til spekulationer om, hvorvidt bevægelsen kan få politisk betydning i fremtiden.

Test på valgdagen

Endnu er ungdomsoprøret ikke blevet testet på valgdagen. Og den første prøve bliver de kommende midtvejsvalg i november. Mange af de studerende vil på det tidspunkt være stemmeberettigede, og de satser på, at våbenlovene bliver et centralt spørgsmål.

»Hvorvidt eleverne i post-Parkland-bevægelsen bliver en disruptiv kraft afhænger i vid udstrækning af, om de vedbliver med at organiserede sig og registrerer sig for at stemme. Det at stemme udgør den afgørende forskel, og unge stemmer ofte mindre end ældre vælgere. Især til midtvejsvalg,« som avisen The New York Times skriver i deres torsdagsudgave.

De unges lave valgdeltagelse betyder, at emner som våbenlove ofte er nemme at ignorere. Ifølge det danskbaserede netmedie Kongressen.com var kun hver ottende vælger ved midtvejsvalgene i 2014 og 2010 mellem 18 or 29 år.

Men det kan hurtigt ændre sig, skriver Kongressen.com i en analyse. For der er eksempler på, at de unge pludselig er begyndt at dukke op ved stemmeurnerne. Et eksempel er guvernørvalget i Virginia i 2017, hvor de unges høje valgdeltagelse var med til at sikre demokraten Ralph Northam sejren.

Ved de seneste valg er de 18-29-årige desuden begyndt at slutte op om Demokraterne med dobbeltcifrede procentpoint, skriver Kongressen.com:

»På grund af deres relativt svage position har Republikanerne indtil videre ikke haft grund til at bekymre sig om den såkaldte iGen (også kendt som Generation Z, red.). De incitamenter kan ændre sig, hvis vælgerkorpset kommer til at ligne en version af Virginias i 2017.«

Endelig er Donald Trump ifølge netmediet også en fordel for March for Our Lives-bevægelsen. Præsidentens vælgerkoalition byggede ved valget i højere grad på lavtuddannede vælgere i midtvesten, og hans splittende retorik har frastødt mange traditionelle republikanske vælgere, særligt universitetsuddannede og middelklassen i forstæderne.

Og her kan det vise sig, at de unge kan hente støtte fra voksengenerationen. Det er nemlig i høj grad blandt middelklassefamilier som dem i Parkland, Florida, at øget sikkerhed på skoler er på forældrenes dagsorden.

»Jeg tror, at chancerne for i hvert fald en eller anden reform af våbenlovene er større nu end på noget andet tidspunkt i dette årti. Grunden er det forestående midtvejsvalg. Republikanerne er bange for, at Trumps upopularitet vil skade deres chancer, og meningsmålinger viser stor opbakning til våbenreformer. Hvis den nuværende bevægelse holder liv i spørgsmålet om våbenkontrol helt frem til midtvejsvalget og kan presse nogle republikanere, kan det give demokraterne vind i sejlene. Hvilket i sidste ende kan ændre våbenlovene,« vurderer Doug McAdams.