Læsetid: 2 min.

EU i internt slagsmål om russisk gas i Østersøen

Ministerrådet modsiger EU-Kommissionen i spillet om den russiske gasledning Nord Stream 2, der skal løbe gennem dansk farvand. Samtidig lukker Rusland for gassen til Ukraine
10. marts 2018

Den russiske gasrørledning Nord Stream 2, der skal føres gennem dansk farvand og ende i Tyskland, har længe skabt splittelse i Europa. I denne uge blev situationen yderligere tilspidset, da to af EU’s vigtigste beslutningsorganer modsagde hinanden.

Mandag undsagde jurister fra Ministerrådet – der repræsenterer nationalstaterne i EU – således EU-Kommissionens afgørelse om, at unionens gasdirektiv også kan gælde oversøiske gasledninger og ikke kun som hidtil kontinentale gasledninger.

Kort sagt betyder det, at Nord Stream 2 ifølge Ministerrådet ikke kan indbefattes af EU-lov, men derimod er et nationalt anliggende for medlemslandene. Læs: Danmark. Ifølge Ministerrådet vil en ændring af gasdirektivet være i strid mod FN’s havretskonvention. Noget kommissionen tidligere har pure afvist.

Uenigheden i EU viser nok en gang, hvor splittede medlemslandene er i spørgsmålet om Nord Stream 2.

På den ene side har en række lande med Polen, Ukraine og USA i spidsen længe plæderet for, at gasledningen udgør en sikkerhedsrisiko, da gassen kan bruges til at afpresse og potentielt spille EU-landene ud mod hinanden. Derudover mener landene, at gasledningen direkte bryder med EU’s energimålsætning om at gøre unionen »mindre afhængig af én leverandør«. Læs: Rusland.

Modsat mener en række hovedsageligt vesteuropæiske lande med Tyskland i spidsen, at foretagendet er en udelukkende økonomisk gevinst for Europa – da gassen øger konkurrencen på det indre marked.

Pressionsmiddel?

Det statsejede russiske gasselskab, Gazprom, der ejer Nord Stream 2, har tidligere afvist enhver spekulation om, at Rusland kunne finde på at stoppe gasleverancen eller skrue priserne på gassen til eksempelvis Ukraine op, hvis Nord Stream 2 skulle blive en realitet.

Den forsikring giver de østeuropæiske lande (og USA) ikke meget for. Ukrainerne vil også mene, at de taler af bitter erfaring, da Gazprom ifølge dem tidligere har brugt gassen som pressionsmiddel. Rusland har på den anden side beskyldt ukrainerne for ikke at have overholdt deres gasaftale med Rusland, hvorfor de indstillede leverancen.

Gazprom har allerede indledt anlægningen af Nord Stream 2.
Læs også

I forrige uge lukkede Gazprom så igen for gassen til Ukraine. Det betød at daginstitutioner, skoler, universiteter og fabrikker måtte lukke.

Striden skyldes, at det statslige ukrainske gasselskab har vundet en international voldgiftsretssag over Gazprom, hvor sidstnævnte blev idømt et milliarderstatningskrav, for at have betalt for lidt for den gas, som det russiske selskab har sendt via Ukraine til Europa.

Dansk kattepine

Danmark har længe indtaget en ufrivillig rolle i centrum for konflikten, som et af de lande der skal give byggetilladelse til byggeriet af Nord Stream 2. Situationen bliver ikke mindre speget af, at VK-regeringen for ti år siden godkendte en næsten identisk ansøgning.

Den prekære situation fik sidste år Danmark til at anmode EU-Kommissionen om at gå ind i spørgsmålet, ligesom et enstemmigt folketing ændrede lovgivningen på energiområdet: Med »tilbagevirkende kraft« skulle blandt andet »sikkerhedspolitiske hensyn« inddrages, ved ansøgninger om oversøiske gasledninger.

I februar godkendte Tyskland som det første land (ud over Rusland) byggetilladelsen. Den nye strid mellem Ukraine og Rusland, har ikke fået tyskerne til at tvivle på projektet: Nord Stream 2 er »udelukkende et økonomisk projekt,« sagde en talsmand for kansler Angela Merkel denne uge ifølge Reuters.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik holm hansen

kom nu gang Merkel det er nu at du kan presse Putin og mon ikke du kan købe gassen andre steder ellers kan Tyskland vel bruge Akraft indtil sol og vind er på plads