Interview
Læsetid: 7 min.

EU-topmøde i skyggen af Trumps ulmende handelskrig

I dag starter EU-topmødet i skyggen af Trumps trussel om en handelskrig. Men konfrontation og gengældelsestold vil være et forkert skridt hen imod en omfattende krise, mener den tyske USA-ekspert Josef Braml, der ser en afpresning af NATO-partnerne i Trumps blanding af handels- og sikkerhedspolitik
»Lige nu danser alle rundt om Trump og vil have undtagelser. Han har delt for at herske. Det er lykkedes.« siger Josef Braml.

»Lige nu danser alle rundt om Trump og vil have undtagelser. Han har delt for at herske. Det er lykkedes.« siger Josef Braml.

Kevin Dietsch

Udland
22. marts 2018

Det har ikke skortet på europæiske forsøg på damage control op til de nye toldsatser, som Donald Trump agter at sætte i kraft fredag. I denne uge har bl.a. EU-handelskommissær Cecilia Malmström og den tyske økonomiminister Peter Altmaier været i Washington for at bringe handelsminister Wilbur Ross og dermed Donald Trump på andre tanker – eller i det mindste at få EU med under Mexicos og Canadas foreløbige fritagelse fra tolden på stål (25 pct.) og aluminium (10 pct.).

Heller ikke ved G20-gruppens finansministermøde i Buenos Aires i starten af ugen lykkedes det at opnå enighed mod den truende handelskrig, som EU og i særdeleshed det stål- og bilproducerende Tyskland frygter, efter at Trump har nævnt tyske biler som et yderligere muligt mål for straftold på 25 pct. Det ville fordyre de tyske biler voldsomt for de amerikanske kunder og dermed give de amerikanske bilfabrikker en stor fordel i konkurrencen med Tyskland, der i 2017 solgte biler for ca. 225 mia. kroner til USA.

Derfor vil torsdagens og fredagens EU-topmøde, som bl.a. skal handle om arbejdspladser, vækst og europæisk konkurrenceevne, blive overskygget af den truende handelskrig, hvor EU ifølge rådspræsident Donald Tusk »må indstille sig på alle tænkelige scenarier«.

Ingen fælles interesser

I sig selv er der intet overraskende i den ulmende handelskrig, som Trump via Twitter har kaldt »god og let at vinde«.

Det mener den tyske politolog og USA-ekspert Josef Braml, der i sine bøger om USA’s vaklende økonomi og demokratiske deroute har beskrevet opløsningen af USA’s rolle som verdens liberale og internationalistisk orienterede hegemon.

»Vi europæere har i årevis lukket øjnene for, at USA allerede under Obama har påpeget dette problem og stillet større krav til Europas bidrag til NATO,« siger Braml i Berlin.

»Efter valget af Trump håbede vi, at de voksne i Det Hvide Hus og de amerikanske checks and balances ville tæmme ham. De drømme er ikke gået i opfyldelse, og handelskrigen er blot en konsekvens af Trumps program og America first. Han lever i en Thomas Hobbes-verden, hvor der ikke er nogen fælles interesser. Europæerne må fatte, at Trump spiller et nulsumsspil, hvor den stærkes ret gælder, og man kun kan vinde, hvis andre taber.«

Den protektionistiske told på stål på et verdensmarked med overudbud og dumpingpriser er et mudret farvand, medgiver Josef Braml. Men der er i konfrontationen foregået et klokkeklart nybrud, som bekymrer ham.

»Trump har koblet tolden på stål fra både Europa og Kina med et tvivlsomt argument om national sikkerhed for at få større handelspolitisk handlekraft. Og han bruger argumentet om det ’uretfærdigt lave’ tyske bidrag til den europæiske sikkerhed og NATO,« siger Braml med henvisning til, at Tyskland stadig er mange milliarder fra at bruge to pct. af BNP på forsvar.

»Denne blanding af handels- og sikkerhedspolitiske mål ligner afpresning af de europæiske NATO-partnere. Den sætter tilliden til NATO på spil, og den undergraver verdenshandelsorganisationen WTO – bl.a. fordi det er uvist, om handelsorganisationen kan mægle i stridigheder om handelsspørgsmål, som begrundes med national sikkerhed.«

Kravet om, at Tyskland og EU skal nedbringe sit handelsoverskud over for USA og samtidig selv sørge for mere forsvar, gør det i Josef Bramls øjne desuden åbenlyst, at Trump ønsker at øge salget amerikanske våbensystemer – et perspektiv, der i hans øjne dog ikke modsiger, at Europa er tvunget til at investere i forsvar.

Josef Braml

  • Politolog og USA-ekspert ved tænketanken German Council on Foreign Relations fra 2006.
  • Tidligere medarbejder ved bl.a. Aspen Institute og Verdensbanken.
  • Forfatter til bøger som Den amerikanske Patient – Hvad USA’s truende kollaps betyder for verden og senest På bekostning af friheden – Det amerikanske demokratis deroute og følgerne for Europa, hvor han giver et dystert billede af stærk og lobbystyret magtkoncentration i USA’s medier, finansverden samt IT-, olie- og militærindustri.

Øje for øje

Trump ser med dyb utilfredshed på verdenshandelsorganisationen WTO, som i hans øjne spiller alt for blødt over for især  Kina, som USA i 2017 havde et handelsunderskud til på 375 mia. dollar. Trods talrige protester fra amerikanske økonomiske forbund har Trump derfor tænkt sig at hæve tolden på omkring 100 kinesiske produkter, herunder bl.a. telekommunikation og tekstiler – også selvom det kan medføre en kædereaktion for både den amerikanske økonomi og de amerikanske forbrugere.

Ifølge Josef Braml er det mest påfaldende, at Trump går efter den øje-for-øje-strategi, som WTO-præsident Roberto Azevedo har advaret mod ved at sige, at den vil »gøre os alle sammen blinde og tvinge verden ud i en dyb recession«.

Hvis man ser på tallene, ser det umiddelbart ud til, at Trump har en pointe. Tolden på import af f.eks. amerikanske biler ligger med ti procent markant højere i Europa end i USA, hvor europæiske biler kun pålægges 2,5 pct. told. Men samtidig har amerikanerne f.eks. højere told på tekstilvarer end europæerne. I det samlede billede opkræver EU ifølge magasinet Der Spiegel ca. tre pct. told på varer fra USA, mens gennemsnittet den modsatte vej er 2,4 pct.

»Trump tænker bilateralt i et multilateralt system med mange kompromisser,« siger Braml.

»Trumps kalkule er, at vi er de stærkeste og største, så de andre lande i organisationer som WTO kan ikke gøre noget. Han vil have fat i dem én mod én, men det er ofte ganske dumt. Han begik f.eks. en fejl ved at droppe TPP (transpacifisk handelsaftale, red.). Han så det som en blød frihandelsaftale, men det var knaldhård geopolitik mod Kina. Det smed han på gulvet,« siger Josef Braml.

Alligevel har Trump haft succes med at splitte både tidligere venner og fjender.

»Lige nu danser alle rundt om Trump og vil have undtagelser. Han har delt for at herske. Det er lykkedes.«

King Kong i fjernsynstårnet

Personligt advarer Josef Braml indædt mod, at EU med ’hævn-told’ går ind i en handelskrig. Men han tør ikke spå om, hvilken vej det i praksis kommer til at gå.

På den ene side har EU-Kommissionen foreslået særlige toldsatser på en række amerikanske produkter som appelsiner, motorcykler og whisky. Ifølge det globaløkonomiske HWWI-institut er det dog overvejende symbolpolitik, da de med en samlet handelsvolumen på godt 20 mia. kroner ikke vil ramme den amerikanske økonomi synderligt hårdt.

På den anden side har f.eks. EU-justitskommissær Vera Jourová indrømmet, at det mest var et retorisk modtræk for at få Trump på bedre tanker. Samtidig har ministre i lande som Italien og Spanien advaret EU-Kommissionen mod at gribe til strafaktioner, fordi det også vil ramme deres lande.

I sidste ende vil Tyskland få et afgørende ord, da protektionismen især vil ramme den store og stærkt globaliserede tyske eksportøkonomi. På forsiden af ugeavisen Die Zeit hang Trump i forgangne uge således som en frådende Kingkong i det berlinske fjernsynstårn med en supertanker i næverne under overskriften: »Trumps angreb på Tyskland«.

Samstemmende taler tyske økonomer om »angrebet på den tyske forretningsmodel«, som bl.a. mundede ud i et tysk handelsoverskud i 2017 på hele 1.840 mia. kroner, mens USA havde et underskud på handelsbalancen på næsten 5.000 mia. kroner. Herunder har Tyskland de sidste år haft et enormt handelsoverskud over for USA, mens f.eks. Frankrig har haft et handelsunderskud på tværs af Atlanten.

Depression som i 1930’erne

I Josef Bramls øjne er der på den ene side ingen tvivl om, at disse makroøkonomiske ubalancer langsomt bør udlignes. Her bør Tyskland yde sit bidrag ved f.eks. at hæve lønningerne, øge den indenlandske efterspørgsel, eksportere lidt mindre og skabe flere statslige investeringer.

»På EU-plan ville det give god mening med en Marshall-plan for Europa, hvor der for alvor investeres i bl.a. infrastruktur, uddannelse og vækst som veje ud af ungdomsarbejdsløsheden i Sydeuropa,« mener han.

På den anden side ser Braml en amerikansk præsident, der har misforstået fundamentale økonomiske sammenhænge. Han henviser her atter til Marshall-hjælpen, der efter Anden Verdenskrigs ødelæggelser ikke bare var et bolværk mod Østblokken. Det var i lige så høj grad hjælp til selvhjælp for den amerikanske industri, idet den gav Vesteuropa økonomisk succes og dermed den fornødne globale købekraft. Den logik ligger uden for Trumps synsfelt, mener Braml.

»Kineserne sælger elektronik, og tyskerne sælger BMW’er til amerikanerne. Til gengæld køber vi deres gæld i papirer, som en dag kan være værdiløse. Sat på spidsen er USA det eneste land, der importerer varer og tjenesteydelser uden at betale for det. Det tager Trump nu afsked med,« siger Braml med et skævt smil.

Det smil stivner hurtigt, mens han gennemgår USA’s stigende statsgæld og den private gæld, der atter er højere end før finanskrisen. Hvis renten for alvor stiger, vil det være yderst giftigt for USA, mens det vil gøre det nemmere for Kina at ekspandere økonomisk.

»Det er ikke optimalt bare at finde sig i Trumps nye told. Men alternativet er værre. En handelskrig kan føre til en depression som i 1930’erne – i en situation, hvor seddelpressen har været rødglødende i årevis, renterne er i bund og centralbankerne har ikke mere i bazookaen. Hvis Trump sætter straftold på biler som det næste, så… bammm,« siger Braml og knalder knoerne mod hinanden.

»En handelskrig kan være gnisten, der sætter fut i den helt store krise.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Mathias Sonne

Superspændende interview med Josef Braml.

Donald Trump har - det må man indrømme - en pointe i, at de færreste Nato-lande bidrager i aftalt omfang, 2% af BNP, til vores fælles forsvar. Vi glæder os over velfærdsstaten, som ikke er billig at opretholde, og er trygge ved, at amerikanerne i givet fald klarer ærterne for os.

Danmark tiltrådte i september 2014 Wales-erklæringen, hvor målet om 2% af BNP til forsvaret er formuleret. Hvis vi i mellemtiden har ændret opfattelse, så må vi meddele dette til Nato og udtræde af den fælles målsætning om 2% af BNP til forsvaret.

Det var ikke værdigt, at både vi ignorerede Wales-erklæringen og Barack Obamas høflige påmindelser, indtil USA satte spørgsmålstegn ved Nato Traktatens §5.

Vi bekræfter Donald Trump's syn på denne verden, at det er Alles Kamp Mod Alle á la Thomas Hobbes. Hvis Tyskland nu øger den indenlandske efterspørgsel og accepterer en EU Marshall-Plan for Sydeuropa, så har vi europæere endnu en gang bekræftet Trump's opfattelse af denne verden.

Poul Erik Riis

Braml har fat i en række interessante problematikker, og han kommer med et par gode pointer i interviewet: Tyskland skal sætte mere gang i efterspørgslen - og USA importerer masser af varer og tjenester uden at betale for dem.

M.h.t. efterspørgslen bør Tyskland sætte gang i klimainvesteringer. Vækstfremmende politik bør kombineres med miljø- og klimapolitik.

At USA importerer masser af varer og tjenester uden at betale for dem, er en sjov måde at formulere sig på - men USA betaler i hvert fald en lav effektiv rente af sin udlandsgæld, hvilket nok vil sige en negativ effektiv rente, og når dollaren falder, smelter udlandsgælden væk. Dollaren skal tilsyneladende falde langt under de nuværende 6 kr., hvis udlandsgælden skal væk. Eller også skal USA lægge masser af told på importen, men det vil give en lignende effekt, nemlig høje priser for dem, der importerer.

USA har jo helt bevidst gennem de sidste 35 år kørt med store underskud på betalingsbalancen, og det har i gennemsnit givet en lånt indkomst på 2-3% oven i BNP og en svingende, men gennemgående god international købekraft af dollaren. Det har blandt andet medført, at kapitalintensiv produktion er blevet favoriseret i forhold til arbejdsintensiv produktion, og det er vel heller ikke så dårligt. Overskud på betalingsbalancen vil i en vigtig forstand gøre amerikanerne fattigere. Det vil umiddelbart reducere det, amerikanerne har til rådighed til forbrug og investeringer med 2-3% eller mere, hvilket der så kan kompenseres for, ved at de løber hurtigere. Det vil på sæt og vis være en sparekur. Og hvad vil der ske med de opblæste aktiekurser og hele den finansielle sektor, hvis den pumpe, der sender penge ud af landet for betaling af importunderskuddet og tilbage til den finansielle sektor og den amerikanske statskasse, bliver stoppet?

Jeg tror ikke på, at sammenbrud i økonomien som i 1929 og 2008 er uundgåelige. Teoretisk set er der altid mulige modforanstaltninger. Spørgsmålet er bare, om den nødvendige vilje til modforanstaltninger er til stede. Der er nogle, der tjener penge på kriserne. Keynes blev rig på at investere i aktier for lånte penge, da kurserne var lav i trediverne. Der er rentehøge, som der er renteduer. Det er ikke alle, der bliver sure over arbejdsløshed. Nogle er enormt bange for inflation. Og store omvæltninger kræver store, hurtige modforanstaltninger. Man kan bedst justere systemet, når man forandrer det gradvist og forsigtigt.

Ligesom Tyskland bør være mere solidarisk med Sydeuropa, bør alle de lande, der har en solid udlandsformue, være solidariske med Tyskland. Det er vist Danmark, Norge, Schweiz, Beneluxlandene, Rusland, Japan, Kina, Singapore, nogle arabiske stater og formentlig også Frankrig, når skjulte udlandsformuer regnes med. Den klub må sætte gang i den globale efterspørgsel, hvis USA vil reducere sit bidrag.

Keynes og de britiske forhandlere havde omkring 1944 fat i problematikken med ubalancerne mellem landene og foreslog en international clearing union som modforanstaltning, men USA sagde nej. Fra 1980’erne ramte ubalancerne USA. De har udviklet sig til en integreret del af det monetaristiske regime, der fulgte det keynesianske. USA har ifølge de seneste officielle tal, jeg har set, akkumuleret en udlandsgæld på ca. 8 billioner dollar. Det er op mod 50% af BNP, og mere end 2½ års indkomster fra udlandet. Det sidste er på niveau med Spanien og Australien og vist kun overgået af Brasilien og Grækenland. USA er på grund af sine særlige vilkår slet ikke i en krisesituation som Grækenlands. Alligevel kan der sikkert være gode grunde til at nedtrappe USA’s afhængighed af betalingsbalanceunderskud. Der er i hvert fald andre lande, der har et stort behov for, at de, der har råd, bruger flere penge. Men de, der forhandler med USA, skal huske at fortælle dem, at man skal gå forsigtigt frem. Også for deres egen skyld. Man kan vel styre dollarkursen nedad i stedet for at skabe flere internationale konflikter.

Centralbankerne har ikke mere i bazookaen, siger Breml. Jo, de har. Måske skal de have tilladelse først. Måske skal de sende flere penge til nogle, der vil bruge dem, og færre til finansmarkederne.

Lavere international efterspørgsel er ikke nødvendigvis en katastrofe. Det er blandt andet et spørgsmål om at hjælpe hinanden. Historikeren Mazower (og måske også andre) har i en bog argumenteret for, at Grækenland, der også dengang var gældsat, havde fordel af det globale sammenbrud i trediverne. Rusland har måske fordel af, at man ikke køber så meget i udlandet. Og jeg mener, at dansk industri og håndværk havde stor udviklingsmæssig fordel af toldbeskyttelse og lignende fra cirka 1914 til cirka 1945. Men omvendt er den globale økonomi ikke et nulsumsspil. Når der er vækst i Kina og Indien, har alle andre fordel af det – gennem den handel, som Trump synes, har bevæget sig ud på et vildspor.

Det kan da godt være, at der er bestemte områder som stål og aluminium, hvor USA med fornuftig grund kan hævde, at de må sikre sig en vis produktion. De internationale aftaler bør give plads til den slags, f.eks. gennem en generel told, der ikke rammer bestemte lande. Told er i øvrigt en simpel måde at skaffe staten indtægter på i lande, der ikke har en højt udviklet administrativ infrastruktur (eller hvad det nu hedder).

Vi har ikke brug for en Marshallplan. Det er ikke nødvendigt at de velbeslåede giver gaver til de fattige, hvis de bare vil købe noget mere af dem eller sælge noget mindre. Hvis der er nogle i de velbeslåedes klub, der gerne vil have kortere arbejdstid, kunne det måske være en god idé.

USA kan sagtens skære ned på sine store militærudgifter, uden at Europa forøger sine. Det vil kun være en fordel, hvis vi bruger flere kræfter på diplomati.

Så vidt jeg lige kan se. Jeg er ikke ekspert. Hvis du vil kritisere eller supplere, vil jeg gerne blive klogere.