Læsetid: 7 min.

I EU tror de stadig på Matteo Renzi. Det gør italienerne ikke

Matteo Renzi blev betragtet som det europæiske håb, der skulle reformere Italien og genrejse landets økonomi. Men den tidligere premierministers selvtilstrækkelighed blev for meget for italienerne. Søndagens parlamentsvalg kan blive hans politiske dødsstød – eller fundamentet for et uventet comeback
Matteo Renzi blev i 2014 Italiens yngste premierminister nogensinde. »Jeg vil give jer en reform om måneden,« sagde han. Nu kæmper han for sit politiske liv.

Matteo Renzi blev i 2014 Italiens yngste premierminister nogensinde. »Jeg vil give jer en reform om måneden,« sagde han. Nu kæmper han for sit politiske liv.

Filippo Monteforte

2. marts 2018

Én vælger, der fortsat nærer tiltro til Matteo Renzis politik, er 58-årige Flavio Serra. Han kommer oprindeligt fra Torino i Norditalien, men rejste for 14 år siden til Nordjylland, hvor han driver et lille hotel. I 2017 stiftede han en dansk støtteforening for Renzis socialdemokratiske parti, Partito Democratico (PD).

Flavio Serra har fulgt det italienske parlamentsvalg tæt og kunnet betragte en splittet italiensk venstrefløj. Han mener ikke, at det er Renzi og PD’s politik, der har delt vandene blandt landets venstreorienterede.

Det er derimod Renzis personlighed.

»Der er mange, som synes godt om Renzis politiske reformer, men som mener, at han er lidt for selvglad og kompromisløs. Renzi udgjorde en trussel for de gamle ledere på venstrefløjen, som altid har siddet på magten,« siger han.

Et spørgsmål bekymrer særligt Flavio Serra frem mod valget: Udsigten til et mere EU-skeptisk Italien, hvis de mere nationalistiske og populistiske kræfter vinder magten og efterlader PD uden indflydelse.

»Jeg ser ingen politiske alternativer til PD. Valget er enormt vigtigt for hele Europa og Italiens forhold til EU. EU er en nødvendighed for Italien og for freden og stabiliteten. Da Renzi kom til magten, formåede han at fortælle det budskab og udvide partiets vælgerskare – glem ikke, at han fik 40 procent af stemmerne ved EU-parlamentsvalget,« siger Serra.

EU holder vejret

Renzis valgkampagne har været kendetegnet af ønsket om et stærkt samarbejde med EU. Sammen med støttepartiet Mere Europa (der står til tre procent af stemmerne, red.) forsøger 44-årige Renzi at brande sin alliance som Italiens eneste ansvarlige alternativ.

Spørgsmålet er imidlertid, om det er Renzi, der er kommet EU i møde, eller omvendt.

Gianni Riotta, der i årevis har beskæftiget sig med italiensk politik, blandt andet som chefredaktør på avisen Il Sole 24 Ore, hælder til det sidste:

»EU er selvfølgelig bekymret over, at mere end halvdelen af de italienske vælgere ser ud til at stemme på EU-kritiske partier. Vil Italien få en stabil, ikkepopulistisk og proeuropæisk regering de kommende år? Eller får Italien en ustabil, populistisk og antieuropæisk regering, som vil bryde med den Europæiske Centralbank? Det er dét, italienerne stemmer om på søndag, og det ved EU selvfølgelig godt,« siger han.

Renzis reformer

Matteo Renzi blev i 2014 Italiens yngste premierminister nogensinde.

»Jeg vil give jer en reform om måneden,« sagde han.

Han var il rottamatore – nedrivningsarbejderen. Han ville ikke alene genoprette den italienske økonomi, han ville også gennemføre reformer af de politiske institutioner.

Kort efter Renzis indsættelse rullede en bølge af reformer og nye love da også ind over italienerne: Pensionsalderen blev sat til at stige automatisk. En arbejdsmarkedsreform introducerede en form for flexicurity. Registreret partnerskab for homoseksuelle blev lovliggjort. Den offentlige administration blev afbureaukratiseret. En retsreform forkortede ventetiden ved civile søgsmål. De høje frynsegoder til parlamentsmedlemmer blev stoppet. En ny oplysningskampagne mod korruption blev igangsat. Og en skattereform skulle gøre landet mere attraktiv for udenlandske investeringer.

Særligt de finanspolitiske reformer vakte begejstring i Bruxelles. Og snart efter blev det til hyppige møder mellem Renzi og Tysklands kansler, Angela Merkel, der roste den unge premierminister for sine »turboreformer«.

Men ikke alle var lige begejstrede for Renzis nedrivningsarbejde. Det fortæller Gianni Riotta, der i dag er medlem af tænketanken Council on Foreign Relations, hvor han blandt andet analyserer italiensk politik:

»Matteo Renzi brød med traditionerne i italiensk politik. De fleste politikere arbejder sig ydmygt frem i årevis. Renzi kom som borgmester fra Firenze og var stort set ukendt. Han sparkede døren ind til partiet og udfordrede dets lederskab. Da han lancerede sit reformprogram, gav det ham mange fjender,« siger Riotta.

Renzis hovmod

Tre år efter sin indsættelse måtte Renzi overlade premierministerposten til sin nære allierede, Paolo Gentiloni. Opsigelsen kom efter en folkeafstemning om en forfatningsændring, hvor Renzi selvsikkert lagde hovedet på blokken og bebudede sin afgang, hvis ikke han fik vælgernes opbakning.

Det gjorde han langt fra. Befolkningen og ikke mindst fraktioner i Renzis eget parti havde fået nok af den unge premierminister og stemte imod.

»Renzi blev overmodig, efter at han var lykkedes med at få sine reformer igennem. Han valgte at skifte spor fra de økonomiske og juridiske reformer til de institutionelle reformer. Han ville simpelthen ændre det politiske system og indretningen af det italienske parlament. Forestil dig den her ’friske fyr’, der kommer ud af ingenting og pludselig vil omkalfatre det politiske system. Og det er kendetegnende for Renzi: Han er kompromisløs,« forklarer Riotta.

På trods af valgnederlaget beholdte Renzi sin formandspost i partiet, men han måtte affinde sig med en mere tilbagetrukket rolle. Eftersigende ventede han på et nyt momentum, der skulle bane vejen for il rottamatores comeback.

Tidspunktet kom aldrig – og på søndag går italienerne til valg for blandt andet at afgøre Renzis landspolitiske skæbne.

Splittet venstrefløj

Den populistiske Femstjernebevægelse står til at blive valgets største parti med cirka 28 procent af stemmerne. Et nyt valgsystem betyder imidlertid, at det vil kræve en tilslutning på omkring 40 procent at danne en flertalsregering – og til trods for, at Femstjernebevægelsen på det seneste har vist samarbejdsvillighed, er partiet politisk isoleret.

Ifølge de sidste meningsmålinger, foretaget 14 dage før valget, ser højrealliancen bestående af Silvio Berlusconis Forza Italia, det nationalistiske Lega (tidligere Lega Nord, red.) og det oprindeligt fascistiske Fratelli d’Italia ud til at blive valgets største alliance. Sammenlagt står de til 36 procent af stemmerne – og opnår det lille centrumhøjreparti Noi con l’Italia valg til parlamentet, vil alliancen måske kunne danne regering.

Paradoksalt nok står Renzis parti til at få flere stemmer end samtlige partier i højrealliancen. PD står lige nu til 23 procent af stemmerne – to procentpoint færre end ved det seneste parlamentsvalg.

Renzis største problem er den indre splittelse på den italienske venstrefløj. I protest mod hans reformer og forsøg på at ændre forfatningen forlod en række PD-medlemmer partiet og stiftede i stedet venstrefløjspartiet Liberi e Uguali, der står til seks procent i meningsmålinger. De nægter at samarbejde med Renzi. Og han er lige så uforsonlig.

Renzi skal derfor satse på, at en række mindre centrumvenstrepartiers mandater vil være nok til at skaffe flertal – og det virker usandsynligt.

Alternativt skal han indgå i en koalition henover midten med 81-årige Silvio Berlusconi, som på det seneste er slået ind på et mere EU-positivt spor – til stor fortrydelse for alliancepartnerne i Lega og Fratelli d’Italia, der ønsker at forlade unionen øjeblikkeligt.

På trods af den tilspidsede situation er der intet, der tyder på, at Matteo Renzi har givet op. Endnu mangler knap hver tredje italienske vælger at beslutte sig for sit kryds.

»Renzis politiske fremtid et i bogstaveligste forstand i vælgernes hænder. Og jeg vil mene, at det kun er et par procenter, der afgør den. Lige nu er historien blandt kommentatorer, at PD vil havne under 20 procent. Faren for Renzis modstandere bliver, hvis gisningerne ikke holder. Hvis Renzi får 23 procent eller mere, så vil han fejre det som en personlig sejr. Men får han under 22 procent, så tror jeg, han er færdig,« siger Gianni Riotta.

Det værste scenarium

Udsigten til et valgnederlag til Italiens proeuropæiske venstrealliance har skabt panderynker i Bruxelles. Alternativet er lige nu højrealliancen, hvor Berlusconi ganske vist har givet udtryk for, at han vil kæmpe for et styrket samarbejde – men hvad hjælper det, når hans parti formentligt vil være i mandatmæssigt undertal i forhold til de to EU-kritiske alliancepartnere.

I den italienske avis La Stampa blev kommissionsformand Jean-Claude Juncker i sidste uge citeret for at sige, at EU må være forberedt på det »værst tænkelige scenarium«. En udtalelse, han dog senere modererede blandt andet med henvisning til Berlusconi.

Gianni Riotta kalder det paradoksalt, at EU i dag er på charmeoffensiv over for Berlusconi:

»Nu, hvor EU kan se, at Berlusconi måske går hen og vinder valget, har de igen lukket ham ind i varmen. Det er EU’s problem. De var for hårde ved Berlusconi i går og for bløde mod ham i dag. De har glemt, at han er den primære årsag til italienernes manglende tillid til det politiske system. At han er grunden til populisternes fremgang.«

Italien har historisk set været et af de mest EU-positive lande. Men EU-begejstringen er forsvundet i kølvandet på den finansielle krise, der ramte Italien hårdt.

En undersøgelse foretaget af Jacques Delore-Instituttet sidste måned viste, at mindre end 40 procent af den italienske befolkning er positivt indstillet over for EU i dag. I begyndelsen af 1990’erne lå opbakningen på knap 80 procent.

Kan Berlusconi tilgive?

Det er ikke utænkeligt, at Femstjernebevægelsen og højre- og venstrealliancen alle havner i en situation uden de fornødne mandater til at danne flertal.

Berlusconi har tidligere brudt med sit valgforbund for at samarbejde med venstrefløjen, og lægger han sine stemmer sammen med Renzis, kan de højst sandsynligt opnå flertal.

Flere medier spekulerer i, om Berlusconi, der ikke selv kan blive premierminister på grund af en dom for skattesvig, går efter at blive republikkens næste præsident – et ønske, Renzi kan være fristet til at efterkomme for selv at komme i regering.

Berlusconi og Renzi havde et forbilledligt samarbejde, da Renzi var premierminister, forklarer Gianni Riotta.

»Mange af Renzis reformer var aldrig lykkedes uden Berlusconis støtte,« siger han.

Problemet er imidlertid, at Renzi og Berlusconi formentligt allerede dengang indgik en gentlemanaftale: Prisen for Forza Italias stemmer var en præsidentpost til Berlusconi.

Da tiden for udvælgelsen kom, valgte Renzi dog at opstille venstrefløjskandidaten Sergio Mattarella for at dæmpe gemytterne i baglandet.

»Berlusconi er snu. Han kan huske, at det var Renzi, der i sin tid brød med Forza Italia og ikke omvendt. Måske ønsker han hævn, måske er han blevet ældre og mere moden – det vil tiden vise,« siger Gianni Riotta.

Serie

Populismens hjemland går til valg

Den 4. marts var der valg i Italien. En omfattende ændring af valgloven skulle give landet mere stabile regeringer, men to populistiske bevægelser og to populistiske partiledere har gjort magtforholdene i italiensk politik uforudsigelige.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jesper Eskelund
  • David Zennaro
Jesper Eskelund og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

EU må vel tage hvad de kan få fat på. Og når valget sår mellem en mafiøs Berlusconi og højre-anarkisten Grillos autoritære web-"demokrati" - med relationer til Casa Pound - hvad pokker skal EU så ellers gøre.

Jes Enevoldsen

Arne Lund,
Det er svært at sætte etikette på Grillos Femstjerne-bevægelse, men "højre-anarkistisk" har jeg dog aldrig hørt før. På økonomi, arbejdsmarkedspolitik, retspolitik, miljø og klima ligger de mere eller mindre til venstre. På invandrerområdet er de "uldne". - Det er korrekt,at der mangler en del intern demokrati, men medlemmerne har f.eks. haft indflydelse på valget af kanditater i modsætning til både Renzis og Berlusconis partier. Fascisterne fra CasaPound peger på La Legas Salvini (Le Pens gode ven) som leder af regeringen - bestemt ikke på FemStjerne. Hvor har du set den forbindelse?

Jan Enevoldsen - Duhar ret i noget af det, du nævner, dog ikke økonomi. Her aner M5S ikke hvad den skal gøre ved Italiens kæmpegæld, eller hvordan man får nedbragt en arbejdsløshed på 10-15 pct.
Mht. flygtninge og migranter, da følger M5S i hælene på Lega Nord og Berlusconi, og vil sparke 600.000 illegale ud af landet. Ikke noget med at bruge EU-Parlamenter til at ændre på Dublin-konventionen.
Der er et sammenfald i retorikken mellem Casa Ppund og M5S, og CP anbefaler - også - at der stemmes på M5S, foruden Lega nord og de italienske brøde.
Grillo slår om sig til både højre og venstr, og bruger en retorik, som minder om den tidlige Mussolinitid. Taler fx om politik og parlamentet som en Augias-stald, hvor der trænger til at blive muget ud I sine tale hylder han Front national, Orban og Gyldent Daggry, og i EU-Parlamentet er M5S i gruppe med UKIP og Sverigsdemokraterne.
Oveni alt dette kommer Grillos autoritære form, og mangel på evne til at lytte til andre, kritiske røster ekskluderes hurtigt, men afgørelsen sker på Grillos blog, hvor de der deltager altid er enig med ham. Der har iflg Spiegel været forlydender fremme om, at der manipuleres med afstemnings-resultaterne.
Og så fremdeles.... jeg har svært ved at se, at M5S kan ret meget andet, end at bruges til at profilere Grillo, men udrette noget praktisk politisk, det har jeg endnu til gode at se. Her håber jeg, du kan bidrage mht. hvornår M5S har taget et ansvar på sig.

Jes Enevoldsen

M5S sidder jo allerede på borgmesterposterne i bl. Rom og Torino, hvor de "tager et ansvar på sig".
At de så har vanskeligheder er ikke så overraskende, men de har faktisk udrettet noget.
De vil rulle Renzis arbedsmarkedspolitik tilbage (som også venstreudbryderne af PD). Deres nyudnævnte skygge - økonomiminister er en Keyensianer. De forslår en "borgerløn", som skal være et socialt sikkerhedsnet.
CasaPound stiller jo selv op så de anbefaler vel at stemme på sig selv? De anbefaler officielt Salvini som statsminister.
M5S anbefaler ikke at smide 600.000 ud, men det er rigtigt, at de er "uldne" i invandrerpolitikken. Dil gengæld støtter de den enkeltes rettigheder, bl.a de homoseksuelles, som CasaPound ved festlige lejligheder gennembanker.
Der mangler internt demokrati, men der fortages dog interne afstemninger med betydning. Det dusin parlamentarikere, som ikke har fulgt partiets regler om at aflevere alt til en fond som ligger over 5000 EUR/måned er blevet ekskluderet. Både PD og Berlusconis Forza Italia har mange kandidater, som er dømt i første grad eller under anklage. M5S har ingen. Grillo stiller ikke selv op og vil ikke komme til det, fordi han er dømt i et skæderi for mange år siden. - Det er rigtigt at M5S vil muge ud i parlamentet, bl.a ved at stramme kravene til kandidatenres straffeattest på linje med den de selv bruger og ved at stramme korruptionsreglerne, så ejendom erhvervet ved korruption kan konfiskeres (på linje med hvad mafia-lovgivningen siger.)
Alle partier lover så meget så ingen af dem har recepten på, hvorden den Italienske gæld bringes ned. En hvilken som helst ny regering vil selvfølgelig komme til at æde de fleste løfter.
Kunne du dokumentere at Grillo hylder Front National og Gyldent Daggry og Orban? Det gør La Lega og Fratelli d'Italia.
Jeg ville ikke stemme M5S, hvis jeg kunne, men jeg kan slet ikke genkende dit billede af bevægelsen.