»Jeg blev født under Putin, jeg har levet mit liv under Putin, og det er, som om jeg vil dø under Putin«

De unge russere har været meget synlige ved de seneste års protester i Rusland. Noget er ved at ske. Men ikke nødvendigvis dét, som oppositionen havde håbet på
Op mod 100.000 demonstranter gik på gaden den 12. juni 2017 i 150 russiske byer. Omsider var ungdommen gået ind i russisk politik, lød det i kremlkritiske medier. Her er det aktivisten Ilya Yashin, som føres bort af politiet.

Op mod 100.000 demonstranter gik på gaden den 12. juni 2017 i 150 russiske byer. Omsider var ungdommen gået ind i russisk politik, lød det i kremlkritiske medier. Her er det aktivisten Ilya Yashin, som føres bort af politiet.

Evgeny Feldman

Udland
16. marts 2018

Ruslands liberale opposition kunne næsten ikke få armene ned i dagene efter 26. marts 2017. Oppositionslederen Aleksej Navalnij havde lokket næsten 150.000 russere på gaden i 82 russiske byer over hele landet, og det var ikke kun de sædvanlige intellektuelle og studerende, der mødte op. Der var også 16-17-årige russere, der råbte slagord som:

»En præsident er garant for forfatningen, Putin er garant for korruptionen.«

Knap tre måneder senere var billedet det samme, da op mod 100.000 den 12. juni gik på gaden i 150 russiske byer.

Omsider var ungdommen gået ind i russisk politik, lød det i kremlkritiske medier, unge, der i modsætning til deres forældre og bedsteforældre ikke sammenlignede alting med de kaotiske 1990’ere, men var født under Putin, vokset op under Putin og holdt regimets officielle retorik op mod den virkelighed, de levede i.

Alene mellem demonstrationerne i marts og juni 2017 skete der ifølge sociolog Ljubov Borusjak et skred i de unges politiske holdninger. Umiddelbart efter martsdemonstrationerne var der en generel følelse af uretfærdighed, af at noget ikke var, som det burde være.

»De unge sagde tit:

’Vi har fået nok’,« forklarer Ljubov Borusjak, der er sociolog ved Institut for Demografi ved Higher School of Economics i Moskva.

Efter demonstrationerne i juni var den diffuse utilfredshed erstattet af mere klare synspunkter. De unge var oprørte over, at politiet ved demonstrationerne var faret så voldsomt frem mod folk, der blot ville udtrykke deres mening. De var også frustrerede over, at magten i Rusland er »uudskiftelig«, at intet ændrer sig.

»Der var en pige, der sagde: ’Jeg blev født under Putin, jeg har levet mit liv under Putin, og det er, som om jeg vil dø under Putin’,« husker Borusjak.

Et tredje emne lå de unge meget på sinde, nemlig menneskerettigheder, især krænkelser af homoseksuelles rettigheder.

Ljubov Borusjak fremhæver, at de unge forsøger at generobre begreber som patriotisme og medborgerskab.

»Traditionelt har det altid været de meget konservative grupper i Rusland, der har kaldt sig patrioter. Men de unge mennesker, jeg talte med sagde, at de var patrioter, og at det var derfor, de ikke ville finde  sig i den uretfærdighed, de oplever,« forklarer Borusjak.

Politisk modning

Noget tyder dog på, at de russiske unge ikke er så rebelske, som oppositionen havde håbet på. De unge ønsker sig ikke store forandringer, blot bedre muligheder.

En stor undersøgelse udført af tænketanken Carnegie og det uafhængige meningsmålingsinstitut Levada Center viser, at de russiske unge hører til de 41 pct. af russerne, der kun ønsker småjusteringer af den politiske kurs — flertallet hører ikke til de 43 pct., der ønsker gennemgribende reformer.

»Denne generation er vokset up under Vladimir Putin, kender ikke andet end Putin, er ikke bekendt med anden politik end Putins. Og hos de unge har der ikke formet sig forestillinger om andre muligheder, ideer og handlemønstre,« skriver rapportens forfattere Aleksandr Kolesnikov og Denis Volkov.

Tallene dækker over enorme sociale og økonomiske forskelle, påpeger sociolog Ljubov Borusjak fra Moskva.

»Især i fattige regioner har mange unge et indtryk af, at de har fremtidsmuligheder, og at de vil få et bedre liv end deres bedsteforældre og forældre har haft. De unge, der går på gaden i Moskva, er langt mere velstillede. Her protesterer man ikke på grund af fattigdom, men på en følelse af uretfærdighed,« forklarer Ljubov Borusjak på baggrund af 90 interview med unge demonstranter fra Moskva.

Men over tid kan man aflæse en klar politisk modning i de holdninger og den utilfredshed, der får unge til at gå på gaden i protest.

I de store demonstrationer i 2012 deltog der også unge, men de var meget mere usikre i deres holdninger, forklarer sociologen Svetlana Erpyleva fra School of Advanced Studies ved Universitetet i Tjumen, øst for Uralbjergene

Sammen med sin kollega Oleg Sjuravlev har hun sammenlignet antikorruptionsdemonstrationerne i juni 2017 med interview med unge fra demonstrationerne i 2012.

»De mente, at de demonstrerede for ’ærlige valg’ og ’imod Putin’, men formodede samtidig, at deres holdninger var mindre velfunderede end de voksne demonstranters,« siger Svetlana Erpyleva.

I 2012-13 så de unge ofte sig selv som ’voksne’ i privatsfæren, det vil sige voksne nok til selv at vælge uddannelse, partner og fritidsinteresser, men for unge til at have egne meninger om politik. I 2017 havde det ændret sig, forklarer Svetlana Erpyleva. Det at blive voksen blev beskrevet som det at kunne tænke selvstændigt politisk:

»At være lille vil sige ikke at forstå, hvordan magten er skruet sammen i landet, hørte vi i vores interviews. At være voksen betyder derimod at forstå, hvilken rolle for eksempel præsident Putin spiller, og hvordan han styrer alt,« siger Svetlana Erpyleva.

Protesten er blevet normen

Det er ikke kun de nye demonstranters alder, der er værd at bide mærke i. Der er er også sket en ændring i demonstranternes sociale baggrund, bemærker Oleg Sjuravlev fra Universitetet i Tjumen.

»Der er flere socialt dårligt stillede, der går til demonstration, herunder unge, der snart skal ud på arbejdsmarkedet, men ikke ser de store karrieremæssige muligheder. Disse mennesker kræver ikke bare ærlige valg, men en mere retfærdig socialpolitik,« siger Oleg Sjuravlev.

Han ser to perspektiver i de unges protest. For det første stagnerer den russiske økonomi, og det kan føre til stigende utilfredshed blandt de unge, der forsøger at komme ind på et presset arbejdsmarked.

For det andet mener den russiske sociolog, at den politiske protest fundamentalt har ændret karakter. Da der efter parlamentsvalget i 2011 udbrød store spontane demonstrationer over den omfattende valgsvindel, var der noget afskrækkende nyt ved protesten. I dag er den blevet normen. Den omstændighed kan også påvirke politiseringen af de unge i fremtiden.

»De vokser op i et land, hvor protesten måske nok er marginaliseret, men ikke længere er noget eksotisk,« siger Sjuravlev.

Indflydelse eller indre immigration

Russiske unge stemmer kun i meget lille omfang, understreger Ljubov Borusjak. Alene af den grund mener hun ikke, at den protestparate ungdom vil komme til at spille den store rolle ved søndagens valg. Hvilken rolle de unge kommer til at spille i fremtiden, kommer an på situationen efter valget, vurderer hun.

»Hvis de føler, at de kan realisere sig selv, vil de gøre det. Hvis de føler, at alt skrider i den forkerte retning, og at de er marginaliserede, tror jeg, at de enten går i ’intern immigration’, som man kaldte det i sovjettiden – det vil sige, at de vil passe sig selv – eller udvandrer,« siger Borusjak, der påpeger, at de fleste unge demonstranter i de russiske storbyer, har gode uddannelser fra eliteuniversiteter.

Heller ikke Oleg Sjuravlev mener, at det giver mening at tale om de russiske unge som én samlet aktør op til præsidentvalget.

»De unge er ikke et politisk subjekt, ikke et parti. Vi er ikke i Frankrig anno 1968,« siger Sjuravlev. 

Han mener, at det mest spændende ved præsidentvalget er, hvor stort omfang valgsvindelen får, og hvor mange stemmer Putins vigtigste konkurrent, kommunisten Pavel Grudinin, får.

Den vigtigste indikator på utilfredsheden bliver dog, om der udbryder nye store protester den 19. marts, dagen efter valget.

Hvad gør Putin, når han vinder igen?

18.marts skal Rusland til præsidentvalg, men de egentlige udfordringer for Valdimir Putin venter først efter valget. Landet har alvorligt brug for økonomiske reformer, demonstrationer mod regimet er ikke længere et særsyn, og magtspillet om tiden efter Putin er allerede i gang.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Havde set frem til en begavet tema-serie om Rusland, men resultatet af Inf's anstrengelser har til dato ligget et godt stykke under mine bundforventninger. Hvem bliver fx oplyst og berigetaf et indlæg af den svenske forsvarsminister, som i fuld alvor argumenterer for, at Krim-befolkningens fravalg af (det halvfascistiske fallitbo) Ukraine udgør en direkte militær trussel mod Svensk landområde, og at Sverige derfor - ligesom NATO - må opruste kraftigt! Ifølge min globus er det Ruslands grænse, der er rykket kraftigt østpå, bort fra Sverige, hvis man sammenligner med tiden før 1990. Prøv i stedet at forklare, hvorfor Kalmar og Luleå er truet af russisk aggression, nu hvor der står NATO-kamptropper i alle de lande, der før var Sovjets allierede eller ligefrem var en del af USSR?
Sandelig et velvalgt tema-indlæg. Og er det strengt nødvendigt at køre derudad med alle de fortærskede Putin-klicheer. Manden i Kreml, der pt er skyld i rundt regnet alt ondt i verden, er nu, iflg. Inf. også blevet gjort til ejer af en losseplads! Så sandt som det står skrevet. Er det virkeligt udslag af Infs journalistfaglige ambition? Overlad da den slags trygt til Berlingeren. Det gør de måske endda bedre? Jeg har for nogen tid siden opsagt mit abonnement og den beslutning er jeg kun blevet bekræftet i.
Forfatteren Peter Freuchen, en modig mand, der turde gå imod flertallets hovedløse følgen med lemmingestrømmen, udtalte i 1948, at "Det er blevet en religion, at man skal hade russerne".

Povl Jensen, Jens Bryndum og Dagmar Christiandottir anbefalede denne kommentar