Først da den første tvivl om fejlbombning meldte sig, fik Forsvaret en procedure for civile drab

Forsvaret har typisk mere travlt med at få sendt danske kampfly af sted og smidt de første bomber, end at få styr på detaljer som hvad man gør, hvis man kommer til at ramme civile.

Det er det ifølge flere eksperter et eksempel på, når Information i dag kan dokumentere, at Forsvaret først fik styr på sine retningslinjer for håndtering af civile tab i Irak, efter der opstod tvivl om, hvorvidt danske fly havde fejlbombet civile irakere i 2015.

»Det går tit lidt hurtigt med at komme af sted. Der er som regel et politisk pres fra både Folketinget og vores koalitionspartnere for at få flyene ud hurtigst muligt. Politikerne vil gerne kunne melde ud, at de nu har smidt de første bomber mod fjenden. Så ting, man skulle have tænkt over, inden man tog af sted, når man måske først at tænke over efterfølgende,« siger Kristian Søby Kristensen, forsker i forsvarspolitik ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.

Flere kilder i Forsvaret har bekræftet, at retningslinjerne ikke var godkendt.

»Man kan bare sige, at det ikke er godt nok. Det burde man stille systemet til regnskab for, for det stiller soldaterne i en dårlig situation. Der har jo efterhånden været en del af de her sager. De mest kendte er proceduren for, hvad man skal gøre med fanger. Den her mangel på regler og procedurer udgør jo en risikofaktor for de udsendte,« siger Ole Wæver, professor i International Politik på ved Institut for Statskundskab på KU.

Procedurerne for hvad udsendte danske soldater skulle gøre, hvis de blev i tvivl om, hvorvidt et angreb havde ramt en IS-kriger eller en civil, blev først godkendt fem dage efter de danske officerer for første gang kom ud for et sådant tvivlstilfælde. Det fremgår af en intern korrespondance, som Information har fået aktindsigt i, og som ikke før har været offentliggjort.

Angrebet fandt sted den 30. august 2015, over ti måneder efter danske F16-fly smed de første bomber mod Islamisk Stat i Irak.

»Uagtet at vi snart skal hjem, så skal vi/VFK (Værnsfælles Forsvarskommando, red.) have lukket CIVCAS procedure med en endelig godkendelse,« skrev officeren IME den 27. august 2015, tre dage før angrebet fandt sted. Retningslinjer for eksempelvis håndtering af sager om civile drab skal typisk godkendes af en højtstående officer. 

Politisk følsomt

Sagen om de mulige civile drab i Nordirak begyndte, da to danske F16 landede på Ahmed al-Jaber-basen i Kuwaits ørken efter et overstået angreb mod fire personer og et køretøj. Da officererne efterfølgende så videooptagelserne fra bombetogtet, blev de i tvivl om, hvorvidt de tre mennesker, bomberne nåede at ramme, rent faktisk var civile. Kort efter dominerede overskriften ’Danske F-16-fly kan have dræbt civile i Irak’.

En måned senere konkluderede Forsvaret dog, at der »med overvejende sandsynlighed« ikke var blevet dræbt civile. Angrebet er det eneste offentligt kendte tilfælde, hvor Forsvaret har meldt ud, at det kunne have dræbt civile.

»Vi er nødt til at følge denne sag relativt tæt, da vi jo som bekendt ikke har fået udgivet vores CIVCAS procedurer endnu, og da emnet er mere end almindeligt følsomt politisk,« skrev en jurist fra Værnsfælles Forsvarskommando, morgenen før angrebet blev offentliggjort.

»Vi er allerede blevet ringet op af ’ophidsede folk’ fra FMN (forsvarsministeriet, red.),« tilføjede hun i parentes.

Til det konstaterer Kristian Søby Kristensen:

»Som juristen også indikerer, så er det et af de områder, hvor der før har været politiske omkostninger.«

Tre dage før angrebet den 30. august skriver officen med kaldenavnet IME, at Forsvaret snart må få godkendt sine procedurer for håndtering af civile drab – uagtet at piloterne og den øvrige bemanding skal hjem til Danmark en måned senere. Information har udeladt officernes borgerlige navne.

Uddrag af aktindsigt fra Forsvaret.

Kan svigte de udsendte

Dokumenterne i aktindsigten beskriver ikke, hvorvidt de manglende procedurer har haft nogen praktisk konsekvens for håndteringen af sagen. 

Men for begge forskere minder sagen om tidligere episoder, hvor Forsvaret ikke havde helt styr på sit beredskab.

»Jævnfør historierne om fangehåndtering i Afghanistan er det essentielt at få klarlagt, hvad man gør i en skidt situation, før den sker. Har man ikke lavet sit juridiske papirarbejde ordentligt, risikerer man at skabe et politisk eller retsligt problem for nogle soldater,« siger Kristian Søby Kristensen.

Spørgsmålet om civile drab har været kontroversielt i Danmarks luftkrige i både Irak og Syrien samt i Libyen i 2011. Efter bombekampagnen mod Moammar Gadaffis tropper vurderede Forsvaret selv i en intern rapport, at de manglede kompetencer til »collateral damage-estimering« – altså til at vurdere, om civile eller deres ejendom også blev ramt i et angreb på fjenden.

Konfronteret med det faktum i 2015 sagde daværende forsvarsminister Nicolai Wammen (S), at »hvis man tror, at vi går rundt og tager let på det (spørgsmålet om civile tab, red.), så tager man grundigt fejl.«

For Ole Wæver er sagen et godt eksempel på, at det i dag er mere politisk risikabelt at gå i krig.

»Vi kommer ikke uden om, at der i dag er en langt større risiko for, at en menig medarbejder kan blive hængt op på en eller anden beslutning, end der var for 50-100 år siden. Det er nemmere at rekonstruere, hvad der er sket, og det giver et generelt dilemma,« siger han og forklarer med et tænkt eksempel:

»Det gør det nemmere at gå tilbage og sige: Børge Jensen besluttede at trykke på den knap på grundlag af præcist de her oplysninger. Det var forkert, og så døde en kone og et barn her. Og hvis man så tilmed har uklare eller ufærdige regler, så svigter man de udsendte.«

Ifølge en jurist i Værnsfælles Forsvarskommando modtager de i forbindelse med sagen om mulige civile drab telefonopkald fra ’ophidsede’ folk fra Forsvarsministeriet.

Uddrag af aktindsigt fra Forsvaret.

Forsvaret: Vi stod ikke på bar mark

En af de højtstående officerer, der ifølge aktindsigten var med til at få procedurerne for undersøgelser af potentielle civile tab godkendt efter angrebet, er oberst Søren W. Andersen. Han bekræfter, at der gik lang tid, før procedurerne blev godkendt, men missionen var fra begyndelsen underlagt USA’s militære centralkommando, CENTCOM. De danske soldater stod derfor ikke på bar bund ved angrebet 30. august 2015, siger obersten.  

»CENTCOM har en proces for, hvad der sker, når man får viden om civile tab eller påstande om samme. Den proces kender vi og er en del af. Det, vi ikke havde helt på plads, var vores interface i den proces. Altså hvem fra Danmark skulle indgå i en eventuel undersøgelse, og hvad er opgavefordelingen på vores side? Det er altid afhængigt af hver enkelt mission.«

– Men det fremgår jo af korrespondancen, at en officer den 27. august gør opmærksom på, at I skal have dem godkendt snarest muligt, uagtet at I snart skal hjem fra Kuwait.

»Men det er også rigtigt. I Forsvaret forankrer man altid tingene i direktiver, bestemmelser og den slags dokumenter. Og det er rigtigt, at vi her var ret længe om at få det forankret fuldt og helt. Der var en del juridiske issues i det. Men selv om vi havde manglet den procedure på den allerførste dag, så havde vi stadigvæk ansvarlige chefer i Kuwait og i Danmark.«

– Men hvordan kan det være, at I her er ti og en halv måned inde i en mission, før det bliver implementeret – eller i hvert fald formaliseret? Uagtet at I måske godt gik rundt og vidste, hvad I skulle gøre.

»Der er mange grunde til det. Men en af grundene var jo, at det ikke var nødvendigt for vores operationer at have den. Det var klart et dokument, vi ville have lavet færdigt, men vi havde simpelthen ikke haft mulighed for at prioritere det højt nok.«

– Burde de ikke have været godkendt tidligere?

»Det mener jeg faktisk ikke. For by the end of the day, så var vi ikke i tvivl om, hvad der skulle gøres. Vi er lidt nede i noget organisatorisk.«

– Så du mener ikke, at de burde have været godkendt tidligere?

»Jo, rent professionelt ville jeg gerne ønske, at vi havde haft vores bestemmelser på plads så hurtigt som muligt. For det giver tryghed for alle. Men der er meget, der skal tilpasses, hver gang vi bygger en ny mission – og der tager vi det vigtigste først.«

– Hvad er det vigtigste?

»At vi sørger for, at vores mandat (f.eks. beslutningsforslaget fra Folketinget, red.) er i orden, at cheferne har robuste instrukser om, hvad de skal lave, og hvad red card holderens ansvar er,« siger han med henvisning til de danske officerer, som godkender luftangreb og sikrer, at de er i overensstemmelse med krigens regler og mandatet fra Folketinget hjemme i København.  

»Men det er vigtigt at forstå, at vi ikke stod på en bar mark her, selv om der her var noget, vi skulle have lavet færdigt internt,« slutter oberst Søren W. Andersen. 

Ifølge Kristian Søby Kristensen handler det dybest set om, at der i krig som i så mange andre situationer er brug for et bureaukrati. 

»Selv om det handler om at sprænge mennesker i luften, så er der en omfattende og bureakratiseret administrativ process, der leder op til den faktiske beslutning om at bombe. For ligesom der er regler for beslutninger om at tildele førtidspension, er der også regler for, hvad staten gør, når den forvalter sin militære magt,« siger Kristian Søby Kristensen.