Læsetid: 10 min.

Italien står over for et af de mest uforudsigelige valg længe

Det systemfjendtligt parti Movimento 5 Stelle (M5S) med den 31-årige Luigi Di Maio som kandidat til premierministerposten står til at at blive valgets største.

Det systemfjendtligt parti Movimento 5 Stelle (M5S) med den 31-årige Luigi Di Maio som kandidat til premierministerposten står til at at blive valgets største.

Ritzau Scanpix

3. marts 2018

Søndag går italienerne til parlamentsvalg. Den populistiske Femstjernebevægelse står til at blive valgets største, men spørgsmålet er, om de får flertal eller om regeringsmagten havner hos genopståede Silvio Berlusconi, hos den tidligere premierminister Matteo Renzi eller en helt fjerde.

Information giver dig det fulde overblik over partierne, der kæmper om magten.

Partierne:

 

 

Partito Democratico (PD) 

Centrum-venstre-parti. 

Leder: Matteo Renzi, 42. 

Da PD fejrede 10-års-jubilæum sidste efterår, var festen ikke ligefrem lutter lagkage. Partiet, der har regeret Italien siden 2013, har oplevet en tiltagende splittelse, hvor ledende medlemmer har været utilfredse med partileder Matteo Renzis midtsøgende kurs. Splittelsen var på sit højeste i december 2017, hvor premierminister Renzis forsøg på en forfatningsændring krævede en folkeafstemning. Italienerne stemte nej – og Renzi trådte tilbage. Men han overlevede som partiformand og håber på et politisk comeback ved dette valg. Får PD et godt valg i morgen, kan det lykkes.

Det vil PD. Øge de offentlige investeringer, hvilket betyder en overskridelse af finanspagtens loft på 3 pct. for EU-landenes budgetunderskud. Renzi kæder desuden Italiens bidrag til EU's budget sammen med andre EU-landes villighed til at aftage flygtninge fra Italien.

Valget 2013: 25 procent.

Prognose: 23 procent. 

 

Movimento 5 Stelle (M5S)

Systemfjendtligt parti.

Premierministerkandidat: Luigi Di Maio, 31. 

Femstjernebevægelsen blev stiftet 2009 af komikeren Beppe Grillo. Partiet har siden dengang oplevet vælgerfremgang og er i dag både repræsenteret i EU-parlamentet og i mange af landets regioner og byråd med bl.a. borgmesterposter i Rom og Torino. M5S er et internetbaseret, systemfjendtligt parti, hvis erklærede modstandere er de etablerede partier.

Statsministerkandidat Luigi Di Maio er et politisk ubeskrevet blad. Han har på det seneste grundlagt en mere kompromissøgende linje, når det kommer til EU og eventuelt samarbejde med andre partier. Det har fået stifteren Grillo til at indtage en mere tilbagetrukken rolle, og iagttagere spekulerer på, om han vil bryde med M5S. Partiet står uden alliancepartnere.

Det vil M5S: Er kritisk indstillet over for migranter og euroen, vil føre en progressiv klimapolitik, indføre mere direkte demokrati og en borgerløn 5.800 kroner om måneden.

Valget 2013: 25 procent.

Prognose: 28 procent. 

 

Forza Italia (FI)

Liberalkonservativt parti. 

Leder: Silvio Berlusconi, 81.

Da Silvio Berlusconi for tredje gang blev premierminister i 2008, fik hans parti historiske 46 procent af stemmerne. Siden hans tilbagetræden i 2011 er det gået nedad bakke. I en politisk svækket position blev Berlusconi sårbar over for italiensk justits; han blev f.eks. dømt for skattesvig. Nu er Berlusconi vendt tilbage til italiensk politik som manden, der »kan redde Italien fra populismen« og især M5S. På grund af sin dom kan Berlusconi ikke blive premierminister. Han har i stedet peget på sin nære allierede Antonio Tajani, der er formand for EU-Parlamentet, som premierminister. FI er en del af højrealliancen med Lega, Fratelli d’Italia og det lille centrum-højre-parti Noi con i'Italia.

Det vil FI: Forza Italia vil bremse tilstrømningen af migranter, indføre en flad skat på 23 pct. for både borgere og virksomheder. Folkepensionister skal garanteres en minimumsindtægt på 1.000 euro.

Valget 2013: 22 procent.

Prognose: 17 procent. 

 

Lega

Migrations- og EU-kritisk parti.

Leder: Matteo Salvini, 44.

Lega hed indtil for nyligt Lega Nord. Partiet blev dannet i 1989 og sigtede mod at skaffe mere selvbestemmelse til regionerne i det nordlige Italien. Partiet er derfor det ældste, der er repræsenteret i parlamentet. Siden Matteo Salvini overtog formandsposten i 2013, har Lega flyttet sit fokus fra ønsket om mere autonomi i nord til at blive et nationalt parti, der repræsenterer alle italienere. Det har givet vind i sejlene, og Salvini har bedyret, at han går efter premierministerposten, hvis Lega skulle få flere stemmer end alliancepartneren Forza Italia.

Det vil Lega: Ønsker at tvangsudsende migranter uden papirer (asylsøgere skal have deres sag behandlet) og at styrke flådens patruljering i Middelhavet. Vil trække Italien ud af eurozonen og genoprette et økonomisk fællesskab (EF) uden en politisk overbygning. Ønsker at knytte tættere bånd til Rusland. Partiet støtter en flad skat.

Valget 2013: 4 procent.

Prognose: 14 procent.

 

Fratelli d’italia (FdI)

Nationalkonservativt parti med rødder i nyfascismen.

Leder: Giorgia Meloni, 41.

Selvom partinavnet kan oversættes til Italiens Brødre, bliver Fratelli d’Italia ledet af den kvindelige journalist, Giorgia Meloni. Partiets rødder går tilbage til Italiens Sociale Bevægelse (MSI) fra 1946. MSI samlede en gruppe eksfascister fra Benito Mussolinis tid, men opnåede aldrig politisk gennemslagskraft. Partiets indflydelse blev styrket betydeligt, efter at partiet ændrede navn til Alleanza Nazionale (AN) i 1994 og fik et mere moderat image. Men deltagelse i flere regeringer under ledelse af Berlusconi skabte uro på partiets højrefløj og førte til dets opløsning i 2009. FdI, grundlagt i 2013, består dels af veteraner fra AN og dels af hårdkogte nyfascister. Partiet er en del af højrealliancen.

Det vil FdI: Ønsker en politik, der sætter traditionelle familieværdier og nationens storhed i højsædet. Indtager en kritisk holdning over for migranter og transnationale institutioner som EU.

Valget 2013: 2 procent.

Prognose: 5 procent.  

 

Liberi e Uguali (LeU)

Venstreorienteret parti.

Leder: Pietro Grasso, 72

Italiens Bernie Sanders, Jean-Luc Mélenchon og Jeremy Corbyn hedder Pietro Grasso. Den 72-årige partileder har været senatets formand siden 2013. Han er tidligere statsadvokat, i hvilket øjemed han blev landskendt for sine retssager mod Italiens mafia. LeU, de Frie og Lige, er en gruppering af små partier, der har brudt med Renzis Partito Democratico i protest imod hans reformpolitik og den af Renzi promoverede folkeafstemning i 2016 om en reform af de politiske institutioner. Flere PD-politikere har kritiseret udbryderne for at gøre centrum-venstres mulighed for at danne regering næsten umulig. Partiet står uden alliance.

Det vil LeU: Partiet vil styrke den grønne omstilling, bremse den gradvist stigende pensionsalder, skabe mere økonomisk lighed gennem progressiv beskatning og gøre det sværere for virksomheder at afskedige deres ansatte. Ønsker et forbedret forhold til Rusland.

Valget 2013: Eksisterede ikke.

Prognose: 6 procent.

 

+Europa

Liberalt og proeuropæisk parti.

Leder: Emma Bonino, 69.

Partiet blev grundlagt november sidste år som en protest mod den tiltagende EU-kritiske linje, som flere italienske partier er slået ind på de seneste år. +Europa blev stiftet af en række parlamentsmedlemmer fra centrum-højre-partier. Partiets leder, Emma Bonino, er tidligere italiensk handelsminister og udenrigsminister. I slutningen af halvfemserne var hun EU's sundhedskommissær. På trods af dets korte levetid står +Europa i nogle meningsmålinger til at komme over spærregrænsen på 3 procent. Partiet er opstillet i valgforbund med Matteo Renzis parti, PD.

Det vil +Europa: Som navnet antyder ønsker partiet et mere integreret EU-samarbejde. Partiet er desuden liberalt i sit syn på eksempelvis abort og homoseksuelles rettigheder.

Valget 2013: Eksisterede ikke.

Prognose: 3 procent*.

 

Noi con i'Italia (NcI)

Kristendemokratisk parti.

Leder: Raffaele Fitto, 49.

Noi con i’Italia betyder ’Vi er med Italien’. Partiet blev stiftet 19. december 2017 og er dermed landets yngste parti. Partiet er en koalition af en række politikere fra mindre, hovedsageligt centrum-højre-partier og kan blive valgets store joker – hvis de kommer over spærregrænsen på tre procent. Partiet er en del af højrealliancen med Forza Italia, Lega og Fratelli d’Italia og opnår NcI repræsentation i parlamentet kan partiet potentielt sikre højrealliancen det absolutte flertal. Ifølge de fleste meningsmålinger kommer partiet ikke over spærregrænsen. Prognoserne er imidlertid 14 dage gamle, hvorfor meget kan have ændret sig i valgkampens slutspurt.

Det vil NcI: Ønsker et forbud mod undervisning i kønsteorier på landets skoler uden forældrenes samtykke. Vil nedbringe den offentlige gæld ved at gennemføre en række økonomiske reformer. Ønsker at styrke landets cirkulære økonomi. Vil give Rom og Milano større autonomi.

Valget 2013: eksisterede ikke.

Prognose: 2,5 procent*.

Kilde: Prognosen er et gennemsnit af en række meningsmålinger udregnet af The Economist den 16. februar 2018. I Italien må man ikke offentligøre meningsmålinger de sidste to uger op til et valg. *Ved +Europa og Noi con i'Italia er udregningen selv foretaget på baggrund af otte meningsmålinger foretaget den 12.-16. februar 2018. Procenterne er afrundet til nærmeste decimal. 

Italiens gæld vokser

Italien havde i 2016 en gæld på 132 procent af bruttonationalproduktet. Det er mere end dobbelt så meget som EU’s anbefalede grænse på 60 procent. Det eneste land i EU med større gæld er Grækenland.

Scenarierne:

Intet synes afgjort, når italienerne skal stemme i morgen. For at opnå et absolut flertal vil det kræve omkring 40 procent af stemmerne. Her er de fem mest sandsynlige scenarier.

Scenarie ét: En højrealliance under ledelse af enten Forza Italia eller Lega

Koalitionen, der ifølge meningsmålingerne er tættest på at samle 40 procent af stemmerne i morgen, er højrealliancen. Berlusconis Forza Italia og Legas Matteo Salvini har begge bebudet, at de går efter premierministerposten, hvis deres parti bliver højrealliancens største.

I meningsmålingerne ligger de to partier side om side. Koalitionens flertal kan meget vel afhænge af det lille centrum-højre-parti, Noi con i'Italia, der balancerer omkring spærregrænsen.

Scenarie to: En venstrealliance under ledelse af Matteo Renzi

Matteo Renzi har ikke opgivet sine ambitioner om Palazzo Chigi. Men med ’kun’ 23 procent af stemmerne i de seneste meningsmålinger har Renzi og hans socialdemokratiske parti PD brug for en historisk god slutspurt.

PD er ganske vist en del af den såkaldte venstrealliance med en række mindre centrum-venstre-partier – deres mandater ser dog ikke ud til at være tilstrækkelige for Renzis flertal. Uden for alliancen står venstrefløjspartiet Liberi e Uguali, der potentielt kan sikre Renzi de afgørende mandater. Luften mellem PD og Liberi e Uguali er imidlertid iskold.

Scenarie tre: En populistisk femstjernekoalition

Femstjernebevægelsen står til at blive valgets største parti med 28 procent af stemmerne. Partiet har de seneste mange år ført dundertaler mod landets etablerede partier – i særdeleshed Berlusconis Forza Italia og Renzis PD. Af samme årsag har de i årevis afvist ethvert samarbejde med de etablerede partier.

På det seneste har partiet imidlertid luftet tanken om et politisk regeringssamarbejde. Det har Forza Italia og PD pure afvist. Lega har derimod optrådt mere imødekommende. De to partier er begge EU-kritiske og ønsker en hårdere kurs over for illegale migranter.

Scenarie fire: En koalition over midten med Berlusconi og Renzi

Valget på søndag kan resultere i, at hverken højre- eller venstrealliancen får absolut flertal. Hvis det bliver tilfældet, kan Berlusconi og Renzi være fristet til at indgå et regeringssamarbejde over midten.

Tilsammen vil de to partier, ifølge meningsmålingerne, lande på de fornødne 40 procent af stemmerne, men hvis det ikke er tilfældet, vil flere af parlamentets små centrumpartier formentligt stå klar i kulissen. Da Berlusconi ikke kan blive premierminister på grund af en dom for skattesvig, vil premierministeren antageligt blive Renzi.

Scenarie fem: Ingen kan danne flertal

Hvis ingen alliancer eller partier kan danne en regering, kan et nyvalg blive en realitet.

EU-begejstring på tilbagetog

Andelen af italienere, som mener, at deres land har fået noget godt ud af EU-medlemsskabet, er faldende. Flertallet er dog stadig for en fælles europæisk politik. 61 procent mener, at flere beslutninger bør tages i EU.

Alle infografikker er udarbejdet af Merle Baeré og Jesse Jacob.

Kilder: Eurostat, Istat (Italiens nationale statistik), Danmarks Statistik, World Tourism Organization, The Ecconomist, Financial Times, Bloomberg, The Washington Post, Reuters, Institut Jaques Delors and the Centre Kantar sur le Futur de l’Europe, The Telegraph.

Forstå Italiens valgsystem

Når italienerne går til valg søndag, skal de samtidig afprøve et nyt valgsystem. Valgsystemet blev vedtaget af blandt andet PD, Forza Italia og Lega i efteråret. Det er det fjerde valgsystem, borgerne bliver introduceret for siden årtusindeskiftet. Til sammenligning blev det danske valgsystem sidst ændret i 1953.

Italiens parlament består af to kamre. Et underhus kaldet deputeretkammeret med 630 medlemmer og et senat med 315 medlemmer. Et lovforslag skal vedtages i begge kamre for at blive til lov.

Man skal være 18 år for at stemme til valget til deputeretkammeret og 25 år for at stemme til senatsvalget.

Spærregrænsen ligger i begge kamre på tre procent.

Maksimalt 60 procent af de opstillede i et parti må være af samme køn.

Afstemningen

Vælgeren får to stemmesedler – én for senatet og én for deputeretkammeret. Hun må sætte et kryds på hver stemmeseddel. Hun behøver ikke at stemme på samme parti på de to stemmesedler.

Valgsystemet

Lidt forenklet kan man sige, at Italien kombinerer det danske og det britiske valgsystem.

64 procent eller godt og vel to tredjedele af deputeretkammeret og senatets medlemmer vælges ud fra et proportionelt valgsystem, ligesom vi kender det fra Danmark, hvor x procent stemmer på et parti svarer til x antal mandater.

De sidste 36 procent af kamrenes medlemmerne vælges ud fra det såkaldt first past the post-system – også kaldet the winner takes it all-princippet. Her tildeles det parti, der har fået flest stemmer i en valgkreds mandatet. Flere partier er gået i valgforbund. Det gælder f.eks. Forza Italia, Lega og Fratelli d’Italia. Det betyder, at spildte stemmer i en kreds, hvor en kandidat og hans parti vinder rub og stub, overgår til kandidater fra de allierede partier. Denne fordel har Femstjernebevægelsen berøvet sig ved at undlade at indgå i en alliance, hvilket kan blive afgørende for fordelingen af mandater og det endelige resultat.

Fordelingen af sæder

Systemet medfører, at ca. en tredjedel af medlemmerne i de to kamre vælges ud fra first past the post-reglen, mens de sidste to tredjedele fordeles efter det proportionelle system. Sidst bliver en håndfuld af sæderne i senatet og lidt flere i deputeretkammeret fordelt ud fra de oversøiske stemmer.

 

Serie

Populismens hjemland går til valg

Den 4. marts var der valg i Italien. En omfattende ændring af valgloven skulle give landet mere stabile regeringer, men to populistiske bevægelser og to populistiske partiledere har gjort magtforholdene i italiensk politik uforudsigelige.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Michael Hullevad
David Zennaro og Michael Hullevad anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jes Enevoldsen

Hvis man sætter sig ned og følger det italienske valg i morgen nat med dette "Overblik" som guide, bliver man slemt overrasket, fordi
- Der er ingen, som forestiller sig, at M5S bare kommer i nærheden af et flertal. Det er slet ikke på dagsordenen. Selv med et kanonvalg når de ikke 200 mandater, og der skal 316 til. Mest sandsynligt omkring 160
- Renzi går ikke og håber på et "come back". Hans sidste udtalelser er, at selv med et nederlag vil han ikke gå af som partisekretær. Det lyder ikke som meget "håb". Det mest sandsynlige er et "katastrofevalg" med omkring 160 mandater inkl. hans koalitionspartnere.
- LeU kan ikke sikre PD de nødvendige mandater. Tilsammen vil de ikke nå 200, så der er lidt langt til 316.
- LeU. Ja, Grasso er kritisk over for PD, men mange spurgte overrasket sig selv , om Grasso virkelig er venstreorienteret? Og at sammenligne ham med Melonchen??? Melonchen kunne måske sammenlignes med det lille Potere al Popolo parti, som sikkert får omkring 1,5%
- M5s første punkt, er at skære i politikernes privilegier og reducerere udgifterne til "politik". Det burde nok havde været nævnt først, da det er det, som giver dem langt de fleste af deres stemmer.
- Det er heller ikke sansynligt, at der kan laves en Grosse Koalition med Berlusconi og Renzi, men det er et af de spændende punkter at følge.
- Det mest spændende er imidlertid om Centrum/Højre skulle kunne nå de 40%. Ingen af de sidste 1-200 opinionsundersøgelelser har bekræftet dette, men måske kunne nogle overløbere fra Centrum/Venstre sikre et flertal til Berlusconi. Dem (overløbere) er der mange af i det italienske parlament. Det er bl.a derfor at M5S bliver Italiens største parti.
Skulle hverken Centrum/Højre eller en "Grosse Koalition" kunne dannes, er en "teknisk" regeringen (eller "Præsidentens Regering", som den kaldes) mest sandsynlig. Dens hovedopgave til nok være, at gennemføre en ny valglov, og så hurtigt udskrive valg igen.
("Fratelli d'Italia" ledes af en kvinde ja. Flertal af fratello (bror), "Fratelli" omfatter både brødre og søstre).