Efter det italienske valg kan vi vinke farvel til endnu et europæisk socialdemokrati

Flere europæiske socialdemokratier har de seneste år lidt store nederlag ved nationale parlamentsvalg. Søndagens valg i Italien blev ingen undtagelse, og dagen derpå bebudede partiets formand og landets forhenværende premierminister, Matteo Renzi, at han vil træde tilbage som Partito Democraticos (PD) leder »så snart, der er dannet en ny regering«.

Da Renzi overtog magten i 2014, lovede han »en reform om måneden« for at genoprette den skrantende italienske økonomi. Reformiveren skabte intern splittelse i PD og venstrealliancen, hvorfor flere mindre venstrefløjspartier og medlemmer af PD i protest valgte at forlade Renzi og stifte socialistpartiet Liberi e Uguali (LeU). Af samme grund har flere iagttagere af italiensk politik fokuseret på den interne splittelse på venstrefløjen som den primære årsag til PD og Renzis deroute.

Men den analyse holder ikke længere, mener professor ved det samfundsvidenskabelige institut på Genovas Universitet Mara Morini.

»PD’s valgnederlag kan ikke forklares ud fra en vælgerflugt til det socialistiske udbryderparti LeU. Resultatet er ikke et nederlag for PD alene. Det er et nederlag for hele landets venstrefløj og selve den italienske socialisme,« siger hun.

Ved søndagens valg klarede LeU kun akkurat at komme over spærregrænsen på tre procent. PD fik 19 procent af stemmerne – hvilket giver en tilbagegang på seks procentpoint sammenlignet med parlamentsvalget i 2013, hvor Renzi endnu ikke var partiets formand.

Vælgerne gik til Lega og M5S

En undersøgelse af vælgervandringer, som er lavet af analyseinstituttet Istituto Carlo Cattaneo tirsdag, viser, at PD har mistet sine vælgere til både antisystempartiet Femstjernebevægelsen og til det indvandrekritiske parti Lega. Derudover valgte mange tidligere PD-vælgere at blive hjemme.

I Norditalien, hvor størstedelen af de op imod 800.000 migranter, der opholder sig i landet, befinder sig, stemte de italienske vælgere hovedsageligt på Lega, der oplevede en fremgang på 14 procentpoint. Vælgere kom primært fra Silvio Berlusconis Forza Italia og PD.

I det sydlige Italien, hvor arbejdsløsheden er størst, sikrede Femstjernebevægelsen sig knap halvdelen af stemmerne. Undersøgelsen viser, at 43 af 100 vælgere, der i 2013 stemte på PD i et valgdistrikt i storbyen Napoli, stemte på Femstjernebevægelsen ved søndagens valg. Kun hver tredje vælger valgte at give PD genvalg.

Matteo Renzi var mere eller mindre politisk ukendt, da han i 2014 blev udnævnt som landets yngste premierminister nogensinde. Renzi blev hurtigt populær, og Tysklands kansler Angela Merkel roste den unge statsmand for sine »turboreformer«. Det efterfølgende år steg tilslutningen til PD massivt. Og ved Europa-Parlamentsvalget i 2014 opnåede partiet historiske 41 procent af stemmerne.

Ifølge lektor i politologi ved Bolognas Universitet, Filippo Tronconi, symboliserer Renzis storhed og fald den iboende frustration og mistillid, som italienerne har til det politiske system. Han kalder den nutidige italienske vælger for langt mere mobil end de tidligere ideologiske vælgere. Ud fra den betragtning er »den socialistiske og historisk stærke kommunistiske venstrefløj i Italien død«, mener han.

»Da Renzi kom frem i 2014, repræsenterede han selv antisystemet. Han ønskede om nogen at vende op og ned på det italienske samfund med sine mange reformer og sit ønske om en forfatningsændring. Renzi symboliserede på mange måder den protest, som Femstjernebevægelsen symboliserer i dag. Det var også derfor, at PD opnåede så mange stemmer til EU-parlamentsvalget.«

Resultatet afspejler Europa

Ifølge Tronconi endte Renzi imidlertid selv med at blive systemets mand, og selvom økonomien blev forbedret under PD’s regeringsperiode, så halter Italien fortsat efter flere EU-lande med en ungdomsarbejdsløshed på over 20 procent, lav vækst og høj offentlig gæld.

»Resultatet afspejler selvfølgelig den større bølge af socialdemokratiske partier i opløsning, vi har set over Europa – med undtagelse af Labour i Storbritannien. De europæiske socialdemokratier valgte at acceptere EU’s sparepolitik, og det lykkedes aldrig at tilbyde løsninger på eksempelvis migrationsområdet,« siger han.

Den udlægning deler seniorlektor i europæisk politik og populisme Daniele Albertazzi fra Birmingham Universitet.

»Valget viste, at forklaringen – hvor de etablerede højre- og venstrefløje i Europa slår ud med armene og siger: Vi kan ikke gøre noget, vi er bundet på hænder og fødder af EU, NATO og menneskerettighederne – den køber mange europæiske vælgere ikke længere. De vil have konkrete løsninger på de store problemer, de oplever. Ikke undskyldninger.«