Baggrund
Læsetid: 9 min.

Merkels nye regering: Yngre, vesttysk, mere kvindelig – og præget af magtkampe i partierne

Kansler Angela Merkels nye regering er præget af partiinterne magtudligninger og af afskeden med populære personligheder som udenrigsminister Sigmar Gabriel. Det eneste vi endnu ikke ved noget om, er den politiske retning
Kansler Angela Merkels nye regering er præget af partiinterne magtudligninger og af afskeden med populære personligheder som udenrigsminister Sigmar Gabriel. Det eneste vi endnu ikke ved noget om, er den politiske retning

Christian Thiel

Udland
10. marts 2018

»Den, der ønsker det menneskelige samfund, må overvinde det mandlige«.

Denne omstridte sætning er nedfældet i SPD’s principprogram – og ser et stykke hen ad vejen ud til at være en ledetråd for det ministerhold, som CDU/CSU og SPD stiller med i Angela Merkels fjerde periode som kansler. Men kun et stykke. Det stod klart, da SPD præsenterede sit ministerhold fredag.

Der er nemlig mange andre faktorer på spil end kønsfordelingen i ’kabinet Merkel IV’, hvor kun to ministre er blevet på deres poster, mens der er hele ti nye ansigter. Ud af i alt 15 ministre stiller SPD og CDU tilsammen med seks mænd og seks kvinder, mens det konservative sydtyske CSU stiller med tre mænd.

Som Süddeutsche Zeitung har understreget, har partierne fravalgt en teknokratisk model med så mange hardcore fagfolk som muligt. Det vidner f.eks. udnævnelsen af uddannelsesminister Anja Karliczek og udenrigsminister Heiko Maas om – begge er dygtige politikere, men uden videre erfaring på deres nye felt. Regeringspartierne har derimod valgt at fokusere på magtudligning og sociodemografiske proportioner som geografi, alder og køn. Dertil kan man roligt tilføje: status i partierne.

»Merkel tænker egentlig mere teknokratisk. Men hun har været kansler længe nok til at vide, at den eneste mulighed i en så svær koalition som denne sidste GroKo er at sørge for, at proportionerne er på plads,« mener Süddeutsche Zeitung.

Det gælder i høj grad for CDU. Merkel har hentet sin mulige efterfølger, den 45-årige Julia Klöckner, ind som landbrugsminister, mens hun modvilligt har givet sundhedsministerposten til den 37-årige Jens Spahn, der er den stærkeste Merkel-kritiker fra partiets højrefløj.

Afbalanceringen er også tydelig i CSU, hvor ministerspillet er en følge af magtkampen efter det historisk dårlige valg i september. Egentlig ville ministerpræsident Horst Seehofer genopstille ved det bayerske valg i efteråret, men han blev fortrængt af yngre kræfter nedefra, hvorefter han valgte atter at gå efter en post som forbundsminister.

At Seehofer nu kommer til at sidde på superministeriet for indenrigsanliggender, hjemstavn og byggeri er symbolsk: det indeholder bl.a. den enorme opgave med at løfte de struktursvage landregioner, hvor der er særligt mange af de AfD-vælgere, som CDU/CSU vil have tilbage i deres fold.

Østtysk ansigt

I SPD er udligningen af magtforhold ligeledes udpræget i fordelingen af ministerposter, der nærmere ligner en holdøvelse end en jagt på personligheder. Om det er produktivt for partiets overlevelse, strides de tyske medier om.

Mest tydeligt er det med den ny familieminister, Franziska Giffey, der hidtil var ukendt uden for sin bydel Berlin-Neukölln, hvor hun er SPD-borgmester. Den 39-årige Giffey er både den østtysker, den tyske presse har skreget på de sidste dage med blikket stift rettet mod de østtyske delstater, der føler sig underrepræsenteret og derfor frygtes at hælde endnu mere mod AfD. Giffey er samtidig en hardliner og nultolerancepolitiker i integrationsproblembydelen Neukölln. Hun er med andre ord det perfekte kort at trække.

Anderledes ligger det med SPD-partisoldaten Heiko Maas, der kommer direkte fra posten som justitsminister til udenrigsministersædet – uden udenrigspolitisk erfaring. Han er et produkt af magtkampen mellem Martin Schulz og den ellers rasende populære Sigmar Gabriel, som var den kommende SPD-generalsekretær Andrea Nahles’ hadefigur. Trods manglende erfaring sidder den mere polerede Heiko Maas derfor nu på posten.

Selv om Merkel har taget en del af de udenrigspolitiske slag de seneste år, bliver det interessant at følge Heiko Maas’ læringskurve i jobbet – ikke mindst i disse tiders geopolitiske opbrud med en diffus militær trussel fra Rusland, en uoverskuelig økonomisk trussel fra Kina og en uigennemskuelig opsigelse af pax americana fra Donald Trump.

Balanceakt

Interessant bliver det også at følge to andre figurer. Den ene er økonomi- og energiminister Peter Altmaier fra CDU, der regnes for at være Merkels mest tro støtte. Han havner i noget af en balanceakt mellem de mere liberale og de mere socialdemokratiske impulser i regeringskontrakten. Og han skal sørge for at holde det ’sorte nul’ – altså at der ikke optages ny gæld – som CDU/CSU har lovet deres vælgere, mens mange i SPD har andre ideer.

En lignende balancegang kommer Olaf Scholz, Hamborgs tidligere overborgmester, til at stå i, når han skal gå i Schäubles fodspor som finansminister. Hvor hurtigt han vil gå ud af disse fodspor og i stedet følge den afgåede SPD-leder Martin Schulz’ krav om et opgør med sparepolitikken, er fuldstændigt åbent.

Det er den forvirrende konklusion på Merkels fjerde hold: det er umuligt at hæfte specifikke politiske retninger på den, fordi den med sin magtudligning stritter i lige så mange retninger som koalitionskontrakten. At den samtidig afslutter Merkel-æraen og kommer til at afgøre SPD’s overlevelse som folkeparti, gør, at alle partier er tvunget til at profilere sig. CSU mod højre for at få et godt valg i Bayern i efteråret. SPD mod venstre for at holde sig samlet. Og CDU i en stadig ukendt retning, mens den næste Merkel køres i stilling.

Hvor længe det vil gå godt, er et åbent spørgsmål, som ministerholdet ikke giver noget svar på.

 

Seks vigtige ministre i Merkel den Fjerdes kabinet

Tobias Schwarz
Euroborgmesteren

Olaf Scholz, finansminister og vicekansler , SPD, født 1958

Det største nederlag for Merkel i koalitionsforhandlingerne var tabet af finansministeriet, som SPD indtager. Trods beskeden opbakning i egne rækker er Hamborgs SPD-overborgmester, juristen Olaf Scholz fra partiets højrefløj, det åbenlyse valg til posten. Som arbejdsminister i Merkels første GroKo var han med til at styre Tyskland gennem finanskrisen. Og som chefforhandler for de tyske delstater over for forbundsstaten  har Scholz høstet en god portion finanspolitisk erfaring. Trods store bygge- og infrastrukturprojekter er han i Hamborg kendt for en solid finanspolitik.

Nu bliver Scholz’største opgave at styre Tyskland og Europa gennem de forestående og – måske – omfattende euroreformer. I modsætning til forgængeren Wolfgang Schäuble er det uvist, hvor Scholz præcist står i det spil. Sikkert er det, at han med denne enorme opgave kommer til at balancere mellem de ambitiøse euroreformer, som mange SPD’ere kræver, og de langt mere beskedne indrømmelser, som de fleste CDU’ere og især CSU’ere kræver med henblik på truslen om en ’europæisk overførselsunion’ fra nord mod syd.

Den stabile oprydder
Emmanuele Contini

Peter Altmaier, økonomi- og energiminister , CDU, født 1958

Den korporlige og vellidte Altmaier regnes for at være en af Merkels mest fortrolige politiske partnere, når lokummet for alvor brænder. Det er atter tilfældet, når han som økonomi- og energiminister skal agere plaster på såret for, at SPD løb med det finansministerium, som Altmaier gerne havde sat sig på.

Han har tidligere bl.a. været miljøminister, før han overtog ledelsen i kanslerkontoret. Her fik han i 2015 den utaknemmelige opgave at koordinere de politiske tiltag under flygtningekrisen.

Altmaier har dyb indsigt i energipolitik og Energiewende, som han betegnede som »Tysklands månelanding«, da han i 2012 blev sat til at redde Merkels enorme prestigeprojekt ved at gøre det mere markedsorienteret. Selvom klimamålene for 2020 er droppet, får Altmaier alene her hænderne mere end fulde.

På det økonomiske område er der enorme forventninger til, at han kan sikre CDU-traditionen med en ’social markedsøkonomi’ og ’det sorte nul’, altså ingen ny statslig gæld, som var finansminister Schäubles kæphest.

Chefdiplomaten

Heiko Maas, udenrigsminister, SPD, født 1966

Ligesom bl.a. Peter Altmaier stammer socialdemokraten Heiko Maas fra delstaten Saarland, hvor Maas tre gange forgæves har forsøgt at blive ministerpræsident. Siden da har han senest været tysk justitsminister, hvor han med blandet succes har sat afgørende præg på tysk politik med love om bl.a. kvindekvoter, huslejelofter og hate speech på nettet.

Som tysk chefdiplomat skal Maas løbende redefinere den tyske udenrigspolitik i en tid med en aftagende, men stadig stærk pacifisme. Som overbevist europæer plæderer han for at stå fast på Europas liberale værdier midt i den globale illiberale storm – i den anledning har han bl.a. betegnet Trumps eskapader som »katastrofale«. Ud over sparsom udenrigspolitisk erfaring er Maas’ store udfordring, at han efterfølger stærkt populære socialdemokrater som den distingverede Steinmeier og den joviale Sigmar Gabriel, der blev ofret i det partiinterne magtspil.

Maas går for at være en venlig og nøgtern analytiker, men han er også betegnet som en »anti-alfahan«. Nu skal han lægge arm med bl.a. russiske Sergej Lavrov og amerikanske Rex Tillerson.

Den strategiske hardliner

Franziska Giffey, familieminister, SPD, født 1978

Sammen med miljøminister Svenja Schulze og socialminister Katarina Barley er den 39-årige familieminister Giffey et af de nye yngre og kvindelige SPD-ansigter. Hun kan vise sig at være en strategisk genistreg. Giffey foretager et brutalt karrierespring fra posten som bydelsborgmester i Berlin-Neukölln, der er kendt for integrationsproblemer og arabiske klaner, der bedriver alskens kriminalitet. Selv om hun frabeder sig at blive reduceret til dette image, har hun her givet den som socialdemokratisk hardliner, der satser på nultolerancepolitik.

Giffey, der er fra Frankfurt an der Oder og oprindelig ville være lærer, er alt det, som både SPD og CDU/CSU har efterlyst. Hun er kvinde (mindre vigtigt), hun er hardliner i forhold til integration (vigtigt), og hun er østtysker (meget vigtigt). Ud over Merkel selv var der nemlig ikke udsigt til en eneste østtysker i Merkels kabinet. Med AfD’s succes i de østtyske delstater var alle parter i regeringen pinligt bevidst om, at det ville være et kæmpe selvmål. Det skal Giffey nu være med til at forhindre.

Hjemstavnsministeren

Horst Seehofer, minister for indenrigsanliggender, hjemstavn og byggeri, CSU, født 1949

Ved siden af trafikminister Andreas Scheuer og udviklingsminister Gerd Müller bliver den afgående bayerske ministerpræsident Horst Seehofer den tredje (mandlige) CSU-minister. Den 68-årige Seehofer har allerede en lang karriere bag sig som forbundsminister for bl.a. sundhed, landbrug og forbrugerbeskyttelse i 1990’er og 00’erne, før han blev ’konge af Bayern’.

Nu skal han lede det ny ’superministerium’ i Berlin med undertitlerne indenrigs-, hjemstavns- og byggeriministerium, men som også dækker over efterretningstjenester, sikkerhed og sport. Seehofer nægter, at han har slået et for stort brød op – heller ikke selv om han ud over hele sikkerhedsområdet bl.a. skal opfylde regeringens løfte om halvanden million nye boliger og et stort konjunkturprogram for struktursvage regioner.

Som det projekt – og som det stærkt kritiserede navn »hjemstavnsministerium« – antyder, er Seehofers mission ikke bare at føre konservativ politik i den tyske hovedstad, men også at »lukke højreflanken« ud mod AfD, som CSU-ledelsen kalder det.

Den standhaftige
MICHAEL KAPPELER

Ursula von der Leyen, forsvarsminister , CDU, født 1958

Sammen med udviklingsminister Gerd Müller er forsvarsminister Ursula von der Leyen den eneste minister, der får lov at blive i sædet fra Merkels tredje kabinet. Von der Leyen har en doktorgrad i medicin, er mor til syv og har gjort lynkarriere i toppen af tysk politik, hvor hun tidligere har været både familie- og arbejdsminister.

En overgang blev hun regnet som sikker kanslerkandidat efter Merkel. Men som forsvarsminister har hun ikke gjort sig videre populær i hverken Forbundshæren eller Forbundsdagen. Efter en årrække med drastiske spareøvelser har den 59-årige gudsbenådede magtpolitiker skullet reformere den tyske hær. Om det skrider planmæssigt fremad, er der delte meninger om.

Nogle af von der Leyens kommende kampzoner bliver den tyske indsats i Afghanistan, en europæisk sammenbinding af forsvarene, og om – og i så fald hvordan – Tyskland skal opfylde NATO’s nål om at bruge to procent af BNP på forsvaret. At hun beholder forsvarsposten skyldes ikke kun hendes nære relation til Merkel. Som tyske medier bemærker, skyldes det også, at der ikke var andre egnede kandidater til det uhyre svære job.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben K L Jensen

Ser ud til at alle bolde er kastet op i luften så må man se hvordan de falder ud.
Det ser ud som en overgangsregering til et paradigmeskifte i tysk politik - en styrkelse af den støvede tysk-franske akse med forsvar og farvel til den rigide sparepolitik der har lagt euro-zonen i lænker.
Det er godt vi har dig Matthias - du har focus på det vigtigste der sker her og nu i EU´s brydningstid.

Kim Folke Knudsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar