Læsetid: 4 min.

Det er på tide, at Storbritannien straffer Putins oligarker

Hidtil har den britiske regerings instinkt været at glatte ud over for Rusland og genstarte forholdet i en positiv ånd. Efter det seneste giftattentat bør tiden være inde til at fortælle Putins indercirkel, at de ikke længere er velkomne i London
Men modsat Blair har May ikke en pålidelig allieret i Washington – Trump har ikke ofret så meget som ét Twitter-budskab på at ytre sig om Sergej Skripal, hans datter, Julia, den forgiftede britiske politimand eller de 18 andre, som blev udsat for nervegift i Salisbury, skriver Oliver Bullough.

Men modsat Blair har May ikke en pålidelig allieret i Washington – Trump har ikke ofret så meget som ét Twitter-budskab på at ytre sig om Sergej Skripal, hans datter, Julia, den forgiftede britiske politimand eller de 18 andre, som blev udsat for nervegift i Salisbury, skriver Oliver Bullough.

Matt Dunham

14. marts 2018

Der er slående lighedstræk mellem Aleksandr Litvinenko og Sergej Skripal. Begge var tidligere agenter i russiske spiontjenester. Begge blev arresteret og retsforfulgt i Rusland, og begge søgte senere tilflugt i Storbritannien. Begge blev angrebet med gift så sofistikeret, at kun stater kan håndtere den. Skripal kæmper nu for sit liv, det gjorde Litvinenko også, inden døden indtræf.

Litvinenko blev efter alt at dømme myrdet, fordi han afslørede hemmeligheder om Kremls forretningsinteresser. Den omfattende mordefterforskning udmundede i en ganske kategorisk konstatering om gerningsmændenes identitet: Dommer Robert Owen konkluderede i 2016, ti år efter mordet, at det var »meget sandsynligt«, at FSB, den russiske efterretningstjeneste, havde sendt de to drabsmænd fra Rusland for at likvidere Litvinenko i en operation, der »sandsynligvis var godkendt« af Vladimir Putin.

I lyset af nævnte lighedstræk er der således gode grunde til at gå ud fra, at Putin i sidste ende også har bestilt attentatet på Skripal. Som Michael McFaul, der som Moskva-ambassadør under Obama forsøgte at forbedre de amerikansk-russiske relationer, retorisk spørger:

»Hvem andre end Ruslands regering kunne have et motiv til at dræbe Skripal?«

Gifteksperter i sikkerhedsdragter undersøgte fortsat torsdag den teltforseglede bænk, som Sergej Skripal og hans datter sad på, da de søndag blev forgiftet.
Læs også

At forgifte en eksspion i Storbritannien kunne måske nok være et enkeltstående tilfælde, en exceptionel hævnakt. Men forgifter Kreml endnu en, ligner det politik. Det var rent held, at ikke andre tilfældigt tilstedeværende blev ramt, da Litvinenko blev forgiftet, i betragtning af hvor skødesløst hans mordere stænkede polonium-210 om sig. Så heldige var flere i Salisbury ikke. Ingen stat kan acceptere, at en anden stat kynisk udsætter dens egne borgere for sådanne farer på dens eget territorium. 

Tony Blairs regering blev tilsyneladende underrettet af den britiske efterretningstjeneste, MI6, om, at mordet på Litvinenko var beordret fra højeste sted i den russiske regering, endnu før mistanken herom blev officielt stadfæstet. Men London tøvede med et passende modsvar. At fastholde Moskvas samarbejde omkring sikkerhedsanliggender blev bedømt som væsentligere. Som en ikkenavngiven minister udtalte til Sunday Times, endnu før Litvinenkos blyforede kiste blev sænket i graven:

»De er for vigtige for os til, at vi kan rage uklar med dem.«

I sidste ende udviste Storbritannien en håndfuld diplomater, da Rusland nægtede at udlevere de to mordmistænkte. Alligevel har Londons instinkt hidtil været at glatte ud, som når en værtinde ved et selskab tilbyder kanapeer til en ophidset gæst. Da Cameron-regeringen kom til i 2010, forsøgte den ganske som McFaul og Obama at genstarte relationerne til Rusland i en positiv ånd. Rationalet var, at Putin ville belønne tilliden med velvilje – giv ham vol-au-vents, og han falder til ro. De mulige perspektiver i et hårdere modsvar var for skrækindjagende.

Den uhøfligt udskejende gæst

I 2014 kom Putins ulovligt annektering af Krim og indsættelsen af stedfortræderstyrker i Østukraine. Her udmærkede de sig bl.a. ved at nedskyde et civilt passagerfly med et missil, de fik fra Rusland, hvorved 298 blev dræbt. Siden, i USA, brød russiske hackere ind Det Demokratiske Partis hovedkvarter og lækkede e-mails i en operation, der åbenlyst skulle påvirke den amerikanske vælgerbefolknings demokratiske valg. Så ikke blot lod den aggressive gæst sig ingenlunde formilde. Han smadrede også dagligstuen med en golfkølle og skubbede præsten i poolen.

Da Theresa May var indenrigsminister under Cameron, var hun længe imod at offentliggøre beviser for, at Rusland havde dræbt en britisk statsborger i det første atomare angreb siden Nagasaki – den britiske regering ville hellere bevare gode relationer til Rusland. Først efter Krim-annekteringen indså London, at der ikke længere var gode relationer, det var værd at bevare.

’Vi ser Rusland som et europæisk land – et land, der burde finde sin plads i Europa. Men det forhindrer Putin,’ siger Vladimir Kara-Murza, der er en af Ruslands mest markante oppositionsfigurer. Arkivfoto.
Læs også

At forholdet til Kreml er historisk elendigt, burde i teorien gøre det lettere for London at skrue op for sanktioner mod Putins regering. Men modsat Blair har May ikke en pålidelig allieret i Washington – Trump har ikke ofret så meget som ét Twitter-budskab på at ytre sig om Sergej Skripal, hans datter, Julia, den forgiftede britiske politimand eller de 18 andre, som blev udsat for nervegift i Salisbury.

Kan Storbritannien ikke forlade sig på amerikansk bistand, er landet henvist til at søge støtte hos europæiske allierede. Men her har man ubelejligt nok bortødet en stor del af sin diplomatiske kapital på spillet om Brexit.

Selv hvis Storbritannien skulle blive nødt til at handle på egen hånd, står det imidlertid ikke uden handlemuligheder. Sydøstengland er favoritlegeplads for superrige russere. Her har de deres huse, her går deres børn i kostskoler, her har de børsnoteret deres selskaber. I dag er man ikke rig i Rusland uden at være venner med Putin. Oligarkerne er del af hans kreds. Vil May sende et markant signal til Ruslands præsident, kan hun inddrage visa for medlemmerne af denne kreds, indefryse deres aktiver og optrevle de mekanismer, de bruger til at vaske deres penge.

Som et britisk parlamentsmedlem sagde til mig forleden: »Vi bliver nødt til at opføre os som røvhuller! Vi bliver nødt til at sætte tommelskruerne på aristokraterne og sparke deres børn ud!« 

Det er på tide at bede den uhøfligt udskejende gæst om at forlade selskabet. Putins kumpaner går mest af alt op i rigdom, så vil man effektivt flytte deres holdninger, er den rette metode at påføre dem økonomiske tab. 

Oliver Bullough er journalist og forfatter til to bøger om russisk historie og politik, The Last Man in Russia og Let Our Fame Be Great.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Christian Skoubye
  • Christian Estrup
  • Michael Hullevad
Olaf Tehrani, Christian Skoubye, Christian Estrup og Michael Hullevad anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Oliver Bullough

"Tommelskruerne på aristokraterne"

Hvor har du dog ret - og hvor er det dog en skam, at det ikke vil ske.

Olaf Tehrani, Povl Jensen, Karsten Lundsby og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Okay, hvis briterne også smider de saudiske og amerikanske oligarker ud af deres dyre lejligheder i London vil det måske få en virkning. Men jeg tvivler: Så vidt jeg er orienteret har russiske rigmænd i overvejende grad placeret deres formuer på Cypern, og Saudierne har jo i mange år kunnet placere deres penge i amerikanske banker.

"...vil man effektivt flytte deres holdninger, er den rette metode at påføre dem økonomiske tab..." er mest udtryk for ønsketænkning. Kun en meget dum oligark vil placere alle sine midler i et enkelt land. Og oligarker er ikke dumme, for hvis de var, ville de jo ikke være oligarker, men fattigrøve ligesom alle os andre.

Jens Bryndum, Karsten Lundsby, Flemming Berger, Hans Larsen, Arne Lund og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar

England har udviklet sig til kleptokraternes tumleplads, hvor de, der beriger sig på borgernes bekostning i bl.a Rusland fylder godt op i de engelske pengekasser og banker. Hverken May eller andre politikere har naturligvis tænkt sig, at ændre på det forhold, og da slet ikke efter Brexit, hvor englænderne vil være endnu mere afhængig af udenlandsk kapital.
Det hele er teatertorden, og et par døde eksilrussere, er blot en overfladisk krusning på vandet.
OG selv russerne smider et tilsvarende engelske diplomater ud, så siver disse langsomt tilbage, og om et års tid, er alt ved det gamle.

Karsten Lundsby, Povl Jensen og Benny Larsen anbefalede denne kommentar
Solveig Jensen

Det er ikke 'fokusflytteri', hvis tingene hænger sammen og kan sammenlignes mere eller mindre 1:1 fra forskellige vinkler. Det er 'fokusflytteri' at skifte emne.

Spændende og interessant artikel af Thierry Meyssan - Four Days to Cold War, der kæder Skripal sagen med et (angiveligt) planlagt false flag kemisk angreb i Gouta og amerikanske flådefartøjers forberedelse på at bombe Assads palads som svar.
Er det sandt? Jeg ved det ikke, men spændende og uhyggelig læsning, som desværre giver alt for god mening.
Fra de danske medier får vi stort set kun Nato-brochuren, så hvis man vil orientere sig, må man søge...