Læsetid: 4 min.

Den politiske betydning af Kim Leines bøger kan vanskeligt overdrives

Kim Leine tegner i sin nye roman ’Rød mand/sort mand’ et råt billede af danske kolonisters fordrukne og liderlige kaos i Grønland. Borgen springer direkte ind i den aktuelle politiske debat: Hvis det var så slemt, så bør Grønland vel snart løsrive sig?
2. marts 2018

Kim Leine ved godt, at han næppe slipper for diskussionen, selv om han bestemt ikke ønsker den. Han vægrer allerede for sig i et efterskrift til sin nye roman Rød mand/sort mand:

»Man bør ikke læse den som pålidelig historisk skildring. Det er den ikke,« skriver han. »Skønlitterære forfattere og historikere kan noget hver for sig. Det er magikeren versus magisteren. Vi bør ikke begive os ind på ’fjendens’ banehalvdel (...) Så lad historikere skrive historie, og lad forfattere skrive historier. Jeg beskæftiger mig med det sidste«.

Men efter endt læsning må en del historikere, politikere og almindelige læsere igen spekulere over, om Kim Leine har sat sig et politisk mål med sin banebrydende litteratur om det dansk-grønlandske.

Kim Leine har tidligere anbefalet, at Grønland bør løsrive sig så hurtigt som muligt. Har han en skjult, personlig dagsorden, der skal gøre læseren mere forstående over for det grønlandske ønske om opgør og selvstændighed?

Er hans storslåede romantrilogi, som nu er nået til andet galopperende bind, et ønske om at slæbe den danske kolonimagt gennem dens eget stinkende søle, så vores sympati for altid placeres hos grønlænderen?

Eller er der slet og ret tale om uovertruffen litteratur? Endnu et forunderligt mesterværk fra Leines magiske skriverum, der alene må vurderes på sine egne, kunstneriske præmisser fjernt fra politiske spalter som denne?

Diskussionen om bogen, der udkommer i dag, fletter sig direkte ind i den aktuelle politiske debat. Kampen om Grønlands historie er afgørende for fremtidens dansk-grønlandske forhold og derfor for rigsfællesskabets fremtid.

Egentlig består Rød mand/Sort mand udelukkende af højdepunkter, forstået på den måde, at Leine har sat fortætningsevne og sprogkraft ind på så intenst som muligt at skildre konfrontationerne mellem danskere og grønlændere, kristne og folk med en anden tro
Læs også

Hvis kolonimagten vitterligt var så rivende inkompetent, liderlig og småracistisk, som Kim Leine beskriver, er der så ikke al mulig grund til at støtte de aktuelle, grønlandske ønsker om politisk opgør og forandring?

Og omvendt: Hvis kolonitiden var blid og god, er der så overhovedet ræson i de grønlandske lederes tanker om at skifte dansk ud med engelsk i Grønlands folkeskoler, erstatte de mange danske chefer i selvstyret og i sidste ende løsrive Grønland fra Danmark? Hvis Grønland aldrig har været en rigtig koloni, sådan som nogle mener, så er der vel heller ikke grund til de dybtgående opgør med fortiden og løsrivelsen, som mange i Grønland arbejder på?

Fjendens banehalvdel

Kim Leine vil ikke påduttes et tungt ansvar for, om hans fortælling er pinligt korrekt i historikernes forstand. Og som for på forhånd at mindske trykket har han sikret sig hjælp til faktacheck af romanen fra en af landets mest anerkendte kendere af Grønlands fortid, arkæologen, professor emeritus Hans Christian Gulløv.

Kim Leine har formentlig husket på den fejde, han måtte igennem, da Profeterne i Evighedsfjorden udkom som første bind i trilogien. Den satte straks fuld knald på et bredere opgør om Grønlands historie og om Danmarks skyld eller mangel på samme.

Historikeren Thorkild Kjærgaard og andre hæftede sig ikke blot ved en række faktuelle fejl (et stetoskop optræder, før det blev opfundet; en trykmaskine finder vej til Grønland før tid osv.) — tekniske fejl, som Kim Leine straks anerkendte. Nej, Kjærgaard, der underviste ved universitetet i Nuuk i 13 år frem til 2015, beskyldte Kim Leine for at fordreje selve virkeligheden; bl.a. kritiserede han, at Kim Leine i Profeterne... lader grønlændere udsættes for tvangsomvendelse og brutale straffe — pisk, afklipning af hår, våbenbårne trusler om arrestation m.v. Straffe som ifølge Thorkild Kjærgaard lå ganske uden for virkelighedens datidige register.

Mens Profeterne i Evighedsfjorden blev modtaget med anmeldernes jubel og stor prisregn (Nordisk Råds Litteraturpris, De Gyldne Laurbær, DR’s, Weekendavisens og Politikens priser) beskrev Thorkild Kjærgaard bogen som postkolonialt propagandistik bragesnak.

For at forstå de politiske implikationer skal man bemærke, at Thorkild Kjærgaard ligesom Kim Leine har stærke meninger om Grønlands nutid og fremtid og selv gerne deltager i den offentlige debat. Senest har han foreslået, at Danmark suspenderer Grønlands selvstyre og genovertager magten i Grønland i en årrække.

Da det grønlandske selvstyre i 2014 oprettede en kommission til kulegravning af den koloniale arv, mente Thorkild Kjærgaard, at det var »grønlandsk folkekomedie«. Han mener ikke, at Grønland var en koloni i klassisk forstand, og det synspunkt har betragtelig medvind. Det Grønlandske Selskab har 8. marts afsat en hel debataften netop til det spørgsmål med Kjærgaard som hovedattraktion.

Knud Rasmussen

Betydningen af Kim Leines bøger kan vanskeligt overdrives. Kun få — om nogen — har siden Knud Rasmussen fået danskere til at læse så meget om Grønland. Vi taler om titusindvis af danskere, der vellystigt sluger 500 sider om Grønland – plus titusinder i andre lande.

End ikke fjernsynet kan hamle op med Leines fortællekraft. Og som Profeterne i Evighedsfjorden tegner også Rød mand/sort mand et stærkt kritisk billede af de dansk-norske købmænd og missionærer, der med lutheraneren Hans Egede, hans kone Gertrud Rask og deres fire børn i spidsen indledte virket i Grønland i 1721.

Som enkeltpersoner kan flere af karaktererne i romanen virke tilforladelige. Men den almindelige læser vil formentlig som jeg opleve romanens flok af guvernører, købmænd og missionærer som langt hen ad vejen inkompetente, forskrækkeligt dårligt udrustede mentalt og logistisk, nedladende, brutale og ukristelige i deres liderlighed og uhyrlige drukkenskab.

Hans Egede, hovedpersonen både i romanen og i Grønland-missionens historie, får stadig flere nuancer, men tilbage står, at han i romanen tager en syg grønlandsk dreng til sig, nægter at aflevere ham til faren igen, og så det, som ikke kan skrives her, uden at det røber for meget af handlingen.

Kim Leines fiktive billede af datidens norsk-danske indsats ligger langt fra det billede af Danmarks engagement i Grønland, skolebørn i Danmark som oftest stifter bekendtskab med – hvis de da overhovedet hører om Grønland. Det er kolonihistorie, som vi aldrig før har fået den serveret.

Martin Breum er journalist og stod i 2016 (m. dokumentarist Jakob Gottschau) bag tv-dokumentarserien ’Rigsfællesskabets Historie’

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dorte Schmidt-Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Palle Yndal-Olsen
  • David Zennaro
  • Oluf Husted
Dorte Schmidt-Nielsen, Eva Schwanenflügel, Palle Yndal-Olsen, David Zennaro og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Børge Neiiendam

Ikke alle Grønlændere er højrøvede despoter og ikke alle Danskere er fordrukne udbyttere med Herremandstendenser. Mange G'ere er fyldt med humor og rummelig kærlighed og det er en del D'ere også.

Jeg er enig med Leine i at forfattere skriver historier, med den kunstneriske frihed det ofte medfører. Og helt basalt skriver Historikere historie, mere eller mindre sagligt funderet.

G'ere har været udsat for ufattelige overgreb, udført af magtvældet i skikkelse af Embedsmænd og Kolonibestyrere, samt deres udygtige lakajer og lykkeriddere, som jeg selv var en del af; og pakket pænt ind i cellufan af Missionerende præster og deres ligesindede. Så der er ikke noget at sige til at G'erne har stor lyst til at stå alene og hvorfor ikke bare tilstå dem den ret ? Hvor frihed vil føre dem hen, må guderne vide, men det må vel bero på de samme vilkår som andre selvstændige stater har idag.

Niels Roed, Eva Schwanenflügel, Hans Aagaard, Bjarne Bisgaard Jensen, Jørn Andersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Grønlænderne inkluderet mig har en vision om et selvstændigt Grønland. Danmark og danskernes manglende støtte til den kommende selvstændigt Grønland giver nogle ar i sjælen. Grønlands økonomiske og forsvars og sikkerhedspolitiske ståsted giver søvnløse nætter. Danmark manglende og lidt truende holdning hvad angår økonomi gør ikke tingene lettere. De toneangivende politiske elite har sagt at hvis Grønland ønsker løsrive sig så kappes også økonomiske støtte til Grønland. Det giver frustrationer i Grønland at de danske politikere er så følelseskolde. Danmark sender milliarder til ulandene. Men at støtte Grønland økonomisk efter landet løsrivelse er ikke til diskussion.
Det er en uholdbar situation. Danmark bør støtte konstruktivt grønlændernes bestræbelser for en statskonstruktion som har stærke relationer til Danmark.