Læsetid: 4 min.

Putin har strippet de demokratiske institutioner for magt, men det gør ham ikke enevældig

Efter atten år som præsident og premierminister synes Putins magt total. Men ser man bag facaden, ligner den russiske præsident mere en vigtig mellemmand i et større magtspil end en enevældig hersker, siger en forsker og en kommentator
Efter atten år som præsident og premierminister synes Putins magt total. Men ser man bag facaden, ligner den russiske præsident mere en vigtig mellemmand i et større magtspil end en enevældig hersker, siger en forsker og en kommentator

Alexander Zemlianichenko

13. marts 2018

»Uden Putin intet Rusland,« lød det fra viceсhef for den russiske præsidentadministration Vjatjeslav Volodin i oktober 2014, da Vesten havde indført sanktioner mod Rusland, og de russiske magteliter rykkede sammen omkring den russiske præsident.

Og sådan lyder mottoet tilsyneladende stadig. I de statskontrollerede medier stilles de syv bejlere til Putins post i et tvivlsomt lys, mens statsoverhovedet ses give alfaderlige råd til ministre og embedsmænd ved natlige møder i sin residens.

Vladimir Putin vil ifølge de statslige meningsmålingsinstitutter vinde præsidentvalget søndag med omkring 70 procent af stemmerne og kan derved forblive i embedet indtil 2024. Til den tid vil han have været præsident i 20 år og premierminister i fem. Den 65-årige Putins magt synes total.

Magten ligger imidlertid ikke hos ham alene, påpeger Rasmus Nilsson, ph.d i statskundskab ved University College London.

»Når der er sager, som Putin er personligt interesseret i og sætter sin egen prestige ind på, så bliver der lyttet til ham. Men i dagligdagen skal Putin snarere ses som den vigtigste mellemmand mellem de forskellige fraktioner i magteliten,« siger Rasmus Nilsson.

Han mener, at de vigtigste politiske institutioner i dagens Rusland er præsidentembedet, præsidentadministrationen, sikkerhedstjenesterne, sikkerhedsrådet samt ’magtministerierne’ forsvarsministeriet og indenrigsministeriet.

Skyggeinstitutioner

Han bakkes op af Tatjana Stanovaja, politolog og politisk kommentator ved det russiske internetmedie Republic. Ifølge hende har regeringen og parlamentet gradvist mistet indflydelse siden først i 00’erne, da Putin begyndte at genopbygge den dengang meget svage føderale administration.

»Institutionerne blev genetableret, men uden om de oprindelige institutioner,« siger Tatjana Stanovaja.

I stedet for at styrke regeringens kontrol med regionerne blev der etableret en magtvertikal – en administrativ kommandolinje direkte fra præsidenten til guvernørerne – til trods for at præsidenten ifølge den russiske grundlov ikke står i spidsen for den udøvende magt.

Resultatet er, at den politiske magt i Rusland er gledet de demokratiske politiske institutioner af hænde og i dag ligger i magtorganer, der kun står til ansvar for præsidenten og konkurrerer indbyrdes om magt og statslige midler uden nogen form for demokratisk kontrol.

Efterretningstjenesten FSB er ifølge Tatjana Stanovaja blevet en af de vigtigste initiativtagere til ny lovgivning. FSO, der står for præsidentens personlige sikkerhed, er blevet en af de vigtigste leverandører af meningsmålinger for Kreml. Og det russiske sikkerhedsråd fungerer i dag som en platform for inden- og udenrigspolitiske beslutninger.

Der blev også etableret et parallelt system til håndtering af økonomiske forhold i kredsen omkring Putin. Denne informelle mekanisme til afstemning og fremme af interesser har ifølge Stanovaja reelt gjort regeringen til et »udøvende« organ til realisering af de initiativer, der kommer fra de store indflydelsesgrupper.

Endelig blev der skabt en politisk magtvertikal med etableringen af partiet Forenet Rusland. Det har haft absolut flertal siden 2004 og har ifølge Stanovaja bidraget til, at det russiske parlament i dag reelt er underordnet Kreml.

Låner legitimitet

Aktørerne i magtens vertikal kan imidlertid ikke handle totalt autonomt. Kreml er fortsat afhængig af de formelle institutioner, understreger Tatjana Stanovaja.

Da Kreml ville lukke oppositionens hjemmesider, var man nødt til at vedtage love, der skulle tjene som grundlag for sådanne beslutninger – nærmere bestemt en stramning i lov om ekstremisme, forklarer hun.

Et andet eksempel er, at Igor Setjin, chefen for verdens største børsnoterede olieselskab, Rosneft, i årevis har forsøgt at stække den russiske statsvirksomhed Gazproms monopol. Selvom Setjin af flere anses som Ruslands næstmægtigste mand, er det imidlertid ikke lykkedes, simpelthen fordi den russiske regering er imod, pointerer Stanovaja.

Heller ikke valg har helt mistet deres betydning som politisk institution, påpeger Rasmus Nilsson.

»Valg er for det første et spørgsmål om at få tingene til at se legitime ud. Og endelig skal man ikke glemme spørgsmålet om, hvorfor autokratier har valg – det er en måde at hive oppositionen ud af busken og udstille dem,« siger den danske forsker.

Det kan regimet gøre verbalt og juridisk eller ved at tage hårdere midler i brug – hovedsagen er ifølge Rasmus Nilsson, at oppositionsfigurer som Aleksej Navalnyj ikke bliver presset helt ned i undergrunden, hvor man har mindre kontrol med både ham og støtten til ham.

Valg er ifølge Rasmus Nilsson også en måde, præsidentadministrationen kan teste de lokale magthavere på. Dels kan man afprøve deres evne til at levere et bestemt antal stemmer ved det kommende præsidentvalg, dels kan præsidentadministrationen holde valgresultaterne op mod sine egne meningsmålinger og viden om folkestemningen i regionerne.

Kun krise kan føre til magtskifte

Selvom de politiske institutioner er svækkede, mener Stanovaja ikke, at man helt skal afskrive dem.

»Institutionerne er lammede, ikke ødelagte. Hvis der udbryder social uro, eller hvis der opstår en finansiel krise, vil alle politiske og administrative institutioner hurtigt live op igen. Det gælder både guvernørerne, partiet Forenet Rusland, parlamentet og partierne i det,« siger hun.

Ifølge Stanovaja er et magtskifte i Rusland imidlertid kun muligt i en krisesituation.

»Hvis 100.000 går på gaden i Moskva, vil Kreml gøre indrømmelser, hvis 200.000 går på gaden, vil ’vertikalen’ slå revner, og der vil opstå splid blandt magthaverne,« siger Stanovaja, der mener, at det i sidste ende afhænger af, om magthaverne har ressourcer til at ride stormen af. Det vil man næppe have, hvis eksempelvis olieprisen i en længere periode ligger under 30 dollar pr. tønde, mener hun.

Rasmus Nilsson tvivler på, at magten vil skifte hænder i Rusland ved et valg, men han mener heller ikke, at man kan forestille sig et magtskifte, der starter på gaden.

»Putin har været meget forsigtig med ikke at presse oligarkerne for hårdt. Så jeg tror ikke, han bliver skubbet ud. Men over de næste seks år er han nødt til at give en fornemmelse af, hvem der skal overtage efter ham. Gør han ikke det, tror jeg ikke, at der er nogen, der vil angribe ham, men det kan være, at folk omkring ham begynder at angribe hinanden,« siger Rasmus Nilsson.

Serie

Hvad gør Putin, når han vinder igen?

18.marts skal Rusland til præsidentvalg, men de egentlige udfordringer for Valdimir Putin venter først efter valget. Landet har alvorligt brug for økonomiske reformer, demonstrationer mod regimet er ikke længere et særsyn, og magtspillet om tiden efter Putin er allerede i gang.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Bjørn Pedersen
  • Poul Erik Riis
Niels Duus Nielsen, Bjørn Pedersen og Poul Erik Riis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

"Valg er for det første et spørgsmål om at få tingene til at se legitime ud." - lol, det er jo ligesom her i landet.

Tak for en oplysende artikel om den russiske demokrati. Den manglende demokratiske kontrol med topledelsen er jo symptomatisk for de fleste senkapitalistiske stater, så hvorfor skulle Rusland ikke være ramt af det samme plutokrati som alle andre lande, inkl. Danmark?

Aage Pedersen

My russian wife reached same result as Rasmus Nilsson 1 year ago - and fully agree with him - the article written is fantastic realistic - and give a view of the power structure and political system in Russia.