Læsetid: 8 min.

Russerne holder sig fra politik. Men når det stinker fra en losseplads i lokalområdet, så går folk på gaden

Udfaldet af søndagens russiske præsidentvalg afhænger hverken af økonomi, udenrigspolitik eller vælgernes reelle opbakning til Putin. Det handler om, hvor godt styr regionerne har på deres befolkninger, mener eksperter
Det var store protester i etniske republikker som Tatarstan, da de russiske delstaters ret til selv at bestemme, hvor meget der skal undervises i de lokale ikkerussiske sprog blev fjernet. Indtil videre har Moskva siddet protesterne overhørig.

Det var store protester i etniske republikker som Tatarstan, da de russiske delstaters ret til selv at bestemme, hvor meget der skal undervises i de lokale ikkerussiske sprog blev fjernet. Indtil videre har Moskva siddet protesterne overhørig.

Emile Ducke

17. marts 2018

Søndag går russerne til stemmeboksene, og på papiret kan de vælge mellem Vladimir Putin og hans syv udfordrere til præsidentposten.

Men reelt har de ikke noget valg, mener professor Jevgenij Gontmakher fra den russiske tænketank Institute of Contemporary Development.

»Folk ikke har noget valg, når hele propagandaen er bygget op på den måde, at der kun er Putin og alle andre er useriøse. Selvom du ikke har specielt høje tanker om Putin, så har du det indtryk, at alle andre nok er værre,« siger den russiske økonom.

I sine 19 år ved magten har Putin aldrig deltaget i politiske debatter. I denne valgkamp har Putin kun optrådt i de daglige nyhedsudsendelser og så i de to nye timelange dokumentar-progammer om hans baggrund og tid ved magten, som er blevet offentliggjort op til valget. Hans syv modkandidater i stedet været overladt til at skændes med hinanden i de planlagte tv-debatter. Det gælder blandt andet den 36-årige kändisjournalist og nu liberale præsidentkandidat Ksenija Sobtjak.

»Hvis Putin skulle duellere mod en reel kandidat som Ksenija Sobtjak, ligesom da Angela Merkel i efteråret mødte sin socialdemokratiske rival Martin Schultz, ville kontrollen med valgudfaldet være mindre,« siger Jevgenij Gontmakher.

»Så ville folk have et synspunkt. De ville vide, om de ville stemme på den ene eller den anden kandidat,«

I stedet vil kremlologer forsøge at tyde befolkningens reelle opbakning til Putin ved at kigge på deltaljer som, hvor stor stemmeprocenten bliver, og hvor stor en margin Putin vinder med.

Problemet er, at der findes utilfredshed med samfundets udvikling, den har bare ikke fået et politisk udtryk, forklarer Gontmakher og understreger, at der jævnligt er protester rundt om i Rusland, som de russiske statsmedier ikke beretter om. Et eksempel er de senestes ugers protester i Volokolamsk uden for Moskva, hvor lokale demonstrerer mod lugtgener fra et affaldsdeponit.

»De demonstrerer ikke mod Putin. Folk er blevet vænnet fra demokratiet. Man siger, at politik er et beskidt håndværk, som man skal holde sig fra. Politikere er nogle skidte karle osv., men når det stinker fra en losseplads i lokalområdet, så går folk på gaden,« siger Jevgenij Gontmakher.

Den slags lokale sager er der mange af, men de sociale protester løber ikke sammen i én stor, politisk protest.

»For det første er der ikke noget politisk system, en struktur, der kan føre folk ind i politik, og for det andet anser folk det som spild af tid. De kæmper for det, som optager og bekymrer dem lige nu. Sådan er psykologien,« siger Gontmakher.

Styr på valget

Af samme årsag er der blandt udenlandske kommentatorer bred enighed om, at valget i sig selv ikke vil betyde det store for Ruslands politiske retning. I stedet har fokus i de internationale medier været på Ruslands indflydelse i verden med de intensiverede bombardementer i Ghouta i Syrien, det angiveligt russisk statsstøttede giftattentat i Storbritannien og senest brugen af cyberangreb mod amerikansk infrastruktur.

Men i Rusland tyder meningsmålingerne på, at russerne er ved at være trætte af Kremls store fokus på udenrigspolitik, siger den danske ph.d. i statskundskab og underviser ved University College London, Rasmus Nilsson.

»Ting som Rusland som stormagt, Ukraine og Syrien giver færre og færre politiske point. Folk er faktisk ved at være godt trætte af det,« siger Rasmus Nilsson.

Tænketanken Carnegie og det uafhængige meningsmålingsinstitut Levada Center har i en række fokusgruppeinterviews sporet en lignende tendens:

»Holdningen om, at det er på tide at flytte opmærksomheden fra udenrigs- til indenrigspolitik, lyder stadigt oftere,« står der i Carnegie-rapporten fra december.

De interviewpersoner, som rapporten betegner som konservative, giver udtryk for, at man har opnået store resultater i udenrigspolitikken, som har skabt en stolthedsfølelse. Men nu er længslen efter storhed opfyldt, og det er på tide at tage sig af indenrigspolitikken.

Et andet typisk fokuspunkt for udenlandske medier, der forsøger at lodde opbakningen til Putin, er den russiske økonomi. Den er i bedring og spås en vækst på omkring 1,5 procent i 2018.

Men fremgangen dækker over store regionale forskelle. Hovedstaden Moskva oplever tocifrede vækstrater, mens befolkningen i 60 ud af Ruslands 83 delstater (ikke medregnet de annekterede regioner Krim og Sevastopol) i 2017 har oplevet en reallønsnedgang.

I enkelte russiske delstater ligger andelen af borgere, der lever under det officielle eksistensminimum på 1.181 kr. om måneden, på over 20 procent, og mange delstater kæmper med ringe skatteunderlag. Otte delstater har efter års budgetoverskridelser opbygget en gæld, der udgør mere end 100 procent af deres årlige indtægter, og i januar blev to delstater sat under finansielt opsyn.

Alligevel kommer hverken den økonomiske ulighed eller udenrigspolitikken til at spille nogen større rolle ved søndagens præsidentvalg, mener Jevgenij Gontmakher.

»Det afhænger snarere af andre faktorer, som for eksempel hvor godt de regionale centre har styr på regionerne,« forklarer Gontmakher og nævner den rige industriregion Kemerevo i Sibirien, hvor mange ifølge de officielle tal stemmer på Putin. Det skyldes ifølge den russiske økonom, at den lokale ledelse her har stor kontrol med valghandlingen.

»Den tvinger offentligt ansatte og folk på offentlige ydelser eller offentlige uddannelsesinstitutioner til at stemme på Putin. Der sker sikkert valgsvindel, man tilskriver stemmer til den nødvendige kandidat,« siger Gontmakher, der understreger, at det samme er tilfældet i de rige råstofregioner Khanty-Mansijsk og Jamalo-Nenetskij, hvor der også bliver gjort brug af den såkaldte ’administrative ressource’ – statens magt over offentlige ansatte på alle niveauer.

»Det er svært at gøre i Sankt Petersborg og Moskva, fordi det er byer, hvor der bor mange intellektuelle, mange uddannede mennesker og mange med liberale synspunkter. Men i de øvrige regioner har valgresultaterne med nogle få undtagelser mere med den administrative ressource at gøre,« siger Jevgenij Gontmakher

Centralt styret selvstyre

Den totale mangel på alternativer i national politik gør, at man heller ikke ser nogen alternativer til Kreml på lokalt plan, mener Gontmakher.

Efter terrorangrebet i Beslan i 2004, der kostede 186 børn livet, erklærede Vladimir Putin, at »medfølelse ikke alene er nok, der skal handles«. Den russiske præsent valgte at afskaffe de direkte valg til guvernørposterne og øge sin personlige kontrol med de russiske regioner. Efter massive demonstrationer mod valgsvindel i 2011 blev de dog genindført i 2012, men regionerne er ikke blevet mere selvstændige af den grund, mener Rasmus Nilsson, der er medforfatter til bogen The Territories of the Russian Federation 2018.

»Det har ikke gjort den store forskel. For der er forskellige måder at kontrollere uregerlige guvernører på. Der har været flere eksempler på, at når Kreml-kritiske folk har vundet lokal magt, er de enten blevet forfulgt juridisk, eller også er deres muligheder for at ændre ting indefra blevet blokeret fra centralt hold, for eksempel ved at man ikke har bevilget midler til reformtiltag,« siger Rasmus Nilsson.

Det sker stadigt oftere, at Putin sætter sin egen personlige prestige på spil ved at dukke op i de russiske regioner efter eksempelvis oversvømmelser for at lægge pres på lokale ledere i forbindelse med udbedringen af et konkret problem. Alene i løbet af 2017 skiftede Kreml 20 af Ruslands 83 regionale ledere ud.

Ifølge Rasmus Nilsson ser borgerne ikke udskiftningerne af de i princippet folkevalgte ledere som et overgreb. Tværtimod viser meningsmålingerne en tendens til, at befolkningen i nogle regioner har større tillid til lokaladministrationen, hvis den er indsat og dermed også kontrolleret af Kreml.

»Der lader til at være en relativt sofistikeret lokal forståelse af, at det alligevel er Kreml, der bestemmer, så det er bedre, hvis vores lokale leder er Kremls mand,« siger Rasmus Nilsson.

Demonstranter samlet i Sankt Petersborg den 26. marts, hvor russere over hele landet gik på gaden i protest mod landets styre.
Læs også

Et andet eksempel på det begrænsede selvstyre er regler, der fjerner de russiske delstaters ret til selv at bestemme i hvilket omfang, der skal undervises i de lokale ikkerussiske sprog.

Regelændringen førte i efteråret 2017 til store protester i etniske republikker som Karbadino-Balkarien, Tatarstan og Basjkortostan. Moskva har imidlertid siddet protesterne overhørig, forklarer Rasmus Nilsson.

På kort sigt vil det næppe få nogen konsekvenser, men på lidt længere sigt, kan den slags regler påvirke fortællingen om Rusland som en multikulturel stat.

»Det har man gjort meget ud af på samme måde, som Sovjetunionen gjorde det i sin tid: ’I modsætning til Vesten så er vi tolerante.’ Men hver gang du går ind og gør noget som det her, går du ind og svækker den fortælling, og det kan på sigt godt gå hen og få en betydning,« vurderer Rasmus Nilsson.

Venstresving forude

Sammen med de sociale protester er der potentiale for, at utilfredsheden på et tidspunkt flyder over i politiske protester, mener Jevgenij Gontmakher.

»Det farligste for det nuværende regime er, at det ikke kan levere en følelse af retfærdighed. Det kan levere en følelse af, at du lever i et stærkt land med et stærkt militær, men ikke en følelse af, at livet i Rusland er retfærdigt – hverken hvad angår omfordelingen af den materielle rigdom og adgang til sundhedsydelser og uddannelse,« siger Gontmakher, der mener, at denne utilfredshed kan samles op af kræfter på den politiske venstrefløj.

»Hvis vi i Rusland engang får en arena for politisk konkurrence, når der dukker folk op, der rent faktisk taler om ideer – liberale, højreorienterede, venstreorienterede – så vil de venstreorienterede have store chancer for at få magten,« mener Gontmakher og henviser til Centraleuropa, hvor der efter radikale liberale reformer ofte er kommet venstreorienterede regeringer til magten.

Jevgenij Gontmakher understreger, at det ikke kun er blandt ældre sovjetnostalgiske borgere, at der er en efterspørgsel på retfærdighed, men også blandt de unge, der sidste år fulgte den udelukkede oppositionspolitik Aleksej Navalnyjs opfordring til at gå på gaden i protest.

»De er født sidst i 1990’erne og i 00’erne, og de kan se, at livet er uretfærdigt indrettet for dem. De har ingen sociale elevatorer. Alle de gode pladser er taget af døtre og sønner til nomenklaturaen,« siger Gontmakher, der mener, at det kom fuldstændigt bag på præsidentadministrationen, hvor godt kommunistpartiets præsidentkandidat, Pavel Grudinin i begyndelsen klarede sig i meningsmålingerne i denne valgkamp.

»Han sagde ikke engang noget særligt, men han er et nyt ansigt, og man forbinder ham med venstreideer,« siger Gontmakher.

Den 57-årige ingeniør Pavel Grudinin ejer 47 procent af aktierne i et tidligere statslandbrug uden for Moskva. De første uger af valgkampen blev han dækket loyalt af de russiske statsmedier som en moderne forretningsmand med stærke sociale værdier.

Efterhånden begyndte der imidlertid at dukke mindre flatterende historier op om, hvordan Grudinin havde fået magten i kollektivbruget, om 11 konti i schweiziske banker og en luksusvilla i Salou uden for Barcelona.

Ifølge hans selvangivelse, som ligger til offentligt skue på Den Centrale Valgkomités hjemmeside, har han faktisk 11 konti, men han nægter, at der er tale om udenlandske konti, ligesom han og hans stab understreger, at huset i Spanien ikke tilhører ham, men hans søn og svigerdatter.

Jevgenij Gontmakher mener, at hvis det ikke var for den kontrapropagandakampagne, Kreml har iværksat mod Grudinin, ville kommunisten have kunnet få rigtigt mange stemmer ved søndagens valg.

Sociologen Oleg Sjuravlev, der har fulgt den russiske protestkultur tæt, er enig. Han mener, at det mest interessante ved søndagens valg netop bliver antallet af stemmer afgivet til Grudinin, men også omfanget af valgsvindel, og de protester, der kan bryde ud mandag, dagen efter valget.

Serie

Hvad gør Putin, når han vinder igen?

18.marts skal Rusland til præsidentvalg, men de egentlige udfordringer for Valdimir Putin venter først efter valget. Landet har alvorligt brug for økonomiske reformer, demonstrationer mod regimet er ikke længere et særsyn, og magtspillet om tiden efter Putin er allerede i gang.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Putin har muligvis aldrig deltaget i politiske debatter - jeg ved det ikke, men han afholder dog en årlig marathon session, 4 timer eller mere, hvor han besvarer spm. fra russiske og internationale journalister og andre.
Desuden Valdai Discussion Club og Sct. Petersborg Economic Forum, hvor internationale partnere diskuterer og Putin besvarer spm. fra det internationale publikum. Megyn Kelly fra NBC og Fareed Zakaria fra CNN har været konference værter.
Det indikerer dog en vis åbenhed, skulle jeg mene.
Synes ikke jeg har set noget lignende i vesten.