»Siden farao Menes har Egypten været regeret af generaler«

QENA – Det store tempel ligger som en oase i sandet på den vestlige side af Nilen. Her dufter af basilikum, og fuglene synger i munden på hinanden – og det samme gør en flok russiske nyreligiøse, der sidder i en cirkel, og synger en bøn til dronning Kleopatra af Egypten, efterkommer af Alexander den Stores general Ptolemaios.

Den legendariske dronning er indgraveret i tempelmuren. Hun står selvsikkert med rank ryg, krone på hovedet og strakte arme. I hænderne bærer hun to offergaver, som hun præsenterer for guderne Hathor og Osiris, der skal opretholde Egyptens stabilitet og sikkerhed.

Men guderne brød sig tilsyneladende ikke om hendes offergaver.

Kleopatras elsker – general Julius Cæsar – blev dolket i Rom. Hun lod sig bide af en egyptisk kobra i år 30 f.kr. kort efter romernes erobring af Egypten. Hendes anden elsker – general Antonius – begik ligeledes selvmord, mens sønnen Cæsarion – som hun fik med Cæsar – angiveligt blev likvideret af Cæsars adoptivbarn Octavian (Augustus), der endte med at sætte et endegyldigt punktum for det faraoniske civilisation.

»Kleopatra blev den allersidste og mest spektakulære farao i Egyptens historie. Men hun var også total drama, og vi egyptere bryder os hverken om drama eller eksperimenter,« kommer det spøgefuldt fra Mahmoud, en egyptisk journalist og historiker, som Information møder ved Dendera-templet til en snak om Egyptens tilstand op til præsidentvalget.

»Vi egyptere foretrækker til enhver tid stærke mænd som al-Sisi, der kan levere stabilitet,« siger Mahmoud selvironisk.

Den 26.-28. marts skal egypterne stemme om landets kommende præsident. Flere vestlige medier har kaldt det en farce. I Egypten er de heller ikke i tvivl om, at landets ’stærke mand’, præsident Abdel Fattah al-Sisi, bliver genvalgt. Alle reelle modkandidater er enten blevet presset ud af ræset eller smidt i fængsel.

Den eneste, der officielt stiller op mod al-Sisi, er den ukendte Mousa Mostafa Mousa. Han er selv så stor tilhænger af al-Sisi, at han indtil for nogle uger siden brugte præsidentens billede som portræt på sin facebookprofil.

Kendetegnende for al-Sisis regeringstid har været undertrykkelse af enhver opposition, begrænsning af ytringsfriheden og en forværret økonomi med høj inflation. Men historikeren Mahmoud er overbevist om, at den tidligere general reelt nyder stor opbakning blandt store dele af befolkningen.

»Meningsmålinger er forbudte i Egypten, og al-Sisi har ingen reelle modkandidater, men hvis vi afholdt et fair demokratisk valg, tror jeg ærligt talt stadig, at al-Sisi ville vinde,« siger Mahmoud.

»Al-Sisi skaber sikkerhed«

Information er rejst væk fra hovedstaden Kairo og ned gennem Nildalen til de egyptiske provinser, hvor størstedelen af egypterne bor, for at undersøge, hvad egypterne egentlig mener om al-Sisi.

Hverken Mahmoud eller andre, som Information taler med undervejs, vil have deres efternavn i avisen. Det skyldes ikke frygt for repressalier fra myndighederne, men er blot »for en sikkerheds skyld«, som de siger.

Al-Sisis regime har ved mindst ét tilfælde anholdt en hærofficer, som ellers har bakket al-Sisi op offentligt. Ingen i Egypten ved reelt, hvor al-Sisis grænse går i disse dage.

Da vi forlader dronning Kleopatra, Cæsar, guderne og historikeren og journalisten Mahmoud ved Dendera-templet, kører vi gennem Qenas sukkerplantager. Ved en fluebefængt juicebar bygget af palmeblade møder vi mekanikeren Hassan i landsbyen Hijirat.

Hassan – medlem af en lokal stamme i området – er hurtig til at udtrykke sin foragt for både revolutionen i 2011, der væltede Mubarak, det efterfølgende eksperiment med demokratiske valg, og »sluddersnakken om frihed og rettigheder«.

»Vi egyptere er en flok ustyrlige banditter, der skal regeres med ild. Demokrati fungerer ikke for os. Det skaber splid, kaos og i værste tilfælde krig. Det gider vi ikke. Vi skal have en hård negl på toppen af pyramiden,« siger Hassan.

Hassans argument er ikke politisk ukorrekt i Egypten. I årtier holdt landets tidligere præsident Hosni Mubarak fast i en kaosteori om det land, han regerede i 30 år. Fra 1981 og helt frem til revolutionen i 2011 mente Mubarak, at Egypten ikke ville kunne fungere uden ham ved roret.

»Hvis jeg træder tilbage, frygter jeg, at landet synker ned i kaos,« sagde Mubarak, en uge inden han trådte tilbage efter de massive protester på Tahrirpladsen i Kairo i vinteren 2011.

Mange har bakket op om Mubaraks teori, og Hassan mener også, at den tidligere autokrat fik ret. Herude på landet – langt fra de folkelige protester i hovedstaden – var Hassan vidne til et kaos, som de færreste vestlige journalister fangede med deres kameraer.

Våben under niqaben

Om aftenen den 28. januar 2011 – kun tre dage efter revolutionens udbrud – stod det egyptiske sikkerhedsapparat over for et historisk kollaps. Fraværet af sikkerhedsstyrker efterlod et vakuum, som stammerne ude i provinserne hurtigt udnyttede til både at berige sig selv og til at gøre deres interne regnskaber op.

»Indtil al-Sisi kom til, var det helt vanvittigt herude, mand. Alle begyndte at dyrke opium, grave efter faraoniske statuer og mumier, selvfølgelig uden tilladelse fra antikvitetsministeriet, og så flød det og flyder stadig med våben herude. Du tror, det er løgn, men i nogle landsbyer går selv kvinderne med våben under niqaben, så du kan måske forestille dig, hvad der skete, da sikkerhedsapparatet kollapsede,« siger Hassan.

Om kvinderne virkelig er bevæbnet under niqaben, er ikke let at få bekræftet. Men flere af de kilder, som Information taler med undervejs, bekræfter, at opiumsdyrkningen og skatterøverne havde kronede dage, indtil al-Sisi fik styr på de statslige styrker.

Våbnene er under alle omstændigheder synlige på gaden. Da vi kører forbi togstationen i landsbyen Dishna nord for Qena, står der to gamle, bevæbnede stammemedlemmer iført traditionelle dragter. Den ene med et oversavet jagtgevær, den anden med en maskinpistol.

Sådan har det altid været uden for storbyerne i Egypten, siger Hassan: »Våben alle vegne.« Men før revolutionen i 2011 blev våben primært anvendt under bryllupper eller til at vise stammernes styrke, manddom og magt. Først da sikkerhedsinstitutionerne pludselig faldt fra hinanden efter revolutionen, og staten ikke længere indtog rollen som overdommer, blev de anvendt mod andre stammer.

»Der var fejder mange steder på landet. Om penge, narko, territorium. Den sidste fejde, inden al-Sisi kom til, handlede om en episode med en kvinde. En dum knægt fra en lokal stamme piftede ad en kvinde fra en anden stamme. I en hel uge var der krig. Alle våben blev brugt. AK47-geværer, bazookaer og mortergranater. Mere end 60 mennesker blev såret, det var vanvittigt,« siger Hassan.

Ude på landet værdsætter egyptiske stammer karaktertræk som ridderlighed, mod og styrke, og de ophøjer rå magt, maskulinitet og dominans. Netop af den grund skal Egypten regeres af en mand fra hæren og helst en mand som al-Sisi, mener Hassan. Stammerne vil tilsyneladende kun lade sig underkaste en stærk centralmagt i Kairo, ikke hinandens autoritet.

»Vi respekterer kun generaler som overdommere herude! Mubarak var en god overdommer, fordi han var fra hæren, men al-Sisi er endnu bedre. Ægte mandfolk, du ved. Hammeren falder prompte, og han er ikke bange for at såre nogens følelser,« siger Hassan.

»Den egyptiske hær er anderledes«

Mange steder i provinserne udtrykker nogle af de egyptere, som Information møder, også glæde over hærens rolle i forvaltningen af staten. Flere føler sig overbeviste om, at al-Sisi og hærens kup i 2013 mod Det Muslimske Broderskabs demokratisk valgte præsident, Mohamed Morsi, reddede Egypten fra en potentiel katastrofe.

»Mange mener, at Det Muslimske Broderskab kun repræsenterede sig selv og ikke den brede befolkning. Brødrene tænker, taler og handler efter en referenceramme, der kun eksisterer i deres eget univers. Broderskabet er en sekt, og 100 millioner egyptere kan ikke regeres af en sekt,« forklarede historikeren Mahmoud, inden vi forlod ham ved templet i Qena.

Anderledes er det med den egyptiske hær. 250 kilometer syd for Qena – ved byen Aswan – hvor størstedelen af indbyggerne lever af turisme, forklarer flere til Information, at hæren i Egypten er en elsket institution, der repræsenterer store dele af befolkningen.

»Alle familier i Egypten har en søn på hærens lønningsliste. Den egyptiske hær er den mest omfavnende og inkluderende institution i landet,« siger Arafa, der arbejder i turistbranchen i Aswan, og uddyber:

»Vores hær minder for eksempel ikke om den syriske eller irakiske hær, der ledes af en sekt, som undertrykker andre befolkningsgrupper.«

Som institution har den egyptiske hær i årtier kultiveret billedet af at være en oldgammel organisation, der stammer helt tilbage fra de første faraoner. I det egyptiske militærmuseum i hovedstaden Kairo trækkes hærens historie helt tilbage fra det gamle rige og frem til nutiden efter etableringen af den moderne republik.

I hærens selvforståelse er der ingen forskel på de faraoniske generaler Tuthmosis III, Ramses II eller islamiske generaler som Saladin og så moderne hærofficerer, der kæmpede mod Israel i 1967 og 1973. I egypternes kollektive bevidsthed er historien altid nærværende. Så nærværende, at det tilsyneladende ofte fører til en slags fatalisme.

»For de fleste egyptere er hæren som en helligdom, og sådan vil det formentlig altid være. Vi kan og bør ikke forsøge at lægge os ud med hæren,« siger Arafa.

»Al-Sisi rydder op«

Opfattelsen af at hæren er den eneste institution, der kan garantere stabilitet, bliver brugt flittigt af al-Sisis regimes propaganda i dagligdagen. Men det bekymrer ikke de egyptere, som Information taler med. Mange drømmer om at vende tilbage til ’de gamle dage’ som under Mubarak.

»Vi havde ærlig talt et godt liv inden revolutionen. Det var en gylden tid, hvor turismen sørgede for penge i overflod,« siger Ali, der opdrætter kameler i Aswan.

De fleste byer langs Nilen har templer og turistattraktioner, som før revolutionen i 2011 tiltrak millioner af turister årligt. Men i dag er der tomt i templerne. Det samme gælder strandene og koralrevene langs Rødehavskysten, hvor snorkleglade turister bliver væk.

»Al-Sisi vil forhåbentlig rydde op og sørge for at bringe stabiliteten og turisterne tilbage. Nu har mandfolket Putin heldigvis givet russerne grønt lys til at besøge os igen, men vi savner alle andre end russerne,« siger Ali.

Det er dog ikke alle, som udtrykker den samme begejstring for al-Sisi. En lokal skolelærer – Yahya – som underviser i samfundsfag og arabisk, giver ikke så meget for det nuværende regime, som han mener narrer egypterne med løfter om stabilitet og velstand.

»Al-Sisis regime er morderisk. Det eneste, al-Sisi og hans bande bekymrer sig om, er magten. De overtog magten med vold, og de vil højst sandsynligt miste magten med vold,« siger Yahya.

Men spørgsmålet om, hvem der skal vælte al-Sisi, er ikke nemt at besvare for Yahya. Det Muslimske Broderskab – historisk set den bedst organiserede opposition i Egypten – eksisterer stort set kun på papiret, mens de sekulære kræfter er blevet knust, siden al-Sisi kom til magten. Både analytikere og egypterne selv siger, at der på nuværende tidspunkt ikke er nogen, som kan konkurrere med den egyptiske hær.

»Al-Sisi bliver nok kuppet af sine egne mænd en dag,« siger skolelæreren Yahya endelig og bryder ud i latter.

»Siden farao Menes grundlagde det første egyptiske dynasti, har det jo mere eller mindre været sådan. De skide generaler elsker at bide i hinanden. Tjek selv historiebøgerne, hvis du ikke tror mig!«