Læsetid: 5 min.

»Det er ikke en stat, Assad overtager, når krigen i Syrien engang slutter«

Krigen i Syrien fylder syv år i dag. Den har haft utallige vendepunkter, men alle har de kun ført til større ødelæggelser af det land, de mange forskellige grupperinger kæmper om, siger mellemøstekspert Helle Malmvig
By for by blev oprørerne slået tilbage i Syrien, og siden tabet af det østlige Aleppo i december 2016 har det været forbi for dem.

By for by blev oprørerne slået tilbage i Syrien, og siden tabet af det østlige Aleppo i december 2016 har det været forbi for dem.

Ameer Alhalbi/AFP

15. marts 2018

Syv år inde i Syrienkrigen rykker konflikten stadig længere væk fra sit udspring. Den begyndte med en fredelig revolution som del af Det Arabiske Forår og udviklede sig til en egentlig borgerkrig indtil krigen mod Islamisk Stat stjal det meste af fokus. I dag kan man ikke længere tale om én syrienskrig, siger Helle Malmvig, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

»Krigen i Syrien består i dag af mange krige, der er flettet sammen. Syrien er blevet en slagmark for en lang række regionale interesser, fordi det geostrategisk er så vigtigt et område,« forklarer hun.

Hvert år på årsdagen genfortæller medierne historien om, hvordan det hele begyndte. Måske også for at minde hinanden om, at det blodige morads, vi nu er vidner til, har en fredelig og sympatisk forhistorie.

På denne martsdag i 2011 tegnede en gruppe teenagere revolutionære fraser på en skolemur i den sydsyriske by Daraa:

»Folket ønsker regimets fald,« lød drengenes skriblerier som et ekko fra Det Arabiske Forår, der de forgangne måneder havde spredt sig fra Tunesien over Egypten til nabolandet Jordan.

Det syriske regime arresterede og torterede drengene, hvilket blev startskuddet til de bredere protester mod Assad.

»Regimet slog brutalt ned på demonstrationerne. Folk blev skudt ned fra hustagene, og andre der blev arresteret forsvandt efterfølgene. Assad-regimet viste sig fra begyndelsen villig til at gå i krig med sin egen befolkning og sætte hele landet i brand på en helt anden måde, end eksempelvis Mubarak-regimet i Egypten var villig til,« fortæller Helle Malmvig.

Flere tusinde syrere var allerede blevet dræbt, da konflikten i februar 2012 trådte ind i en ny fase. Den Frie Syriske Hær havde dræbt ti soldater under et angreb på regeringens kontrolposter, og regimet svarede igen med et omfattende artilleribombardement af oprørsbyen Homs.

Helle Malmvig befandt sig i Beirut i nabolandet Libanon, da granaterne begyndte at falde.

»Her var folk i chok. Bombningen var indvarslingen til, at det var en egentlig krig og ikke bare oprør og demonstrationer mod regimet.«

Fire måneder senere, 12. juni 2012, erklærede FN officielt Syrien for at være i borgerkrig.

Obamas røde linje

Det næste års tid oplevede oprørerne stort set entydig fremgang. Den ene større by faldt efter den anden, og fremmarchen stoppede først, da den libanesiske shiamilits Hizbollah åbent trådte ind i krigen på Assads side og generobrede byen al-Qusayr ved grænsen til Libanon i forsommeren 2013.

»Hizbollah og Iran havde indtil da påstået, at de kun bistod Assad med rådgivning. Med sejren over oprørerne i al-Qusayr, var der ikke længere nogen tvivl om deres involvering i konflikten på Assads side,« siger Helle Malmvig.

Både Assad og Putin ser Ghouta som nøglen til at få kontrol med Damaskus og vinde krigen – men udenfor den syriske heksekedel tænker både deres venner og fjender nu, at de to statsledere kan have forregnet sig.
Læs også

Siden er den syriske hærs afhængighed af iranskstøttede shiamilitser kun vokset. Efter erobringen af al-Qusayr engagerede Hizbollah sig i hele Syrien, hvilket på det tidspunkt var afgørende for de pressede Assad-styrker, påpeger Helle Malmvig.

Senere samme sommer blev den oprørskontrollerede Damaskus-forstad Ghouta ramt af et voldsomt giftgasangreb, hvor 1.400 mennesker omkom. Flere uafhængige efterforskninger peger på Assad-regimet som de skyldige. Ud over omfanget af civile dræbte skabte angrebet stor international bevågenhed, fordi præsident Obama i 2012 havde erklæret, at brugen af kemiske våben udgjorde den røde linje for, hvornår USA ville intervenere militært i Syrien.

»Ghouta blev afgørende for fortællingen om Vestens rolle i Syrien. Mange havde tidligt i forløbet konfronteret Obama-administrationen med spørgsmålet om, hvad der skulle til af uhyrligheder fra Assad-regimets side, før USA ville gribe ind militært. Efter angrebet var opfattelsen blandt oprørerne, at Vesten og USA svigtede. Obamas selverklærede røde linje blev krydset, men alligevel rykkede de ikke ind militært,« siger Helle Malmvig.

Oprøret blev brutaliseret

Allerede i 2013 deltog en myriade af grupperinger i konflikten ud fra vidt forskellige motiver og ideologier.

»Der var både kommunister, socialister, medlemmer af Det Muslimske Broderskab og Al-Qaeda-affilierede jihadister. Mange af oprørerne er også bare grupper af mænd fra landsbyer, der er kommet i besiddelse af nogle våben og har slået sig sammen for at kæmpe. Det hele er et stort kludetæppe,« siger Helle Malmvig, der vurderer, at der findes flere hundrede lokale oprørsgrupper i Syrien.

Behovet for våben og penge har gjort grupperne afhængige af golflandene Saudi-Arabien og Qatar, der gerne vil støtte et syrisk regimeskifte som led i den regionale magtkamp med Iran:

»Det er jo ikke ligefrem mønsterdemokratier, oprørsgrupperne har været nødt til at alliere sig med for at få våben. At de blev koblet til Saudi-Arabien og Qatar var med til at brutalisere oprørerne og give dem et mere islamistisk udtryk,« siger Helle Malmvig.

Ind i krigens anarki træder så Islamisk Stat, der i 2014 etablerer et egentligt kalifat i Irak og Syrien.

Helle Malmvig mener, at Islamist Stats militære rolle i Syrien generelt er blevet temmelig overbetonet, både i Vesten og af de forskellige regionale magter i Mellemøsten, fordi alle parter har brugt terrororganisationen til at legitimere deres tilstedeværelse i konflikten. IS’ involvering har været til størst fordel for Assad og hans allierede, mener hun:

»Det underbyggede alt det, der har været Assads narrativ fra starten. Da IS kom ind i billedet, kunne han meget nemmere gå ud og sige: Se, hvad jeg sagde, oprøret består kun af sindssyge jihadister og barbariske terrorister,« siger Helle Malmvig.

»I virkeligheden har hverken Assad eller deres allierede i Iran, Hizbollah og senere Rusland brugt ret meget tid på at bekæmpe Islamisk Stat. Ofte skulle oprørerne derfor kæmpe mod både regimet og dets allierede på den ene side, og IS på den anden,« siger Helle Malmvig.

Vendepunktet

Borgerkrigen bølgede frem og tilbage, indtil Rusland i efteråret 2015 gik ind i konflikten på regimets side og indledte et luftbombardement mod IS og amerikanskstøttede oprørsgrupper.

»Det blev afgørende, fordi de ejer luftrummet, og oprørene ikke har midlerne til at bekæmpe russerne,« siger Helle Malmvig.

By for by bliver oprørerne slået tilbage, og siden tabet af det østlige Aleppo i december 2016 har det været forbi for oprørene, mener Helle Malmvig.

Indbyggere i det østlige Ghouta flygter fra Assad-regimets bombardement. Kommer Ghouta til at være et af de første eksempler på, at Assad-regimet går væk fra forsoningsaftaler og over til anvendelsen af massakrer i større skala end før?
Læs også

Adskillige forsøg på fredsforhandlinger og aftaler om våbenhvile er slået fejl. Senest har Rusland fortsat bombardementerne i Ghouta flankeret af Assads regeringstropper og iranskstøttede militser på trods af et vedtaget forslag i FN’s Sikkerhedsråd om 30 dages våbenhvile.

»Det siger noget om hvilken magt, Rusland har i Syrien, både militært og politisk. Man fik Rusland med på en våbenhvile, og Rusland kan alligevel bryde aftalen, fordi det ikke har nogen konsekvenser. Putin ved, at Vesten ikke pludseligt vender rundt og rykker ind i Syrien med en stor styrke,« siger Helle Malmvig, der mener, det er et spørgsmål om tid, før Ghouta også falder.

De mange fraktioner vil dog trække krigen ud, og Helle Malmvig forudser, at krigen kan vare år endnu.

»Det er ikke en effektiv stat, Assad overtager, når krigen i Syrien engang slutter. Jeg kan godt frygte, at vi kommer til at se det samme scenarie som Irak med en svag illegitim stat, der ikke kan levere de mest basale fornødenheder til sin befolkning, som et sundhedsvæsen, sikkerhed eller bare elektricitet,« siger Helle Malmvig.

»Samtidig kan det let blive arnested for nye IS-lignende grupperinger. De trives godt i områder, hvor det hele er kollapset.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Niels Duus Nielsen
Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det helt katastrofale er, at krigen ikke har ændret sig en millimeter siden for et år siden. Den er simpelt hen ikke kommet nærmere en afslutning.

Det eneste der er sket på de seneste 12 måneder, det er, at den har flyttet sig geografisk. Og det andet er, at der nu bliver dræbt 36-37 civile i døgnet, hvilket er det højeste antal. Samt at Tyrkiet nu også har gjort sig til part i sagen. Og i takt med Tyrkiets krig har USA "trukket tæppet væk" under kurderne.

I 2011 var det et internt Syrisk folkeligt oprør imod undertrykkelse og korruption samt for demokrati og menneskerettigheder. Og efter få måneder diktatoren ved at bukke under for den folkelige protest. Men så var det, at Rusland solgte militært isenkram til diktatoren, der blev anvendt mod civilbefolkningen. Og da diktatoren var ved at falde, bombede Rusland løs på landets borgere for at redde sit tilgodehavende. Og siden er mange andre parter kommet til - bl.a. ISIS, USA, Iran og Tyrkiet.

Henrik Leffers

@Gert Romme: Rusland var allerede tæt allieret med Syrien i 1967 (under den første mellemøstkrig ), og de har støttet Assad styret siden. Og de oprørere Tyrkiet støttede i starten af krigen, som "vores politikkere" kaldte "demokratiske", var alle islamiske grupperinger. Så de våben Tyrkiet leverede, gik reelt til det, der blev til Islamisk Stat. -Der er stadig 3 journalister, som er fængslet Tyrkiet for at afsløre det...

Selvklart har du ret. Men i mine øjne er der utroligt stor forskel på Sovjetunionen og Rusland.

Alene Ruslands udvikling fra 1989 og frem til Putin-tiden, var i en helt anderledes retning.