Læsetid: 7 min.

Trump har skudt en handelskrig i gang – og sætter relationen mellem USA og Kina på spil

Er Trumps nye told på import af stål og aluminium et retfærdigt opgør med en bedragerisk kinesisk økonomisk model, eller er det håbløst populistisk kamikaze, der vil skabe hundredfoldigt flere problemer, end den løser? Uanset hvad er der meget mere på spil end stål
Trumps told på stål og aluminium har udløst frygt for handelskrig og sætter endnu engang forholdet mellem USA og Kina på spil.

Trumps told på stål og aluminium har udløst frygt for handelskrig og sætter endnu engang forholdet mellem USA og Kina på spil.

Koji Sasahara

3. marts 2018

Sent torsdag aften forlød det fra Washington, at præsident Donald Trump havde besluttet sig for at indføre 25 pct. told på al import af stål, og ti pct. told på al import af aluminium. Dermed er første skud i den handelskrig, mange har frygtet, fyret af.

Uden for USA er forbløffelsen til at tage og føle på. Trumps træk er rettet mod Kina, men i Canada, Tyskland og England er stålproducenterne alt andet end begejstrede. For amerikanerne mener vel ikke i ramme alvor, at også deres eksport af stål til USA er statssubsidieret? Hvorfor skal deres sunde forretninger ødelægges af amerikansk hævngerrighed over for Kina?

EU’s handelskommissær, Cecilia Malmström, siger, at EU ikke har andet valg end at gribe til »modforholdsregler«, og advarer imod en potentielt farlig dominoeffekt. Hendes chef, Jean-Claude Juncker, varsler, at EU-Kommissionen i løbet af ganske få dage vil komme med forslag til, hvordan EU kan iværksætte handelsrestriktioner, »der rebalancerer situationen«.

Dertil kommer Kinas og andre landes modtræk, og således kan en uforudsigelig proces være skudt i gang. Så hvad skal det hele gøre godt for?

Problemet med statssubsidier

I både EU og USA er der en udbredt fornemmelse af, at den kinesiske stat subsidierer sine eksportvirksomheder, så de kan sælge deres varer til en lavere pris, end det koster at producere dem. Den praksis opfatter vi som konkurrenceforvridende. Det er ikke meningen med international frihandel, at den skal føre til, at gode virksomheder i f.eks. USA må dreje nøglen om, fordi mindre gode virksomheder i Kina modtager en månedlig blankocheck fra det kommunistiske parti.

Det strider helt grundlæggende imod vores opfattelse af, hvad der er ret og vrang i international handel. Og netop derfor er der i WTO-systemet de såkaldte antidumpingregler, der tillader lande at indføre beskyttelsestold imod import, der mistænkes at være subsidieret.

Uanset WTO-reglerne har økonomer traditionelt set været ambivalente over for antidumpingtold. I en nationaløkonomisk logik er det jo kun skønt, hvis kineserne vitterligt skulle have lyst til at subsidiere det amerikanske forbrug af stål. Det er ret beset ren gavebod til amerikanerne og andre importører. Man får det hele til den halve pris og kan så bruge sine egne ressourcer – både de teknologiske, de monetære og de menneskelige, i andre industrier. What’s not to like?

Det korte svar er, at virksomhedsejere og arbejdere i amerikansk stålindustri ikke er begejstrede for at miste markedsandele og job på grund af billigt importeret stål. Hvis man skal bruge reglerne for antidumping, er der den udfordring, at man skal dokumentere, at det eksporterende land sælger varen til under kostprisen.

Der gælder dog det særlige med Kina, at man her ikke behøver at estimere kostpriserne. Det er vi kun forpligtede til, når det gælder lande, der er markedsøkonomisk organiseret. Da Kina blev optaget i WTO i 2001, blev der lavet en aftale om, at Kina havde status som ’ikkemarkedsøkonomi’, og derfor måtte dets handelspartnere bruge de priser, der måtte gælde i et tredjeland, i udregningen af kostpriserne i Kina. På den måde blev det en hel del nemmere at indføre antidumpingtold på import fra Kina – for priserne i tredjelande var typisk højere, end de var i Kina.

Stålets omveje

Så hvad er overhovedet problemet? Hvis vi har mistanke om kinesiske subsidier, smækker vi antidumpingtold på, og så er alt vel godt igen? Helt så enkelt er det ikke. Hvis USA sætter en sådan toldsats på import af et bestemt stålprodukt fra Kina – på f.eks. 266 pct. som var tilfældet i en sag for nylig – så kan den kinesiske virksomhed i stedet sælge varen via et tredjeland, f.eks. Vietnam. Det kaldes re-routing i handelsterminologien. Så når moderate rådgivere fremhæver, at Kina end ikke er på topti over lande, som USA importerer mest stål fra, så svarer handelshøgene, at de ikke giver meget for de tal.

Handelshøgene peger på, at Kina har opbygget en markant overkapacitet i sin stålindustri, og den overkapacitet kommer så ud på verdensmarkedet ad den ene eller den anden vej og presser markedsprisen i bund. Men skulle vi så ikke alle klappe begejstret i hænderne og hylde Trump – endelig kommer der en mand, der ikke gider mere vrøvl. SLAM! 25 pct. told på al import af stål, ’og så er jeg sgu ligeglad med, hvor I siger den kommer fra’. Problemet er løst, og alle er glade?

Ikke just. Blandt dem, der er allermindst glade, er en perlerække af amerikanske virksomheder, hvis konkurrenceevne hviler på billig import af stål. Tag for eksempel hele den amerikanske bilindustri. Presset internt i USA har været stort – der er ikke noget, som Corporate America ønsker sig mindre end Trumps aggressive toldsatser på stålimport.

De amerikanske stålproducenter er selvfølgelig vilde i varmen. Men resten af amerikansk erhvervsliv skønnes at miste et antal arbejdspladser, der mangefoldigt overstiger, hvad der selv i det mest optimistiske scenarie kan forventes at blive skabt af nye arbejdspladser i de stålproducerende virksomheder.

Netop dette er da også en helt central årsag til, at en stribe af Trumps mest magtfulde rådgivere – fra finansminister Mnuchin til udenrigsminister Tillerson og forsvarsminister Mattis – længe har kæmpet for at få Trump til at undlade at gøre, hvad han nu har gjort.

Set fra Kina

Det, der nogle gange forsvinder ud af billedet, er, at problemet og dramaet er mindst lige så stort i Kina, som det er i Vesten. Ja, kineserne har en kapacitet til at producere stål, der overstiger deres egen efterspørgsel, og også globalt set har vi en betydelig overkapacitet. Men kineserne er bestemt ikke begejstrede for situationen selv. De har været aktiv part i de seneste års internationale forhandlinger om at nedbringe den globale overkapacitet i stålindustrien. Men amerikanerne har angiveligt mistet tålmodigheden med den proces. Det er forhandlinger på skrømt, mener handelshøgene i den amerikaske regering. Kina foretager sig reelt intet som helst, forlyder det.

Den kinesiske virkelighed er mere kompliceret, end den fortælling antyder. Mange kinesiske stålvirksomheder har opereret som en slags zombier på kanten mellem liv og død, tynget af gæld og presset af dårlige salgspriser.

Få dage før det i marts 2016 blev klart, at en af de store stålproducenter, Dongbei Special Steel, ikke kunne servicere sine lån, gik virksomhedens formand, Yang Hua, hen og hængte sig. Det skete, få uger efter at den kinesiske beskæftigelsesminiser, Yin Weimin, havde udtalt, at han forventede, at 500.000 kineserne i stålindustrien ville miste deres job i forbindelse med regeringens indsats for at nedbringe overkapaciteten.

Den kinesiske overkapacitet ses som tæt forbundet til et andet af Kinas store problemer, nemlig behovet for at reformere den del af Kinas erhvervsliv, der består af store statsejede virksomheder (SOE) – som netop er særligt dominerende i traditionelle, tunge industrier som stål, kul og skibsværft.

Den internationale valutafond (IMF) konstaterede i august sidste år, at ineffektive kinesiske SOE’er er en alvorlig byrde for den kinesiske økonomi, fordi den binder ressourcer og kredit i sektorer med begrænset produktivitet – og med begrænset relevans for Kinas fortsatte økonomiske udvikling.

Et problem på vej ned

Der er ingen tvivl om, at reformer af de kinesiske SOE’er er en af præsident Xi Jinpings største prioriteter og udfordringer. Når det er sagt, er der heller ikke meget tvivl om, at Trump-administrationens konfrontation med Kina på spørgsmålet om stålproduktion hviler på et tvivlsomt grundlag, ikke mindst diplomatisk set.

Den tyske regering offentliggjorde i november sidste år en omfattende rapport om den internationale indsats for at begrænse overkapaciteten i stålsektoren. Rapporten konkluderer, at stålproduktionen faktisk er reduceret i både EU, Japan og Kina siden 2014, mens den til gengæld er steget i Indien, Indonesien, Mexico, Brasilien og Tyrkiet.

Af den samlede reduktion i den globale stålproduktion i perioden fra 2014 til 2016 noterede Kina sig for mere end 82 pct., fremgår det af den tyske rapport. Samme rapport noterer, at Kinas mål er at reducere sin stålproduktion med cirka 10 pct. i femårsperioden fra 2016 til 2021. Der er på den baggrund ikke grund til at betvivle seriøsiteten i kinesernes indsats.

Dybe ideologiske undertoner

Det kan kun vække undren, at amerikanerne i stedet for at fortsætte et fokuseret internationalt samarbejde, som det er lykkedes at etablere over de sidste tre-fire år, systematisk underminerer snart sagt enhver form for internationalt samarbejde i handelsspørgsmål. Og at skrappe toldsatser på al import af stål – herunder fra en række af USA’s vigtigste allierede (Canada, Mexico, Sydkorea, Tyskland, England, mv.) – skulle være en bedre vej frem, er i særklasse svært at begribe.

Ud over den mistillid og fjendtlighed, tiltaget kommunikerer og skaber, må det jo ædrueligvis anføres, at toldsatser i sig selv ikke har nogen synderlig effekt på det egentlige problem, nemlig den globale overkapacitet i stålsektoren.

Det er vigtigt at forstå, at der er meget mere på spil end stål. Det er især relationen mellem verdens to økonomiske og politiske sværvægtere, USA og Kina, der er på spil. Konflikten har dybe ideologiske undertoner.

Handelspolitisk er konflikten snævert forbundet til en langt mere grundlæggende problematik, nemlig konflikten mellem Kina og USA, om hvilken status Kinas økonomi kan have i WTO-systemet fremadrettet. Da optagelsesaftalen med Kina blev lavet i 2001, blev det aftalt, at Kina kunne behandles som ’ikkemarkedsøkonomi’ i 15 år, hvorefter Kina ville overgå til normal status.

Det er meget muligt, siger amerikanerne, men faktum er, at Kina fortsat ikke er en markedsøkonomi, og derfor har USA ingen som helst intention om at ophøre med at gøre brug af de handelsrestriktioner, der er mulige over for ’ikkemarkedsøkonomier’.

Kina har rejst sagen i WTO, og det forventes at ville tage adskillige år at behandle den. Hvordan den konflikt udspiller sig og bliver håndteret af parterne og deres respektive allierede, vil sætte meget kraftige aftryk på internationale relationer i de næste fem-ti år. Mindst.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Poul Erik Riis
Poul Erik Riis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Jakob Vestergaard

"Kina har rejst sagen i WTO ...."

Det er umuligt ikke at trække på smilebåndet af den sætning - arbejdet med frihandel i WTO er totalt sandet til.

John Andersen

Trumh forlanger fair handelsbetingelser med resten af verden som vil gøre USA mere kongurence dygtig. Hvad med om han forlangte at de store multinationale konglomerater betalte skat i de lande som de operere i.

Per Torbensen, Kim Folke Knudsen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar

USA burde spørge sig selv, om de ikke godt og grundigt er ved at mure sig selv inde,med endnu et galt foster,af fejlagtig magtmisbrug af sin stilling som staternes president !
Det meste af det eroups kontinent,burde vælge det fra!
Danske indkøb af nye fly burde umiddelbart,være i faresonen,og burde vælges fra.

Kim Folke Knudsen, John Andersen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

Flere års udredning i WTO, ja, det smiler vi af. Hvorfor fokus på stål fra Kina; de har jo reduceret deres produktion? Fokus'er dog på Indien, Indonesien, Mexico, Brasilien og Tyrkiet i stedet for.
What's not to like: et kapitalistick doktrin er, at "sulte" konkurrenter af markedet med lave priser, for derefter at hæve prisen. Har USA en isolationistisk doktrin, skal deres egen industri beskyttes og forsvares. Men her skulle Trump så have valgt de 5, der har øget deres stål produktion, fremfor Kina. Jeg vil vædde på, at det kommer Trump aldrig til at forstå. Men han har nok også en anden agenda her; krig/oprustning f.eks.

Torben K L Jensen

Hvis man ruster sig til en 3. verdenskrig er man nødt til at have den nødvendige industrielle infrastruktur på plads til en krigsproduktion - det her kunne være det første skridt - en modernisering af stålværker der skal også bruge kul - en strategi der kun kan lykkes med statsfiansiering af hele infrastrukturen. Er det ikke det Trump og Co. taler om ?

Philip B. Johnsen

Frihandel og shipping er beskyttelse af skattespekulation, skattesvindel og skatteunddragelse.

CO2 udledning fra shipping og luftfart, svare årligt globalt til hele CO2 udledningen for storbritanien og Tyskland og er ‘ikke’ medregnet i klimaregnskabet i COP21 Paris aftalen.

Socialdemokratiet ved Bjarne Corydon gjorde det klart i Deadline for nogle år siden under, hvilke grundlæggende regler de folkevalgte, er tjenere for befolkningen i EU, eller mere præcist, betjener det internationale marked med i EU, ved salget af DONG.

"Skattely brugt i DONG salget til Goldman Sachs, er den virkelighed vi i Danmark må leve med, sådan fungere det internationale marked."
Citat Bjarne Corydon

“Hvis handlen ikke gennemføres, vil EU give Danmark bøder, for uretmæssig forhaling af handelen"
Citat Bjarne Corydon

Ak ja, men ingen politiker vil forholde sig til, den virkelige verden, folkevalgte betjener det internationale marked sandheden er hvad der er betalt for er sandheden, med den såkalte ‘nødvendigthedens politik’

Skattespekulation, skattesvindel eller skatteunddragelse, lovligt eller ulovligt, uanset hvilken type der er tale om, er lig med stigende globale økonomiske ulighed, manglende investeringer i globale og lokale udfordringer, som de menneskeskabte klimaforandringer, bekæmpe fattigdom, sikring af vital infrastruktur for alle, sygehuse, strøm, vand, sanitet og undervisning mm.

Trump vil skabe økonomisk vækst på lokale forekomster af kul, olie og gas hvilket der ikke er nogen fremtid i, men det har en positiv indvirkning på den helt korte bane og der er ikke noget alternativ til den bæredygtige omstilling alle vil kræve når konsekvenserne bliver helt tydelige af brug af fossilbrændstof.

Hvad skal der ske med den kommende bæredygtige handel.
Der skal etableres rimelig og nyttig samhandel mellem Afrika er Europa og Nordamerika og Sydamerika nabo og naturlige bæredygtige.handelspartner, de menneskeskabte klimaforandringer indbyder til dette samarbejde, Handel er frugtbart på længdekredsen af jorden, men i langt mindre grad rentabelt på bredekredsen af jorden.

“USA's plan om at indføre voldsomme toldbarrierer på stål og aluminium er en dårlig nyhed for rederierne, siger adm. direktør for Danske Rederier Anne Steffensen til ShippingWatch. "USA er vores næststørste marked."

Men i den virkelige verden, hvor sandheden om shipping ikke er, hvad der er betalt for sandheden er, blev vist på DR for et par dage siden se link.

Prisen (den skjulte pris) for shipping.
Link: https://www.dr.dk/tv/se/freightened-the-real-price-of-shipping/-/prisen-...

“Vedvarende energi som biomasse, vind og sol udgør mindre end ‘tre procent’ af det samlede energi forbrug i 2015.”
Link: http://www.eof.dk/Viden/Statistik/Globalt%20forbrug%20af%20energi/global...

Espen Bøgh, Kim Folke Knudsen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Erik Mikkelsen

Oldinge som Wilborg Ross og Jeff Sessions tegner i dag amerikansk indenrigs politik.
I stedet for et moderne Amerika, har resten af verden fået en nation der bliver mere og mere
aggressiv overfor venner og partnere.
Donald Trump ???

I Donald Ducks eget parti forsøger man at tale ham til fornuft, i denne vandvittige protektionisme som alle taber på. Og man troede også, man havde talt ham fra det, men altså - i en sen nattime hvor fjolset keder sig

Alle taber på en handelskrig. I verden udenfor USA taber man arbejdspladser. Og på børsen i USA steg aktierne øjeblikkelig for stål og alu, men det gjorde for materialet priserne også.

Og med de nu forhøjede priser på USA stål og alu, vil salget blive mindre - muligvis mere end 25% mindre. Men samtidig betyder det, at alle der anvender stål og alu i USA, må have mere for salget af deres produkter, og så stiger prisen på f.eks. biler og køleskabe og så videre ganske meget Og når priserne stiger, falder salget og antallet af arbejdspladser i USA. '

Derfor tabet alle på det - også arbejdstagerne i USA.

Philip B. Johnsen

Gert Romme
Din fremstilling belyser behovet for, at traditionelle økonomisk vækst økonomer på kul, olie og gasafbrænding, bliver nødsaget til at lærer at regne.

At politisk er der ingen udsigt til en bæredygtig omstilling, der kan skabe global samlet set økonomisk forbrugsdrevet vækst, de menneskeskabte klimaforandringer accelerere ude af kontrol og nu er der nu politisk panik før lukketid.

Det er ikke kun Trump der ikke kan få demokratiet til at fungere, ingen af vores demokratiske folkevalgte politikere globalt, kan ikke forholde sig til ekstrem hurtig bæredygtig omstilling er et akut handlingskrævende eksistentielt faktum og vores folkevalgte pisker nu globalt, den ene syndebuk efter den anden for, at skjule deres manglende vilje til den bæredygtige omstilling og medfølgende samhandels forandringer.

Lad mig lige gentage:

Frihandel og den medfølgende shipping er beskyttelse af skattespekulation, skattesvindel og skatteunddragelse.

CO2 udledning fra shipping og luftfart, svare årligt globalt til hele CO2 udledningen for storbritanien og Tyskland og er ‘ikke’ medregnet i klimaregnskabet i COP21 Paris aftalen.

Se selv uddybende forklaring, hvis der er problemer med forståelsen, programmer fra DR om shipping og skatteunddragelse, det kratter lidt i overfladen på den samlede udfordring, men belyser fint problematikken med vores fakta resistente politikere og traditionelle økonomisk vækst økonomer, der ikke kan regne.

Prisen (den skjulte pris) for shipping.
Link: https://www.dr.dk/tv/se/freightened-the-real-price-of-shipping/-/prisen-...

“Vedvarende energi som biomasse, vind og sol udgør mindre end ‘tre procent’ af det samlede energi forbrug i 2015.”
Link: http://www.eof.dk/Viden/Statistik/Globalt%20forbrug%20af%20energi/global...

Philip B. Johnsen

For Exxon Mobile, BP, Shell, Chevron, Total, Maersk og de lokale folkevalgte politikere, er sandheden, hvad der er ‘betaler for at sandheden er!

Fra link:
"Exxon Mobile, BP, Shell, Chevron, Total og Maersk bidrager flittigt til, at man på universiteter herhjemme forsker i at få mere olie og gas op af jorden.

"Videnskab.dk har søgt aktindsigt i universiteternes private bevillinger, hvoraf det fremgår, at danske universiteter har modtaget mindst 275 millioner kroner af olieindustrien fra 2009 til 2014.

Størstedelen af midlerne går til at forske i, hvordan man hiver endnu mere olie og gas på af de eksisterende olie- og gaslommer. En tiårig bevilling på godt en milliard finansierer et Center for Olie og Gas på Danmarks Tekniske Universitet med samme formål.

Udviklingen i olieforskningen kan forekomme mærkelig, når man ved, at klimaforskning viser, at man for at begrænse temperaturstigningen på Jorden til 2 grader må lade allerede kendte olie og gasforekomster blive i jorden.

»Det er fuldstændig absurd at lede efter ny olie, når vi ved, vi ikke må brænde det af af hensyn til klimaet. Det er på alle måder den forkerte vej at gå.«

siger ph.d.-studerende Emil Urhammer, som forsker i bæredygtig omstilling ved Aalborg Universitet i København, til Videnskab.dk."
https://videnskab.dk/kultur-samfund/fuldstaendig-absurd-industrien-betal...

Husk på at:
Vedvarende energi som biomasse, vind og sol udgør mindre end ‘tre procent’ af det samlede energi forbrug i 2015 og den falder.
Link: http://www.eof.dk/Viden/Statistik/Globalt%20forbrug%20af%20energi/global...

»Ved udgangen af 2017 tegner de globale udledninger af CO2 fra fossile brændsler og industri til at stige med omkring to pct., sammenlignet med året før,« lyder budskabet fra forskerne bag det såkaldte Global Carbon Budget.

Link: https://www.information.dk/udland/2017/11/tre-stabile-aar-slaar-klimafor...

"Ifølge FN vil havstigninger, vandknaphed, ørkendannelser etc. underminere levegrundlaget for millioner af mennesker og skabe omkring 200 millioner nye klimaflygtninge inden 2050. Allerede i dag findes der såkaldte klimaflygtninge fra Alaska til Stillehavsøerne.
Link: http://raeson.dk/2015/100-dage-til-cop21-hvor-er-det-sikkerhedspolitiske...

"Det er afgørende for regeringen, at vi gør alt, hvad vi overhovedet kan for at understøtte, at Danmark fortsat er et førende olie- og gasland."
Klimaminister Lars Christian Lilleholt.

"Der bør ikke være begrænsninger for, hvor meget olie og gas, der må pumpes op af den danske undergrund på trods af den nye klimaaftales målsætning om at holde den globale opvarmning »et godt stykke under to grader«.

Det mener et bredt politisk flertal i Folketinget, som dermed bakker op om Energi, Forsynings- og Klimaminister Lars Christian Lilleholt (V)."
Link: https://www.dr.dk/nyheder/penge/minister-danmark-skal-vaere-et-foerende-...

@ Philip B. Johnsen,

Jeg tror, at vi er nogenlunde enige.
Jeg har blot forsøgt at give en simpelt og letforståelig forklaring på, hvad der sker med denne protektionisme. Dette er både letter at forstå og at forklare end de komparative fordele, som er et andet hjørne af samme sag.

Philip B. Johnsen

Panik før lukketid!

Protektionisme fra den demokratiske valgte regering i USA, men også fra den demokratiske valgte regering i Storbritannien med Brexit og stigende uro generelt i EU ,er panik før lukketid i kølvandet på mislykket udemokratisk samhandel, den såkalte ‘frihandel’ men på kul, olie og gas afbrænding.

Panik er farligt, følelse af skræk eller angst, føre ofte til overspringshandling.

Overspringshandling en tilsyneladende irrelevant handling, som et dyr foretager, når dets instinkter giver det selvmodsigende beskeder, så flere uforenelige adfærdselementer stimuleres samtidig.

Et eksempel kan være dyret, der i kamp motiveres til både aggression og flugt.

Philip B. Johnsen

Trump optrapper ordkrigen:
“Hvis EU øger tolden på amerikanske motorcykler, så gør vi det med europæiske biler”
Link: https://politiken.dk/udland/art6365685/Hvis-EU-øger-tolden-på-amerikanske-motorcykler-så-gør-vi-det-med-europæiske-biler

Jeg har personlig købt en ny 2018 Harley-Davidson motorcykel, til afløsning for min bil, samt for bl.a. at støtte og give tilbage til de arbejdere Trump svigter, ved fortsat økonomisk urentabel vækst på kul, olie og gas afbrænding.

Det beskriver problemet meget godt, jeg håber på vores politikere snart kommer til fornuft, det er der bare ikke rigtigt noget der tyder på.

PS.
Min kone og jeg har slægtninge i Nordamerika og Sydamerika.

Kristian Jensen

i forhold til Kina er vi i Vesten utroligt dobbelt moralske. Vi vil gerne have ordenligt arbejdesforhold og et åbent demokratisk samfund... det gælder bare ikke for dem som laver alle varerne.. vores slaver i Kina. Vi vender det blinde øje til og betaler en lille kommunistisk elite for at skamride på ryggen af en underkuet befolkning, blot for at få tøjet, ipaden, pærerne billigere. Vi har med vores enorme købekraft, alle tiders chance for at presse reformer igennem hos dem vi handler med. Tingene behøver jo ikke blive fremstillet i Kina!

Kim Folke Knudsen

Donald Trump er mester i Poker spil. Nu vil han i følge medierne genoverveje tolden på stål og aluminium. Til gengæld har han indvendinger at rejse mod Mexico, den illegale import af narkotika og mod Canada. Jeg ved ikke, hvad striden med Canada går ud på, men gætter på landbrugsproduktion handel med kvæg og lignende.

Sveriges Statsminister Stefan Löfven (S) er på vej i denne uge på officielt besøg i Washington. Måske kan han forklare Præsidenten om kompleksiteten i at indlede en handelskrig, nemlig at USA´s egne toldsatser kan forværre vilkårene for utallige amerikanske firmaer.

Firmaernes produktionskæder er ikke nationale men multinationale.