Nyhed
Læsetid: 5 min.

Trump udskifter udenrigsminister: Fra moderat stemme til republikansk høg

Trump-administrationen får ny udenrigsminister. Den modererende stemme, Rex Tillerson, bliver skiftet ud med chefen for CIA, høgen Mike Pompeo
Trump-administrationen får ny udenrigsminister. Den modererende stemme, Rex Tillerson, bliver skiftet ud med chefen for CIA, høgen Mike Pompeo

Chip Somodevilla

Udland
14. marts 2018

I går meddelte den amerikanske præsident, Donald Trump, at udenrigsminister Rex Tillerson stopper og erstattes af den nuværende direktør for CIA, Mike Pompeo.

Allerede sidste efterår rygtedes det, at den tidligere Exxonmobile-chef, Tillerson, var på vej ud, og flere amerikanske medier skrev om udsigten til et såkaldt Rexit. I starten af december skrev The New York Times, at flere højtstående embedsmænd i Det Hvide Hus havde sagt, at Tillerson ville blive udskiftet med CIA-chef Pompeo inden for de nærmeste uger. Dengang kaldte Trump det »fake news«, og skrev på Twitter, at »Han (Rex Tillerson, red.) forlader ikke jobbet, og selvom vi er uenige om visse ting – hvor jeg træffer den endelige beslutning – har vi et godt samarbejde«.

Men tingene ændrer sig jo. Også selvom der gik mere end et par uger.

Tillerson er ude, og trods Trumps forsikringer om »godt samarbejde«, har der i lang tid været knas mellem præsidenten og udenrigsministeren, der i flere tilfælde er mundet ud i offentlige uoverensstemmelser. På flere centrale udenrigspolitiske spørgsmål har Tillerson haft et grundlæggende anderledes syn på sagen end præsident Trump.

»Det, som Mike Pompeo kan bringe ind, er ’chefen’. Han agerer mere i overensstemmelse med Trump,« siger Sten Rynning, der er professor i Statskundskab ved Syddansk Universitet.

Og netop overensstemmelsen med Trump er central. For mens Tillerson som beskrevet, var en modererende stemme i Trumps kabinet, er det tidligere republikanske medlem af kongressen Pompeo en væsentligt mere hårdnakket type. Endnu en høg i Det Hvide Hus. Både i forhold til atomaftalen med Iran og i linjen over for Nordkorea har Pompeo advokeret for en strengere, mere kompromisløs kurs. USA’s topdiplomat risikerer altså at blive en, der styrker snarere end tilbageholder, præsidentens indskydelser og intuitioner.

Han blev valgt til kongressen for Det Republikanske Parti i Kansas i 2011, da Tea Party-bølgen huserede, og han var blandt de mest indædte kritikere af Hillary Clintons håndtering af Benghazi-angrebene i 2012. Ifølge The Washington Post var han som kongresmedlem desuden berygtet for agressivt at udfordre bureauanalytikere og stå hårdt på partilinjen og modstanden mod demokraterne. 

Som CIA-chef har han nedtonet Ruslands involvering i præsidentvalget, 2016, og nu skal han så være udenrigsminister. Det er en noget anden mand end Rex Tillerson, som på flere fronter har lagt sig ud med Trumps linje. 

Idioten

I sommer modsagde Tillerson sin chef i forhold til uroligheder i Qatar, hvor Trump støttede den Saudisk-ledede blokade, mens Tillerson manede til besindighed og opfordrede Qatars nabolande til at indgå i dialog. Tillerson argumenterede imod regeringens beslutning om at indføre økonomiske sanktioner mod Venezuela og præsident Nicolás Maduro, og den nu tidligere udenrigsminister var også fortaler for at blive i Paris-aftalen. I spørgsmål om linjen over for Nordkorea og gencertificeringen af atomaftalen med Iran har Tillerson og Trump også været i karambolage.

Listen er lang, men mønsteret er klart. Trumps og Tillersons offentlige uenigheder har oftest ført til, at præsidenten nærmest har ydmyget sin minister. Han har blandt andet kaldt Tillersons forhandlinger for »spild af tid« og lagt en linje – der modsat Tillersons mere diplomatiske tilgang – har handlet om at vise, at USA ikke er bange for at spille med musklerne. Fornedrelsen nåede nye højder, da Trump fornylig accepterede en invitation til at mødes med den nordkoreanske leder til Tillersons, der på det tidspunkt rejste i Afrika, store overraskelse.

»Trump har ikke givet Tillerson den autoritet, som man skal have, hvis man skal være effektiv som udenrigsminister. Der er ikke nogen, der rigtigt har kunnet regne med Tillerson rundt om i verden,« siger Mette Nøhr Claushøj, der er ekstern lektor i Statskundskab på Københavns Universitet.

Men også på det personlige plan har der været dårlig kemi. Efter Trumps kluntede håndtering af de racistiske optøjer i Charlottesville, hvor han bebrejdede »mange sider«, var Tillersons kølige kommentar, at »Præsidenten taler for sig selv«. Efter sigende har Tillerson også kaldt Trump for en »moron (idiot, red.)«. Ikke ligefrem noget, der hjælper på stemningen.

»Tillerson viste sig at være helt ude at sync med sin chef, og han har ikke haft nogen privilegeret adgang til ham. Det er et kæmpe handicap for en udenrigsminister. Han har stået svagt fra day one,« siger Sten Rynning.

De modererende stemmer forstummer

Det er ikke kun det lunkne forhold til præsidenten, der har gjort Tillerson sårbar. Også internt stod han svagt. Nancy McEldowney, der i sommer sagde op som direktør i udenrigstjenesten efter mere end 30 år i udenrigsministeriet, kaldte miljøet i ministeriet for »giftigt« og situationen for »uholdbar«. Opsigelser er én ting, men det har også vedholdende været et problem at få besat centrale stillinger i ministeriet, som desuden har været underlagt drastiske budgetnedskæringer.

Men de ydre omstændigheder forklarer ikke alt. Tillersons lederevner har oplagt været mangelfulde. Han har skullet indfinde sig i en ny virkelighed, adoptere en ny logik, og det har åbenlyst været vanskeligt for den tidligere Exxonmobile-chef. Det mener Mette Nøhr Claushøj.

»Det bureaukrati, der er i det amerikanske udenrigsministerium, har ikke passet til ham. Han har været vant til at være i erhvervslivet, og der foregår tingene altså på en noget anden måde. Han har heller ikke fået lov til at sætte sit eget hold. Der er masser af folk, der er forsvundet fra posterne, og der er masser af poster, der er ikke er blevet besat,« siger Mette Nøhr Claushøj.

Og det er her, at den nye mand på pinden, Mike Pompeo, kommer ind i billedet. Han er en mand af systemet. Han kan navigere i bureaukratiet. Han går blot fra én tung post til en anden.

Spørgsmålet er, hvem der så er tilbage af dæmpende og afdramatiserende stemmer i præsidentens inderkreds. Professor Sten Rynning kan komme i tanke om to: stabschef John Kelly og sikkerhedsrådgiver H.R. McMaster.

»Du har Kelly og McMaster, som jo begge to er ud af en pragmatisk, realistisk skole, når det gælder international politik. Og der er ingen af dem, der er fristet til eventyr. De er stadigvæk modererende stemmer i det her store spil, men begge har været rygtet fyret – også igennem nogen tid nu.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kim Folke Knudsen

Bekymringen må brede sig over personale administrationen i Det Hvide Hus.

Der er så mange udskiftninger af ministre og rådgivere, at det udstiller et USA, hvor omverdenen må spørge sig, hvor bevæger USA sig hen ?. Rex Tillerson var en Udenrigsminister som uanset standpunkter udstrålede ro og afvejet adfærd. Han havde en stor faglig viden og indsigt.

Kontinuitet og sammenhæng er væsentlig for en Supermagts ageren her på Jordkloden. Det forebygger krig og konflikter, hvis samarbejdspartnerne og modparterne ved, hvor nationen står henne, hvor USA står henne.

Ved vi det i dag, eller er vi henvist til lunefulde TWITTER indslag fra en Præsident Donald Trump, som lever af at skabe usikkerhed og rum for fortolkning.