Læsetid: 10 min.

»Australierne anser ikke længere USA for at være en pålidelig allieret«

Under Donald Trump har de fleste australiere mistet en i forvejen vakkelvorn tro på at høre under USA’s beskyttelse. Den vestlige forpost i Oceanien bliver nødt til at finde nye venner som en modvægt til Kinas aggressive militære og økonomiske politik. Men det er svært at forestille sig et realistisk alternativ eller supplement til den amerikanske sikkerhedsgaranti
Den australske premierminister, Malcolm Turnbull (tv.), tager en selfie med den indonesiske præsident Joko Widodo (i midten) og dele af den australske og indonesiske regering under ASEAN-Australien-topmødet i marts. Efter at forholdet mellem Australien og USA er blevet mere anstrengt under Donald Trump, forsøger Australien at styrke sin tilknytning til ASEAN-landene.

Den australske premierminister, Malcolm Turnbull (tv.), tager en selfie med den indonesiske præsident Joko Widodo (i midten) og dele af den australske og indonesiske regering under ASEAN-Australien-topmødet i marts. Efter at forholdet mellem Australien og USA er blevet mere anstrengt under Donald Trump, forsøger Australien at styrke sin tilknytning til ASEAN-landene.

Andrew Taylor

3. april 2018

MELBOURNE – Receptionisten i Hotel Lindrum i Melbourne er som de fleste australiere yderst imødekommende og høflig, som det sig hør og bør. Alligevel kan han ikke holde sin forargelse i ave, da han hører, at gæsterne kommer fra USA.

»Trump er bindegal. Nu forlyder det, at han vil mødes med Kim Jong-un. Det ender altså ikke godt,« udbryder receptionisten med henvisning til Nordkoreas kommunistiske diktator.

Receptionistens udseende er typisk australsk – temmelig høj, lysblondt hår, blå øjne og et bredt ansigt. Anerne fra de britiske øer er ikke til at tage fejl af. Langt størsteparten af Australiens 25 mio. indbyggere er ligesom ham af angelsaksisk afstamning – og de følger amerikansk politik, som var det deres nationale crickethold.

Helt ned i detaljerne.

»Har De hørt, at NRA (National Rifle Association, red.) vil lægge sag an mod regeringen i Florida, fordi parlamentet i Tallahassee har vedtaget at forbyde salg af våben til borgere under 21,« spørger hotelreceptionisten med en typisk australsk accent. Hans navn er Michael.

Siden Donald Trumps valgsejr i 2016 har Australien balanceret på kanten af et nervøst sammenbrud.

I den første telefonsamtale med den konservative premierminister Malcolm Turnbull smed Trump røret på i irritation over Turnbulls henstilling om at overholde en aftale, han havde indgået med Obama om at tage imod 1.200 bådflygtninge interneret på den fjerntliggende stillehavsø Nauru.

Hvordan kunne Australien basere sin sikkerhed på en præsident med et så iltert temperament? Og det i en tid, hvor den økonomiske supermagt Kina investerer enorme summer i at udbygge sin flåde og sit flyvevåben. Et Kina, som Australiens økonomi er blevet dybt afhængig af i de seneste 10-15 år.

I næsten hele sin 230 år lange historie har Australien af sine asiatiske naboer været anset for en vestlig forpost placeret på et kæmpe kontinent midt i Oceanien. Herfra kunne det britiske moderland projicere sin maritime magt ud i det sydlige Stillehav og Det Indiske Ocean – en rolle, USA overtog efter Anden Verdenskrig.

Men mange australiere frygter nu, at USA er ved at miste sin militære overhøjhed i Østasien og stillehavsregionen.

Militær magtforskydning

I et white paper offentliggjort af Australiens udenrigsministerium i oktober sidste år måtte regeringen i Canberra vedkende, at »USA har været den dominerende magt i vores del af verden siden Anden Verdenskrig, men i dag er Amerikas position udfordret af Kina.«

Den militære magtforskydning til fordel for Kina »vil uafvendeligt betyde mere kappestrid om indflydelse og om de principper og værdier, der ligger til grund for nationalt samkvem i regionen«, hedder det i papiret.

Uden at nævne Kinas bygning og militarisering af en snes kunstige øer i internationalt farvand i Det Sydkinesiske Hav forventer dokumentet »et voksende antal maritime tvister« og »øget besvær med at forsvare retten til fri sejlads«.

Altså en slet skjult australsk kritik af det kinesiske styre, hvis kapring af Spratlysøerne blev kendt i strid med FN’s havretskonvention af den Internationale Domstol i Haag i 2016 i en sag indbragt af Filippinerne. Kina har ignoreret kendelsen.

Det australske udenrigsministeriums white paper faldt ikke i god jord i Beijing.

Global Times, et talerør for Beijing-styret, kaldte australiernes holdning »utaknemmelig« i lyset af landets store eksportindtægter fra Kina. Lederskribenten beskyldte australierne for at blande sig i Asiens anliggender som bydreng for »den vestlige lejr«.

Australien skulle ifølge skribenten ikke have ret til at blande sig i regionens affærer, fordi det ikke »tilhører det asiatiske kontinent«. Og i øvrigt, tilføjede den autoritative avis, kunne Kina vælge at nedprioritere sit økonomiske samkvem med Australien, hvis australierne skulle blive for besværlige.

Det er denne type trusler fra Beijing, der får alarmklokkerne til at ringe i Canberra.

Australien bliver mere og mere økonomisk afhængig af en autoritær supermagt, Kina, der samtidig  søger at vinde fodfæste på det relativt isolerede kontinent ved hjælp af en påvirkningskampagne vendt mod lokale politikere, akademikere og forretningsfolk.

Samtidig har de historiske bånd til Europa og i særdeleshed Storbritannien mistet deres hidtidige så vigtige betydning for Australien.

»Briterne vil så gerne lave en frihandelsaftale med os i forbindelse med deres udtræden af EU. Men for os australiere er det ikke længere en prioritet. Kun to procent af vores eksport går til Storbritannien,« siger Philip Keir, en kunstmæcen i Sydney, der bl.a. har været medejer af den australske version af magasinet Rolling Stone.

Det store amerikanske marked aftager kun ti procent af Australiens eksport, EU står for 15 procent, mens Kina er oppe på 35 procent og Japan 15 procent.

»Vores fremtid ligger i Asien,« bemærker Philip Keir, som vi møder til en dansekonkurrence, Keir Foundation finansierer i Sydney.

Men den i Sydney prominente kunstmæcen betoner samtidig:

»Vi har stadig behov for en solid sikkerhedsgaranti fra USA. Parallelt hermed prøver vi at skabe en modvægt til Kinas voksende magt i stillehavsregionen i samarbejde med Japan, Sydkorea og de ti ASEAN-lande.«

Alliancen med USA

Uden et dybere amerikansk militært engagement kan det blive en udfordring for australierne at bevare en frihed og uafhængighed, som landets liberale demokrati og markedsøkonomi har befordret.

De andre amerikanske alliancepartnere i stillehavsregionen, Japan og Sydkorea, befinder sig i en lignende klemt position. Men de to asiatiske lande er i kraft af deres væsentligt større økonomier mindre sårbare end Australien over for pres fra giganten Kina.

Den amerikanske forsvarsminister Jim Mattis og andre regeringsrepræsentanter har søgt at forsikre Australien om USA’s fortsatte sikkerhedsgaranti, men meget tyder på, at australierne har mistet tilliden til en gensidig forpligtende sikkerhedsaftale (ANZUS) indgået med USA i 1951. Sidste år fandt Pew Research Center, at kun 29 procent af indbyggerne har tillid til Trumps udenrigspolitik. Et tal, der skal sammenlignes med 84 procents opbakning til Barack Obama i hans anden embedsperiode.

Præsident Obama sørgede i 2011 for en permanent udstationering af 1.250 marineinfanterister til Australiens nordligste havneby, Darwin. Byen har altid været strategisk vigtig i kraft af sin beliggenhed direkte syd for det indonesiske ørige og Filippinerne.

Det var i Darwin, at Japans første bombeangreb mod Australien fandt sted i 1942 og hvor al australsk militær materiel samt en eskadrille amerikanske bombefly blev tilintetgjort.

Midt på kontinentet ligger en australsk-amerikansk militær base, Pine Gap, som CIA og NSA benytter til elektronisk overvågning af hele regionen. Alt i alt er USA’s militære engagement i Australien beskedent i forhold til antallet af baser og udsendt personel i Japan og Sydkorea. Og intet tyder på, at Trump-regeringen agter at optrappe sit militære engagement i Australien.

I australiernes øjne kan det virke »utaknemmeligt«.

Landet har trods sin store geografiske afstand fra Europa ofret titusinder af soldaterliv i de to verdenskrige, i Koreakrigen og Vietnamkrigen og senest bidraget med styrker til USA’s invasion af Afghanistan og Irak. Midt i en park i Melbourne er opført et mindesmærke – Shrine of Remembrance – for landets faldne i Første Verdenskrig. I mange australske provinsbyer står lignende mindesmærker.

»Australierne anser ikke længere USA for at være en pålidelig allieret. Alle og enhver kan se, at amerikanerne har mistet indflydelse i denne del af verden som følge af Kinas oprustning. Det er ikke længere USA, der dikterer reglerne,« siger Tom Kvan, tidligere dekan for arkitektskolen på University of Melbourne.

»Problemet er, at Australien ikke aner, hvem de ellers skal henvende sig til. Der er ikke noget realistisk alternativ.«

Kvan er født og opvokset i Hongkong og har boet og arbejdet i Australien i de seneste 12 år. Som en mangeårig iagttager mener han, at australierne gennemgår en national identitetskrise.

»Er Australien en asiatisk nation eller stadig en forpost for Vesten? Det er et evigt tilbagevendende spørgsmål, som ingen kan besvare. Til gengæld kan man sige, at Australien siden 1970’erne er blevet mere åben over for indvandring fra Kina, Indian og andre asiatiske lande.«

I 1975 blev en indvandrerpolitik forbeholdt hvide og i særdeleshed angelsaksiske immigranter ændret. Det har medført en voksende tilvandring fra asiatiske lande. I dag bor der 1,5 mio. etniske kinesere i Australien, nogle med rødder tre-fire generationer tilbage. Indere er den næststørste gruppe efterfulgt af vietnamesere og andre sydøstasiatere.

Redningsplanken Sydøstasien

En nærmere tilknytning til ASEAN-landene kan blive et første skridt i retning af at styrke Australiens position over for Kina. Gruppen tæller flere medlemslande – som Vietnam, Malaysia og Filippinerne – der er nær berørt af striden om Kinas krav om suverænitet over det Sydkinesiske Hav.

Alle 10 medlemslande er vigtige handelspartnere for Australien og i besiddelse af et kolossalt økonomisk potentiale i kraft af en hastigt voksende befolkning og middelklasse. Det gælder ikke mindst den nordlige nabo Indonesien – et marked med 260 mio. forbrugeree, som ligger lige for næsen af Australien.

Som et åbenlyst tegn på Australiens ønske om en tilnærmelse med ASEAN takkede organisationen sidste år ja til en invitation fra premierminister Malcolm Turnbull om at holde sit årlige topmøde i Sydney. Det til trods for, at Australien ikke er medlem af klubben og formentlig heller ikke bliver det foreløbig.

Mødet fandt sted den 17.-18. marts og var efter australske iagttageres vurdering en bragende succes for værtslandet. Dagen forinden underskrev Australien og Vietnam en bilateral frihandelsaftale. Det vakte ligeledes opmærksomhed, at Indonesiens præsident Jokowi – leder af det største ASEAN-land – i et opsigtsvækkende udspil udtrykte sig positivt om et muligt fremtidigt australsk medlemskab.

Men Australien er endnu ikke så desperat i sin søgen efter sikkerhed, at det er villig til at slutte sig til en organisation, hvor ytringsfriheden, retsstatlige principper og menneskerettigheder systematisk bliver trådt under fode. Det sker f.eks. i Cambodja, Myanmar, Thailand og Filippinerne - og Malaysia er blevet til et kleptokrati.

»Vi har allerede en frihandelsaftale med ASEAN-landene. Som medlem ville vi miste muligheden for at kritisere overtrædelser af menneskerettighederne og udemokratiske tiltag. Det er en for høj pris at betale,« skriver kommentatoren Amanda Hodge i den konservative avis The Australian.

Øget samhandel synes at være den sikreste vej til større indflydelse i Østasien. Australien har enorme forekomster af mineraler, kul, naturgas og jord til opdyrkning af afgrøder, skønt tørke ofte plager kontinentets indre og det vestlige kystområde. Med et vådere klima ville Australien have potentiale til at blive Asiens kornkammer.

Men vækst i eksporten er truet af den spirende protektionisme, der spreder sig fra Washington. Det lykkedes med nød og næppe Australien at opnå dispensation fra Trump-regeringens straftold på aluminium og stål, men kun efter en 12 måneders charmeoffensiv, der kulminerede med den australske golfspiller Greg Normans personlige appel til Trump under et møde i Det Hvide Hus.

Premierminister Turnbull har mødt Trump i alt fire gange. Hver gang slog han på, at Australien har et handelsunderskud med USA, og at landets store stålselskab beskæftiger 160.000 amerikanere i USA. Men indtil det sidste herskede der usikkerhed i Canberra om, hvorvidt Australien ville slippe for tolden.

Hele denne affære er blevet en malurt i bægeret for den konservative regering, der ydmygt har givet den ene indrømmelse efter den anden til USA’s præsident uden at få noget til gengæld. Tværtimod synes Trump endda at have stillet krav om, at Australiens flåde skulle deltage i patruljering af Det Sydkinesiske Hav. Et absolut no no for Australien, der for alt i verden ikke ønsker at provokere Kina.

Kinas påvirkningskampagne

Alt andet lige afhænger Australiens fremtid som et liberalt demokrati og en uafhængig stat af dets forhold til den nye supermagt i nord – Kina. Her er tegnene indtil videre ikke lovende. Sidste år blev det afsløret, at det kinesiske kommunistparti (der er identisk med staten) har haft held til at påvirke australske politikere gennem donationer ydet af kinesiske oligarker bosat i Australien.

Et Labour-medlem af senatet blev grebet i at efterabe Beijings officielle version af militariseringen af Det Sydkinesiske Hav og i at advare sin donor – en tilvandret kinesisk dollarmilliardær – om, at han blev overvåget af Australiens efterretningstjeneste. Senator Sam Dastyari måtte træde tilbage i december.

Det har senere vist sig, at Kinas påvirkningskampagne primært er rettet mod kinesiske indvandrere og 100.000 kinesiske studerende på australske universiteter. Kritikere mener, at nogle immigranter virker som en slags femtekolonne for kommunistpartiets interesser i Australien. Indvandrersamfundet skulle være delt mellem loyale og illoyale over for Beijing.

Kinesiske immigranter og studerende har flere gange organiseret gadedemonstrationer til støtte for Kinas udenrigspolitik.

»Australierne er ret oprørte over at opdage, at Kina fører denne form for påvirkningskampagne,« fortæller Thomas Kvan, der er vokset op og i mange år har arbejdet i Hongkong og taler kinesisk.

»De har læst om Ruslands cyberangreb og bestræbelser på at påvirke demokratiske valg i Europa og USA og nu viser det sig, at Kina gør det samme i Australien.«

Afsløringen har placeret kinesiske studerende på universiteterne i en ubehagelig position. I forvejen bliver de strengt overvåget af kinesiske myndigheder via sociale medier – især wechat – og nu opfatter nogle australiere dem som potentielle informanter.

»Situationen blev så anspændt, at universitetsrektorer for nylig måtte rykke ud med forsikring om, at kinesiske studerende er velkomne i Australien,« fortæller Kvan, professor på University of Melbourne.

Udenlandske studerende er Australiens tredjestørste indtægtskilde efter eksport af mineraler og kul.

Ifølge Thomas Kvan ville universitetssystemet økonomiske grundlag kollapse, hvis Beijing stoppede for tilstrømningen af studerende. »Det er ikke usandsynligt, det vil ske, hvis Xi Jinping virkeligt føler sig trådt for nær af australierne.«

En australsk akademiker udgav i denne måned en kontroversiel bog om Kinas påvirkningskampagne. Titlen er »Silent Invasion«. En anmeldelse bliver snart bragt her i avisen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Veje
  • David Zennaro
  • Carsten Munk
  • Torben K L Jensen
  • Per Klüver
  • Eva Schwanenflügel
Søren Veje, David Zennaro, Carsten Munk, Torben K L Jensen, Per Klüver og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu