Læsetid: 3 min.

Bendt Bendtsen: Mine Fidesz-kolleger i EU opfører sig ordentligt

Bendt Bendtsen går ind for at straffe Ungarn økonomisk som følge af Orbáns og hans parti Fidesz’ brud med retsstaten. Men i Europaparlamentet arbejder de sammen som konservative, og han ser ikke en eksklusion for sig. »Der er også problemer med slovakkerne i de socialistiske grupper,« siger han
14. april 2018

Siden Viktor Orbáns parti Fidesz i 2010 satte sig på regeringsmagten i Ungarn har landet ifølge EU’s Venedigkommission oplevet en undergravning af ytrings- og forsamlingsfriheden, mens medier og domstole står under et stadig større politisk pres. Denne tendens vil formentlig øges, efter Fidesz ved valget opnåede absolut flertal i det ungarske parlament.

I EU-Parlamentet er Fidesz medlem af EPP-gruppen (European People’s Party) sammen med blandt andet De Konservative fra Danmark. I forbindelse med det ungarske valg har EPP givet et broget billede af deres forhold til Fidesz’ medlemskab.

EPP-præsident Joseph Daul kaldte før valget Orbán for »en garant for stabilitet og velstand«. Manfred Weber fra sydtyske CSU, der er medlem af EPP, lykønskede Orbán efter sejren, mens et andet EPP-parti, de svenske Moderaterna med Gunnar Hökmark, undsagde lykønskninger af den autokratiske leder.

– Bendt Bendtsen, der har i årevis været diskussion om Fidesz’ medlemskab af EPP. Hvor står I i De Konservative i forhold til Fidesz?

»Jeg er ikke fan af Orbán. Han går tit til grænsen og muligvis også over den, men jeg har fuld tiltro til, at de sager, der rejses fra EU’s side, følges til dørs. Jeg er tilhænger af den linje, der siger, at vi er nødt til at straffe de EU-lande økonomisk, som ikke holder sig til gældende regler. Det kan meget vel være, at det ikke kun er Polen, men også Ungarn.«

– Bakker I konservative dermed også op om en artikel 7-proces, EU’s famøse atombombe, mod Ungarn og Fidesz?

»Den bakker vi selvfølgelig op om. Men den er ikke fem potter værd, fordi artikel 7 skal besluttes med enstemmighed, og Kaczyński (leder af PiS i Polen, red.) beskytter Orbán og omvendt. Så det håndtag, der er at arbejde med over for Ungarn, det er at få dem til at rette ind i de sager, der nu engang er rejst. Hvis de ikke gør det, så er det økonomiske konsekvenser, der dur over for de østeuropæiske lande.«

– EPP ville fint kunne klare sig og beholde sit flertal uden de 12 ungarske mandater. Hvorfor har EPP ikke for længst sagt farvel til Fidesz?

»Det er en diskussion i vores gruppe, det ved du også godt. Men den diskussion tager vi internt. Hvis Fidesz skal ud af gruppen, så er det en beslutning, der skal træffes af partierne. Hvis du spørger mig lige nu, så ligger det ikke i kortene. De kolleger (fra Fidesz, red.), som vi har i parlamentet, de opfører sig ordentligt, hvis jeg må bruge det udtryk. Vi er ikke blinde over for Orbáns opførsel, og jeg er som sagt også kritisk over for ham, men det ligger ikke i mit lod, om Fidesz skal være medlem af EPP. Der må du højere op i systemet.«

– Men ikke desto mindre er EPP med til at legitimere Orbáns …

»Nej, men hør nu her: Der er også problemer med slovakkerne i de socialistiske grupper, den slags er der hele vejen rundt i de forskellige partier. Der vil selvfølgelig være nogle røde linjer, som ikke står til diskussion. Men det er klart, at vi ikke er tilfredse med Orbáns opførsel. Jeg er ikke imponeret over Fidesz, og jeg forventer, at hvis de ikke retter ind, så vil EU vedtage økonomiske sanktioner.«

– Trods samarbejdet med Fidesz i EPP er EU for De Konservative altså stadig i højere grad et værdifællesskab end et pragmatisk-økonomisk statsfællesskab, hvor man ikke skal blande sig i medlemslandenes indre anliggender?

»Ja. Og at være medlem af EPP-gruppen er for mig også at være medlem af et værdifællesskab, klart. Der er også derfor, vi har de her diskussioner om Fidesz.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu