Læsetid: 6 min.

Britiske fisk er blevet et af Brexits vigtigste symboler på selvstændighed

Britisk fiskeri fylder ikke meget i nationalregnskabet. Men symbolsk har fiskeriet fået enorm betydning for de mest indædte Brexit-politikere. De ser farvandene som en lakmusprøve på, om Storbritannien virkelig får kontrollen tilbage med egne grænser. Får de det, som de vil have det, kan det ramme danske fiskere hårdt
Her er det britiske fiskere i Newcastle, der protesterer imod overgangsaftalen mellem EU og Storbritannien.

Her er det britiske fiskere i Newcastle, der protesterer imod overgangsaftalen mellem EU og Storbritannien.

Ian Forsyth

9. april 2018

En fiskekutter blev brændt af, og døde torsk og sild smidt i vandet, da 200 britiske fiskefartøjer i går protestede i en række engelske havne mod den overgangsaftale, som den britiske regering har indgået med EU.

Ombord på armadaen var en række konservative parlamentarikere fra Leave-fløjen samt Mr. Brexit – den tidligere formand for UKIP Nigel Farage. Brexit-politikerne var stået til søs for at holde premierminister Theresa Mays regering fast på, at forhandlingerne med EU skal munde ud i, at Storbritannien smider EU’s fiskere ud af de britiske farvande og tager kontrollen tilbage over de torsk, sild og andre fisk, som svømmer i dem.

Får Leave-fløjen ikke det hårde brud med EU, som May lovede i sin Lancaster-tale i januar 2017, har de truet med at stemme imod, når den endelige aftale med EU skal godkendes i parlamentet.

Den skotske trawlerskipper Alan Hastings håber inderligt, at de holder fast i kampen, som er grunden til, at han ligesom 92 procent af Storbritanniens 12.000 fiskere stemte for Brexit ved folkeafstemningen i 2016.

»Brexit er en gylden mulighed for britisk fiskeri. Vi har fået nok af EU’s fælles fiskeripolitik og af, at EU’s fiskere tager vores fisk. Vi vil ud af EU hurtigst muligt, så Storbritannien ligesom Norge og Island kan hævde sine territorialfarvande og genvinde kontrollen over 60 procent af vores fiskeressourcer,« siger Hastings.

Læs også

Skipperen fra byen Ayr på Skotlands østkyst var efter Brexit med til at grundlægge græsrodsorganisationen Fishing for Leave, der står bag søndagens protestsejlads. Han er langt fra tilfreds med den 21 måneder lange overgangsaftale, som Storbritannien og EU netop har indgået. I praksis betyder den, at EU-fiskere beholder deres fiskekvoter i britiske farvande frem til den 31. december 2020.

Selv om aftalen indebærer, at EU skal opretholde status quo, hvad angår fiskekvoterne i britiske farvande, er den ifølge Alan Hastings udtryk for, at den britiske regering er i gang med at ofre de britiske fiskere.

»Aftalen forlænger for det første blot vores lidelser. For det andet ser jeg den som et forvarsel på, at den britiske regering i Brexit-forhandlingerne har tænkt sig at sælge ud af de britiske fiskeressourcer til fordel for bilindustriens og finansverdenens interesser,« siger Hastings.

Selvstændig kyststat

Når Storbritanniens overgangsaftale udløber i 2020, vil landet træde ud af EU’s fælles fiskeripolitik og erklære sig for en selvstændig kyststat.

Det vil betyde, at briterne kan hævde retten over fiskeri i sine territorialfarvande inden for 200-sømilsgræsen eller ud til medianlinjen op mod andre landes farvande.

Men den britiske miljø- og fødevareminister, Michael Gove, har tidligere på et uofficielt møde i Danmark i august luftet muligheden for, at udenlandske fiskere også efter Brexit skal have adgang til britiske farvande i et vist omfang.

Det fik dengang britiske fiskere og politikere på Brexit-fløjen til at råbe op om forræderi og rygstikkeri. Det handler ikke om at gøre krav på alle britiske fisk, men om at få en mere retfærdig fordeling af kvoter uden for EU-fællesskabet, siger direktør Barrie Deas fra National Federation of Fishermen’s Organisations.

»Vi ønsker samme forhold til EU efter Brexit, som det Norge og Island har i dag. Her fordeler man fiskekvoterne ud fra en videnskabelig beregning af fiskebestandene i EU’s og Norges og Islands farvande frem for at opgøre dem på baggrund af historiske fangster, som EU’s fælles fiskeripolitik foreskriver i dag,« siger Deas.

I anerkendelse af den miljømæssige risiko har miljøminister Michael Gove lovet at nedsætte et nyt og uafhængigt organ, en vagthund, der skal holde øje med, at miljølovgivningen bliver overholdt.
Læs også

Fiskefartøjer fra de øvrige 27 EU-lande fanger i dag fire gange så meget fisk – målt i penge – som britiske fartøjer hiver op ad EU’s farvande, påpeger Deas. Det skæve forhold går tilbage til 1973, da Storbritannien søgte om optagelse i det europæiske fællesmarked.

»Dengang stillede EF det som en betingelse for britisk optagelse, at EF-fartøjer skulle kunne fiske overalt i de britiske farvande. Det gik den britiske regering med på, fordi den havde andre prioriteter end fiskeindustrien. Resultatet blev, at EU slugte de britiske fiskefarvande. Det er roden til problemerne for britisk fiskeri, som vi nu skal have rettet op på,« mener Deas.

Brexit-forhandlingerne

Ligesom Alan Hastings frygter Barrie Deas, at Brexit-forhandlingerne ender med, at den britiske regering ligesom i 1973 ofrer fiskerne for andre interesser.

Britisk fiskeri er en økonomisk mikroput, der kun udgør 0,48 procent af Storbritanniens bruttonationalprodukt (BNP) og beskæftiger 12.000 fiskere. Til sammenligning står den finansielle servicesektor for 12 procent af BNP og mere end to millioner arbejdspladser. Den britiske bilindustri har i alt 814.000 ansatte og en trecifret milliardomsætning.

Begge erhverv vil ligesom andre dele af britisk erhvervsliv lide store tab, hvis deres adgang til EU’s indre marked og toldunion begrænses betragteligt som følge af Brexit. Barrie Deas kan godt se, at det er en ulige kamp, men alligevel er han optimistisk.

»Ja, fiskeriets økonomiske betydning er lille. Men dets symbolske og politiske betydning er stor,« siger fiskeridirektøren.

Han henviser til, at flere Brexit-politikere har gjort fiskeriet til deres hjertebarn og en lakmusprøve på, om Brexit nu også fører til, at Storbritannien genvinder sin selvstændighed og tager fuld afsked med EU’s reguleringer og regelsæt.

Men EU-Kommissionen har i sine retningslinjer for Brexit-forhandlingerne betinget sig, at fiskeriet bliver inkluderet i en fremtidig handelsaftale.

»Jeg har aldrig før hørt om en handelsaftale nogen steder i verden, som tillader den ene part ubegrænset adgang til den anden parts naturressourcer. Men EU ønsker at fastholde det asymmetriske forhold inden for fiskeriet også efter Brexit. For mig at se vil EU have noget, der ligner et udbyttende neokolonialistisk forhold. Vestafrika ville ikke acceptere sådan et forhold. Så hvorfor skulle vi?« spørger Barrie Deas.

For Alan Hastings står det helt klart, hvordan den britiske regering skal reagere, hvis EU forsøger at vikle de britiske fiskere ind i nye fiskeriaftaler, som opretholder ubalancen:

»Vores regering er for svag, men den burde tale vores sag over for EU og sige ’nej, ingen aftale er bedre end en dårlig aftale’,« siger han.

Grådige europæere

Selv står den skotske fiskeskipper, som fanger torsk og rejer i Nordsøen, til en stor gevinst, hvis Storbritannien gør krav på fiskeriet i sine territorialfarvande.

Britisk fiskeri er i dag i høj grad synonym med skotsk fiskeri, idet Skotland står for mere end 60 procent af Storbritanniens samlede fiskeri. De skotske fiskeres stærke position skyldes, at de fanger deres fisk med store fiskefartøjer i Nordsøen.

Netop i Nordsøens givtige fiskefarvande har EU’s kvotesystem kostet de britiske fiskere dyrt. Især på den skotske vestkyst deler briter og skotter fiskekvoterne med danskere og hollændere. 

»Storbritannien har siden middelalderen haft et meget stort fiskeri af nordsøsilden. Det er en fisk, som går op og ned langs den engelske kyst og som yngler og lever i britiske farvande. Men alligevel får vi kun ni procent af sildekvoterne. Resten går til danskerne og hollænderne. Derfor er fiskeriet i byer som Hull og Grimsby, der var baseret på sild, i dag døet ud,« siger Hastings.

Premierminister Theresa May fremlagde fredag sin vision for en fremtidig britisk frihandelsaftale med EU. Den indeholdt som ventet et ønske om at vælge og vrage i EU’s indre marked og toldunion
Læs også

Ifølge Hastings fanges 60 procent af alle fisk i Nordsøen i britiske farvande. Men britiske fiskere får kun 25 procent af kvoterne. Alan Hastings er godt fortørnet over den fordeling.

»Det svarer til at gå på pub med en, som kun giver omgang hver fjerde gang, du selv giver en. Hvis jeg gjorde det, ville folk også blive sure,« siger Hastings.

Den skotske fisker mener, at briterne skal gøre ligesom islændingene gjorde i 1973, da de erklærede sig for en selvstændig kyststat og gjorde krav på fiskeriet inden for deres 200 sømilsgrænse. Islændingenes udvidelse førte dengang til Torskekrigen med Storbritannien, hvor britiske krigsskibe, som beskyttede britiske trawlere, havde flere sammenstød med islandske kystvagtskibe. Til sidst måtte briterne dog i 1976 give fortabt og acceptere islændingenes krav.

Hastings understreger, at han ikke ønsker sine danske kolleger ondt. Men Brexit vil ramme danskerne hårdt, siger han.

»Danske fiskere klager over, at de kan miste 60-70 procent af deres fiskeri i Nordsøen på grund af Brexit. Men de misser pointen. De mister ikke bare de britiske fiskefarvande. De mister også de danske. For hvor skal de hollandske, franske og belgiske fiskefartøjer tage hen efter Brexit? De kommer til at tage til Danmark, som faktisk har nogle gode fiskefarvande tilbage i Nordsøen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Svennevig Christensen
  • David Zennaro
Kurt Svennevig Christensen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Svennevig Christensen

Målt på alle britiske problemer i Brexit står det britiske fiskeri ikke i første linje, men det skal ingen, særlig i dansk fiskeri, lade sig narre af. De britiske fiskere har en kanon god sag fordi de måtte afgive så meget sammen med den fælles fiskeripolitik i 1983. Dansk fiskeri er hadet af de engelske fiskere, fordi dansk fiskeri havde specialiseret sig i at fange de små fisk til fiskemel og olie.

Det var kun danske fiskere som havde praktiseret industrifiskeriet, op til den fælles fiskeripolitik og fordelingen af kvoter vha. de historiske rettigheder. De danske kystfiskere og mindre fartøjer er ikke truet af Brexit, tværtimod, Brexit kan også blive til deres fordel, fordi kvoterne nu er blevet omsættelige.

Det er de store i dansk fiskeri som de britiske og skotske fiskere er på jagt efter - og det med god grund og med højt løftet fane http://nffo.org.uk/blog/2018/02/20/fishing-news-interviews-barrie-deas

Når de britiske fiskere får deres rettigheder tilbage, vil de, ligesom de danske store fiskere, da de af den danske stats fik ejerskabet over deres kvoter i de britiske farvande i 2003, kunne investere i fartøjer og redskaber. For det er ganske vist at de danske storfiskere har denne forestilling om sig selv der ligner de danske storbønder, at de er de bedste i verden. Med Brexit bliver det storhed der står for fald i dansk fiskeri. For alle ved at op til privatiseringen af kvoterne i 2003 og igen i 2006 var de store i dansk fiskeri reelt kuldsejlet.

Det var engang hvor fiskeriet var en virksomhed der foregik i en pagt med naturen, i dag er det, for de stores vedkommende, blevet til en pagt med de økonomiske interesser der er drevet af spekulation og deres politiske støtter i Venstre og LA.

Jens Thaarup Nyberg, Gert Romme, Torben K L Jensen og Henrik Leffers anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

De førende Brexitpolitikere blev slemt til grin på deres nylige aktion ved Themsen, og der breder sig i UK den opfattelse, at de samme politikere er parat til at acceptere alle kompromiser, bare det ikke forhindrer UKs udtræden af EU 29 marts næste år.

Hvis der er nogle, der skal lære noget, så er det de vælgere, der først har stemt for Brexit og derefter står for at erkende, at det dem selv, der skal betale prisen for, at Storbritannien får en vanskelig markedsadgang til sit vigtigste marked, at urolighederne i Irland blusser op igen, hvis UK træder ud af toldunionen, at UK kan falde fra hinanden, fordi skotterne gør sig uafhængige, og at UK på mange andre områder mister indflydelse, som blot er toppen af en lang række problemer.

Det bliver forløbet, hvis ikke parlamentet tvinger premierministeren til at tage sig af landets interesser i stedet for partistridigheder om EU.