Årets 14. uge ændrede det tyrkiske medielandskab.
Fredag den 6. april tog Tyrkiets 82-årige mediekonge, Aydin Doğan, afsked med staben på dagbladet Hürriyet, flagskibet i hans imperium. Avisens navn betyder ’frihed’, men Dogan Media Group med flere dagblade, to landsdækkende tv-kanaler, et nyhedsbureau, radiokanaler, en internetudbyder og et distributionsselskab, har i årevis ikke haft frihed fra Erdoğans mishag.
Hele molevitten er nu solgt til flaskegas- og byggematadoren Erdoğan Demirören, hvis forretninger er afhængige af loyalitet over for præsident Recep Tayyip Erdoğan. Således blev Demirören i 2011 beordret til at købe Dogan-aviserne Milliyet og Vatan, som Doğan måtte afhænde sammen med et olieselskab for at finansiere en skattebøde, der var forhandlet ned til 1,1 milliard dollars.
At Demirören ikke er den fødte publicist fremgår af en lækket aflytning i 2014, hvor den dengang 76-årige flaskegasfyrste græd, da han blev overfuset af partibossen efter en artikel i Milliyet, der kom AKP på tværs:
»Hvad i alverden laver jeg i denne branche?« hulkede han i telefonen, samtidig med at han lovede at fyre den formastelige journalist.
Med Doganmedierne i hus dominerer præsident Erdoğan indirekte de mest betydelige mainstream-aviser og samtlige landsdækkende tv-kanaler i god tid før 2019’s præsident- og parlamentsvalg, der afgør hans politiske fremtid. Vinder han ikke, har han næppe en fremtid, da han uden politisk immunitet kan imødese enten eksil eller fængsel for korruption, bestikkelse og manipulation med offentlige licitationer. Erdoğans notoriske magtmisbrug og korruption, første gang afsløret i december 2013, er indtil videre afværget ved særlovgivning via hans absolutte flertal i Nationalforsamlingen.
Med salget af Dogangruppen er den sidste sekulære oppositionsavis, Sözcü (med et oplag på mere end 250.000), kommet i fare, da den har kontrakt med Dogans distributionsselskab, og den eneste alternative distributør ejes af den Erdoğanloyale Sabah-mediegruppe.
Republikkens ældste dagblad, Cumhuriyet, hvis ledelse og medarbejdere er fængslet for spionage og medvirken til terror, er i tilsvarende knibe, eftersom Dogangruppen trykker avisens beskedne oplag på ca. 50.000. Den nye ejer kan med et fingerknips opsige alle aftaler.
En typisk uge 14
Uge 14 blev også vidne til de tyrkiske myndigheders overtagelse af den kurdiske avis Özgürlükçü Demokrasi (Frihed til Demokrati), og det trykkeri, den har kontrakt med. Ledelse og medarbejdere i begge virksomheder er fængslet, rutinemæssigt sigtet for medvirken til terror.
Driften er overtaget af TMSF (Tasarruf Mevduatı Sigorta Fonu), den statslige garantifond for banker og pensionskasser, der har indsat en administrator. Garantifonden blev i sin tid oprettet som sikkerhedsnet for småsparere i konkursramte banker, og det var også den, som i marts 2016 overtog det økonomisk sunde holdingselskab Feza Gazetecilik, der publicerede Zaman. Zaman er Tyrkiets største dagblad og knyttet til Hizmet, som er prædikanten Fethullah Gülens netværk.
Ligeledes i uge 14 blev 31 tidligere Zaman-redaktører og journalister omsider formelt tiltalt ved Istanbuls 13. kriminalret for brud på forfatningen og medlemskab af FETÖ, navnet på Gülens påståede terrororganisation. 17 af de 31 har siddet varetægtsfængslet i 19 måneder, otte er i husarrest og seks i eksil.
Anklageskriftet opererer med en straframme fra syv år til livsvarigt fængsel og bygger alene på de tiltaltes avisartikler. Den aktuelle retstilstand sættes i relief med en erklæring fra anklageren om, at artiklerne isoleret set ikke bryder nogen lov, men at de »betragtet under må være skrevet med det formål at vælte regeringen«.
Samme juridiske logik begrunder dommene på livsvarigt fængsel til de prominente sekulære journalister Şahin Alpay og Mehmet Altan, der er dømt for tre arikler og for at »sende underforståede meddelelser« i en tv-debat.
En ny lov om kontrol med internetadgang blev også vedtaget i uge 14: Tilsynsmyndigheden for radio og tv kan uden retlig procedure lukke netportaler og hjemmesider, hvis det skønnes, at de er i konflikt med forfatningen eller den offentlige moral.
Loven rammer streaming af f.eks. konferencer og møder, der gøres tilgængelige på nettet, og kan bruges mod internationale udbydere som Netflix, HBO, BBC og Deutsche Welle.
Siden det fejlslagne kupforsøg i juli 2016 er 400 medier og 1.700 websider lukket og 245 journalister buret inde. Nyhedsbureauet Bianet beretter, at da en kurdisk journalist ikke var hjemme den dag, politiet mødte op for at anholde ham, blev hans far taget med på stationen.
Således var uge 14 også en typisk tyrkisk uge.
Nuvel, ugens altoverskyggende begivenhed var købet af Doganimperiet, der ændrer mediernes styrkeforhold målt i oplag. Fremover sælger oppositionen 300.000 aviser over for de Erdoğanloyale avisers 2,7 millioner eksemplarer. Dogangruppens Hurriyet og Posta har det største og tredjestørste oplag, og tilsammen har de et oplag på 650.000. Dogans tv-kanaler, CNN Türk og Kanal D, har en samlet markedsandel på cirka 20 procent. Hertil kommer, at adskillige mindre uafhængige medier har kontrakter med Dogangruppens trykkerier og distributionsselskab, der kan opsiges med et fingerknips.
Demirörengruppen ryster angiveligt op med mindst 890 millioner dollars, som ifølge Istanbuls rygtebørs blev tilvejebragt via lån i den statsejede Ziraat-bank, ligesom der spekuleres på, om Qatars emir er en hemmelig sponsor. Al-Thani-dynastiet i Doha har i 2017 investeret markant i tyrkisk tv-sport og -film, hvilket blev set som en gestus til den politisk allierede Erdoğan.
Med Doganmediegruppen fik præsident Erdoğan efter årtiers økonomisk magtkamp med Dogan-dynastiet tilføjet de sidste 50 procent til samlingen af såkaldte pool-medier. Pool-betegnelsen går tilbage til AKP’s valgsejr i 2002, hvor islamistiske mediers støtte var helhjertet, men uden gennemslagskraft. Bortset fra det islamiske Zaman med oplag på nær en million – næsten en fjerdedel af det samlede avissalg – var de største tyrkiske aviser sekulære. Men Zaman er også knyttet til Gülennetværkets mediekonglomerat og har en klar distance til AKP.
Først på en oplagsmæssig tiendeplads kunne islamisterne mønstre en loyal avis, Yeni Şafak, med et oplag på lige over 100.000.
Pool-metoden
Den tilstand besluttede Erdoğan at ændre på, og med en blanding af stok og gulerod – pression, skattetryk og givtige regeringskontrakter – organiserede han en håndfuld industrifolk, der systematisk opkøbte sekulære medier i en ’pool’, som Erdoğan kontrollerer.
Investorerne fik uventet hjælp af den økonomiske krise i 2001, der sendte snesevis af banker i betalingsstandsning. Mange af dem var ejet af den sekulære og statsstøttede industri- og finansklasse, der blev rige med 1980-militærkuppets økonomiske liberalisering og typisk rådede over egne medier, der kunne presse 90’ernes svage og korrupte koalitionsregeringer til at tilbyde offentlige kontrakter.
I det rotteræs var milliardæren Aydin Dogan den første blandt ligemænd og tilsvarende skeptisk over for den fremvoksende islamiske elite, som hans aviser gik kritisk i kødet på.
Erdoğan opfandt altså ikke den korrupte praksis, men han raffinerede den. Typisk trådte TMSF til ved en banks betalingsstandsning, overtog fallitboet og solgte dets aktiver – eksempelvis medievirksomheder – til købere, der var godkendt af Erdoğan.
Han havde overflyttet TMSF-fondens operationer fra centralbanken til sit eget statsministerium og kontrollerede således en operativ pengetank, der konfiskerede nødstedte virksomheder med enten skattegæld, krakket bankforbindelse eller en ejer, der blev anholdt for kriminelle forhold.
Den model blev effektueret med Erdoğans første mediegevinst i 2003: finansmanden Cem Uzans populære tabloidavis Star.
Cem Uzan, en yngre, dynamisk forretningsmand, fik med afsæt i familieformuen hurtig succes i den erhvervsboble, der bristede med en økonomisk krise i 2001, hvorefter Uzans bank krakkede. Han havde i 1999 dannet et politisk parti – Genç Partisi (Ungdomspartiet) – der fik en overraskende femteplads med 7,5 procent af stemmerne ved valget i 2002.
Ikke nok til at komme op over Nationalforsamlingens spærregrænse på ti procent, men nok til at bekymre Erdoğan og AKP. Den sekulære Uzan havde også investeret stort i telesektoren og kom i slipstrømmen af 2001-krisen i problemer med en kæmpegæld til den amerikanske telegigant Motorola, der meldte ham til politiet for svindel.
Uzan-virksomhederne blev beslaglagt af TMSF-fonden i 2003, og året efter købte en Erdoğan-allieret finansmand, Ethem Sancak, tabloidavisen Star af konkursboet: AKP havde nu egen partiavis.
Svigersønnen
Samme metode blev anvendt i 2008, da TMSF overtog det økonomisk nødlidende holdingselskab Turkuvaz, der ejede den sekulære morgenavis Sabah og en populær tv-kanal, ATV.
Begge medier blev solgt videre for et lavt beløb og uden at komme i udbud til Erdoğans nære ven, Ahmet Çalik, en stenrig industrimand. Çalik finansierede købet med et lån på 750 millioner dollars i to statsejede banker, VakifBank og Halkbank.
Andre 25 procent af købesummen på 1,1 milliard dollars kom fra Qatar ved Erdoğans mellemkomst. Çalikgruppens administrerende direktør var tilfældigvis Erdoğans svigersøn, den nuværende energiminister, Berat Albayrak, og Çalikmediegruppen blev bestyret af svigersønnens bror.
Da Çalikgruppen kom i økonomiske vanskeligheder i 2012, blev mediegruppen sat til salg. Investorer som Rupert Murdoch, Time-Warner og Abraajkoncernen i Dubai meldte sig, men tyrkisk lovgivning fordrer, at udenlandsk mediekapital begrænses til 25 procent, så Çalik endte med at sælge til den tyrkiske Kalyongruppe, som – igen tilfældigvis – var med i et konsortium, der kort forinden havde scoret entreprisen på anlæg af Istanbuls tredje lufthavn.
Der gik så yderligere ti år før det ultimative trofæ, Doganimperiet, blev indlemmet i Erdoğans pool. Og som den 82-årige mogul sagde til sine nu forladte medarbejdere efter den sædvanlige tirade om pressefrihed og uafhængighed: »Men det var ikke altid let.«
Det tror man på. Vedholdende forlydender, citeret på nyhedssiden al-Monitor, vil vide, at Dogan blev truet med retsforfølgelse for mediekoncernens påståede medvirken i det såkaldte postmoderne kup i 1997, hvor militæret afsatte den daværende islamiske premierminister Erbakan. Og at Dogan efter årtiers regeringschikane, der medførte fyring af chefredaktører og tv-studieværter for at tækkes en hysterisk Erdoğan, omsider gav op.
Men at han lå, som han havde redt, er evident – han var i sin storhedstid i 80’erne og 90’erne ikke selv bleg for at sætte sine medier i bevægelse, hvis de kunne fremme hans øvrige økonomiske interesser. Hürriyet var i de år kendt for hånende kampagner mod AKP, bl.a. i striden om offentligt ansatte kvinders ret til at bære hovedtørklæde, og Erdoğan har næppe glemt overskriften i Hürriyet i april 1998, da han som Istanbuls overborgmester blev retsforfugt for ’islamisk agitation’, der kundgjorde, at han »end ikke var egnet til at være mukhtar (sognefoged, red.)«.
Man kan sige, at Dogan trak fairness-grænsen ved islamisterne. Det samme gør islamisterne nu ved Dogan.
