Læsetid: 12 min.

De falske nyheders mekka ligger i Makedonien

I den fattige makedonske by Veles blomstrer produktionen af falske nyheder, og unge mennesker kører rundt i dyre biler. Industriens bagmænd fortæller, at man under den amerikanske valgkamp fik flere klik og annoncepenge ved at skrive til Trumps støtter frem for Hillarys. Falske nyheder handler i Veles ikke om ideologi, men om hurtige penge
Selv om 34-årige Elena underviser i fysik på et gymnasium i Veles, er hendes månedsløn på blot 450 dollar. Den lave indkomst har presset hende til at søge alternative indtjeningsmuligheder, og dem fandt hun for et par år siden. Nu skriver hun sensationelle nyhedsartikler om Trump.

Selv om 34-årige Elena underviser i fysik på et gymnasium i Veles, er hendes månedsløn på blot 450 dollar. Den lave indkomst har presset hende til at søge alternative indtjeningsmuligheder, og dem fandt hun for et par år siden. Nu skriver hun sensationelle nyhedsartikler om Trump.

Robert Atanasovski

16. april 2018

VELES, Makedonien – »Den her er til de fantastiske mennesker i Veles: Tak, jeg kunne ikke have gjort det uden jer!«

Sådan lyder et Donald Trump-tweet, som jeg får fremvist her i Veles, en anonym provinsby i det centrale Makedonien. Tweetet er dateret den 9. november 2016 – samme dag, som Trump vandt det amerikanske præsidentvalg.

Trump har aldrig besøgt Veles, der ligger 7.553 kilometer fra New York City, men et stort antal borgere i Veles arbejdede for ham under præsidentvalgkampen. Ikke desto mindre er tweetet falskneri. Donald Trump har aldrig skrevet det. Det er en joke, en spøgefuld kommentar til de mange fake news-historier, der blev udsendt under valgkampen fra Veles for at fremme Donald Trumps chancer hos de amerikanske vælgere.

I 2016 bredte der sig en veritabel guldfeber blandt de 43.000 indbyggere i byen, der tidligere var højborg for den jugoslaviske metalindustri, men som i dag ligger forarmet hen.

Hundredvis af websteder – herunder WorldPoliticus.com, TrumpVision365.com, USConservativeToday.com, DonaldTrumpNews.com, USADailyPolitics.com – så dagens lys her, og deres altovervejende mission var at udsende fake news, der gavnede den republikanske præsidentkandidat under overskrifter som:

»Hillary Clinton in 2013: I would like to see people like Donald Trump run for office; They’re honest and can’t be bought«; »Wow! Queen Elizabeth invited Trump – This is a game changer«; »This is why we need Trump in the White House«.

Monument for Trump

The Guardian begyndte som det første medie at interessere sig for Veles, da avisens journalister i august 2016 undrede sig over, at over 150 af disse webdomænenavne var registreret i den makedonske provinsby. Siden skød antallet af websteder lanceret fra Veles så meget i vejret, at ingen ser ud til at have noget eksakt bud på, hvor mange de var på deres højdepunkt.

»Vi bliver nødt til at rejse et monument for Donald Trump. Mange mennesker har tjent penge på ham, og 50 procent af vores unge har på en eller anden måde bidraget til hjemmesiderne. Jeg vil tippe på, at vi havde gang i 3.000-5.000 hjemmesider under den amerikanske valgkamp. Det tal er nok gået ned til omkring 200 nu,« siger Bojan, får ild på endnu en Marlboro og kigger på sin iPhone.

»Her, kig engang på min seneste lille baby. Det ser godt ud, gør det ikke?« siger han stolt.

Designet er helt enkelt og uden dikkedarer, teksterne korte, rubrikkerne saftige – det hele garneret med masser af fotos og fremtrædende bannerreklamer.

»Alt, hvad jeg ejer i dag, kan jeg takke disse annoncer for,« tilføjer han.

Bojan er 19 år, og Bojan er ikke hans rigtige navn. Ingen i Veles ønsker at afsløre deres sande identitet til en reporter, der vil undersøge, hvordan falske nyheder bliver produceret.

Efter at Google og Facebook er begyndt at blokere deres websteder med tiltagende hyppighed, foretrækker de, at historien om Veles’ digitale mirakel ikke breder sig for meget. De foretrækker anonymitet. Også pga. trusler. Hvis potentielle afpressere fandt ud af, hvor meget de tjente, ville de snart komme og banke på deres døre for at kræve andel af overskuddet.

Bojan fik i 2016 sin studentereksamen på et handelsgymnasium. Hans familie på fire har måttet hutle sig igennen med en månedsindkomst på blot 280 dollar. Bojans far arbejder på en fabrik, der producerer reservedele til biler, mens hans mor er arbejdsløs, hvilket er tilfældet for 25 procent af makedonerne.

Det var Bojans hensigt at arbejde i et par år for at spare penge nok sammen til at studere i Skopje, Makedoniens hovedstad, der ligger blot 50 km fra Veles. Men at finde et job i Veles er en udfordring. Med lidt held kunne han måske have fået arbejde ved fabrikkens samlebånd som sin far, men lønnen er så beskeden, at det ville være svært at lægge penge til side til studierne.

I sommeren 2016 begyndte folk i Veles derfor at tale om de hurtige penge, der kunne tjenes på hjemmesider. Bojan havde dengang ingen idé om, hvad ’falske nyheder’ betød. Men efter blot en uges indsats sammen med par skolekammerater fandt han ud af, hvordan der kan tjenes penge på det.

Pyntet indhold

»Pengene er der og venter bare på dig. Alt hvad man behøver at gøre, er at købe et domænenavn og lave en webside. Noget der ser seriøst ud, men uden at man behøver at lægge en stor indsats i det, for der er næppe mange, der tilgår hjemmesiden direkte. Det vigtigste er, at de klikker på de nyhedsoverskrifter, der bliver formidlet via de sociale medier,« forklarer Bojan.

»Næste skridt er at tilføje indhold til siden, så man finder nyheder på udenlandske websteder. Om de er falske eller ej, er ligegyldigt. Det kan muligvis være nødvendigt at pynte på indholdet med nogle ændringer, men det vigtigste er at finde på en fængende overskrift. Så tilføjer man ord som Shocking, Breaking news eller Spread this! og registrerer sig hos reklameformidlerne, f.eks. Google AdSense, som automatisk føjer annoncer til dit websted.«

»Endeligt udgiver man sin tekst i forskellige facebookgrupper for Trump-tilhængere, venter på, at de klikker på teksten og bannerreklamerne, og så begynder det at rulle ind med dollar,« siger Bojan.

Det tog dog tid at omdanne kliks til dollar. Første måned tjente Bojan og hans to venner kun 50 dollar. Antallet af følgere af deres ’fanpage’ på Facebook var ikke så stort, og de havde ikke penge nok til at investere i reklamer på Facebook.

Hele nætter på deres værelser i forældrenes lejligheder gik med at opsøge de facebooksider, der oftest blev besøgt, åbne nye profiler og udtænke stadig mere effektive overskrifter. Efterhånden som flere klikkede sig ind, voksede deres overskud, som de investerede i flere facebookannoncer, hvilket gav dem stadig større synlighed og dermed også stadig flere klik.

I oktober 2016, præcis tre måneder efter lanceringen af ​​deres websted, havde de tjent 1.000 dollar – eller cirka det samme beløb, deres fædre tilsammen tjener på en måned. Den følgende måned nåede indtægterne op på 3.000 dollar, og efter 11 måneder udgjorde deres samlede indtægt 65.000 dollar – en formue i et land med en gennemsnitlig månedsløn på 450 dollar.

»Vores forretning hører ikke til de største. Der er andre her i Veles, der producerer for over en million dollar,« forklarer Bojan.

Da han ser min overraskede mine, føjer han skyndsomt til: »Og det er ikke falske nyheder, jeg fortæller dig her – det er sandheden. Der findes mennesker, hvis fansider på Facebook har over 800.000 tilhængere, og som bruger 300-400 dollar om dagen på facebookreklamer. Så høje investeringer genererer mange klik. Amerikanske klik. Og de er meget mere værd end alle de andre.«

Amerikansk klikiver

Netop derfor etablerer iværksætterne fra Veles – fortæller de selv – websteder rettet mod det amerikanske marked og producerer nyheder om Trump, fordi hans tilhængere er de mest klikkeivrige. Umiddelbart har ingen af dem nogen virkelig interesse for Trump, og flertallet af de makedonske producenter af fake news følger ikke med i amerikansk politik.

I begyndelsen forsøgte nogle af dem sig også med nyheder, der favoriserede Hillary Clinton, men de konstaterede hurtigt, at det slet ikke generede de samme antal klik. Altså skiftede de side og fokuserede i stedet på Trump.

»Vi udsender falske nyheder af en simpel grund: Publikum for de falske nyheder er større end publikum for de rigtige nyheder,« fortæller en af de fake news-producenter, som jeg snakker med.

I Veles begyndte den digitale fake news-æra ret beset med mad. Frontløbere var de to brødre Borče og Aleksandar Velkovski, der er bagmændene bag HealthyFoodHouse.com. Fra hjemmesiden udsendte de tekster med tips til sundheds- og skønhedspleje såsom: »Læg et citronstykke i nærheden af ​​din seng, så du kan vågne op med følelsen af at være superfit.«

Eller: »Spis bananer og avocados i stedet for piller – det er den bedste måde at helbrede depression på.«

Andre fulgte i deres kølvand med lignende ’rådgivning’ om mad, men også om eksempelvis biler og sport. Men det var først, da Trump blev nomineret til republikansk præsidentkandidat, at Veles ramte guldåren for digitalt iværksætteri.

Snart opstod der rygter om, at Rusland var finansiel sponsor for aktiviteterne, men den tror den 21-årige Aleksandar Stojkovski, en jurastudenrende, der arbejder for en ngo med fokus på informationsteknologi, ikke på.

»Det her var bare en flok unge gutter, der ikke havde noget bedre at tage sig til. Og som fandt en ny måde at tjene penge på, fordi der ikke var andre valg. Som i gamle dage arbejder alle på fabrik, og det her er en fabrik, der laver fake news. Uden Healthy Food-brødrene ville det formentlig ikke være sket,« hævder Aleksandar Stojkovski.

Økonomisk ruin

Selv om Aleksandar Stojkovski tager afstand fra de falske nyheder, kan han ikke få sig selv til at fordømme de unge.

»Makedonien ligger i økonomiske ruiner, og her er ikke noget arbejde for de unge. Kan vi helt ærligt tage så voldsomt anstød af deres spredning af falske nyheder i et land, hvor den nationale tv-kanal indtil for få år siden ikke udsendte andet end løgne?« spørger Aleksandar Stojkovski.

»På tv hørte vi om skabelse af nye job, der ikke eksisterede, og om rosenrøde fremtidsudsigter. Og gik man ud på gaden, så man folk, der demonstrerede mod fattigdom og et korrupt politisk system. Det er det virkelige problem. Hvordan forestiller du dig, at de unge skal lære, at sandhed og dokumentationskrav er vigtige?«

Vi taler sammen på Petre Prličko-gaden, Veles’ hovedgade, lige over for det helt nyopførte Džinot Teater. Cafeer og butikker flankerer begge sider af det upåfaldende strøg, hvor byens nyrige unge ikke har mange muligheder for indkøb og anledninger til at flashe deres annoncepenge. En mobiltelefon af nyeste model, mærkevaregummisko, en restaurantmiddag og en flaske whisky – det er alt, hvad de kan forkæle sig selv med her. Medmindre de da vil spille deres penge op på et af ​​de mange kasinoer, der pibler frem.

Teatret er den eneste nye offentlige bygning, der er bygget, siden Jugoslavien gik i opløsning i 1991. Der er hverken bygget børnehaver, sportshaller, biografer eller noget nyt hospital. I juni 2017, efter 11 år med den konservative VMRO-DPMNE-regering ved magten, blev en ny regering dannet af det socialdemokratiske SDSM-parti.

Godtroende

Lige før valget blev der oprettet to nye hjemmesider: Saznajemo.rs (’Vi lærer’) og Alo.com.hr – begge med den mission at formidle falske nyheder for at miskreditere oppositionen. Veles unge entreprenører, som jeg snakker med, siger, at de ikke blandede sig i det lokale valg.

»Der var ikke noget at tjene på det britiske eller franske valg, og endnu mindre på det makedonske valg. Annonceklik er ikke lige så meget værd i Europa, og europæerne ikke lige så godtroende som amerikanerne. Ved det her valg overlod vi det til politikerne at pushe falske nyheder. Vi er kun interesserede i at tjene penge,« siger Bojan.

Borgmester Slavčo Čadiev modtager Infomation på sit kontor. Han er medlem af VMRO-DPMNE, det højreorienterede konservative parti, der styrede landet indtil for nylig.

Borgmesteren er helt på det rene med, at Veles har fået et dårligt ry på grund af sin falske nyhedsindustri, men det syntes ikke at bekymre ham:

»Gutterne klarer sig godt. De har ikke overtrådt nogen lov i Makedonien, og de betaler deres skatter,« siger Slavčo Čadiev, som dog erkender, at lokalsamfundet ikke har haft nævneværdig gavn af onlineindtægterne.

»De tjener kun penge til sig selv. Man ser mere fancy biler på gaderne, men pengene går ikke ind i byøkonomien.«

Ace Kocevski er tidligere borgmester i Veles. Han mistede posten ved valget 2009, efter at han blev grebet i et forsøg på valgsvindel med duplikerede ID-kort, som gjorde det muligt for folk at stemme mere end én gang. Siden har han stiftet et byggefirma, og han forklarer, at fake news-bølgen minder om det, de engang »kaldte Frankfurt-mafiaen, men mindre farligt«.

Frankfurt-mafiaen var navnet på en gruppe makedonske kriminelle – hvoraf de fleste oprindeligt kom fra Veles – der solgte stoffer i Frankfurt og Wien, som var smuglet til Europa via den såkaldte Balkanrute.

Mafiaen hvervede unge mennesker og tilbød dem arbejde i Tyskland og Østrig. Rygtet var, at omkring 400 indbyggere fra Veles deltog i aktiviteterne. Optrævlingen af den kriminelle organisation begyndte i 2009, og snesevis af mennesker er siden blevet arresteret.

»Du skal tilskrive det den store arbejdsløshed. Alle kæmpede om de samme humpler brød. Jeg vil ikke retfærdiggøre det, men jeg kan forstå det. Det er det samme med fake news i dag,« siger Kocevski.

Borče Pejcev er webdesigner og programmør. Han har aldrig haft et »rigtigt job«, men har efter eget udsagn oprettet 200-300 falske nyhedswebsteder – blandt den første politiske hjemmeside, der blev etableret i Veles. Det var tilbage i november 2015, og siden hed Usapoliticstoday.com.

Borče Pejcev har efter eget udsagn tjent godt på det digitale boom i Veles, og mens han har udviklet sin tekniske kunnen, er han mere bekymret for sine unge kollegaer. For de udgør ikke nogen ny professionel arbejdsstyrke, siger han.

»De er alle amatører. Alt, hvad de forstår om teknologien og internettet, er, hvad de behøver for at få deres forretning op at køre. De tænker ikke på, hvad de vil gøre, når kilden tørrer ud, når de blokeres af Facebook og Google. De investerer ikke i nye muligheder. De bruger deres penge på fancy biler, ferier i Thailand, shopping og dyre flasker alkohol i weekenden. De er unge menensker, der har lavet hurtige penge, som de bruger hurtigt på nydelser og selvforkælelse,« forklarer han.

En anden lokal nyhedsproducent er 34-årige Elena, der heller ikke ønsker sit navn frem. Hun drømmer ikke om ture til fjerne lande eller luksusbiler, men bare et anstændigt liv for sin familie. Selv om hun underviser i fysik på et gymnasium i Veles, er hendes månedsløn på blot 450 dollar. Hendes mand er taxichauffør og tjener 250 dollar om måneden.

Vi mødes på Gardenia, det bedste hotel i udkanten af byen, fordi hun gerne vil undgå at blive set i selskab med en journalist. Hvad der nu er et femstjernet hotel, husede tidligere administrationsafdelingen for Loza, et stort landbrugskooperativ, der gik konkurs.

»Jeg har en akademisk grad og et godt job, men alligevel er det svært at få pengene til at slå til. Derfor oprettede jeg mit eget websted i april 2017. Alle sagde, at det var nemt at tjene penge på den måde, så jeg besluttede at give det en chance«, fortæller hun.

Ligesom de andre, jeg interviewer, er hun selvlært på internettet. Hun har således selv designet hjemmesiden og betalt 42 dollar for domænenavnet Americantodayreport.com. Hendes publikum voksede eksplosivt blot to dage efter, at hun udsendte et nyhedsbrev om konflikten mellem Nordkorea og USA. Elena udsender for det meste sensationelle nyhedsartikler om Trump, men ingen decideret falske nyheder.

»Etisk finder jeg det uacceptabelt. Desuden er weblæserne blevet bedre til at genkende falske nyheder og gøre opmærksom på det, og så ender man bare med at blive blokeret i grupperne og miste sit publikum,« siger hun.

I løbet af en arbejdsdag søger hun på nyhedsartikler fra velkendte medier som The New York Times, The Independent, The Guardian og Daily Mail, samler essensen af dem og lægger sin egen version ud. Omkring midnat, hvor hendes mand og datter sover, begynder hun fra sit køkken at sende links ud på de sociale medier. I de facebookgrupper, hvor hun udgiver indlæg under eget navn, opdager hun ofte indlæg fra sine egne elever.

»Hvis børn kan finde ud af at tjene penge på den her måde, så kan jeg også«, siger hun.

Fra nabobordet opfanger vi brudstykker af en samtale fra en gruppe velklædte midaldrende mænds middagsselskab. De taler om Facebook og reklamer på de sociale medier.

Da vi forlader hotellet og i bil kører gennem det tidligere industrikvarter, trækker Elena i mit ærme: »Kan du se de to derovre?« siger hun og peger på to mænd under gadebelysningen. »De arbejder i den politiske verden. Med at udsende falske nyheder,« siger hun.

Veles er blevet et Mekka for vores postfaktuelle æra.

Barbara Matejčić er kroatisk freelancejournalist. © Barbara Matejčić og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • lillian simonsen
  • Katrine Damm
  • Ruth Gjesing
  • Torben K L Jensen
  • Carsten Munk
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Eva Schwanenflügel
  • Christian Estrup
  • David Zennaro
lillian simonsen, Katrine Damm, Ruth Gjesing, Torben K L Jensen, Carsten Munk, Peter Beck-Lauritzen, Eva Schwanenflügel, Christian Estrup og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eskil Nielsen

Er der evt. et link eller et eller andet dok. et sted til det fantastiske Trump-tweet, der starter artiklen op?

Jens Østergaard Petersen

The Internet Archive har den uvurderlige Wayback Machine, som arkiverer websites.

Jeg har slået de sites op, der nævnes først i artiklen.

WorldPoliticus.com
nu tilsyneladende død
men se http://web.archive.org/web/20170915000000*/WorldPoliticus.com
f.eks. http://web.archive.org/web/20161118233723/http://worldpoliticus.com:80/
TrumpVision365.com
nu tilsyneladende død
men se http://web.archive.org/web/20161101000000*/TrumpVision365.com
f.eks. https://web.archive.org/web/20170126105850/http://www.trumpvision365.com/
(visse browsere dur ikke - virker med Chrome)
USConservativeToday.com
for shady til jeg tør klikke på den
men se https://web.archive.org/web/*/USConservativeToday.com
f.eks. https://web.archive.org/web/20161102001555/http://usconservativetoday.co...
DonaldTrumpNews.com
adresse forsvundet
men se https://web.archive.org/web/20160601000000*/DonaldTrumpNews.com
f.eks. https://web.archive.org/web/20160110184104/http://donaldtrumpnews.com/
(ikke så saftig)
USADailyPolitics.com
domæne nu til salg
men se https://web.archive.org/web/20160801000000*/USADailyPolitics.com
f.eks. https://web.archive.org/web/20161107151631/http://usadailypolitics.com:80/

Der er gang i den!

Se også f.eks.
https://www.wired.com/2017/02/veles-macedonia-fake-news/
http://www.calvertjournal.com/news/show/7302/step-inside-macedonias-fake...
https://www.channel4.com/news/fake-news-in-macedonia-who-is-writing-the-...

Det er en halv-gammel nyhed, men den har vist ikke været fortalt i Danmark.

Eskil Nielsen, Flemming Berger og Henrik Leffers anbefalede denne kommentar

@ Svend Erik Sokkelund,

Jeg vil ikke påstå, at jeg kommer meget i Makedonija, i hvert fald ikke i forhold til de øvrige Balkan-lande, men det bliver da til en enkelt rundrejse om året i det smukke land. Og jeg har faktisk aldrig hørt om - eller mødt nyrige makedonske teenagere, men måske findes de. Til gengæld er der en del dygtige unge mennesker med formidabelt godt kendskab til computer, sociale medier og internet, som har alt for meget tid til deres rådighed.

Børge Rahbech Jensen

Rart at vide, at de store, danske dagblade og tv-stationer får de fleste af sine nyheder fra Makedonien. Jeg troede, de kom fra USA, men formoder, indledningen på denne artikel er sand,

Eskil Nielsen

Tak for links m.v. Tweetet ser ikke ud til at dukke op ved søgning på “Veles” i Trump Twitter Archive. Så enten er det fjernet fra TTA eller (AK og ØV) fake. Er der en der evt. har set en engelsk version?

Jens Østergaard Petersen

Eskil, mit gæt ville være, at det er siden fra The Beaverton, der menes. OK, det er ikke noget tweet, men The Beaverton er vist en “seriøs” satirisk site, så hvis der havde været et tweet, ville de nok have nævnt det.

Kan man kalde en satirisk “nyhed” for fake news?