Hamas er begyndt at citere Gandhi, men de er næppe blevet mere moderate

Det var efter sigende en statusopdatering, som blev startskuddet på de protester langs Gazas grænse, der over de seneste uger har mobiliseret titusinder af palæstinensere og kostet mindst 36 livet. En januardag efter en gåtur langs Gazas militært bevogtede grænsestrækning, spurgte Ahmed Abu Artima på Facebook, hvad der mon ville ske, hvis tusindvis af ubevæbnede palæstinensere forsøgte at krydse hegnet for at vandre mod de landsbyer i det nuværende Israel, som deres familier i sin tid var flygtet fra. Opslaget og ideen blev hurtigt delt vidt og bredt blandt Gazas frustrerede unge.

»Efter Trumps udmelding om at flytte ambassaden til Jerusalem var der en stærk følelse af, at vi selv blev nødt til at gøre noget,« fortæller den 33-årige journalist og aktivist til Information.

Initiativet voksede efterhånden til noget, som var uden for Artima og hans unge venners kontrol. Der blev dannet en koordinerende komite med repræsentanter fra civilsamfundet og de fleste store palæstinensiske partier, og kort inden den første demonstration meldte Hamas sig også under fanerne.

Partiet trak på sine velorganiserede institutioner og netværk, det sørgede for shuttlebusser og andet logistik til protestteltlejrene. Og selvom demonstrationerne stadig repræsenterer et bredt spektrum af det palæstinensiske samfund, mener flere iagttagere nu, at det reelt er Hamas, der kan styre deres videre udvikling.

»Hamas er egentlig hovedorganisator nu, for det er Hamas, der kontrollerer, hvad der sker i Gaza,« siger Mkhaimar Abu Sada, der er professor i statskundskab ved Gazas Al-Azhar Universitet.

»De har overtaget en stor del af marchen, fordi de på det seneste – bedre sent end aldrig, kunne man tilføje – er nået frem til, at ikkevoldelig modstand lige nu er langt mere effektiv end væbnet kamp mod Israel,« siger han.

De hovedsageligt ikkevoldelige masseprotester har indtil nu været en kæmpe pr-sejr for palæstinenserne, og Hamas rider nu med på bølgen.

Således gik det til, at Hamas’ politiske leder, Ismail Haniyeh, i sidste uge pludselig holdt pressemøde foran tre nyindviede portrætter af henholdsvis Gandhi, Nelson Mandela og Martin Luther King Jr.

»I dag forsøger vi på fredelig vis at genvinde vores fundamentale rettigheder,« sagde Haniyeh, inden han citerede fra Kings I have a dream-tale.

Voksende utilfredshed

Selvom folk i Gaza er hurtigere til at kritisere det palæstinensiske selvstyre på Vestbredden end at kritisere Gazas egen Hamas-regering, så er en udbredt utilfredshed med den islamiske bevægelse ikke svær at spore.

»Fuck Trump, fuck Mahmoud Abbas og fuck Hamas. I den rækkefølge,« siger Mahmoud, en 23-årig akademiker, der ligesom flertallet af Gazas nyuddannede unge er arbejdsløs.

»Vi vil gerne bare kunne leve et normalt liv. Jeg vil gerne have råd til at gifte mig,« siger han. »Vi har haft tre krige under Hamas. Og for hvad?« spørger han og viser et billede af sin lillesøster, der omkom under Israels bombardementer af Gaza i 2014.

Når Hamas lige nu støtter op om de ikkevoldelige masseprotester, er det blandt andet for at være i trit med Gazas befolkning, der for en stor dels vedkommende ikke er villig til at betale prisen for endnu en ødelæggende krig.

»I kølvandet på Israels bombardementer af Gaza i 2014 har befolkningen været meget desillusioneret omkring Hamas,« siger Beverley Milton-Edwards, der er professor i politologi ved Queens University og gæstelektor ved Brookings Doha Center, hvor hun forsker i islamistiske bevægelser, især Hamas.

Hamas har opbakning fra omkring 30 pct. af Gazas befolkning, viste en meningsmåling fra Palestinian Center for Policy and Survey Research i sidste måned. Utilfredsheden er vokset efter den seneste mislykkede genforening med det palæstinensiske selvstyre, så massemobiliseringerne og deres positive internationale opmærksomhed tilbyder en vis oprejsning for partiet.

»De aktuelle demonstrationer giver Hamas en kærkommen mulighed for, at det stigende pres, der bliver lagt på dem internt, nu igen kan vendes udad mod Israel og blokaden,« siger Mkhaimar Abu Sada.

Desperation eller politisk modenhed

Da Information møder den politiske talsmand for Hamas, Abd Al-Lateef Alkanoa, nær Økonomiministeriet i Gaza City, har glatte politikersvar afløst bevægelsens ellers notorisk iltre retorik.

»Det palæstinensiske folk har i øjeblikket valgt en ikkevoldelig modstand mod besættelsen, og Hamas støtter folket i dets beslutning om at anvende den mest effektfulde metode. Men det er bare én måde at kæmpe for vores rettigheder. Hamas støtter også op om væbnet modstand,« svarer han på spørgsmålet om, hvorvidt Hamas er begyndt at prioritere de folkelige protester højere end raketangreb og væbnet kamp.

Svaret rummer ifølge Mkhaimar Abu Sada en del af den ændrede politiske kurs, som Hamas har forsøgt at signalere på det seneste.

I maj sidste år udsendte bevægelsen for første gang siden den stiftende politiske program fra 1988 et nyt politisk charter. Mens det gamle program understregede, at væbnet kamp er den eneste vej frem, skriver man nu, at »alle metoder og midler til modstand er accepteret af Hamas,« om end den væbnede kamp stadig nævnes som hovedprioritet.

I modsætning til klare antisemitiske passager i programmet fra 1988, betoner det nye charter desuden, at »Hamas ikke er i krig med jøder, fordi de er jøder,« men at man »er i konflikt med det zionistiske projekt«. Den allerstørste ændring er, at Hamas ifølge dokumentet er villig til at acceptere en palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza inden for 1967-grænserne – dog stadig uden at anerkende staten Israels eksistens.

»Hamas er ikke radikal. Vi er en pragmatisk og civiliseret bevægelse,« sagde talspersonen Fawzi Barhoum ved præsentationen af chartret sidste år.

Den nye retorik tolkes som forsøg på at appellere til omverdenen, efter at Hamas ikke længere kan regne med international opbakning fra blandt andet Egypten og Iran. I det nye charter definerer partiet sig som en national befrielsesbevægelse frem for som tidligere som en del af det pannationale Muslimske Broderskab, hvilket ses som et forsøg på at forbedre forholdet til Egyptens al-Sisi, der slår hårdt ned på broderskabet.

»Hamas ser ud til at have indset, at den retorik, de har anvendt, ikke giver dem mange venner,« siger Tristan Dunning, der er lektor ved University of Queensland og har skrevet ph.d.-afhandling og en bog om Hamas og dens folkelige appel.

»Som så mange konservative bevægelser har den været langsom til at tilpasse og udvikle sig gennem tiden. Men lige nu ser vi nogle reelle ændringer – om det så er udtryk for desperation eller politisk modenhed, må tiden vise,« siger han.

Spiser stadig fjendens lever

Yahya Sinwar, der overtog posten som Hamas’ premierminister i Gaza i februar sidste år, har vist sig overraskende pragmatisk og har blandt andet skåret Hamas’ militærbudget betydeligt ned. Eftersom han havde forfulgt palæstinensiske ’kollaboratører’ gennem en hel karriere og derefter tilbragt 23 år i israelsk fængsel, forventedes det, at han ville være en hardliner.

Sinwars retorik er da også jævnligt uforsonende, mildt sagt. I en tale under grænseprotesterne langfredag sagde han ifølge Times of Israel, at palæstinenserne »vil spise de belejrende styrkers lever«. Det har israelske medier ikke overraskende fremhævet som eksempel på, at Hamas taler med to tunger.

»Jeg tror ikke, man kan sige, Hamas er blevet mere moderat, men den er i hvert fald blevet mere pragmatisk,« siger Mkhaimar Abu Sada.

Ligesom samtlige iagttagere, Information taler med, mener han, at bevægelsen i øjeblikket er villig til at gå meget langt for at undgå en krig med Israel. Men hvis grænseprotesterne og Israels reaktion på dem eskalerer, bliver det en udfordring.

Ifølge det israelske militær har nogle demonstranter kastet molotovcocktails og placeret sprængstoffer langs grænsehegnet. Ud over at skyde på demonstranterne har israelsk militær siden protesternes begyndelse bombet en Hamasudkigspost og dræbt et medlem af Hamas’ væbnede styrker.

»Hvis Israel eksempelvis finder på at snigmyrde en Hamasleder eller bombe flere Hamasmål i Gaza, så kan det skabe et stort pres fra hardlinerne i partiet for at foretage et gengældelsesangreb. Og det kan så blive starten på en ny krig i Gaza,« siger Mkhaimar Abu Sada.