Læsetid: 6 min.

Hamas er begyndt at citere Gandhi, men de er næppe blevet mere moderate

Demonstrationerne langs Gazas grænser opstod oprindeligt på initiativ af politisk uafhængige unge, men Hamas har efterhånden overtaget meget af kontrollen. De ikkevoldelige massemobiliseringer tilbyder en vej ud af partiets interne legitimitetskrise og passer godt ind i en ny strategi om at fremstå mere moderat og forhandlingsvillig, mener palæstinensisk professor
Hamas forsøger i øjeblikket at få et mere fredeligt image. Hamas’ politiske leder Ismail Haniyeh, holdt i sidste uge pressemøde foran portrætter af Gandhi, Nelson Mandela og Martin Luther King Jr. Foto: Mustafa Hassona / Ritzau Scanpix

Hamas forsøger i øjeblikket at få et mere fredeligt image. Hamas’ politiske leder Ismail Haniyeh, holdt i sidste uge pressemøde foran portrætter af Gandhi, Nelson Mandela og Martin Luther King Jr. Foto: Mustafa Hassona / Ritzau Scanpix

AA/ABACA

21. april 2018

Det var efter sigende en statusopdatering, som blev startskuddet på de protester langs Gazas grænse, der over de seneste uger har mobiliseret titusinder af palæstinensere og kostet mindst 36 livet. En januardag efter en gåtur langs Gazas militært bevogtede grænsestrækning, spurgte Ahmed Abu Artima på Facebook, hvad der mon ville ske, hvis tusindvis af ubevæbnede palæstinensere forsøgte at krydse hegnet for at vandre mod de landsbyer i det nuværende Israel, som deres familier i sin tid var flygtet fra. Opslaget og ideen blev hurtigt delt vidt og bredt blandt Gazas frustrerede unge.

»Efter Trumps udmelding om at flytte ambassaden til Jerusalem var der en stærk følelse af, at vi selv blev nødt til at gøre noget,« fortæller den 33-årige journalist og aktivist til Information.

Initiativet voksede efterhånden til noget, som var uden for Artima og hans unge venners kontrol. Der blev dannet en koordinerende komite med repræsentanter fra civilsamfundet og de fleste store palæstinensiske partier, og kort inden den første demonstration meldte Hamas sig også under fanerne.

Partiet trak på sine velorganiserede institutioner og netværk, det sørgede for shuttlebusser og andet logistik til protestteltlejrene. Og selvom demonstrationerne stadig repræsenterer et bredt spektrum af det palæstinensiske samfund, mener flere iagttagere nu, at det reelt er Hamas, der kan styre deres videre udvikling.

»Hamas er egentlig hovedorganisator nu, for det er Hamas, der kontrollerer, hvad der sker i Gaza,« siger Mkhaimar Abu Sada, der er professor i statskundskab ved Gazas Al-Azhar Universitet.

»De har overtaget en stor del af marchen, fordi de på det seneste – bedre sent end aldrig, kunne man tilføje – er nået frem til, at ikkevoldelig modstand lige nu er langt mere effektiv end væbnet kamp mod Israel,« siger han.

De hovedsageligt ikkevoldelige masseprotester har indtil nu været en kæmpe pr-sejr for palæstinenserne, og Hamas rider nu med på bølgen.

Således gik det til, at Hamas’ politiske leder, Ismail Haniyeh, i sidste uge pludselig holdt pressemøde foran tre nyindviede portrætter af henholdsvis Gandhi, Nelson Mandela og Martin Luther King Jr.

»I dag forsøger vi på fredelig vis at genvinde vores fundamentale rettigheder,« sagde Haniyeh, inden han citerede fra Kings I have a dream-tale.

Voksende utilfredshed

Selvom folk i Gaza er hurtigere til at kritisere det palæstinensiske selvstyre på Vestbredden end at kritisere Gazas egen Hamas-regering, så er en udbredt utilfredshed med den islamiske bevægelse ikke svær at spore.

»Fuck Trump, fuck Mahmoud Abbas og fuck Hamas. I den rækkefølge,« siger Mahmoud, en 23-årig akademiker, der ligesom flertallet af Gazas nyuddannede unge er arbejdsløs.

»Vi vil gerne bare kunne leve et normalt liv. Jeg vil gerne have råd til at gifte mig,« siger han. »Vi har haft tre krige under Hamas. Og for hvad?« spørger han og viser et billede af sin lillesøster, der omkom under Israels bombardementer af Gaza i 2014.

Når Hamas lige nu støtter op om de ikkevoldelige masseprotester, er det blandt andet for at være i trit med Gazas befolkning, der for en stor dels vedkommende ikke er villig til at betale prisen for endnu en ødelæggende krig.

»I kølvandet på Israels bombardementer af Gaza i 2014 har befolkningen været meget desillusioneret omkring Hamas,« siger Beverley Milton-Edwards, der er professor i politologi ved Queens University og gæstelektor ved Brookings Doha Center, hvor hun forsker i islamistiske bevægelser, især Hamas.

Hamas har opbakning fra omkring 30 pct. af Gazas befolkning, viste en meningsmåling fra Palestinian Center for Policy and Survey Research i sidste måned. Utilfredsheden er vokset efter den seneste mislykkede genforening med det palæstinensiske selvstyre, så massemobiliseringerne og deres positive internationale opmærksomhed tilbyder en vis oprejsning for partiet.

»De aktuelle demonstrationer giver Hamas en kærkommen mulighed for, at det stigende pres, der bliver lagt på dem internt, nu igen kan vendes udad mod Israel og blokaden,« siger Mkhaimar Abu Sada.

Desperation eller politisk modenhed

Da Information møder den politiske talsmand for Hamas, Abd Al-Lateef Alkanoa, nær Økonomiministeriet i Gaza City, har glatte politikersvar afløst bevægelsens ellers notorisk iltre retorik.

»Det palæstinensiske folk har i øjeblikket valgt en ikkevoldelig modstand mod besættelsen, og Hamas støtter folket i dets beslutning om at anvende den mest effektfulde metode. Men det er bare én måde at kæmpe for vores rettigheder. Hamas støtter også op om væbnet modstand,« svarer han på spørgsmålet om, hvorvidt Hamas er begyndt at prioritere de folkelige protester højere end raketangreb og væbnet kamp.

Svaret rummer ifølge Mkhaimar Abu Sada en del af den ændrede politiske kurs, som Hamas har forsøgt at signalere på det seneste.

I maj sidste år udsendte bevægelsen for første gang siden den stiftende politiske program fra 1988 et nyt politisk charter. Mens det gamle program understregede, at væbnet kamp er den eneste vej frem, skriver man nu, at »alle metoder og midler til modstand er accepteret af Hamas,« om end den væbnede kamp stadig nævnes som hovedprioritet.

I modsætning til klare antisemitiske passager i programmet fra 1988, betoner det nye charter desuden, at »Hamas ikke er i krig med jøder, fordi de er jøder,« men at man »er i konflikt med det zionistiske projekt«. Den allerstørste ændring er, at Hamas ifølge dokumentet er villig til at acceptere en palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza inden for 1967-grænserne – dog stadig uden at anerkende staten Israels eksistens.

»Hamas er ikke radikal. Vi er en pragmatisk og civiliseret bevægelse,« sagde talspersonen Fawzi Barhoum ved præsentationen af chartret sidste år.

Den nye retorik tolkes som forsøg på at appellere til omverdenen, efter at Hamas ikke længere kan regne med international opbakning fra blandt andet Egypten og Iran. I det nye charter definerer partiet sig som en national befrielsesbevægelse frem for som tidligere som en del af det pannationale Muslimske Broderskab, hvilket ses som et forsøg på at forbedre forholdet til Egyptens al-Sisi, der slår hårdt ned på broderskabet.

»Hamas ser ud til at have indset, at den retorik, de har anvendt, ikke giver dem mange venner,« siger Tristan Dunning, der er lektor ved University of Queensland og har skrevet ph.d.-afhandling og en bog om Hamas og dens folkelige appel.

»Som så mange konservative bevægelser har den været langsom til at tilpasse og udvikle sig gennem tiden. Men lige nu ser vi nogle reelle ændringer – om det så er udtryk for desperation eller politisk modenhed, må tiden vise,« siger han.

Spiser stadig fjendens lever

Yahya Sinwar, der overtog posten som Hamas’ premierminister i Gaza i februar sidste år, har vist sig overraskende pragmatisk og har blandt andet skåret Hamas’ militærbudget betydeligt ned. Eftersom han havde forfulgt palæstinensiske ’kollaboratører’ gennem en hel karriere og derefter tilbragt 23 år i israelsk fængsel, forventedes det, at han ville være en hardliner.

Sinwars retorik er da også jævnligt uforsonende, mildt sagt. I en tale under grænseprotesterne langfredag sagde han ifølge Times of Israel, at palæstinenserne »vil spise de belejrende styrkers lever«. Det har israelske medier ikke overraskende fremhævet som eksempel på, at Hamas taler med to tunger.

»Jeg tror ikke, man kan sige, Hamas er blevet mere moderat, men den er i hvert fald blevet mere pragmatisk,« siger Mkhaimar Abu Sada.

Ligesom samtlige iagttagere, Information taler med, mener han, at bevægelsen i øjeblikket er villig til at gå meget langt for at undgå en krig med Israel. Men hvis grænseprotesterne og Israels reaktion på dem eskalerer, bliver det en udfordring.

Ifølge det israelske militær har nogle demonstranter kastet molotovcocktails og placeret sprængstoffer langs grænsehegnet. Ud over at skyde på demonstranterne har israelsk militær siden protesternes begyndelse bombet en Hamasudkigspost og dræbt et medlem af Hamas’ væbnede styrker.

»Hvis Israel eksempelvis finder på at snigmyrde en Hamasleder eller bombe flere Hamasmål i Gaza, så kan det skabe et stort pres fra hardlinerne i partiet for at foretage et gengældelsesangreb. Og det kan så blive starten på en ny krig i Gaza,« siger Mkhaimar Abu Sada.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Jens Thaarup Nyberg
David Zennaro og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Touhami Bennour

Det er et citat i det billed af Gandy, Citatet siger "der findes ikke vej til friheden, friheden er den vej". Det afhænger af Israel om den vej bliver "moderat eller ej"

Flemming Berger og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar

De kan jo starte med officielt at acceptere staten Israel og ikke have som officiel politik at Israel skal udryddes som nationalstat. Så bliver forhandlinger nok nemmere derfra.

Vasili Frang, Peter Frost, Hans Aagaard og Christian De Thurah anbefalede denne kommentar

Ingen I Gazastriben har nogensinde været en reel trussel for Israel. Israel dræber og skyder(med eksploderende dum dum kugler som flænser kødet) på demonstranter for at insistere til voldelig modstand. Det er hidtil ikke rigtig lykkedes. Imens øjnene er fokuseret på Syrien, har Israel fængslet, skudt og udrenset med større intensitet på Vestbreddens. Nakbar er ikke kun en katastrofe fra år 48 og 65, det er en proces som aldrig er stoppet.
https://app.powerbi.com/view?r=eyJrIjoiOGFlMmRhYjgtYmMxMC00YTYyLTg3ZmEtZ...
Ingen kan være i tvivl om om Israels motiver og ønsker. Den har de målrettet arbejdet på i snart 70 år.
Startende med terrorisme, etnisk udrensning af Palestinenserne og deres byer og efterfølgende deres rettigheder og deres frihed.
Som flere i Knesset udtaler: Der er ingen civile Palestinensere, kun terrorister, og vi har en gudsgiven ret til at slå dem ihjel...

Bettina Jensen, David Zennaro og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar

Befolkningstilvæksten i Gaza er helt ude af kontrol, og vi har kun set starten på en konflikt. I 1970 boede der 350.000 i Gaza. I dag bor der 2 millioner mennesker og i 2050 vil der bo over 4 millioner. Gaza er på størrelse med Langeland, hvor der til sammenligning bor 13.000 mennesker.

Hvorfor er der ikke nogle af alle Israel haderne der skriver om at Egypten har lukket grænsen til Gaza, fordi de absolut ikke har nogen intentioner om at lukke palæstinenserne ind i Egypten

Vasili Frang, Peter Frost og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar

Niels. Egypten, som er det land som modtager næstmest økonomisk hjælp(efter Israel) gør som der bliver sagt.
Desuden har Palestinenserne som flygtninge lov til at vende tilbage til deres hjemstavn, huse, landbrug og byer.
Hvis israelerne stoppede deres militære overherredømme over Palestinenserne, ville hele det gamle Palestina sagtens kunne rumme alle beboerne. Både jøder, kristne og muslimer, som det har gjort i hundrede af år. Derudover ved man at i samfund med uddannelse, job og gode professionelle fremtidsudsigter, bliver det født færre børn.

"Egypten, som er det land som modtager næstmest økonomisk hjælp(efter Israel) gør som der bliver sagt."

Så skriv om det i stedet for det sædvanlige Israel had.

"Hvis israelerne stoppede deres militære overherredømme over Palestinenserne, ville hele det gamle Palestina sagtens kunne rumme alle beboerne."

Så skal diverse muslimske lande og organisationer nok offentligt acceptere Israels eksisteren og beståen. Eller havde du forestillet dig at Israel skulle opløses? For det kommer ikke til at ske,

Men mon ikke snart Saudi Arabien godkender Israel grundet deres fællelsskab mod Iran?

Vasili Frang, Peter Frost og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
torben - nielsen

Grænseovergangen i Rafah imellem Gaza og Egypten er under Israelsk kontrol, og bliver i dag administreret af EU.

Israel bruger ikke dum-dum ammunition. Det er heller ikke nødvendigt. Israel bruger den samme ammunition, som vi også bruger i forsvaret: cal 5,56 mm. Nato. Dum-dum kugler er ekspanderende ammunition, hvorimod moderne ammunition indeholder en stålpenetrator, som gør at projektilet bliver ret langt, og har dermed en lavere stabilitet. Og denne lavere stabilitet bevirker, at projektilet ofte stiller sig på tværs, selv om det rammer med spidsen forrest. Men moderne ammunition beholder faconen, så det er altså ikke dum-dum kugler.

Mange af de palæstinensere, som forsøger at krydse grænsen, har aldrig været i Israel og er født udenfor Israel. Hvor lang tid skal der gå, før man ikke længere har ret til det land, som ens forfædre boede på??

Vasili Frang, Peter Frost og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Det internationale samfund( og ikke den vestlige samfund eller de gamle demokratier) ved at der er en plan , der hedder "to stats løsning". Den plan er fra Saudi arabien,hvor alle arabiske lande har tilsluttet. Anerkendselsen er ikke et problem, problemet, er det nok for Israel. Israel har ikke officielle fast grænser. Det taler om Store Israel. Hvad angår "Trusler", jeg har læst fra Iran at Israel har selv sat sig i knibe ved at bombe en Iransk lejer og dræbte 7 iransk officerer i Syrien. Iransk reaktion var "i tilfælde af krig med Iran, vil Israel forsvinde fra jordens overfladen", Dette erklæring blev sagt af Iran ikke lange siden, Israel reaktion er at Israel kan føre krig på mange fronter. Og sikkert Trump ved det. Hvor er de" to stats løsning" i alt det her. Den nære fremtid vil vise at Israel har territeriale ambitioner i Syrien. Der tales om at splitter Syrien og en del skal gå til
Israel. Rusland tager den plan fra USA meget alvorlig., Og Rusland afviser den plan på det bestemste.

Touhami Bennour

Hvis du kender grænser til Israel. I danmark kender man geografien, men kender du israelsk geografi. Hvis du spørger israelere få du aldrig svar. I øvrigt da palestinenser taler om "to stats løsning" de mener at islaelsk grænser
er fra før 1967. De har anerkendt altså Israel.

Touhami Bennour

Nils Bøjden
Hvis du kan bliver enig med Israelere om grænsen fra før 1967, jeg kan garanterer dagen efter kommer underskrivelse af freds aftalen

"Hvis du kan bliver enig med Israelere om grænsen fra før 1967, jeg kan garanterer dagen efter kommer underskrivelse af freds aftalen"

Det kommer ikke til at ske og det ved du. Dér kvajede de arabiske stater sig i så kolossalt omfang at den nærmeste sammenligning er Danmark i tiden op til 1864 krigen.

" sålænge Israel forfølger en blod og jord ide."

Nej, i det hele taget. Der bor nu lig under 8 mio i Israel. De er i besiddelse af verdensklasse teknologi, har måske verdens bedste efterretningstjeneste, har ca 1,5mio mand under våben, har en levestandard som er milevidt over nabolandene og har ingen intentioner overhovedet om at flytte nogen grænser.

At nogen drømmer om tilbagevenden til 1967 grænser beviser for mig at der er mennesker som er fuldstændigt uden realitetssans og udelukkende insisterer på disse fortidsgrænser for at kunne bibeholde et fjendebillede.

Jens Thaarup Nyberg

Nils Bøjden
Israel er i besiddelse af store rigdomme, som de ikke er stand til at dele med andre p.gr.a. en ide om blod og jord.

Jakob Venning

Hamas kæmper en desperat, fortvivlet, håbløs og absolut nødvendig frihedskamp mod et af historiens mest brutale, aggressive og kyniske regimer.
Hamas kæmper mod en overmagt der målrettet, ekstremt velovervejet og med samtlige tilgængelige midler søger den totale udrensning af arabiske palæstinensere i Palæstina.
Hamas kæmper også for vores samvittighed, da den katastrofale oprettelse af Israel skete med vores støtte.
Danmark bør støtte den palæstinensiske frihedskamp uden forbehold.

"historiens mest brutale, aggressive og kyniske regimer."

Men det ser ikke ud til at Al-Sisi går af foreløbig.

"srael er i besiddelse af store rigdomme, som de ikke er stand til at dele med andre p.gr.a. en ide om blod og jord."

Så kan du måske fortælle mig hvor mange palæstinensere der arbejder i Israel og hvor mange Israelere der arbejder i Gaze eller Vestbredden?

Jakob Venning

Nils Bøjden,
Du forekommer mig at være uden for rækkevidde af mine, desværre begrænsede, pædagogiske evner.
Det afsluttende spørgsmål, som du tilsyneladende finder signifikant, illustrerer dette forhold med stor tydelighed.

Jens Thaarup Nyberg

Nils Bøjden
Bosætterne er da ikke i stand til at dele noget som helst. Og Israel er, så vidt jeg ved, grundlagt, hvor der tidligere boede Palæstinensere, som måtte flygte da de gjorde modsstand mod tyveriet.