Læsetid: 8 min.

Israel fejrer 70-årsfødselsdag i skyggen af truslen om krig mod Iran

Festlighederne i sidste uge i anledning af Israels 70-års jubilæum som nation blev holdt på en dyster baggrund. Irans voksende tilstedeværelse og indflydelse i nabolandet Syrien risikerer at nå et kritisk punkt, hvor Israel vil føle sig truet på sin eksistens og iværksætte massive militæraktioner
Over alt i Israel fejredes landets 70 års jubilæum som selvstændig nation. Også i bosættelsen Ma’ale Adumim på Vestbredden, hvor den israelske hær viste militært isenkram frem.

Over alt i Israel fejredes landets 70 års jubilæum som selvstændig nation. Også i bosættelsen Ma’ale Adumim på Vestbredden, hvor den israelske hær viste militært isenkram frem.

Debbie Hill

25. april 2018

Der var fyrværkeri, koncerter, fakkelprocessioner og festivitas over det ganske land. I Jerusalem blev nattehimlen lyst op af 300 droner, der dannede formationer forestillende skattede israelske symboler som for eksempel nationalflaget med davidsstjernen og en due med en olivengren i næbbet.

Festlighederne omfattede også en direkte, tv-transmitteret genfortælling af det jødiske folks historie fra bibelsk tid. I en scene sås børn med jødestjerner på tøjet flygte fra nazistiske soldater. I en anden så man de første pionerer lægge grunden til den jødiske stat.

Premierminister Benjamin Netanyahu førte an i festlighederne trods kritikeres indvendinger om, at hans tilstedeværelse var i strid med begivenhedens apolitiske karakter. Denne dag, sagde Netanyahu på Israels 70-årsdag sidste onsdag, markerede, at Israel er på vej til at blive en verdensmagt.

Israel rækker hånden ud og tilbyder alle sit venskab, sagde Netanyahu. Dog skal ingen tage fejl, Israel er kommet for at blive: »Og om 70 år vil man her finde et land, som er 70 gange stærkere, for det, vi har udrettet frem til i dag – det er kun begyndelsen!«

Israels evne til at beskytte sig selv, er uafhængighedens »essens«, tilføjede han.

Israel er målet

At Netanyahu fandt det magtpåliggende at minde verden om israels vilje til at beskytte sig selv, er  ikke ubegrundet: Israel har siden nationens fødsel i 1948 gerådet i jævnlige konflikter, herunder regulære krige i 1967 og 1973, interventioner i Libanon for slet ikke at tale om den endeløse konfrontation med palæstinenserne, for hvem Israels uafhængighed kun kendes som al-Nakba – ’katastrofen’: 700.000 palæstinensiske arabere mistede for 70 år siden deres hjem. Palæstinenserne festede ikke i sidste uge. 

Men ifølge eksperter fra Israel og regionen trækker det nu op til en storm, der kan blive frygteligere end noget andet, Israel har været igennem i sin korte og plagede historie. Næsten uanset hvorhen man retter blikket, trækker det op til ballade. Men alle de geopolitiske brikker peger tilbage imod én og samme trussel: Iran.

I Syrien hinsides Golan-højderne, i Libanon i nord, i Gaza i sydvest, i Irak, ja, måske endda i Jordan mod øst, må israelske ledere nu med stigende bekymring konstatere, at Irans fysiske og ideologiske tilstedeværelse og indflydelse vokser støt.

Irans teokratiske shiamuslimske regime har svoret at tilintetgøre staten Israel – et ofte erklæret mål, som ifølge israelerne ikke blot kan affejes som tom snak. For Iran bliver hele tiden militært stærkere: Både Irans såkaldte Revolutionsgarde, dets Quds-styrker og allierede shiamilitser i Syrien har med bistand fra Rusland spillet en afgørende rolle i afstivningen og styrkelsen af Bashad al-Assads regime. Til israelernes voksende bekymring.

»Ved deres indgreb i Syrien-krigen har de sikret Assads overlevelse. Nu er deres første prioritet en anden og Israel er målet,« udtaler f.eks. Yaakov Amidror, tidligere israelsk generalmajor og sikkerhedsrådgiver for Netanyahu fra 2011-13 til Wall Street Journal. »For os er det altafgørende at stoppe Iran – og for at gøre det, er vi parat til at løbe risikoen for krig.«

At lade Teheran konsolidere sin militære tilstedeværelse i Syrien ville svare til, at »vi tillod iranerne lægge en løkke om vores hals«, har Avigdor Lieberman, Israels høg af en forsvarsminister flere gange advaret.

»Vi vil ikke tillade nogen iransk konsolidering i Syrien. Vi vil ikke lade os hæmme af nogen begrænsning, når det gælder Israels sikkerhedsinteresser ... Vi står over for en ny virkelighed – den libanesiske hær i samarbejde med Hizbollah, Syriens hær, shiamilitserne i Syrien og Iran selv, alle kan de gøre fælles front mod staten Israel,« siger Lieberman.

Mark Sofer, Israels ambassadør i Australien, har udtrykt, hvad der tilsyneladende er israelsk konsensusopfattelse således: »Iran kan ikke blive i Syrien. Vi vil ikke have dem ved vores grænser. Vores holdning er klar: De skal væk derfra og hjem.«

Israelere i Jerusalem fejrer 70-året for nationens fødsel.

Menahem Kahana

’Død over Israel’

I en analyse i Foreign Policy noterer Dov Zakheim, tidligere viceforsvarsminister i USA, at israelerne både frygter iransk konsolidering og russisk indblanding i deres operationer:

»Medtager vi Hizbollahs voksende styrke, og de ugentlige Hamas-inspirerede protester i Gaza, står Israel for første gang siden 1967 over for en mulig trefrontskrig«.

Zakheim advarer også om, at Iran kan forsøge at anstifte oprør mod det jordanske kongehus, som det angiveligt gjorde mod Bahrains. 

Irans hensigter er ugennemskuelige. Iranske politikere, embedsmænd og statsmedier truer ganske vist jævnligt og rutinemæssigt med Israels udslettelse. Og det er ubestrideligt, at Teheran har udvidet sin regionale operationsradius i Libanon, Syrien, Irak, Afghanistan og Yemen, hvor Teheran støtter oprørskræfterne mod Saudi-Arabien. Alligevel insisterer præstestyret på, at dets strategi er defensiv.

I en tale i februar opfordrede Hassan Rouhani, Irans forsigtige præsident, til samling og enighed over for, hvad han betegnede som »israelske komplotter«. Hundredtusindvis af tilhængere på Teherans Azadi-plads kvitterede med de traditionelle slagord: »Død over USA« og »Død over Israel«.

Men som Israel er Iran politisk splittet. Hvor meget, der er rituelt, og hvor meget, der er udtryk for afstukket politik, er uvist. Til gengæld peger meget på, at Rouhani og den øverstebefalende for Revolutionsgarden, generalmajor Qassem Soleimani, har konkurrerende dagsordener.

Evident er det, at Iran kan have lige så gode grunde som Israel til at føle sig omringet. Et kort over Mellemøsten viser, hvordan Iran er omringet af amerikanske militærbaser fra Tyrkiet til Bahrain og Afghanistan. Hertil kommer, at Irans vigtigste modstander næppe er Israel, men snarere det amerikansk støttede Saudi-Arabien – den selvudnævnte leder af den sunnimuslimske arabiske verden.

Med støtten til Assad, mener flere analytikere, har Irans mål blot været at sikre, at Syrien ikke gled over i den vestlige ’fjendelejr’. Ambitionerne var så langtfra at genskabe det storpersiske rige eller at kaste Israel i havet.

Iran har svoret hævn

De seneste begivenheder synes dog at så tvivl om dette ræsonnement. I de seneste måneder har Israel og Iran for første gang været i direkte militær clinch. Første gang i februar, da israelerne skød det, de betegnede som en bevæbnet iransk drone, som havde bevæget sig ind over israelsk  territorium, ned. Siden da har der været mindst to israelske luftangreb mod T-4-luftbasen i det centrale Syrien, der huser iranske revolutionsgardesoldater, jord-til-luft missilbatterier og droner. Det andet raid, som Israel nu officielt har vedstået sig, dræbte flere iranere, og Teheran har svoret hævn.

Irans udmelding om en mulig forestående straffeaktion fik i sidste uge Israel til at aflyse deltagelse i fælles øvelse med det amerikanske luftvåben. Samtidig tog israelerne det usædvanlige skridt at offentliggøre efterretningsbilleder af fem iranske installationer i Syrien.

For nylig kunne The New York Times-analytikeren Thomas Friedman endvidere citere amerikanske militærkilder for, at Israel »vil kunne gribe lejligheden [et eventuelt iransk angreb, red.] til at iværksætte massive modangreb på Irans samlede militære infrastruktur i Syrien«. Målene vil kunne omfatte flybaser og de iranske fabrikker, der fremstiller GPS-styrede missiler, som kan ramme Israel, og som iranerne påtænker at levere til Hizbollah, sagde de militære embedsmænd til Friedman.

Kort sagt var beskeden fra Tel Aviv til Teheran: Hvis I kommer efter os, er vi mere end klar til at slå hårdt tilbage. Men ved at true med større eskalering, øgede Israel samtidig risikoen for at fremkalde et endnu mere aggressivt svar.

Dette var sandsynligvis velovervejet. Sidste uges udmelding fra Israel om, at alle våben var »ladt og klar«, var også et signal til andre magter i verden. Den åbenlyse implikation var, at alle sammenstød med Iran hurtigt vil kunne føre til, at amerikanske og russiske styrker i Syrien inddrages i gensidige konfrontationer.

Det scenarie er dog i nogen grad udtryk for spekulation. Da Israel stod med ryggen mod muren i Yom Kippur-krigen i 1973, så det ikke andre udveje end at bede USA om hjælp, og Netanyahu vil uden tvivl gøre det samme, hvis det skulle blive nødvendigt. Men Donald Trump har – trods løfter om evigt venskab og beslutningen om at flytte den amerikanske ambassade til Jerusalem – vist sig at være en upålidelig og uforudsigelig allieret.

Siden Trump tiltrådte sidste år, har USA afholdt sig fra at gå ind i nogen seriøse bestræbelser på at genoplive fredsprocessen mellem Israel og Palæstina. Urolighederne ved grænsen til Gaza, som blussede op sidste måned og siden hver fredag, er en konsekvens heraf.

Putin

Trumps trussel om i næste måned at rive Vestens atomaftale med Iran i stykker, selv om den støttes af Netanyahu, forstærker indtrykket af en region, der generelt bevæger sig ind i en periode med større kaos. Det samme gjorde weekendens risikable – og ifølge israelske embedsmænd – altovervejende »ineffektive« amerikansk-fransk-britiske krydsermissilangreb på Syrien.

I mellemtiden insisterer Donald Trumps Hvide Hus fortsat på, at snarere end at drive Iran tilbage fra Syrien, er hensigten at trække de amerikanske styrker hurtigst muligt tilbage. Også selv om kampen mod Islamisk Stat – årsagen til amerikansk tilstedeværelse i Syrien – endnu ikke er ført til ende.

Som flere gange før vil Israel pludselig kunne konstatere sig isoleret og alene – måske med kun kurderne som en forbundsfælle i hjørnet.

»Konsekvenserne [af Trumps udtalelser] er klare nok,« sagde den israelske general Amidror. »Israel må selv påtage sig at gøre det vanskelige arbejde med at inddæmme Iran i Levanten.«

Den hermed sammenhængende fare for, at Rusland, Assads stærkeste allierede, også skal blive draget ind i en bredere militær konflikt, er både paradoksal og alarmerende. Paradoksal, fordi Vladimir Putin, Ruslands præsident, efter alt at dømme regner med, at han nu har reddet Assad. Han vil angiveligt foretrække at reducere sine tab (og omkostninger) i Syrien. Og ligesom Trump trække sine styrker hjem.

Putin ønsker ikke at blive trukket ind i en større kamp, ​​og bestemt ikke for Irans skyld. Rusland har indtil nu koordineret med Israel om at undgå militære sammenstød. Men denne indbyrdes forståelse er angiveligt ved at falde fra hinanden under indtryk af begivenhederne.

Ruslands inddragelse, bevidst eller på anden måde, i en hvilken som helst stor konfrontation på syrisk jord vil uundgåeligt blive viklet ind i Moskvas øvrige tvister med USA om kemiske våben, Salisbury-forgiftningen, Ukraine, cyberangreb og valgindblanding. Det samlede miks kan vise sig eksplosivt.

De fleste iagttagere er enige om, at Israel og Iran er på vej til at begynde et slagsmål på kanten af an afgrund. Et skridt for langt kan blive katastrofalt for enten den ene eller for begge parter. Et sådant opgør vil imidlertid omfatte mange andre end de to forhærdede fjender. Et kompleks af uhåndterbare, oversete og sprængfarlige internationale problemer kan blive revet op på én gang og ét sted. Resultatet, 70 år senere, vil kunne blive en ny al-Nakba af skræmmende proportioner.

Serie

70 års Israel

Fra 18.april til 14. maj fejrer israelerne 70-året for staten Israels grundlæggelse, mens palæstinenserne ser tilbage på al-Nakbah, katastrofen. Samtidig flytter USA officielt sin ambassade til Jerusalem og markerer dermed en ny fase i verdens længste ulykkelige ægteskab. Information beretter om nutid, fremtid og midlertidighed set fra begge sider af grænsemuren

Seneste artikler

  • Jerusalem græder

    19. maj 2018
    Mens den jødiske del af byen fejrer flytningen af den amerikanske ambassade, befinder den palæstinensiske side sig i en tilstand af fortvivlelse og vrede
  • Jerusalem jubler

    19. maj 2018
    En stemning af sejr og selvsikkerhed har bredt sig i Jerusalem. Denne uges åbning af den amerikanske ambassade er den foreløbige kulmination på en nyere jødisk oprejsning
  • USA mister moralsk legitimitet gennem sin støtte til nedskydning af palæstinensere

    17. maj 2018
    Trumps talspersoner efterplaprer Netanyahus udlægning af de blodige sammenstød på grænsen til Gaza. Israel har en legitim ret til selvforsvar mod »terrorister«, lyder det fra Washington. Aldrig før har USA taget så entydigt parti for Israel mod palæstinenserne
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Torben K L Jensen
  • Christian Skoubye
Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen og Christian Skoubye anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jakob Venning

Jeg vil gerne kvittere for det der på overfladen ligner et velment men dog naivt forsøg på objektiv konfliktanalyse.
Men den følelse man sidder tilbage med efter endt læsning, er endnu en gang at være udsat for ensidig israelsk propaganda, villigt kolporteret af en journalist (?) ( med israelske sympatier.
Det må kunne gøres bedre.

Torben K L Jensen

Som sædvanligt er de israelske militære og efterretningtjenesters ledere bekymrede for deres politiske lederes gøren og laden - sådan har det været i årtier men deres indflydelse er på retur i takt med USA´s vigende engagement i Mellem-østen. Artiklen kunne være skrevet af netop dem og det er det der er bekymrende.

Harald Strømberg

Jeg er uenig i at denne artikel er et udtryk for israelsk propaganda.
En ny al-Nakba af skræmmende proportioner, kan betyde at verdenssamfundet vender det blinde øje til, hvis Israel tæppebomber de besatte områder. Det vil ikke være et ny palæstinensisk exodus men et holocaust.

Jakob Venning

Al-Nakba er singulær, det kan ikke ske igen.
I øvrigt er katastrofen ikke Israels uafhængighed(hvad betyder det egentligt? - Israels har aldrig ikke været uafhængig) - katastrofen var Israels oprettelse, og siden da har 'det internationale samfund' haft det blinde øje stift rettet mod Palæstina og de oprindelige beboere ufattelige lidelser ved zionistisk hånd. Ofte har vi sågar givet disse psykopater en hjælpende hånd i deres målrettede etniske udrensning.