Interview
Læsetid: 6 min.

I Israel er det nemt at glemme, at der overhovedet er en konflikt

Den israelske besættelse af Vestbredden er ofte mere synlig uden for Israel end i Israel selv. Tiltagende sikkerhed og manglende løsninger har forvist det palæstinensiske problem til periferien. Den manglende synlighed er et stort problem, mener Gideon Levy, der er blevet beskrevet som Israels mest upopulære mand med sit fokus på palæstinensernes forhold
Livet i Israel er så godt, at israelerne ikke længere bekymrer sig om palæstinenserne, mener journalist Gideon Levy. I Tel Aviv fejrer israelerne 70-året for landets uafhængighed.

Livet i Israel er så godt, at israelerne ikke længere bekymrer sig om palæstinenserne, mener journalist Gideon Levy. I Tel Aviv fejrer israelerne 70-året for landets uafhængighed.

Amir Cohen

Udland
24. april 2018

TEL AVIV – Gideon Levy kigger sig omkring mellem de lave skriveborde, afskærmet fra hinanden af halvvægge.

»Det her er salgsafdelingen. Måske skal vi ikke blive hængende her for længe. Jeg er ikke så populær heromkring,« siger han med en stemmeføring et sted mellem ironi og alvor.

Den 64-årige israelske journalist på Israels ældste dagblad, Ha’aretz, bliver indimellem beskrevet som Israels mest upopulære person, når han vedholdende har beskrevet palæstinensernes liv, som det ser ud under israelsk besættelse, inklusiv overgreb og militæraktioner som Gaza-krigen i 2008-2009. På et tidspunkt var avisen nødt til at hyre livvagter til ham.

»Ja, jeg er meget upopulær, men jeg føler mig tryg,« siger han med en dyb, lidt hæs stemme med en smule accent. »Tingene er værre, når der er krig. Men folk er også i stigende grad ligeglade, indifferente omkring palæstinenserne, og hvad der bliver skrevet herom, selv om det hele sker en time herfra. De fleste israelere har aldrig været i palæstinensiske områder. De har ingen idé om, hvad der sker der. En del af sygdommen er jo også, at folk bliver apatiske,« siger han.

Flere fans uden for Israel

Ha’aretz er en af Israels traditionelt set mest toneangivende aviser, men mens det politiske landskab har bevæget sig mod højre, er avisens liberale læserskare også skrumpet. I udlandet er avisen nok det medie, flest Israel-interesserede læser, men i Israel er avisens markedsandel krympet til noget, der ligner Informations.

»Jeg bliver læst langt mere uden for Israel, inviteret meget mere til konferencer, til at holde oplæg, end jeg gør her. Helt afgjort,« siger Gideon Levy.

En forklaring er, ifølge ham selv, at den israelske besættelse af palæstinensiske områder og ’det palæstinensiske problem’ i stigende grad er forsvundet fra den israelske offentlighed. Besættelsen vil heller ikke være et tema, når Israel i disse uger fejrer sin grundlæggelse.

»Der vil ikke være nogen taler om den israelske stats grundlæggende dilemma. Kun om hvor stærke vi er, hvor succesfulde vi er, hvor rige vi er, hvor mange jødiske nobelpriser der er blevet uddelt, alle vores successer inden for videnskab. I diplomatiet har Benyamin Netanyahu jo ret: Verden er med Israel, vi er ikke isolerede,« siger han.

Gideon Levy ser ret pessimistisk på fremtiden og den israelske offentlighed.

»Der er ikke nogen debat i Israel. Diskussionen døde for længe siden, ligesom fredsbevægelsen,« siger han.

»Der er stort set ingen forskel på venstre og højre i dag, næsten kun retorisk. Det ene sted siger de tostatsløsning, men kunne ikke drømme om at gøre noget ved det. Det andet sted siger de ingen tostatsløsning. Konsekvensen er den samme. Venstrefløjen og Arbejderpartiet var ved magten så længe, men gjorde så lidt for en tostatsløsning.«

Op til omverdenen

Selv insisterer Gideon Levy stadig på at besøge Vestbredden omkring en gang om ugen. Men for de fleste israelere er de palæstinensiske områder et meget fjernt land, og mens præsident Trumps udmeldinger om, at USA ville flytte sin ambassade til Jerusalem, gav genlyd over hele verden, skabte meddelelsen mindre postyr i Israel, end man kunne forvente.

»Mange israelere er glade for, at ambassaden flytter. Endnu flere er fuldstændig ligeglade,« konstaterer han.

»De fleste israelere bekymrer sig ikke særlig meget om politik, de er optaget af størrelsen af deres bil, om de har råd til en god ferie, hvor høj deres levestandard er. Problemerne med besættelsen presser sig ikke på som en bekymring. Ingen tænker eller tror på fremskridt, på fred. Og Israel er blevet meget sikkert, så det er heller ikke en konkret bekymring for mange,« siger Gideon Levy, der selv tillægger USA’s annoncering større vægt.

»Det ændrer bestemt noget: Det gør det klart, at USA ikke er en fair og afbalanceret mægler. Vi har altid vidst det, men det gør det tydeligt, at de står bag besættelsesmagten og koordinerer med dem bag kulisserne. At dialogen med palæstinenserne hovedsaligt har været spil for galleriet, nu er selv skuespillet afsluttet. Og det afslutter forestillingen om en tostatsløsning, som for mig har været død længe med så mange bosættere.

Det spørgsmål, der står tilbage nu, er, om Europa – og andre – vil drage de nødvendige konsekvenser af det,« siger Gideon Levy.

Han ser udelukkende forandringen komme udefra. Enten som reaktion på en stigende konfrontationskurve eller som et principielt pres fra omverdnen – og særligt EU – for forandringer. Ellers kommer det ikke til at flytte sig fra den nuværende situation, mener han.

»Den israelske vision er hverken at lave en tostatsløsning eller at give borgerrettigheder til palæstinenserne. Det er helt tydeligt ud fra Netanyahus udtalelser, og det indebærer i praksis en apartheidstat for evigt.«

»I Sydafrika døde apartheidstaten på grund af verdens engagement, og hvis verden ikke havde engageret sig, havde apartheid-Sydafrika stadig eksisteret,« konstaterer Gideon Levy.

»Jeg kan kun se forandringen ske på grund af et meget voldsomt pres udefra eller en meget voldsom eskalering af konflikten, og det er palæstinenserne dels for svage til, dels er det israelske sikkerhedsapparat meget, meget stærkt.«

»Netanyahu håber, palæstinenserne bare giver op på et tidspunkt og lever som andenrangsborgere uden civile rettigheder, men med en lidt bedre økonomi, end de ellers ville. At de ikke vil have nogen valgmuligheder, og at de vil vænne sig til det, at verden vil vænne sig til det. Det er ikke umuligt, at det kommer til at ske,« siger Gideon Levy.

Men palæstinenserne burde insistere på det, der ligger tættest på, og som er sværest at afvise, mener han: At få samme rettigheder som israelere.

»Hvis Israel siger, at der ikke er lige rettigheder, ophører det med at være et demokrati, og det er i meget høj grad det, der har været Israels store moralske argument. Glem bosættelserne, glem besættelsen, tal kun om rettigheder: Vi vil have lige rettigheder. Glem jorden, for jorden er tabt, det meste vil de aldrig få tilbage,« siger han.

»Der er folk her på den yderste højrefløj, som taler om, at palæstinenserne aldrig kan opnå lige rettigheder, fordi de ikke er jøder; ’Gud gav os dette land, og vi er det udvalgte folk, og derfor er det forbeholdt os’. Det er jo selvfølgelig ren racisme, men jeg sætter pris på det, fordi de i det mindste er ærlige.«

'Der bliver ikke engang løjet om det'

Med amputeringen af den politiske venstrefløj, fredsbevægelsen og det israelske arbejderparti er det i høj grad menneskeretsorganisationer som Breaking the Silence og B’Tselem og journalister som Gideon Levy og Ha’aretz-kollegaen Amira Hass, der er kommet til at udgøre frontlinjen i debatten om besættelsen.

Det er også dem, som kommer under angreb for at være part i sagen – og for at være upatriotiske. Gideon Levy er selvsagt uenig. Både i at dækningen er ladet – men også i at den gør skade.

»Jeg fortsætter med at skildre besættelsen. Jeg er ikke sikker på, at det er særligt vigtigt eller har nogen rigtige konsekvenser, men det er det, jeg gør. Om ikke andet så for arkiverne, så ingen israelere kan hævde, at de ikke vidste, hvad der foregik.

Hvis du læser Ha’aretz, får du virkeligheden skildret løbende: To palæstinensere dræbt af den israelske hær i dag i to forskellige episoder. Hvis du læser den gennemsnitlige israelske avis i dag, bliver det slet ikke nævnt. I Israel Hayom, den største avis, der i dag er 86 sider, står der ikke et ord om det. Der bliver ikke engang løjet om det, det er bare, som om det aldrig er sket,« siger han.

»Det er et svært budskab at arbejde med som israeler, men det er nødvendigt. For hvorfor skulle tingene forandre sig af sig selv? Livet er alt for godt her. Det er nemt at glemme, at der i det hele taget er en konflikt.«

Serie

70 års Israel

Fra 18.april til 14. maj fejrer israelerne 70-året for staten Israels grundlæggelse, mens palæstinenserne ser tilbage på al-Nakbah, katastrofen. Samtidig flytter USA officielt sin ambassade til Jerusalem og markerer dermed en ny fase i verdens længste ulykkelige ægteskab. Information beretter om nutid, fremtid og midlertidighed set fra begge sider af grænsemuren

Seneste artikler

  • Jerusalem græder

    19. maj 2018
    Mens den jødiske del af byen fejrer flytningen af den amerikanske ambassade, befinder den palæstinensiske side sig i en tilstand af fortvivlelse og vrede
  • Jerusalem jubler

    19. maj 2018
    En stemning af sejr og selvsikkerhed har bredt sig i Jerusalem. Denne uges åbning af den amerikanske ambassade er den foreløbige kulmination på en nyere jødisk oprejsning
  • USA mister moralsk legitimitet gennem sin støtte til nedskydning af palæstinensere

    17. maj 2018
    Trumps talspersoner efterplaprer Netanyahus udlægning af de blodige sammenstød på grænsen til Gaza. Israel har en legitim ret til selvforsvar mod »terrorister«, lyder det fra Washington. Aldrig før har USA taget så entydigt parti for Israel mod palæstinenserne
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Touhami Bennour

Det israelsk folk ved konflikten er militært da de har taget et andet folks land. På den militær område er Israel det meste trygt i verden, de har en garanti fra USA at USA kommer til undsætninng hvis Israels existens er i fare. Det lyder underligt når man ser hvor meget de europeisk folk er bekymret for Israel og for Jøder generelt- Europeere fordi de lever i skyld følelse fra fortiden mens Israelere synes at de føler "de har sejret" og de kan sover trygge om natten. Palestinæsere har aldrig haft problemer med jøder i fortid, det er nutid der interesserer dem, og konfligten er behandlet som et "koloni problem" og ikke andet. Man kan ikke overføre skyld følelser til andre, det er et europeisk problem. det er ikke et problem om "skam eller skyld" men om besættelse. Som man ser Israelere føler ikke at det er grund til bekymring. Det komisk er "den uro der løber i Øjeblikket fra palestinensers side forklares på at få Israeler til at interessere sig mere for konflikten og ikke for at få sympati fra euroipeere. Begge vil ikke se realiteten, europeere ser israeler som offre og israelere ser sig som ubekymret.

olivier goulin

Det er i hvertfald en meget komfortabel enklave, man har fået opbygget - med en imponerende infrastruktur, som står i skærende kontrast til hele regionen, men også til den ortodokse side af Israel.

Det mindede mig en hel del om Californien.

/O

Werner Spliid

Tobias at bruge udtrykket “det palæstinensiske problem” er vidst en fejl. Med mindre udgangspunktet er at palæstinenserne udgør et problem?

Jørgen Nielsen og Nike Forsander Lorentsen anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Jeg husker, jeg har læst "i Iraks krigstid", at nogle danske soldater gik på orlov i Kuweit, deres umiddelbare reaktion var at "det ligner landet og infrastrukturen i Danmark", hvis bare folk ikke havde arabiske påklædning på. "Olivier" ser bare infrasrtruktur i "enklaven"og ikke mennesker (jøder).