Læsetid: 3 min.

Kampen for klimaet uge 16: Stadig flere retssager truer olieindustrien med krav om stop og erstatning

Alvoren er ved at gå op for de fleste, men hvis der stadig mangler et godt argument for at støtte klimasagen, kunne det være, at Golfstrømmen er ved at gå i stå
21. april 2018

Børn anlægger flere klimaretssager

Otte børn under 20 år anlægger nu retssag imod Floridas republikanske guvernør, Rick Scott, i et forsøg på at presse den kendte klimaskeptiker til at ændre politisk kurs.

Rick Scott har som guvernør angiveligt forbudt delstatens offentligt ansatte at bruge ord som ’global opvarmning’ og ’klimaforandringer’. Retssagen imod guvernøren anlægges, fordi han udviser »total ligegyldighed« over for Floridas kommende genrationer ved ikke at tage klimaforandringerne alvorligt.

De unge sagsøgere får støtte fra organisationen Our Children’s Trust, der også hjælper 21 andre børn og unge, som allerede har fået grønt lys til at anlægge retssag imod de føderale myndigheder for ligeledes at negligere klimaforandringerne og konsekvenserne af den globale opvarmning for de kommende generationer. Den retssag indledes den 29. oktober i år i Eugene, Oregon.

Det gør flere kommuner og byer også

Mens kystnære byer som New York og flere byer og kommuner i Californien allerede har eller er i gang med at forberede retssager med krav om erstatning fra de store olieselskaber, er det første gang, at et lignede søgsmål kommer fra USA’s midtvestlige stater. Det skriver New York Times.

Således agter kommunerne Boulder og San Miguel samt bystyret i Boulder i delstaten Colorado at anlægge sag imod amerikanske Exxon Mobil og det canadiske olieselskab Suncor Energy for ved salg af fossile brændsler at bidrage til klimaforandringerne, der har forårsaget ukontrollerede skovbrande, tørke, storme og dermed ødelagt en del af grundlaget for landbrug og turisme.

Apropos retssager

I Massachusetts, USA, er der også en igangværende juridisk tvist med Exxon Mobil.

Olieselskabet undersøges i øjeblikket af Massachusetts’ statsanklager, der skal afgøre, hvor meget Exxon Mobil vidste om sammenhængen mellem afbrænding af fossile brændsler og den globale opvarmning. I den sammenhæng ønsker statsanklageren at få en række interne Exxon Mobil-dokumenter udleveret. Olieselskabet har hidtil nægtet anklageren adgang til dokumenterne, men højesteret i Massachusetts har netop afgjort, at de skal udleveres. Det skriver avisen USA Today.

»Anklagerens undersøgelse handler om menneskeskabte klimaforandringer – der er blevet vores tid store udfordring, som hele tiden forstærkes, og som allerede har konkvenser her i Massachusetts. Helt præcist er præmissen for undersøgelsen, at det er anklagerens påstand, at Exxon Mobil har misinformeret borgerne i Massachusetts om de fossile brændslers påvirkning af klimaet og af selskabets værdi,« lød begrundelsen fra højesteret i Massachusetts.

Klimabistand går ikke til de fattige

En ny undersøgelse lavet af ACT-alliancen, der er de kirkelige udviklingsorganisationers globale netværk, viser, at den lovede klimabistand til verdens fattige slet ikke gives til de lande, der har størst behov.

Fra 2013 til 2016 gik blot 19 procent af EU’s klimabistand til verdens fattigste lande, de såkaldte LDC-lande. Til sammenligning fik Tyrkiet, der er den største modtager af klimabistand fra EU, samme andel af bistanden som samtlige fattige lande. Det undrer de kirkelige udviklingsorganisationer.

»Vi er overraskede over at finde ud af, at Tyrkiet er den klart største modtager af klimabistand fra EU. Jeg er sikker på, at Tyrkiet og andre mere velstående udviklingslande har brug for støtten, men der er en meget stor gruppe af fattigere og langt mere skrøbelige lande, der ikke selv har mulighed for at gøre noget uden støtte udefra. De burde får en langt større del af bistanden fra EU,« siger ACT-Alliancens EU-ansvarlige, Floris Faber, i en pressemeddelelse.

Golfstrømmen svækkes

Golfstrømmen, der forsyner den nordlige halvkugle med varme og sender koldt vand sydpå, er svækket med 15 procent siden 1600-tallet. Strømmen er nu på det laveste niveau, man har kunnet måle. Det viser nye studier offentligtgjort i tidsskriftet Nature.

Ifølge forskere skyldes svækkelsen klimaforandringerne. Den er stærkt bekymrende, da udvekslingen af varme og kulde mellem det sydlige og det nordlige Atlanterhav er afgørende for et stabilt klima. Yderligere svækkelse vil medføre stærkere kulde nordpå og varmere klima og stigende vandstand i havene omkring ækvator.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Jesper Løvenbalk Hansen

Himmel & Hav .... Hvis Golfstrømmen går i stå, så bliver der ikke til at bo på vore breddegrader.