Baggrund
Læsetid: 6 min.

Kina tager endnu et kvælertag på kinesisk undergrundsfilm

I årevis har kinesiske filmskabere skildret et andet Kina end det, Kinas Kommunistiske Parti ønsker at vise. Det har givet dem international anerkendelse, men nu tager landet kvælertag på den bevægelse, der gav kinesiske film kant
De seneste par år er det blevet sværere og sværere for kinesiske filmskabere som Dayong Zhao at lave film, der er uafhængige af politiske interesser. De kan til nød filme i skjul, men de har ingen mulighed for at vise deres værker offentligt længere. Det er til trods for, at Kina er verdens næststørste filmmarked.

De seneste par år er det blevet sværere og sværere for kinesiske filmskabere som Dayong Zhao at lave film, der er uafhængige af politiske interesser. De kan til nød filme i skjul, men de har ingen mulighed for at vise deres værker offentligt længere. Det er til trods for, at Kina er verdens næststørste filmmarked.

Peter Nygaard Christensen

Udland
17. april 2018

Den kinesiske filmskaber Zhao Dayong har alle sine film på en harddisk. Herfra viser han dem til en lille kreds af interesserede, der møder op til private eller offentlige filmvisninger. En fredag i marts er det en flok studerende fra Københavns Universitet, dagen før var det studerende i Lund, og næste dag rejser han videre til Berlin.

Det er film om migrantarbejdere i Shanghais undergrund, tvungne aborter, tvangsflytninger eller – som den, han viser i dag – om afrikanske migranter i den sydlige kinesiske provins Guangzhou, der kæmper mod de kinesiske myndigheder for kunne samles i deres kristne frimenighed.

Fælles for hans film er, at de fortæller andre historier om Kina end dem, Kinas Kommunistiske Parti ønsker at fortælle.

I årevis har kinesiske filmskabere som Zhao Dayong i stigende grad leget katten efter musen med de kinesiske myndigheder i takt med den øgede politiske kontrol med den kinesiske undergrundsscene.

For selv om alle kinesiske filmproduktioner principielt skal have en godkendelse fra den kinesiske Statsadministration for Presse, Udgivelse, Radio, Film og TV (SAPPRFT), så har filmskaberen Zhao Dayong holdt fast ved at producere sine film uafhængigt af politiske aktører.

Hver gang nye stramninger er blevet annonceret har kinesiske filmskabere, bevæbnet med digitale kameraer og små budgetter, fundet en vej uden om statscensuren for at fortsætte deres produktioner. Det har givet uafhængige instruktører som Zhao Dayong tilnavnet ’Kinas gorilla-filmskabere’.

Med deres ofte socialrealistiske fortællinger har de bevæget sig i et grænseland mellem den slags rørende livshistorier, som Kinas Kommunistiske Parti mener skaber national sammenhængskraft og den systemkritik, som partiet ikke tolererer.

Men da den kinesiske filmfestival Beijing Independent Film Festival blev tvunget til at lukke i 2014 skabte det bekymring for, om Kinas Kommunistiske Parti for alvor tog kvælertag på den kinesiske undergrundsfilmbranche. Sidste års vedtagelse af Kinas første filmlov ser ud til at bekræfte den tendens.

Loven, der officielt skal forhindre svindel i den voksende kinesiske filmbranche, skal også sikre, at kinesiske film »tjener folket og socialismen« og forbyder film, der svækker den nationale samhørighed, bringer Kinas sikkerhed, ære eller nationale interesser i fare.

Dermed er vilkårene for Kinas uafhængige filmskabere ændret radikalt, siger Zhao Dayong:

»I de sidste par år har det været nærmest umuligt for kinesiske kunstnere og filmskabere at lave værker, der er uafhængige af politiske interesser. Vi kan til nød filme i smug, men vi har ingen mulighed for at vise vores værker offentligt længere.«

»Alle kinesiske film bliver censureret og klippet sønder og sammen,« siger Zhao Dayong og viser med hænderne, hvordan store bidder af film, der bliver fjernet for at gøre dem spiselige for det kinesiske censurapparat.

Mens kinesiske dokumentarfilmskabere føler modvind, vokser den kommercielle kinesiske filmbranche. Sidste år steg billetsalget i kinesiske biografer med 13 procent ifølge Kinas egen statistik og rundede knap 56 milliarder kroner. Dermed er Kina verdens næststørste filmmarked.

Succesen for biograferne tilskrives ikke kun Hollywood, men også kinesisk produktionsselskaber – og det voksende samarbejde mellem kinesiske og internationale produktionsselskaber, der målretter deres film til det kinesiske marked.

Zhao Dayong har aldrig lavet film, der kan vises i de omkring 40.000 kinesiske biografer. I stedet er hans film blevet projicteret direkte fra hans harddisk op på væggen i klasselokaler som her på Københavns Universitet på Amager, på cafeer eller andre steder, der har kunnet samle en flok særligt interesserede: journalister, studerende eller filmskabere som han selv, siger han:

»Hvis 200 mennesker kommer for at se min film, så er det en stor succes,« griner han.

Trods den begrænsede publikumssucces, så har Zhao Dayong vundet anerkendelse for film som Shadow Days, der blev vist på Berlinalen i 2014 og The High Life, der vandt den internationale filmkritikerpris FIPRESCI i 2010 på den internationale filmfestival i Hongkong.

Det er film, der på hver sin måde skildrer den fremmedgørelse som Kinas hurtige økonomiske udvikling i de sidste fire årtier har ført med sig, siger Zhao Dayong.

»I mine film viser jeg, at alt det, der engang havde værdi: historien, kulturen, familien og kærlighed mellem mennesker bliver valgt fra i jagten på velstand og økonomisk fremgang.«

Det er et narrativ, der strider imod Kinas Kommunistiske Partis egen fortælling om at skabe velstand, opbygge landets styrke, forbedre folkets levevilkår og opnå national fornyelse.

Hjemløs

I dag bor den 48-årige filmskaber Zhao Dayong i New York. Det har han gjort siden sidste år, efter hans arbejde med dokumentarfilmen The Nailhouse: One says No om en familie i Guangzhou, der stædigt kæmpede for at blive boende i deres hus, mødte politisk modstand.

»Jeg troede ikke, der ville være problemer med den historie. Den er jo fortalt mange gange før. Men de mente vel, at det ville stille lokalregeringen i Guangzhou i et dårligt lys,« siger Zhao Dayong, som om han selv søger en forklaring på, hvorfor filmprojektet løb ind i problemer.

Nu er han i stedet i gang med at forberede en film om andre kinesere, der ligesom han selv, forsøger at stable et liv og et hjem på benene i New York.

»Det handler om en ny bølge af unge kinesere, der flytter væk fra Kina. De er tit veluddannede og har en masse at bidrage med.«

Zhao Dayong er ikke den første kunstner, der for en tid har søgt ly i udlandet, fortæller Mai Corlin, der har skrevet ph.d.-afhandling om aktivistisk kunst i Kina.

»Det, der typisk sker, er, at kunstneren, journalisten eller filmskaberen ender i en situation, hvor han eller hun ikke kan lave det, de gerne vil i Kina, fordi deres netværk bliver presset til at undlade at lave projekter med dem,« siger Mai Corlin.

»I de her tilfælde, så er der ikke tale om, at myndighederne decideret tvinger kunstnerne til at forlade landet, og kunstnerne har måske ikke engang haft direkte kontakt med de kinesiske myndigheder.«

»De kunne godt blive i Kina. Men de bliver i så fald begrænsede på deres levebrød,« siger Mai Corlin.

Zhao Dayong er vokset op i Fushun – også kaldet Kulbyen – der ligger midt i det kinesiske rustbælte i den nordøstlige Liaoning-provins. Det er et af de steder, der blev hårdest ramt, da Kina i midten af 1990’erne gennemførte store reformer af statsejede virksomheder og lukkede små urentable fabrikker, hvis primære opgave i flere årtier havde været at fungere som et socialt sikkerhedsnet for alle, der gav en hånd med i produktionen. Det er sådan et sted, man flytter fra.

»Hele Fushun by blev hårdt ramt af arbejdsløshed i begyndelsen af 1990’erne. Der var statsejede fabrikker med mere end 30.000 arbejdere, som pludselig stod uden job,« husker Zhao Dayong.

»Pludselig var det markedet, der bestemte, hvem der var brug for. Der var ikke brug for alle de arbejdere. Maskinerne var for gamle og teknologien for simpel.«

Da arbejdsløsheden ramte det nordøstlige Kina, var Zhao Dayong allerede flyttet til Beijing, hvor hans studerede billedkunst.

»Jeg har ikke følelsen af at have en barndomsby. Jeg flyttede derfra som meget ung og kommer sjældent tilbage. I dag er byen fuldstændig forandret.«

»Det er ikke, fordi jeg har mistet mit barndomshjem. Jeg flyttede bare væk alt for tidligt. Jeg føler ikke jeg hører til noget sted.«

»Jeg tror ikke, jeg er alene med den følelse i Kina,« siger Zhao Dayong.

Det handler i bund og grund om det politiske system, der ikke beskytter individets ejendomsret, siger han mens han retter på sin sorte hat, der får ham til at ligne den kunstner, han gerne vil have mulighed for at kunne være.

»Jorden tilhører staten, og vi råder kun over vores hjem i 70 år. Der er ingen, der ved, hvad der sker derefter, men folk betaler alligevel millioner for at få en lejlighed.«

»Alt kan blive taget fra os lige pludselig. Hvis regeringen har brug for jorden, så tager de den fra dig,« siger Zhao Dayong og tilføjer:

»Det politiske system fratager os retten til at høre til.«

Det er det, Zhao Dayong har forsøgt at vise i sine film. Det er derfor hans film ikke må vises på de store lærreder i Kina.

»Det er, som om jeg kun har lavet en film med det samme tema hele mit liv,« siger Zhao Dayong.

Men dem, han gerne vil vise sine film til, kan ikke få lov til at se dem.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her