Nyhed
Læsetid: 1 min.

Lula står til fængsel

En højesteretsdom betyder sandsynligvis enden på den politiske karriere for Brasiliens tidligere præsident
Brasiliens tidligere præsident, Luiz Inácio Lula da Silva.

Brasiliens tidligere præsident, Luiz Inácio Lula da Silva.

Paulo Whitaker

Udland
7. april 2018

SÃO PAULO - Brasiliens tidligere præsident, Luiz Inácio Lula da Silva, står til at komme i fængsel, efter at Højesteret har afvist en anmodning om, at han kan forblive fri, mens han appellerer en 12-årig dom for korruption.

Afgørelsen faldt tidligt torsdag efter et maratonretsmøde, hvor seks højesteretsdommere mod fem endte med at stemme imod ham. Beslutningen kan betyde enden på Lulas politiske karriere og forværre splittelserne i landet, der på det seneste har været plaget af politisk vold.

Lula erklærer sig uskyldig og siger, at anklagerne mod ham er politisk motiverede og har til formål at forhindre ham i at stille op igen til præsidentvalget til valget i oktober.

Lula blev sidste år idømt ti års fængsel for at modtage bestikkelse for 3,7 millioner real (6,7 millioner kroner) fra byggefirmaet OAS. Det er den sum, firmaet brugte på at renovere Lulas strandlejlighed til gengæld for hjælp til at få kontrakter med det statslige olieselskab Petrobras.

I januar hævede en appeldomstol straffen til 12 år. Ifølge brasiliansk valglov er kandidater udelukket fra at stille op til valg i otte år efter en dom. Den endelige beslutning i Lulasagen vil blive truffet af den højeste valgret, hvis Lula officielt søger at blive kandidat til valget i oktober.

Det brasilianske samfund er stadig dybt splittet, efter at Lulas efterfølger, Dilma Rousseff, blev afsat i forbindelse med en korruptionsskandale og en økonomisk krise. Hendes efterfølger, den siddende præsident Michel Temer, undgik sidste år at blive stillet for Højesteret, da allierede i kongressen beskyttede ham mod anklager for korruption.

De seneste målinger giver ham blot fem procents opbakning, men han har antydet, at han alligevel vil stille op til valget til oktober.

© The Guardian og Information
Oversat af Emil Rottbøll

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her