Læsetid: 5 min.

Merkel i knibe

Torsdag er Macron på besøg ved Merkel i Berlin i et forsøg på at give euroreformerne fart. Men Merkels magt er stækket i en splittet tysk regering, hvor både CDU, CSU og finansminister Olaf Scholz fra SPD træder på den europæiske bremse
Torsdag er Macron på besøg ved Merkel i Berlin i et forsøg på at give euroreformerne fart. Men Merkels magt er stækket i en splittet tysk regering, hvor både CDU, CSU og finansminister Olaf Scholz fra SPD træder på den europæiske bremse

Aris Oikonomou

19. april 2018

Dramaturgien virker som skabt til medierne: Kort efter det tyske valg holdt den franske præsident Emmanuel Macron sin store Europa-tale på Sorbonne-universitetet, hvor han detaljeret beskrev, hvordan Europa og euroen skal reformeres og ’genfødes’. Den eksplicitte hovedmodtager var Tyskland, unionens største land og økonomi.

Efter et lille halvt års tysk regeringsdannelse endte det til Macrons lettelse med en ny stor koalition, hvor CDU/CSU’s og SPD’s regeringskontrakt – med Martin Schulz’ tydelige håndskrift – endda fik overskriften »Et nyt opbrud for Europa«.

At den progressive stemning er ved at sive ud af ballonen, fik europæerne et praj om i Macrons tale i EU-parlamentet tirsdag. Den fokuserede på store emner som demokrati, flygtninge, CO2-skat og datasikkerhed. Men euroreformerne fik stort set ingen opmærksomhed, selvom reformvinduet ifølge Macron kun står på klem frem mod forhandlingerne om det flerårige EU-budget i år og europaparlamentsvalget i maj 2019.

Advarsler fra Merkels bagland

I talen nævnte Macron hverken Tyskland, det tysk-franske partnerskab eller centrale reformideer såsom en europæisk finansminister og et ambitiøst eurozonebudget, der kan hjælpe kriseramte eurolande. Det er let at udlægge som en uventet maveplasker for præsidenten, hvis reformideer fløj højt og pludselig faldt dybt. Men Macrons tale viste, at han fint kender Merkels svære situationen i Berlin, hvor han torsdag møder den tyske kansler.

Det møde bliver ikke kun op ad bakke for Macron, der har stærkt brug for succeser. I den seneste uges tid har der været interne kampe i Merkels CDU/CSU om Macrons planer. Efter et fraktionsmøde tirsdag viste ledende partifigurer stærk modstand mod planerne. Det gælder bl.a. CSU’s gruppeformand Alexander Dobrindt, der blankt afviste ideen om en europæisk finansminister og hævdede, at der »næppe vil komme enighed om reformspørgsmålene ved EU-topmødet i juni«. Det er ellers både Macrons og Merkels forhåbning.

Hvor Paris partout ønsker yderligere integration – evt. i et EU i flere hastigheder – er Tysklands øverste prioritet derimod EU’s sammenhold og det indre marked.
Læs også

Flere højtstående CDU/CSU’ere takkede højlydt nej til en omfattende europæisk valutafond uden vetoret til den tyske forbundsdag. Også Macrons idé om en europæisk arbejdsløshedsforsikring og fælles EU-hæfte for bankers sikring af opsparinger blev afvist – i hvert fald så længe risiciene i den europæiske banksektor »ikke er minimeret og kan styres«, som CDU’s nye generalsekretær Annegret Kramp-Karrenbauer udtrykte det. Hun sagde ligeledes, at »det p.t. ikke giver mening at tale om et eget budget for eurozonen«.

I kølvandet på den debat har flere tyske medier henvist til, at der i 2015 var over 60 CDU/CSU’ere, der gik mod partilinjen og stemte nej til endnu en redningspakke til Grækenland. Hvis den slags ’oprør’ gentager sig, kan det koste den store koalition det smalle flertal. Selv hvis det ikke kommer dertil, viser kritikken, at der er et stærkt pres fra både det højrenationale AfD og det liberale FDP, der har en mere simpel fortælling om, hvordan de sydlige EU-lande lever godt af »tyske euro«. Eller som avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung beskriver dilemmaet i et mere solidarisk Europa:

»Hvad der (angiveligt) skal hjælpe mod højrepopulister og EU-modstandere i det omfordelingsivrige Frankrig, er i giverlandet Tyskland vand på højrepopulisternes og EU-modstandernes mølle.«

Schulz-dagene er slut

Den ulmende modstand i CDU/CSU har fået den tyske EU-kommissær for budget, CDU-politikeren Günther Oettinger, op i det røde felt.

»De toner, som man nu hører fra CDU/CSU, er uacceptable,« udtalte han i weekenden.

»De bringer hele opbruddet for Europa i fare.«

Også partileder Andrea Nahles fra regeringspartneren SPD har kritiseret debatten i CDU/CSU og henvist til, at den modarbejder regeringskontrakten. Desto mere overraskende er det, at den socialdemokratiske finansminister Olaf Scholz er forbeholden over for reformplanerne. I et interview med Frankfurter Allgemeine Zeitung udtalte han, at Macron »godt ved, at alle hans forslag ikke kan omsættes i praksis. Vi må se, hvad der er muligt, uden at de enkelte EU-landes handlingsmuligheder overbebyrdes«.

Det viser med al tydelighed, at dagene med Martin Schulz som SPD-formand er langt væk.

Så sent som i december talte Schulz om et »Europas forenede stater i 2025« i sit forsøg på at gøre en progressiv EU-politik til et unikt projekt for SPD. Blandt de socialdemokratiske fortalere for atter at gå ind i en stor regeringskoalition gjaldt den progressive EU-linje som et af de vigtigste argumenter.

Mens Schulz stadig var formand, fik de deres vilje – også i regeringskontrakten, hvor CDU/CSU indvilgede i store ord om de europæiske reformer. Men her er formuleringerne ofte enten hule eller tvetydige.

»Vi vil videreudvikle den europæiske stabilitetsmekanisme til en parlamentarisk kontrolleret europæisk valutafond,« hedder det f.eks. progressivt i regeringskontrakten. Men som Frankfurter Allgemeine Zeitung påpeger, tolker CSU, CDU og SPD det på hver deres måde, både i forhold til omfanget og i forhold til den helt afgørende detalje, om »parlamentarisk kontrol« handler om EU-parlamentet eller forbundsdagen i Berlin.

Macron alene hjemme

Et åbent spørgsmål er nu, hvilke muligheder der er for ’Madame Non’, som Der SPIEGEL har døbt Merkel, der som sædvanligt holder kortene meget tæt til kroppen.

Ifølge finansavisen Handelsblatt arbejder hun på en anden agenda, der ikke handler om nye budgetter i EU, men som fokuserer på at øge den europæiske vækst og konkurrenceevne. Til det formål vil hun foreslå et »jumboråd« bestående af eurozonens finans- og økonomiministre. Det handler både om at se EU’s økonomi i et bredere perspektiv, men også om at tage magt fra finansminister Scholz fra SPD og lægge den over til økonomiministeriet, som Merkels fortrolige CDU-kollega Peter Altmaier sidder på. Det mener i hvert fald Handelsblatt, der ikke ser meget politisk substans i forslaget, som næppe vil genere Macron.

Et andet åbent spørgsmål er, hvordan Macron ser Tysklands rolle. I sin tale i EU-parlamentet gjorde han sig umage for at tale til alle EU-lande, bl.a. ved at love et større fransk EU-bidrag efter Brexit samt økonomisk hjælp til regioner med mange flygtninge. Die ZEIT’s politiske redaktør Ulrich Ladurner hævder, at Macron indirekte har sendt et signal til Berlin om, at han og Frankrig er villige til at gå videre med reformer uden Tyskland.

Den forestilling saves ned i en analyse fra det paneuropæiske medie Euractiv. Ikke kun på grund af det enorme tyske nettobidrag til EU og den økonomiske garanti, som Tyskland leverer, men også fordi der efter Brexit ikke er andre oplagte partnere for Macron. 

I Italien, som er det tredjestørste euroland, vakler økonomien, og der er ikke udsigt til et regeringsflertal uden EU-skeptiske partier. I Østeuropa er de fleste lande helt afvisende over for Macron. Og i Holland samt en række andre nordiske EU-lande har finansministrene indtrængende advaret både Frankrig og Tyskland mod at foretage euroreformer på egen hånd.

»Egentlig skulle den skabe dynamik i eurodebatten,« skriver Euractiv om Macrons tale og kigger frem mod dagens møde med Merkel i Berlin.

»Men hvis man sætter hårdt mod hårdt, står Emmanuel Macron ret alene med sine visioner.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Michael Hullevad
  • Torben K L Jensen
Eva Schwanenflügel, Michael Hullevad og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Hvis målet igen bliver "Schwarze Null" uden Macron og Schulz´ euro-visioner er den store koalition er fiasko SPD ikke kan tåle og enden for regeringssamarbejdet - SPD kan kun reddes hvis de går i vrede.

Ole Henriksen, Eva Schwanenflügel og Michael Hullevad anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Mathias Sonne

Macron render sig nok en staver i livet, når han vil til at realisere sine visioner for EU.

Det vil sikkert glæde mange her i Kongeriget - og på disse sider -
men jeg synes altså, at det er trist.

Carsten Nørgaard

Danmark burde helt klart støtte Macron. Han forsøger blandt andet at udligne en situation, som ligger helt nede ved roden af eurozonens problemer – Tysklands konkurrencepolitik med kunstigt lave indkomster mv. Og så repræsenterer han jo faktisk et land, som trods alt har et markant mere positivt syn på gavmild velfærd, og som bruger bl.a. Danmark som "godt eksempel", end tyskerne gør. Tænk nu langsigtet, danske politikere.

Ole Henriksen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Bettina Jensen

EU's visioner er forretningsbundne; baserede på vækstideologi og pseudodemokrati.

Elitære politikeres idéer om mere neoliberal styring kan man tørre næse og øjne med.

Jes Balle Hansen , Flemming Berger og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

I sin iver efter at slukke ildebrande med benzin fører EU neoliberale politikker. Og lige om lidt vil vi læse at færre end, som nu ,8 mænd eje det samme som halvdelen af jordens befolkning. Og ikke det som befolkningerne i hele verden sukker efter: At det begynder at gå den rigtige vej og vi får bekæmpet uligheder i verden.

Der mangler i den grad nytænkning i EU. Så mange muligheder og så lidt bevægelse. Men hvis hvert part absolut ikke vil rokke sin kæphest, har visioner ingen chance.

Carsten Nørgaard

@David Joelsen: Netop derfor er det værd at støtte Macron. Han repræsenterer desuden Sydeuropas håb og har udvist støtte til Grækenland samt modstand mod austerity-politik. "Sydeuropas håb" kan også gøres mere præcist og mere udbredt: Et håb for de lande, som mener, at offentligt forbrug og offentlige investeringer er en god måde at modvirke en krise på. Macrons syn på dette går på flere områder stik imod Tysklands, som netop er meget neoliberalt – et land, som virkelig ikke har et problem med at se eurozonen brænde op og andre landes økonomier og velfærdsstater gå til grunde, så længe Tyskland selv nyder gavn af det. Som ikke har et problem med bevidst at løndumpe sin egen befolkning, så længe det gavner konkurrencedygtigheden til en sådan grad, at det også skader nabolandene. Tænk bare, man kan gå i Lidl i Berlin og købe varer helt ned til 1/3. del af prisen i Danmark. Man lader ikke lønnen stige. Hellere have flere arbejdende fattige end skade konkurrenceevnen. Det er "Tysklands Europa", Macron kæmper mod med sin progressive iver. Europa skylder Macron en chance, måske er han endda vores sidste chance.